FORÅR: Masser af vand

 

RIVALINDERNE

I 1890 MALEDE DEN RUSSISKE KUNSTNER Nikolaj Alexejevitsch Kassatkin maleriet Rivalinderne. To varmt påklædte unge kvinder er centralt placeret i midten af billedet. de befinder sig i et snedækket landskab med russiske bondgårde med staldbygninger i hver side af lærredet. Vi er på landet, men det er ikke lige til at sige om de er i en landsby eller på et større gods. de går på en sti og holder hver sin store metalspand i hånden.

SPØRGSMÅLENE HOBER SIG OP: Hvor har de været? Hvor er de på vej hen? Hvad har de i spandene? Måske har de været inde at ,malke, og så er det mælk de har i spandene. Men det kan også være mad, der eri beholderne - mad, som de vil bringe ud til en mand de godt kan lide eller vil gøre indtryk på. Eller til de gamle og syge eller de fattige.

MEN DET VIGTIGSTE SPØRGSMÅL ER, hvad gør dem til rivalinder? Konkurrerer de om hvem der er hurtigst, eller om mængden, eller om manden? Eller kæmper de om godhed? Hvem gør mest for de der ikke kan selv? Hvem er bedst til at glemme sig selv og tænke på andre?

KASSATKIN HAR KOMPONERET et nationalromantisk maleri med et hverdagsmotiv fra den russiske bondebefolksning. På dette tidspunkt var der også uro og voksende utilfredshed i det russiske samfund, der faktisk var ved at eksplodere. Der var en stigende interesse for at definere hvad det russiske egentlig var, og almuebefolkningen udgjorde et godt motiv.

MALERIET ER IKKE BLOT EN BESKRIVELSE AF ALMUEN. Det er et genremaleri, fordi det fortæller en historie om de to kvinder der konkurrerer med hinanden. Og det er præcis den fortælling, der gør at maleriet hæver sig op over både det nationale og sin egen tid. For den konkurrence foregår også i dag, blot på de sociale medier.

Kazimir Malevich: Morning in the village after the snowstorm,1913.

KØBENHAVN KOMMER NÆPPE til - imorgen - at se ud som byen på dette snefyldte maleri af Kazimir Malevich (1878-1935), Der er sne allevegne: På træerne, på hustagene, mellem husene, langs vejene, og på vejen som de to varmtklædte personer bevæger sig henad. De er varmt klædte på, formentlig med mange lag af tøj.Som to kæmpestore bylter kæmper de sig gennem de hvide snemasser.   I hænderne bærer de beholdere. Måske skal de malke, eller måske har de lige gjodt det. For enden af deres vej kan man se en person der trækker er vogn, måske en kane. Fra alle hustagene stiger røgen op.

ER DER EN SOCIAL BEVIDSTHED i dette maleri? Næppe. Landbefolkningen kæmper med vejret og det er sikkert slidsomt arbejde, men er det uretfærdigt? Malevich har været optaget af farver og figurer. Der er en enkel farveholdning i maleriet domineret af den hvide, den blå og den røde. Figurerne er geometriserede. Figuren til vestre består tilnærmelsesvis af tre kegler, og havde de været grønnee havde det været et grantræ.

MALLERIET ER ET EKSEMPEL PÅ Malevichs kubo-futuristiske periode. Malevich og mange af hans samtidige russiske kunstnerkolleger var optaget af det russiske bondeliv, almuestilen og alt folkloristisk. De søgte ind til noget ægte russisk i deres kunst. Man kan sige at der ikke var noget moderne over deres motiver af landbefolkningen, men der er dynamik og bevægelse i malerierne, selvom figurerne hos Malevich virker så kluntede og er så geometriserede. Man kan godt se hvad de forestiller, selvom geometriseringen er et skridt i retning mod det abstrakte, som Malevich senere i sin karriere arbejdede med det non-figurative og idag primært kendes for denne del af sit virke. Men det er emnet for en anden Kunsthistorie.

ET SNEDIGT SNE DIGT: Christian Dotremont

INSPIRERET AF MIT ÆLDSTE BARNS LEG MED ORD, gik det fornyligt op for mig at ordet og adjektivet 'snedigt' også kan læses som 'et sne digt'. Det er jeg formentlig den sidste i Danmark, der har opdaget. Men jeg vil benytte min begejstring over denne opdagelse til at vise et billede af en kunstner, der rent faktisk skabte sne-digte.

CHRISTIAN DOTREMONT (1922-1979), den belgiske kunstner og digter der blandt andet er kendt for at være blandt stifterne af den internationale kunstsammenslutning CoBrA, skabte på en rejse til Lapland i 1976 en serie Logoneiges - digte i sne. Den hvide sne erstatter det hvide papir, men hvor skriften på papiret bliver stående, er digtet skrevet i sne forgængeligt og dermed uløseligt bundet til øjeblikket. Se flere billeder af Dotremonts sne digte her.

HVIS man som jeg er lidt skuffet over manglen på sne denne vinter, og gerne vil have et lille sne-skud inden foråret for alvor tager over, er det muligt en uge endnu at opleve sne-udstillingen på Nivågaard (læs mere her) - dog uden Dotremont. Denne lillebitte kunsthistorie om sne-digte slutter med et billede af Dotremont på slæde i Lapland - billedet er nærmest et digt i sig selv: