torsdag den 22. april 2010

PORTRÆT AF EN KUNSTFORBRUGER: Peter Rindal



”KENDER DU BILLEDET AF HENNINGSEN AF PRÆSTEN OG SKÆRVESLAGEREN? – PRÆSTEN ER PÅ VEJ TIL KIRKE OG SKÆRVESLAGEREN LIGGER OG HUGGER STEN. MAN KAN SE HVAD DER SKER MELLEM DE TO MENNESKER. PRÆSTEN SIGER: ”DE SKULLE HELLERE KOMME HEN I KIRKEN OG HØRE GUDS ORD”. OG SKÆRVESLAGEREN SVARER: ” HVIS VI SKAL HA BRØD TIL BØRNENE MÅ JEG BLIVE HER”. – JA, DET ER ALTSÅ MINE ORD.” (Peter Rindal, 1978)

Peter Rindal (1923 – 2009) holdt meget af Henningsens malerier. Han skelnede ikke mellem de to brødre Erik Henningsen (1855-1930) og Frants Henningsen (1850 – 1908). Begge kunstnere arbejdede med realistiske skildringer af dagligdagen i småborger- og arbejdermiljøer. Det er ikke lykkedes at finde det maleri han omtaler i citatet (Præsten og Skærveslageren), men hans beskrivelse af og fortælling om dét taler for sig selv.

Peter Rindal brugte bibliotekerne, han var interesseret i oldtidens fund, han overspillede musik fra radioen til bånd, som han lyttede til og han drømte om at komme til at eje et persisk tæppe. Han så film med og lyttede til Peter Malberg, Ib Schønberg og Liva Weels sange. Han kunne lide Bertel Thorvaldsens skulpturer og J.T. Lundbyes og altså Henningsens malerier. Desuden holdt han af at læse Martin Andersen Nexø, Henrik Pontoppidan, Hans Kirk og Zacharias Nielsens bøger. Især var han en stor beundrer af Nexø. Han nævner romanerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn som eksempler der har været ”med til at vække borgerskabets forståelse for fattigmands kår”.

Peter Rindal lagde navn til en bevægelse som mange anser for at være mod kunst og kultur – rindalismen. Denne bevægelse opstod i 1960’erne som en folkelig modstand mod statsstøtte til kunstnere. Det vil sige, ikke mod statsstøtte til alle kunstnere som sådan, men især til unge kunstnere og den abstrakte samtidskunst. Rindal og hans støtter var imod at man betalte for og støttede en kunst man ikke kunne se eller forstå var kunst. De anfægtede det kvalitetsbegreb der lå til grund for at staten tildelte kunstnere støtte. De samlede underskrifter fra 60.000 danskere der var enige med dem (på fotografiet sidder Rindal med en del af underskrifterne).

I bogen Dengang i 60’erne (1978) har forfatteren Bente Hansen en meget spændende samtale med Peter Rindal. Overskriften på kapitlet er ”Til den største idiot i Danmark” - et citat fra et brev der blev sendt til Rindal, da bølgerne om kunstfonden gik højt i 1964-65. I løbet af samtalen gennemgår Rindal begivenhederne fra dengang med et vist efterrationaliserende skær.

Rindal fortæller at både klasseskel (fattige overfor rige) samt geografiske forhold (Jylland overfor København) spiller en rolle i forståelsen af kunsten. Rindal – og mange med ham – kunne og kan ikke se logikken i at en arbejder der har slidt sig til et dårligt helbred får en lille pension når han fylder 67 år, mens en kunstner vil kunne få 30.000 kroner resten af sit liv – og leve i sus og dus.

Rindal nævner flere gange i løbet af samtalen at misundelse også spillede ind på den voldsomme modstand mod kunststøtten i 1960erne. Han nævner også det, han kalder for ”gammel-konservativ stakkel-haderpolitik” som en betydningsfuld faktor i modstanden. Det er en opfattelse der går ud på, at mangler man penge må man arbejde for at få dem - i dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Ud fra denne opfattelse er en kunstner, der får penge af staten, en ”nasseprins”.

Rindal erkender at kløften mellem kunstnere og borgere blev større efter den tid, men siger også at ”Det er Statens Kunstfonds skyld at vi ikke længere kan se en maler med sit staffeli på torvet uden at hade ham eller gå langt udenom ham. Førhen standsede vi og snakkede med ham”.

Peter Rindal lægger stor vægt på kunstens indhold og budskab. Han vil kunne se hvad det er, og forstå hvad det handler om. Han vil kunne se håndens arbejde og indholdet må gerne fortælle noget relevant. Han vil ikke snydes eller være til grin. Han medgiver at der stadig skal være et akademi og en teaterskole ”hvor de bedste kan dygtiggøre sig”, men ”klatsmørerierne skal ikke listes ind som om det er noget værd”. Den holdning er der mange der deler med ham. Også i 2010.

DENGANG I 60’ERNE – billeder fra dengang, tekster fra i dag. Red. Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay, Jørgen Schytte. Informations Forlag 1978.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar