søndag den 19. marts 2017

ALVORLIG LEG MED FORM OG FARVE

Josef Albers: Homage to the Square (La Tehuana), (1951)
MÅNEN HAR DEN FARVE, MÅNER SKAL HAVE - det ved de fleste mennesker. Mange ved også at farver opfattes forskelligt fra person til person. Men ikke mange ved, at man kan ændre oplevelsen af en farve blot ved at sætte den sammen med forskellige farver. Dét vidste Josef Albers. Og det fænomen legede han seriøst med frem til sin død, blandt andet i serien Hyldest til Kvadratet,

IDAG ER DET Josef Albers fødselsdag, og han skal selvfølgelig hyldes! Albers blev født i Tyskland i 1888 og døde i USA i 1976. Han studerede på Bauhausskolen i Weimar, og blev efter studietiden ansat som Mester (professor) på skolen. Grundlæggeren af skolen arkitekten Walter Gropius (1883-1969) havde et ønske om at skabe en uddannelsesinstitution, hvor det kunsthåndværksmæssige og det kunstneriske smeltede sammen. Derfor ansatte han i hvert af skolens værksteder både en mester for form (kunstneren) og en mester for håndværk. Albers virkede som mester for håndværk, og arbejdede især tæt sammen med Paul Klee (1879-1940).
Josef Albers, Proto-Form (B), oil on fiberboard, 1938, Hirshhorn Museum and Sculpture Garden
ALBERS VAR LÆRER PÅ BAUHAUS frem til 1932. I 1933 emigrerede han sammen med sin hustru kunstneren Annie Albers til USA, hvor han blev ansat på Black Mountain College (1933-1949) - og fik en stor indflydelse på yngre kunstnere, som f.eks. Robert Rauschenberg og Cy Twombly.
Albers underviser studerende på Black Mountain College
ALBERS skrev klassikeren "Interacting Colours" (1963) i USA,om farver og deres indflydelse på oplevelsen af hinanden - en bog der stadig udgives og læses årtier efter hans død. Albers tog eksempelvis to ligestore lysebrune kvadrater og lagde dem på to forskelligt farvede baggrunde. Og de to lysebrune kvadrater så helt forskellig alt efter om de lå på en blå baggrund eller en mørkebrun baggrund. På den blå baggrund ser kvadratet mørk ud, og på den brune baggrund ser det lyst ud. Og ikke nok med det. På den blå baggrund, ser det ud som det er, at det lille kvadrat ligge rovenpå. Men på den mørkebrune baggrund, ser det ud som om kvadratet ligger bagved, og der opstår en rumlig effekt.
I Danmark kan Albers værker opleves i Louisianas samling. I Annie og Josef Albers navn er oprettet en fund, som blandt andet støtter forskellige humanitære projekter rundt om i verden, samt kunstnere. De tilbyder også forsknings/arbejdsophold i ægteparret Albers bolig, og man kan læse mere om mulighederne her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar