fredag den 19. maj 2017

ANGSTEN FOR AT BLIVE SNYDT #2

Jan Krisek (1919-1985): Uden titel, 1957. Olie på lærred, 91 x64 cm. Privateje.
I SIN FINE BOG "Billede eller kunst" fra 1974 beskriver Knud Pedersen (1925-2014), indehaveren af Kunstbiblioteket, hvordan han blev modtaget af husets datter, da han skulle aflevere et maleri af den tjekkiske kunstner Jan Krisek (1919-1985) til et hjem i Århus. Da hun ser maleriet, udbryder hun: "Det kunne jeg da ligeså godt lave". Og i et anfald af overmod, lover Pedersen hende maleriet, hvis hun kan male et så godt maleri, at han ikke ser forskel på kopi og original, når han kommer tilbage og henter Krisek'en. Da Pedersen henter maleriet igen, tager han fejl af originalen og barnets kopi, så hun får Krisek'en. Han forlanger til gengæld at få hendes kopi, men den vil forældrene ikke af med. For den synes de er mere værdifuld end Krisek-maleriet.

KNUD PEDERSEN skriver herefter:
"Til dem der siger, at det kunne de selv have lavet, er der ikke andet svar end, at det kunne de selvfølgelig også. (...). Problemet er alene at gøre det, og hvis folk selv sad foran et stykke blankt papir, så ville de sikkert lave noget helt andet. De ville sikkert ikke engang acceptere Kriseks ide, hvis han fortalte dem om at han agtede at lave et billede som det viste. men når det er lavet, er det selvfølgelig ingen kunst at lave et til".
JAN KRISEK (kan også staves Krizek)blev født i den del af Tjekkoslovatiet, der idag er den Tjekkiske republik. Han blev uddannet i Tjekkoslovakiet, men forlod som mange af sine tjekkiske kunstnerkolleger landet efter 2. Verdenskrig og slog sig fra 1947 ned i Paris. Han blev en del af kredsen omkring Galleri René Drouin, og arbejdede med både skulptur og maleri, og var optaget af begrebet 'oprindelighed'. Hans skulpturer er inspireret af både Oldtidens kunst fra Middelhavsområdet samt Børnetegninger. Som den franske kunstner Jean Dubuffet (1901-1985 var Krizek inspireret af Børnetegninger og hans værker hører til den Informelle kunst, der slog igennem i 1950erne.

IFØLGE KNUD PEDERSEN har den tyske kunstner Arthur Køpcke (1928-1977) kommenteret spørgsmålet om at bruge andre kunstneres ideer og at kopiere deres kunst således:
"Det er som en bortkastet lotteriseddel, hvor gevinsten er hævet. Det nytter ikke at samle den op og præsentere den ved kassen en gang til. Det kommer der ingen gevinst ud af."
DET ER ALTSÅ PÅ INGEN MÅDE FORBUDT at lade sig inspirere af andres kunst, ideer eller billeder. Det er heller ikke forbudt at gøre det samme som andre. Det er ikke engang snyd, medmindre man udgiver sig for at være en anden. I århundreder har det været almindelig praksis at unge kunstnere har kopieret ældre mestre for at tilegne sig deres kunnen og deres teknikker, for derefter eller derigennem at finde deres egen form. Man er bare ikke den første, der gør det.

LÆS OGSÅ: ANGSTEN FOR AT BLIVE SNYDT # 1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar