mandag den 7. juni 2010

Ugens Kunsthistorie: OM SMÅ GAMLE KONER




DER VAR ENGANG hvor man kunne se en lille gammel kone der sad på sin høje stol lige ved udgangen af den store forhal i Københavns Hovedbibliotek. Hun sad så fint og stille og afventende med hænderne i skødet. Betragtede måske alle os der gik forbi hende med en mild venlighed. Hun forstyrrede ikke nogen, men fremkaldte måske et lille smil eller en eftertænksomhed hos de der færdedes i forhallen.

DEN LILLE GAMLE KONE befinder sig stadig på Københavns Hovedbibliotek. Men af uransagelige årsager er hun blevet flyttet til tredie sal, og sidder nu foran bibliotikarers bord. Der sidder hun ikke særlig godt. Det er uforståeligt at man har flyttet hende dertil. Ingen lægger mærke til hende mere, andet end som en del af noget rod. Hun har ingen væg bag sig, og er vel nærmest blevet usynlig.

SMÅ GAMLE DAMER kan nemt overses og let blive usynlige. Det er jo nærmest netop denne usynlighed billedhuggeren Hanne Varming (født 1939) har synliggjort i sine skulpturer af de små gamle damer (der er også en på Kunstmuseet Trapholt i Kolding).

DERFOR er det bydende nødvendigt at man på KØBENHAVNS HOVEDBIBLIOTEK finder en respektfuld plads til den lille gamle kone igen.


Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, 1172 Kbh. K:
http://www.kkb.bib.dk/bibliotekerne/findbibliotek/hovedbiblioteket

2 kommentarer:

  1. Hanne Warmings figurer er rigtige gode og skaber lidt hygge. Der er nogle der; man er ikke alene. Det er også hende som er placeret på en bank på Kultorvet? Der sidder vist også et par personer.

    SvarSlet
  2. Ja, Hanne Warming har skabt det ældre par på bænken på kultorvet. Det er et hyggeligt par - universelt, men inspirationen er fra et eventyr.
    Der sidder også en lille kone på en kiste i Bisbebjerg Hospitalspark. Og der har siddet en på Trapholt. Der er formentlig flere over hele landet. De er meget hyggelige!

    SvarSlet