Ugens Kunsthistorie: ERIK RAADAL

Efter regnbyen. Gadebillede. Gjern. 1940. Copyright Erik Raadal/billedkunst.dk
 

FØRSTE GANG JEG MØDTE et maleri af Erik Raadal - tror jeg - var på Hans Edward Nørregaard Nielsens udstilling Havebilleder på Sophienholm i 1997. Der var to mindre malerier med af Raadal og de betog mig med deres tilsyneladende tilfældige, men samtidig insisterende motiver og totalt underspillede kraft. Der var kun tilnærmelsesvis 'have' over dem. Det ene motiv var fra vejen, der godt nok førte forbi en have, men det der fyldt mest var vejen der førte ned mod byen. Det andet motiv var fra 'kirkegårdshaven' i Gjern.

ERIK RAADAL (1905 - 1941) malede oftest fra fødebyen Gjern ved Silkeborg. Gjern er en stationsby, og stationen og jernbanen optræder derfor ofte i Raadals æuvre. Men også landskabet "Gjerns Kvadratkilometer" gengives. Raadal blev inspireret til at blive kunstner af Ejnar Nielsen (1872-1956). Raadal blev uddannet malersvend i 1926 og gik på kunstakademiet fra 1927 til 1931, hvor han fik netop Ejnar Nielsen som lærer. Raadal var medstifter af kunstnersammenslutningen Corner (1932) sammen med bla. Odsherredsmaleren Karl Bovin (1907-1985).

DER SYNES IKKE AT VÆRE DRAMAER i Raadals malerier. Hele hans lokale motivverden afbildes uden fornemmelse af at noget er vigtigt, vigtigere eller mere vigtigt end noget andet! Der er en meget demokratisk tilgang til - eller ligegyldighed overfor - byen og landskabets karakteristika. Det virker så tilfældigt, hvad eller hvor det er Raadal har sat/ stillet sig for at male. Alt er lige betydningsfuldt, om det så er den asfalterede vej, den golde vinterhæk eller, de små gangstier.
   
OG SÅ ALLIGEVEL IKKE. For det ligger jo i det figurative maleris teknik og natur, at det tager så lang tid at male, at det ikke rigtigt kan være tilfældigt! Vinklingen og perspektivet er det der får det til at se så tilfældigt ud. Men også hos Raadal er der noget, der er vigtigt! For han kæler for kanterne, dvs. eksempelvis hustage, hushjørner, skygger på vejen, lysmaster, telefonmasters og ledninger - de elementer der skaber de overraskende afskæringer i malerierne og fornemmelsen af tilfældighed OG af at det hele er malet i et hurtigt øjeblik. Det er dette, der får Raadals malerier til at blive så insisterende.

ERIK RAADAL BLEV GIFT med tegneren Ellen Toustrup Madsen (1910-91) i 1940, men han døde kort efter kun 35 år gammel.


Læs lidt mere om Ellen Toustrup Madsen her: http://www.nordjyske.dk/nyheder/livet-som-kvindelig-kunstner/4c6b5eae-0e00-4460-99c1-da54db93c7bd/4/1513#/0

Ugens Kunsthistorie: POLITIKENS KØNSTFORMIDLING MARTS 2013

I MARTS MÅNED ER DEN OFTEST NÆVNTE KUNSTNERE i dagbladet Politiken den franske kunstner Claude Monet (32). Lige i hælene på ham følger den danskfødte Anna Ancher (31). Herefter kommer amerikaneren Mary Cassatt (23), den franske kunstner KIKI / Alice Ernestine Prin (21), den danske kunstner Ib Andersen (18) og engelske Banksy (15). Nr. 7 mest nævnte kunstner i marts er Michael Ancher (12), fotografen Keld Helmer-Petersen (12) og den udstillingsaktuelle finske kunstner Nelli Palomäki (12). På en delt 8. plads ligger Marina Abramovic og Hans Simon Holtzbecher (11). 

SAMMENLIGNET MED FEBRUAR måneds 0/10, nævnes der væsentlig flere kvindelige kunstnere ofte i  marts måned - 5/6. Men procentdelen af nævnte kvindelige kunstnere er omkring 21 %, hvilket betyder, at der nævnes fem mandlige kunstner hver gang der nævnes en kvindelig. Det er ikke et tilfredsstillende resultat!

ANDY WARHOL (100) er stadig den mest nævnte kunstner i Politiken i 2013. På andenpladsen kommer Leigh Ledare (75). Begge kunstnere er udstillingsaktuelle, så det vidner om at de har fået en del pressedækning! Men der er også kommet to kvinder med på listen over oftest nævnte kunstnere i 2013: Evigt aktuelle Anna Ancher (32) og udstillingsaktuelle Mary Cassatt (23).


STATUS FOR PERIODEN 1. - 31. marts 2013:

Nel Aerts (4), Simone Aaberg Kærn (3), Marina Abramovic (11), Christian Achenbach, Ferdinand Ahm Kragh (5), Else Alfeldt, Pierre Alechinsky, William Anastasi, Anna Ancher (31), Michael Ancher (12), Eric Andersen (9), Ib Andersen (18), Karel Appel, Pieter Jansz van Asch, Dan Attoe, Tammam Azzam (2), Francis Bacon, Zven Balslev, Banksy (15), Morten Barker (3), Jane Barrat, Jean-Michel Basquiat (5), Walead Beshty, Ejler Bille (2), Vilhelm Bjerke Petersen, Karina Bjerregaard (5), Matt Blum, Oliver de Bree, H. A. Brendekilde, Drury Brennan, Jonathan Brown, Stig Brøgger, Bureau Detours, James Lee Byars (10), Georg Caitlin (3), Mary Cassatt (23), Cassandre (2), Chapmann (2), Tage Christensen, Henning Christiansen, Christo, Krass Clement, Carlos Cons (2), Constant, Corneille,  Salvador Dali, Miriam Dalsgaard, Astrid Dalum, Steffen Dam, Holger Damgaard (2), Edgar Degas (5), Markus Degerman, Christian Dotremont (2), Jean Dubuffet (2), Marcel Duchamp, Simon Dybbroe Møller, C. W. Eckersberg (4), Kasper Eistrup (2), Olafur Eliasson (5), Michael Elmgreen og Ingar Dragsett (2), Jacob Erhbahn (10), Walker Evans, Omer Fast, Sonja Ferlov Mancoba (3), Else Fischer Hansen, Wilhelm Freddie, Freddie Fræk (3), Paul Gaugain (2), Jette Gejl (2), Harald Giersing (3), Mette Gitz-Johansen (2), Bjørn Godum, Vincent van Gogh (5), Francisco Goya, Marianne Grønnow, Laure Albion Guillot (2), Shilpa Gupta, GÆOUDJIPARL, Marie Hald (2), Frans Hals, Jan S. Hansen (3), Kenneth Hansen (7), Yrsa Hansen, Lotte Haubart (4), Henry Heerup, Keld Helmer Petersen (12), Thilo Heinzmann (2), Utagawa Hiroshige, Damien Hirst (3), Sisse Hoffmann, Katsushika Hokusai, Jacob Holdt, Hans Simon Holtzbecher (11), Nicolai Howalt (10), HUSKMITNAVN, Aka Høegh (2), Karl Isakson, Asger Jorn (7), Jesper Just, Vasilily Kandinsky, Anish Kapoor (9), KIKI /Alice Ernestine Prin (21), Per Kirkeby (3), William Klein, Yves Klein (14), Sofie Amalie Klougart (3), Eva Koch (2), Julia Kozerski, David Kramer (4), P. S. Krøyer, Michael Kvium (8), Vilhelm Kyhn (17), Christen Købke (2), Marie Kølbæk Iversen, John Kørner (2), Irene Lagater Pejovic, Thomas Lagermand Lundme (2), Peter Land (3), Anne Lass (2) , Leigh Ledare (2), Christian Lemmerz, Peter Leth-Larsen (3), Klara Lidén, Ann Kristin Lislegaard, Maria Loboda, Richard Long, Marie Lund (3), J. Th. Lundbye (3), Vilhelm Lundstrøm, Lea Mailandt Mathiesen (2),  Man Ray (2),  Nukule Maso (2), Henri Matisse, Anthony McCall, Amadeo Modigliani (2), Monet (32), Berthe Morisot (5), Richard Mortensen, Alexander Muchenberger, Michael Mørk (4), Erik Nervil (2), Rivane Neuenschwander, Joseph Noiret, Rolf Nowotny (2), Bjørn Nørgaard (2), Yoko Ono, Knud Odde, Kaspar Oppen Samuelsen (2), Dennis Oppenheim, Ovartaci /Louis Rasmussen (7),  Franz Karl Palches, Nelli Palomäki (12), Marco Pando, Martin Parr, Maxwell Parrish, Knud Pedersen (2), Bent Rej (4), Erik Petersen (2), Pablo Picasso (6), Jackson Pollock, Lærke Posselt (3), Tal R, Tanja Rau (2), Rembrandt (8), Renoir, Hilde Retzlaff, Mandla Reuters, Anselm Reyle (3), Sebastiano Ricci, Duke Riley, Thiago Rocha Pittas, Norman Rockwell, Olaf Rude, Martin Ryczek (3),  Sofie Sahlqvist, Nicola Samari, Tomás Saraceno (2), Henrik Saxgreen (12), William Scharff (2), Morten Schelde (3), Christina Schou Christensen (4), Otto Marsens van Schreck, Henning Schulz, David Shrigley, Aage Sikker Hansen, Agnes Slott-Møller, Harald Slott-Møller (4), Chaim Soutine (2), Troels Steenholdt Heiredal (3), Kenn André Stilling, Storm P (9), Sigurd Swane, Fritz Syberg, Leif Sylvester, Trine Søndergaard (2), Evren Tekinoktay (2), Tizian (2), Toulouse-Lautrec, Jean-Francois de Troy, Tristan Tzara, Ulay, Arne Ungermann (2), Kitigawa Utamara (2), Utrillo,  Diego Velasquez (4), Vermeer (7), Camilla Vuorenmaa (2), Andy Warhol (2), Ai Wei Wei (2), Edward Weie (3), Cecilia Westerberg (2), Bjørn Wiinblad, Whistler, Willumsen, Rafael Yaluff. 

Ialt: 214
Mænd: 169
Kvinder: 45

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken 2013 (1. januar - 31. marts) :
Kvinder: 130
Mænd: 489

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken 2013 (1. januar - 31. marts):
Andy Warhol (100)
Leigh Ledare (75)
Pablo Picasso (34)
Claude Monet (35)
Anna Ancher (32)
Oluf Høst (26)
Damien Hirst (26)
John Kørner (24)
Mary Cassatt (23)
Banksy (23)


Liste over kunstnere nævnt mere end 10 gange i Politiken 2013 (1. januar - 31. marts):
Edward Munch (22)
KIKI (21)
Arje Griegst (19)
Haas og Hahn (19)
Olafur Eliasson (19)
Albert Mertz (18)
Thomas Lagermand Lundme (18)
Yves Klein (18)
Ib Andersen (18)
Mette Hannemann (17)
Rembrandt (17)
Jesper Just (17)
Sebastianio Ricci (16)
Yoko Ono (15)
Pietro Longhi (14)
Pierre-Auguste Renoir (14)
George Braque (14)
Aka Høegh (14)
James Lee Byars (13)
Nelli Palomäki (13)
Leonardo Da Vinci (13)
Keld Helmer Petersen (12)
Michael Ancher (12)
Randi og Katrine (11)
Jesper D. Lund (11)
Salvador Dali (11)
Carl-Henning Pedersen (11)
Marina Abramovic (11)
Peter Linde Busk (11)
HUSKMITNAVN (11)
Nicola Samori (11)

Se resultatet for hele 2013 her!

Ugens Kunsthistorie: POLITIKENS KØNSTFORMIDLING FEBRUAR 2013

I FEBRUAR MÅNED VAR DE OFTEST NÆVNTE KUNSTNERE i dagbladet Politiken den danskfødte Oluf Høst (24) og den spanskfødte Pablo Picasso (24). At Oluf Høst (1884 - 1966) nævnes så mange gange skyldes primært en artikel om ham. At Picasso (1881 - 1973) nævnes så mange gange, skyldes at han bare ret ofte nævnes også i forbindelse med andre kunstnere eller emner.

Efter Oluf Høst og Pablo Picasso på listen over oftest nævnte kunstnere i februar, kommer Edward Munch (20), Arje Griegst (19) og Albert Mertz (18). I alle tre tilfælde er det i anledning af nye udgivelser om kunstnerne. Herefter følger Jesper Just (16), Leigh Ledare (15) i anledning af aktuelle udstillinger. De sidste tre oftest nævnte kunstnere i februar er Ricci, Longhi (14) og Andy Warhol (13). Dermed fortsætter Warhol med at være den oftest nævnte kunstner i Politiken i hele 2013. Hans navn nævnes 98 gange i perioden. Den oftest nævnte kvindelige kunstner i februar er Yoko Ono (13) - og dette skyldes primært hendes fødselsdag (og måske også den kommende udstilling på Louisiana).

Se og læs om hvorfor Kunsthistorier tæller kunstnernavne i Politiken i 2013 her!

Læs og se hele statistikken for februar måned 2013 her:
I PERIODEN fra 1. til den 28. februar 2013 er følgende kunstnere og kunstnergrupper blevet nævnt i dagbladet Politiken:

Gunnar Aagaard Andersen, Ole Ahlberg, Anna Ancher, Mogens Andersen, Søren Andreasen (2), Poul Anker Bech, Tammam Azzam (3), Sven Augustijnen (3), Malene Bach, Kenneth A. Balfeldt (2), Banksy (8), Morten Barker (4), Frederico Barocci (10), Viggo Bentzen, Joseph Beuys, Martin Bigum, Vilhelm Bjerke Petersen (4), Liu Bolin (4), Milena Bonifacini (4), Suste Bonnén (3), Botticelli, Karl Bovin, Marco Brambilla, George Braque (7), H. A. Brendekilde, Knud Brogård (5), James Lee Byars (3), Jørgen Carlo Larsen (9), Harry Carlson, Mauricio Cattelaan, Paul Cezanne (2), Ortensio Crespi, Kirsten Christensen (7), Henning Christiansen (2), Jesper Christiansen, Jean-Baptiste Camille Corot, Gustave Courbet, Leonardo Da Vinci (5), Kajsa Dahlberg, Salvador Dali (9), Johan Damke, Edgar Degas (3), Eugène Delacroix, Andre Derain (3), Peter Doig, Jacop van Doordt, Jesper Dyrehauge,  Karoline Ebbesen, C. W. Eckersberg (2), Hilde Ekeroth, Olafur Eliasson (2), Claus Ejner, Kasper Eistrup, Michael ELMGREEN og Ingar DRAGSETT, Richard Estes, Lisbeth Eugenie, Jesper Fabricius, Wilhelm Freddie, Frederikke Friderichsen (9), FOS, Paul Gaugain, Gaudi (2), Anders G. Geertsen (4), Marcus Gheeraerts (3), Giorgione, Henrik Godsk, Vincent van Gogh (5), Arje Griegst (19), Vilhelm Hammershøj, Duane Hanson,  Arne Haugen Sørensen, Jørgen Hauptmann, Sven Havsteen Mikkelsen, Morten Hemmingsen (3), Kasper Hesselbjerg, Damien Hirst, David Hockney, Hans Simon Holzbecher,  David Hullfish Bailey (3), Aka Høegh (12), Oluf Høst (24), Emanuel Ibsen, Alfredo Jaar (4), Wienberg Jensen (1), Luis Jimenez, Asger Jorn (2), Jesper Just (16), Kaarina Kaikkonen (4), Anish Kapoor (5), Karin Kaster (2), Rita Kernn-Larsen (2), Absalon Kirkeby, Per Kirkeby (2), Anders Kirkegaard, Yves Klein (4), Gustav Klimt (3), Thomas Kluge, Jeff Koons (2), P. S. Krøyer, Michael Kvium, Ida Kvotny, John Kørner (2), Thomas Lagermand Lundme (8), Peter Land (2), Malene Landgreen, Johannes Larsen (4), Marie Laurian, Lærke Lauta, Leigh Ledare (15), Fernand Leger (8), Freddy A. Lerche, Niels Lergaard (3),  Harald Leth, Roy Lichtenstein (4), Sonja Lillebæk (2),  Richard Lindner, Ann Kristin Lislegaard, Pietro Longhi (14), Tala Madani (6), Marianne Markvad (2), Søren Martinsen (3), Henri Matisse (7), Maria Sybilla Merian, Albert Mertz (18), Jørgen Michaelsen, Michelangelo, Frodo Mikkelsen, Claude Monet (2), Piet Mondrian, Richard Mortensen, Henry Moore, Robert Morris, Edward Munch (20), Steen Møller Rasmussen, Michael Mørk, Jørgen Nash (4), Hans Jørgen Nikolajsen, Julie Nord (3), Fie Norsker (2), Bjørn Nørgaard, Erwin Olaf, Yoko Ono (13), Maimiko Otsubo, Tróndur Patursson (3), Carl-Henning Pedersen (10), Lene Adler Petersen, Pablo Picasso (24), Jackson Pollock, Juha Pykäläinen (2), Tal R, Cathrine Raben Davidsen, Raphael, Robert Rauschenberg, Rembrandt (3), Pierre Auguste Renoir (3), Ursula Reuter Christiansen (6), Sebastianio Ricci (15), Aske Rif Torbensen (2), L.A. Ring (2), Cia Rinne, P. Rostrup Bøyesen, Rúri (2), Hans Chr. Rylander, Pia Rönicke, Gabriel-Jacques de Saint Aubin, Nicola Samori (3), Lucas Samaros, Morten Schelde, Harald Slott-Møller, Christian Smith-Rasmussen, Kasper Sonne Henningsen, Storm P. (3), SUPERFLEX (2), Fritz Syberg,  Jeanette Sættre, Kurt Tegtmeier, Sixten Therkildsen (2), Søren Thilo Funder (2), Elsa Thoresen, Jens-Jørgen Thorsen, Finn Thybo, Carl Magnus Toren, Troels Trier (3), Anders Visti, Jeppe Vontilius, Andy Warhol (13), Mette Winkelmann, Ken Zier (9), Lis Zwick (2), Ulrikke Öttinger, Katrine Ærtebjerg.   

Ialt: 192
Mænd: 153
Kvinder: 39


STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken 2013 (fra 1. - 28. februar) :
Kvinder: 89
Mænd: 322

Sammenlign med Informations kunst- og kønsformidling i samme periode her.

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken 2013 
(fra 1. - 28. februar):
Andy Warhol (98)
Leigh Ledare (73)

Pablo Picasso (28)

Oluf Høst (24)

John Kørner (24)
Damien Hirst (23)

Edward Munch (20)
Arje Griegst (19)

Haas og Hahn (19)

Albert Mertz (18)

Og en liste over kunstnere nævnt mere end 5 gang i Politiken 2013 (fra 1. - 28. februar):

Mette Hannemann (17)
Jesper Just (16)
Sebastianio Ricci (15)
Pietro Longhi (14)
Yoko Ono (13)
Pierre-Auguste Renoir (13)
Aka Høegh (12)
Randi og Katrine (11)
Jesper D. Lund (11)
Carl-Henning Pedersen (11)
Peter Linde Busk (11)
Federico Barocci (10)

Willy Doherty (10)
HUSKMITNAVN (10)

Per Bak Jensen (10)

Nicola Samori (10)

Frederikke Friderichsen (9)

Jacob Dahlstrup (9)
Salvador Dali (9)

Ken Zier (9)

Jørgen Carlo Larsen (9)
Rembrandt (9)

Henri Matisse (9)
Fernand Leger (8)
Thomas Lagermand Lundme (8)
Olafur Eliasson (8)

George Braque (7)
Caravaggio (7)

Kirsten Christensen (7)
Pernille Kløvedal Helweg (6)
Jette Thyssen (6)

Leonardo Da Vinci (6)

Tala Madani (6)
Ursula Reuter Christiansen (6)

Se resultatet for hele 2013 her!

ØJEBLIKKE AF LYKKE

 

Genudgivelsen af billedbogen fra 1968.

HVORDAN SER LYKKE EGENTLIG UD? Det er der heldigvis formentlig 5 milliader forskellige svar på. Men umiddelbart dukker akvareller af den svenske kunstner Carl Larsson (1853-1919) frem på min indre nethinde. De billeder han har malet af sit hjem, står for mig som billeder af et tidsløst paradis - 'jeblikke af lykke - og det har de gjort fra jeg var helt lille.

I 1968 GENUDGAV FORLAGET BONNIER billedbogen ET HJEM af Carl Larson og denne gang også med tekst af Lennart Rudström. Billedbogen blev udgivet på dansk af Gyldendal samme år, og den har fulgt mig hele min barndom. Grundet stor oprydningsiver hos ældre generationer, sad jeg igen med den mellem hænderne igår. Da var det tilfældigvis Carl Larssons 160 års fødselsdag.

ET HJEM udkom første gang i 1899. Carl Larsson skildrede i ord og 24 billeder miljøet og naturen omkring han og hustruen Karin Bergöös hjem i Sundborn i Sverige. Karin Bergöö (1859-1928) var også kunstner. De mødte hinanden i kunstnerkolonien Grez i Frankrig. Sammen indrettede og dekorerede de deres hjem i Sverige i ånden fra Arts and Crafts-bevægelsen. Denne bevægelse havde sit oprindelige udspring hos kunstkritikeren John Ruskins og kunsthåndværkeren William Morris (1834- 1896) i England, men den bredte sig til kunstnere over hele Europa. Repræsentanter for Arts and Crafts-bevægelsen i Norden var bl.a. Marie Triepcke Alfvén Krøyer (1867-1940) og bevægelsen inspirerede også kunstnere som finske Hugo Simberg (1873-1917).  

NÅR JEG BLADRER GENNEM CARL LARSSONS BOG, ser jeg børn i sne, heste og grise og hunde og katte, ateliervinduer og vildtvoksende haver, kunstneren i sit atelier, børn i alle aldre der både hjælper til, er frække og leger, friske blomster i vaser, smukt dekorerede vægge med friser, smukke fajanceovne, sommerbadning, frokost i det grønne og krebsegilde samt kunstneren i sit atelier. Billederne udgør tilsammen et portræt af en familie og et familieliv i slutningen af 1800-tallet i Sverige.

DA DET ER AKVARELLER er alle billeder lette og luftige og uden alvor. Selv ikke billedet Skammekrogen med den næsvise Pontus, virker alvorsfuldt. Vi ser ikke motiver af tøjvaskeriet, der ellers må have været en uendelig affære med en husholdning bestående af 4 voksne og 8 børn. Vi ser heller ikke rengøringen af huset, der også må have været et evighedsarbejde. Alle motiver er tilsyneladende øjebliksbilleder af en tilværelse uden større problemer. Og det er netop fordi det er øjebliksmotiver ,at de udstråler lykke.

DET SER UD SOM OM farmand lige har forladt frokostbordet og smidt ølflaskerne i græsset, for at tage malerkassen frem og fastholde det hyggelige øjeblik af sommer og god stemning. Børnene og dyrene på billedet er med til at understrege øjebliksstemningen. Men det tager jo tid at male et maleri, også selvom det går hurtigere med akvarel. Det er vanskeligt at forestille sig, at kunstneren har kunnet male dette maleri på under en halv time, hvilket er det tidsrum jeg højest forestiller mig at hunden og det mindste børn har kunnet klare. Især hvis når det skal forestille, at de allerede har spist frokost, og nu er igang med desserten.

SÅ DET MAN IKKE SKAL GLEMME når man sidder og falder i svime over de yndige børn og det smukke hjem, er, at billederne også er konstruktioner. Det tager tid at finde det rette motiv. Samt formentlig flere skitser. Enten er frokosten i det grønne iscenesat til mindste detalje, og de 7 deltagere har siddet der, i det bestemte tøj, i timevis, for at billedet kunne blive som kunstneren ønskede. Eller også har han tegnet en hurtig skitse, og malet efter den og hukommelsen senere i atelieret. 

BILLEDBOGEN SKAL ALTSÅ IKKE KUN OPFATTES som familieidyl eller en historie for børn. I endnu højere grad er det en kunstnerisk programerklæring eller kunstnerens visitkort: Se hvad jeg kan og står for - hyr mig! Samtidigt fungerer bogen også som en cementering af en kunstnermyte - og de sjove filmoptagelser, som den officielle Carl Larsson hjemmeside viser (med den yndige hustru, det yndige hjem, de yndige børn, det store sociale liv med mange gæster og kunstneren der arbejder i den fri natur) underbygger dette: http://vimeo.com/user915428/carllarsson.

Den oprindelige udgave af billedbogen fra 1899.

HVOR LYKKELIGT DET LIGE HAR VÆRET at være barn og at skulle stå eller sidde model i timevis samt sørge for arbejdsro til kunstneren, er ikke til at sige. Men billederne i bogen er blevet et ikon på familielykke og nordisk indretning. Man kan se hjemmet, som familien har åbnet for besøgende se her.

Kage inspireret af kunstneren Agnes Martin (1912-2004

DEN 22. MARTS 1912 blev kunstneren Agnes Martin født. På udstillingsstedet DIA:Beacon lidt udenfor New York fejrede man dette ved at skabe en Agnes Martin-kage. Kagen er tænkt som en hyldest til kunstneren. Ligesom vi kender det fra kagerne hos konditoriet La Glace i København, der både er opkaldt efter prinsesser og Volmer Sørensen.

KAGENS OVERFLADE er udsmykket, så den ligner et af Martins pastelfarvede malerier (se her), som netop DIA: Beacon har en fantastisk samling af. Jeg har ikke smagt den, men spekulerer på hvad den gør for formidlingen af Martins kunst.

KUNSTKAGER er et udbredt fænomen i USA. Lacma har produceret kager til ære for både Piet Mondrian og Richard Serra. Mondrian kagen ligner - men mon den også smager som værket? Jeg kan på en måde rigtig godt lide idéen om, at man laver en kage med en 'smag' af kunstner eller kunstværk, for derigennem måske at få smag for kunsten. Men sådan er det formentlig ikke tænkt. Disse kager er tiltænkt et publikum der i forvejen kender sin Mondrian eller Serra. Man har også lanceret en servering opkaldt efter Jeff Koons.

UNDER ARNE JACOBSEN-udstillingen på Louisiana sølgte cafeen linser, fordi det efter sigende var mesterens yndlingskage. Det er tilfældigvis også min yndlingskage - og det var fremragende linser, men de bidrog ikke synderligt til en forståelse af kunstneren.

Kunstkage inspireret af Dan Flavin (1933-1996)

FØRST OG FREMMEST ER kunstkager markedsføring. Som kagen ovenfor, der en en hyldest til kunstneren Dan Flavin. Den ser lidt ubehjælpsom ud, og smag er ikke lige det, jeg forbinder med Dan Flavins lysstofskulpturer. Men jeg tænker nu alligevel at det kunne være sjovt og måske endda berigende at diskutere, hvilken smag kunstværker ville have, hvis de skulle formidles som kager. Hvilken smag ville kager inspireret af Vilhelm Hammershøj eller Franciska Clausens kager mon få?

AGNES MARTINS kunst må have smagen af sødmefuld luftighed, spændt ud over en stram struktur og med en blank og glat flade. Jeg ser for mig et størknet karamel/sukker-grid, varmede marshmellows, masser af candyfloss og måske røde lakridsbånd - altsammen overhældt med tyk flydende glasur.

Ugens Kunsthistorie: DEN OVERSETE SURREALIST ELSA THORESEN

DE MEST BERØMTE SURREALISTER VAR OG ER Salvador Dali (Spanien 1904-1989) og René Magritte (Belgien 1898-1967). De var kendte i deres samtid og er stadig verdensberømte i dag. Frida Kahlo (Mexico 1907-1954) er også blevet betegnet som surrealist i dele af sit virke, og hun er i hvert fald verdensberømt i dag. Sidenhen er flere kvindelige billedkunstnere der arbejde surrealistisk blevet "opdaget" af et større publikum bl.a. Leonora Carrington (UK 1917-2011) og Dora Maar (Frankrig 1907-1997).  

FEST HOS SURREALISTERNE. Avisudklip fra slut 1930erne.
 

I DANMARK KENDER DE FLESTE SURREALISTEN WILHELM FREDDIE (Danmark 1904-1995). Mange ved også, at de danske kunstnere Richard Mortensen (1910-1993), Ejler Bille (1910- 2004) og Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957) arbejdede surrealistisk. Der er formentlig efterhånden også en del, der kender til kunstneren Rita Kernn-Larsen (Danmark 1904-1992) og hendes surrealistiske virke. Men det er de færreste, der kender Elsa Thoresen (1906-1994). Dette kan skyldes, at hun var født i USA af norske forældre. Det kan også skyldes, at hun ikke var uddannet i Danmark (men i Norge og i Belgien), og heller ikke boede i Danmark hele sit liv. 

ELSA THORESEN arbejdede surrealistisk i Danmark fra 1935 til 1944, og bidrog i den grad aktivt til den figurative del af den danske surrealisme i denne periode. Men hendes netværk smuldrede. Først var der den voldsomme fejde mellem den abstrakte og den figurative surrealisme, der rystede den danske kunstverden. Derefter kom 2. Verdenskrig, og hun måtte flygte med sin familie til Sverige. Efter krigen rejste de til USA, hvor hun endte med at blive skilt fra sin mand, og måtte starte forfra. Elsa Thoresens billedkunstneriske virke har også stået i skyggen af hendes mand, Vilhelm Bjerke-Petersens virke.  

Udsmykning i beboelsesejendom 1939. Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen.
Fotografi: Ida Wang

ELSA THORESEN har været overset og ikke-set i mange år, men de sidste 15 år, er hun begyndt at blive trukket frem fra skyggen. Da monumental-udsmykningen i ejendommen Ved Volden fra 1939 blev restaureret, blev det synligt  at billederne der hidtil havde været tilskrevet Vilhelm Bjerke Petersen alene, faktisk var udført af Elsa Thoresen (ni ud af tolv udsmykninger er også signeret af hende). Fotografier fra arbejdet med Bjerke-Petersens tidligere udsmykning af Højdevangens Skole (1932-1938), viser at Elsa Thoresen assisterede ham.

Bjerke Petersen og Thoresen under arbejdet med udsmykningen af Højdevangens Skole. Uden årstal.

HVAD VED VI VI OM ELSA THORESEN? Hun blev født 1. maj 1906 i USA. Hendes forældre var nordmænd, og formentlig derfor rejste hun tilbage til Norge for at blive uddannet. Hun gik på Kunst- og Kunsthåndværkerskolen i Oslo fra 1924 til 1927, og derefter på Kunstakademiet i Oslo fra 1927 til 1930, afbrudt af et ophold på Académie des Beaux-Arts i Bruxelles 1927-1929.

I OSLO stiftede Elsa Thoresen bekendtskab med flere af de surrealistiske kunstnere fra Sverige og Danmark, som hun også udstillede sammen med. Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersen bliver forelskede og siden gift og fra 1935 til 1944 bor hun i Danmark. De får to børn sammen, men i 1944 må familien flygte til Sverige. Efter krigen rejser de til USA, men efter et år rejser Bjerke Petersen tilbage til Sverige. Elsa Thoresen bliver i USA, gifter sig sig og ændrer efternavnet.

VI VED SATDIG MEGET LIDT OM THORESEN, og kender slet ikke til værker af Thoresen fra før begyndelsen af 1930erne. Hun har i et interview udtalt, at det var Bjerke Petersen der fik hende til at male surrealistisk. Så vi kan gå ud fra, at hun har malet anderledes inden da.

DER ER DESVÆRRE IKKE mange af hendes værker, der er offentligt tilgængelige, og der er ikke skrevet meget om hende. Derfor er det primært hendes malerier fra danske og svenske museer, samlinger og kataloger, hendes offentlige udsmykninger samt de få værker der er tilgængelige på nettet gennem auktionshusene, vi kender til.  De tilgængelige værker er stort set alle fra 1935 og frem til ca. slut 1950erne. De værker der findes i Danmark er primært malet i perioden 1935 til 1943, og de er alle figurativt surrealistiske. De senere malerier bevæger sig over i en abstraktion, men har stadig et ekko af genkendelige motiver fra hendes surrealistiske periode, bl.a. træstammerne og klippelandskabet. Der kommer noget New Age-agtigt og vældig konstrueret ind i hendes senere malerier.

Elsa Thoresen: Bjerke Maler. 1937.
 

THORESENS SURREALISTISKE MALERIER er blevet beskrevet som poetiske, og det er da også rigtigt, at de har en meget fin og afstemt farveholdning, samt at kompositionerne ikke er overlæssede. De er ikke så store, men besidder en fin psykologi. Hendes portræt af ægtefællen "Bjerke Maler" er et meget rammende portræt (på trods af eller netop fordi, han står med ryggen til).

ELSA THORESEN ER REPRÆSENTERET på et par internationale udstillinger om surrealismen i 1970erne og 1980erne, og også på den fantastiske udstilling DEN FORVANDLEDE DRØM Surrealismen i 30erne Paris-København-Malmø på Kunstforeningen Gl. Strand i 1997. Men I Danmark har vi altid været mere optagede af splittelsen i den danske surrealistiske gruppe i 1934, med Ejler Bille og Richard Mortensen på den ene side og Vilhelm Bjerke Petersen på den anden side. I denne fortælling har der ikke rigtigt været plads til at undersøge skrive om de kvindelige surrealistiske billedkunstnere. Men forhåbentlig ændrer dette sig nu, så de oversete bliver set og stillet i forreste række, mens de andre pænt må tage til takke med 2. og 3. række.

Ugens Kunsthistorie: VI SKAL BEGGE HAVE PENSEL OG PALET MED PÅ LEGATREJSEN

" Maler deres hustru?"
" - Det gør hun, men som alle kloge malerhustruer har hun trukket sig lidt tilbage efter at hun blev gift. Men naturligvis dyrker hun stadig malerkunsten, og jeg tænker at vi begge skal have palet og pensel med på legatrejsen."


FORNYLIG VAR JEG PÅ ARBEJDE I ET ARKIV, HVOR JEG FANDT et interview med en kendt - nu afdød - kunstner. Interviewet fra slutningen af 1930erne skete i anledning af at han modtog et legat, der skulle financiere en studierejse til Italien. I arkivet var der mange interviews med kunstneren, men grunden til at jeg blev særligt optaget af dette avisudklip var overskriften: "Vi skal begge have pensel og palet med på legatrejsen". Kunstnerens akademiuddannede hustru skulle også med på rejsen. Men hun fik ikke malet. Istedet blev hun hans assistent. Ikke blot på denne rejse, men gennem hele resten af hans virke. Bagefter begyndte hun at male igen, og hun skabte nogle meget fine værker. Men spørgsmål er om hun fik det optimale ud af sin kunstneriske karriere.

MÅSKE VAR HUN IKKE DYGTIG NOK, kan man tænke. Og det er også muligt, det finder vi aldrig ud af. Men min vurdering af hendes sene værker er, at det ville have været ganske interessant at se, hvad hun kunne have udrettet, hvis ikke hun blev 'fanget' i familielivet. Hun kom jo ind på kunstakademiet, så der må man også have vurderet at hun havde talent!

DET ER JO IKKE ALENE denne anonyme kunstner, der oplevede at karrieren blev punkteret. Listen er lang. Men spurgte man kvinderne selv, så var de jo også til en hvis grad indforstået med det. Det var jo helt almindeligt og acceptabelt at kvinden trak sig tilbage. Det var mere uhørt hvis kvinden ofrede familielivet for en kunstnerisk karriere.

VI BØR se på de kvindelige kunstnere fra 1920'erne frem til 1960'erne igen, og revurdere deres kunstneriske virke. Blot fordi de ikke har udstillet så meget - eller overhovedet - er det ikke ensbetydende med at de ikke har virket som kunstnere eller har været dygtige nok. Kultur og familie har formentlig slugt deres muligheder for at være i offentlig cirkulation, hvilket igen har betydet at de ikke har solgt, eller modtaget udmærkelser og legater, der kunne sikre dem en økonomisk position med arbejdsro, udvikle og inspirations/researchmuligheder. På den måde har det hele bidt sig selv i halen.

OG SPØRGSMÅLET ER hvor meget det har ændret sig idag?

Ugens Kunsthistorie: HELSINGØR EUROPÆISK SKULPTURBY

I WEEKENDEN KØRTE JEG to gange med toget gennem Helsingør.  Det er sådan en smuk tur, forbi banegårdspladsen, Toldkammeret og havnen med udsigt til Øresund og Helsingborg, forbi Kronborg, det nye bibliotek og Kulturværftet.

TUREN GENNEM HELSINGØR understreger på en enhver visuel måde at det er en KULTURby i ordets egentlige betydning: Smuk beliggenhed, verdensberømt arkitektur, kulturhuse og skulpturer på næsten hvert gadehjørne og plads. En by der burde blive Europæisk Kulturby en dag.

I TOGET DISKUTEREDE VI hvilke skulpturer vi bedst kan lide. Danserindebrønden (1913) af Rudolph Tegner (1873-1950) er klart topfavorit. Men min ældste datter er også ret vild med Søjlen på torvet. Det er jo søjlen for ingenting, som hun forklarede os. Også Tegners vanvidsramte Ofelia på Banegårdspladsen og Elmgreen og Dragsets blanke Han ligger højt på top10-listen. Men disse skulpturer er ikke byens mest kendte.

TAKKET VÆRE PIA KJÆRSGAARD – og siden radioprogrammet Monte Carlo - blev hele Danmark opmærksom på at Helsingør har to skulpturer af Holger Danske: En indenfor og en udenfor. Den indenfor sidder i kælderen på Kronborg og sover indtil Danmark kommer i nød. Den anden står foran hotel Marienlyst - og man kan faktisk se den fra toget.

NU ER HOTELLETS SKULPTUR SOLGT men egentlig burde den være blevet i Helsingør. Man kan indvende at den ikke er så vigtig som den på Kronborg. Men til det kan man hævde at med den smukke og unikke samling af skulpturer byen i forvejen ejer, passer den fint ind. Især hvis man gik ind og aktiverede samlingen.

HELSINGØR KUNNE BLIVE Danmarks Münster eller Sonnsbeek ved Arnhem – eller i hvert fald lade sig inspirere. I Münster i Tyskland afholder man hvert 10. år og i parken Sonnsbeek i Nederland afholder man hvert 5. år en international skulpturudstilling. Tænk hvis man kunne gøre det samme i Helsingør. Måske hvert tredje år? En udstilling der kunne tage temperaturen på skulpturkunsten i ind- og udland.

ELLER HVAD MED HELSINGØR EUROPÆISK SKULPTURBY 2014? En stafet- biennale hvor en europæisk storby et helt år har særligt fokus på skulpturer og skulpturudstillinger. I Helsingør skal man selvølgelig vise skulpturer både fra Danmark og internationalt, og arrangere skulpturværksteder for børn og voksne, professionelle og amatører. Det ville passe perfekt til Helsingør. Sælgerne af Holger Danske kan gå foran ved at bruge indtægten til at købe en ny skulptur.

VED VINDUESKARMEN

Fritz Syberg: En Kunstnerfamilie (1899). Johannes Larsen Museet.

PÅ TRODS AF KULDE, sne og nattefrost var der idag en varme i solens stråler (når den var fremme), som ikke er til at tage fejl af. En varme der er lun, når man befinder sig i læ udenfor, og en varme der er hed, når man befinder sig ved vinduet indenfor. Det er ikke til at tage fejl af - der er forår i luften!

OM DER ER FORÅR i luften i maleriet "En Kunstnerfamilie" af Fritz Syberg (1862-1939), er lidt svært at sige. De to kunstnere Alhed og Johannes Larsen og deres lille søn befinder sig indenfor i et værelse med en seng, et bord og en stol. De er i deres hus i Båxhult (Skåne). Ved vinduet sidder Alhed Larsen (1872-1927) og ser ud af vinduet. Hun bruger en stol som staffeli, og jeg formoder hun maler udsigten. Johannes Larsen (1867-1961) sidder på sengen og holder den lille dreng der tisser i en potte. Et usædvanligt billede set i lyset af vore dages forestillinger om den tids kønsroller og fordeling af huslige pligter. 

HVORFOR SIDDER DE INDENFOR? Måske er det for koldt derude, eller måske har de delt dagen op imellem sig, så dette er Alheds arbejdstid. At dømme efter drengens størrelse er det også muligt, at hun stadig ammer og derfor skal være i nærheden af ham. Det er ikke givet at hun har så megen arbejdstid, at hun kan nå udenfor at male. 

I MALERIET ”Blomster i et vindue” (1914) af Alhed Larsen er der sol. Sol der giver lys og spiller i glasvasernes farver. Sol der får vindueskarmens planter til at vokse. Vi befinder os indenfor hjemmets vægge, og vi må formode at kunstneren igen befinder sig ved vinduet, denne gang er fokus på vindueskarmens lille trygge og afgrænsede verden og ikke udkigget til verden udenfor.  

VINDUESKARMEN er også et af de flittigst brugte motiver i malerkunsten gennem de sidste 200 år. Et meget berømt eksempel er Martinus Rørbyes ”Udsigt fra kunstnerens vindue” (ca. 1825) – et maleri der er blevet synonymt med den danske guldalders længsel efter frihed, natur og oprindelighed.

DER FINDES UTALLIGE andre eksempler på malerier med vindueskarme i dansk kunst, tænk blot på C. W. Eckersbergs tegning "Ved et vindue i kunstnerens Atelier" (1852), Anna Anchers "Pigen i Køkkenet" (1883-86) og "Solskin i den blå stue" (1891) samt fra nyere tid eksempelvis Niels Strøbeks "Gårdparti i seks dele" (1970).  

DET ER IKKE UNDERLIGT at dette motiv er populært, for det er i den grad tilgængeligt og ved hånden, man kan befinde sig indenfor i ly for et uregerligt vejr og alligevel male lys og farver - også på trods af helbredsmæssige eller kulturelt betingede begrænsninger.

FOR MANGE KVINDELIGE KUNSTNERE især før 1960 måtte kunstnertilværelsen kombineres med husmoderrollen. En konsekvens af dette kan ses i motiv og materialevalg. Det var umuligt for de fleste af dem at være væk fra familien i længere tid af gangen, og derfor er motiverne oftest valgt i hjemmet eller hjemmets nærhed. Og når tiden til udfoldelserne også var begrænset, faldt valget oftest på akvarellen eller/ og det lille format.

ALHED MARIA LARSEN var en af disse kunstnere, der kombinerede kunsten med husholdningen. Motiverne i hendes malerier er da også fra vindueskarmen, interieurer i hjemmet, drivhusets blomster eller havens. At motivkredsen geografisk er begrænset gør ikke maleriernes kvalitet ringere.

ALHED LARSEN var heller ikke en af datidens ringest stedte kvindelige kunstnere. Allerede i 1885 malede hun og hun fik vejledning af bl.a. Fritz Syberg. Fra 1890 til 1993 arbejdede hun som underglasurmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik under Arnold Krog. Hun kom også ud i verden og rejste bl.a. til Italien (1893-94 og 1898), Paris (1904), Boston (1907) og Tyskland (1912). Alhed Larsen havde sit eget atelier (lige ved siden af mandens) og hun udstillede flere gange - også uden ham. I 1912 udstillede hun På den Frie Udstillingsbygning i København sammen med Anna Syberg (1870-1914), Christine Swane (1876-1960), Karen Meisner-Jensen (1873-1958), Olga Meisner-Jepsen (1877-1949) og Cathrine Svendsen Engel (1877-1949).

MALERIET AF FAMILIEN LARSEN fanger et eviggyldigt gnidningspunkt i de fleste børnefamilier - foreningen af dagligliv og arbejdsliv. De to ægtefæller er i samme rum, men der er ikke nogen synlig kontakt mellem dem. Man kan undre sig over at hun kan arbejde, når mand og barn befinder sig lige ved siden af hende. Og det er jo ikke til at sige om manden har placeret sig der demonstrativt, indtil han har arbejdsid. Kampen om arbejdstiden i børnefamilierne er ikke et dillemma, der hører fortiden eller kunstnerfamilien til - men uendelig aktuelt!  

DEN USYNLIGE TEKSTILKUNST

Gobelin af Frida Bolette Hansen (1855-1931)  

KUNSTHÅNDVÆRKEREN DER ARBEJDER MED TEKSTIL OG TEKSTILKUNSTNEREN ER VED AT FORSVINDE. Det er ikke al udvikling der er dårlig, men lige præcis dét, synes jeg - der kommer af en familie med stolte kunsthåndværkertraditioner - er lidt vemodigt. Det handler selvfølgelig om udbud og efterspørgsel. Men når jeg ser mig rundt i min families hjem med de eventyrlige billedtæpper og mesterligt vævede gobeliner, undrer det mig at der ikke længere skulle være en efterspørgsel på disse.

MAN KAN DISKUTERE om kunsthåndværk og tekstilkunst overhovedet er et emne for bloggen KUNSTHISTORIER, men som du kan læse, mener jeg at det er det. For det første er der mange kunstnere der - gennem tiderne og idag - arbejder med forskellige medier, bl.a. tekstilkunst. Eksempelvis Henri Matisse (1869-1954), Dieter Roth (1930-1998) og Bjørn Nørgaard (1947). For det andet mener jeg, at mange kvinder gennem tiderne blev kunsthåndværkere istedet for kunstnere, fordi det var mere acceptabelt for kvinderne - selvom de rent faktisk var kunstnere! Eksempelvis Anni Albers (1899-1994), Gunta Stölzl (1897-1983) og Hannah Ryggen (1894-1970).

DET ER MULIGT AT BILLEDTÆPPER OG GOBELINER IDAG betragtes som gammeldags og uhensigstmæssige dekorationer. Men se på norske Frida Bolette Hansens gobeliner, der illustrerer denne kunsthistorie. Hun levede fra 1855 til 1931, men det gør da ikke hendes vævninger mindre interessante?! Jeg tror, at der er andre faktorer der spiller ind i forhold til at tekstilkunsten idag er næsten usynlig:

1. PRISEN: Prisen på det gode og langsommelige arbejde, afskrækker især yngre købere. Så hellere en plakat på væggen der er til at skifte ud uden større omkostninger, end investere i et smukt, langtidsholdbart, unikt men kostbart billedtæppe.

2. SYNLIGHEDEN: Der er ikke mange etablerede udstillingssteder for tekstilkunst idag. Danmarks Designmuseum viser indimellem tekstilkunst, men skal dække al kunsthåndværk, kunstindustri og design, og derfor siger det sig selv at dette er en stor opgave!

3. SYNLIGHEDEN I MEDIERNE: Hvor mange faste formidlere og kritikere af kunsthåndværk og design er der eksempelvis tilknyttet aviserne? Når det handler om design, er det oftest møbelklassikerne, der fokuseres på.

4. UNDERVISNING: Møder børn og unge overhovedet tekstilkunst i deres skolegang eller fritidsliv? Sidst jeg checkede var håndarbejdet ved at forsvinde fra skolerne. Og hvis børnene ikke møder tekstilkunsten, hvordan kan de så forholde sig til den og eventuelt interessere sig for den senere i tilværelsen?

Gobelin af Frida Bolette Hansen (1855-1931)

I DANMARK har vi faktisk også både indenfor vævning og tekstilkunst stolte traditioner, men hvis disse ikke gøres synlige, udstilles og dermed ses, anerkendes og beskrives, så ender det hele i arkivet for  gode historier. Hvis de ikke bare forsvinder...!

STANDARDER FOR KUNSTFORMIDLING

EFTER NU AT HAVE FULGT OG GRUNDIGT GENNEMGÅET to avisers kunstformidling (Politiken og Information) i længere perioder, er det gået op for mig at der er nogle meget basale informationer, som jeg - både som kunstinteresseret læser og som professionel kunstformidler - gerne ser, at aviserne giver mig. Informationer, som jeg på nuværende tidspunkt mener, at de sløser med i deres dækning af billedkunstområdet.

DET HANDLER SELVFØLGELIG også om, hvem aviserne forestiller sig at de skriver til. Dagbladet Information forestiller sig tydeligvis, at de skriver til et uddannet publikum, der måske også selv samler på kunst. I dagbladet Politiken er det lidt vanskeligere at dechifrere en bestemt læser/ læsergruppe på baggrund af omtaler, interviews og anmeldelser. Og det er det måske også for dem selv! For selvom man forudsætter en vis viden hos læseren, fremgår det med al tydelighed, at man på redaktionen ikke har konsensus om, hvilken viden læseren bør kende til i forvejen. Der er kunstnere, hvor man ofte kun benytter efternavnene, hvilket viser at man regner med en vis indforståethed hos læseren. Men så er der andre kunstnere, fra samme superliga, hvor man benytter hele navnet. Og stort set aldrig præsenteres læseren for kunstnernes data.

BEGREBER OG TERMER bruges nogle gange uden forklaring, og andre gange er der - i Politiken - en faktaboks med forklaring af begreberne. Dette viser at man nogle gange henvender sig til et publikum man mener er indforstået med det man skriver om, og andre gange henvender sig til et publikum man ikke mener kender til stoffet.

JEG VIL I DET FØLGENDE opstille en række enkle grundregler, som jeg synes bør gælde for al god kunstformidling i medierne:

1. Uanset om det er omtale, interview eller anmeldelse, bør man altid præsentere kunstneren/kunstnerne med navn, årstal, nationalitet (+ evt. nuværende opholdssted).
2. Når det er muligt, må man gerne henvise til noget andet kunstneren (også) er kendt for (aktuelt, i Danmark eller i sin karriere).
3. Hvis det kan lade sig gøre, må man gerne henvise til mindst et sted, hvor man kan få yderligere informationer om kunstner/ udstilling/ emne.
4. Man bør overveje om der er balance i mediets kunstdækning, eller om der er et emne, en tid, et køn, udstillingsteder eller kunstnere man favoriserer.
5. Hvis man har flere kunstformidlere / kunstkritikere til at dække området, er det måske tilrådeligt, at det ikke er den samme der skriver om samme kunstner eller udstillingssted hver gang.

GRUNDREGLERNE ovenfor tager udgangspunkt i de almindelige krav der gælder for kunsthistoriestuderende, når de skal skrive en opgave på universitetet. Mediernes kunstformidling skal selvfølgelig ikke være som en universitetsopgave, men det må være muligt at stille et minimumskrav om fakta til deres artikler. Måske ligger nogle af problemerne også i det faktum at ikke alle der dækker billedkunst-området i medierne er kunstuddannede.  

DET ER ALTID SÅ ENKELT at opstille regler for hvordan andre skal agere, men vanskeligere når det gælder een selv. Men jeg håber selvfølgelig at man på redaktionerne vil tage disse enkle råd til sig og på den måde forhåbentlig få en bedre kunstformidling. Jeg vil selv forsøge at praktisere efter grundreglerne i april og maj måned, og derefter evaluere resultatet.

Ugens Kunsthistorie: INFORMATIONS KØNSTFORMIDLING

JEG HAR I ÅR SAT MIG FOR AT UNDERSØGE om der er en kønsmæssig skævvridning i billedkunstformidlingen i det offentlige rum, dvs. bl.a. i medierne. Læs mere om hvorfor her. Min undersøgelse er kvantitativ, dvs. den udelukkende bygger på en optælling af forekomsten af billedkunstnernavne. Turen er nu kommet til dagbladet Informations kunstformidling.

DAGBLADET INFORMATION har (i den undersøgte periode) valgt at have en kunstformidler / kunstkritiker ansat, Michael Jeppesen, der fast hver fredag i et dobbeltopslag anmelder udstillinger, fortæller om kunstauktionsmarkedet i ind- og udland (hovedsageligt med et dansk perspektiv) og om nyheder på kunstmarkedet iøvrigt. Dette gør han - på den meget lille plads han har - på en måde, så man ville ønske at han havde flere sider, eller at hans område kunne brede sig til flere ugedage.

UDOVER KUNSTSIDERNE om fredagen, kan der ind imellem være en lederkommentar til forhold på det danske kunstmarked, forekomme en artikel om billedkunst iøvrigt, eller indgå en henvisning til et kunstværk under rubrikken FOLK på bagsiden - men det er ikke ofte, det sker. I hvert fald ikke i den periode, jeg undersøgte avisen.

I PERIODEN 29. januar til 25. februar 2013 er følgende kunstnere blevet nævnt og omtalt i dagbladet INFORMATION:
James Aldridge (3), Richard Artschwager (2), Tammam Azzam (8), Marc Chagall (2), Gustave Courbet (1), Raoul De Keyser (1), Olafur Eliasson (2), Elmgreen og Dragset (1), Francisco José de Goya y Lucientes (1), Jeppe Hein (3), Damien Hirst (1), Ozias Humphry (1), Egill Jacobsen (1), Asger Jorn (1), Jesper Just (21), Gustav Klimt (7), Sian Kristoffersen (5), Michael Kvium (1),  Tala Madani (9), Henri Matisse (1), Amadeo Modigliani (1), Odd Nerdrum (1), Helmuth Newton (1), Astrid Noack (1), Emil Nolde (2), Mie Olise (1), Sandra Vaka Olsen (7), Carl Henning Pedersen (14), Pablo Picasso (1), Giovanni Battista Piranesi (1), Lea Porsager (13), Tal R (4), Anselm Reyle (2), Thorbjørn Rødland (5), Egon Schiele (1), Cindy Sherman (1), Birgitte Skallgaard (3), Vincent Van Gogh (5), Andy Warhol (4), Mads Westrup (10).            

Ialt: 41 billedkunstnere
Mænd: 33
Kvinder: 8

Nulevende: 20
Danske: 17

KOMMENTARER:

I STATISTIKKEN har jeg skrevet billedkunstnernavnene som de står i avisen. Hvis det kun er efternavnet der er nævnt, har jeg tilføjet fornavnet med kursiv. Det er typisk superkunstnere (som er meget kendt), der kun omtales med efternavn. Og det er et tegn på, at man fra redaktionens side forudsætter at læserne kender disse kunstnere. I denne periode tilfalder æren 11 billedkunstnere: Chagall, Goya, Jorn, Klimt, Matisse, Modigliani, Nolde, Picasso, Piranesi, Schiele og Van Gogh. Alle døde, to danskere og ingen kvinder.

NÅR MAN SER på listen over de mest omtalte billedkunstnere i perioden (se nedenfor), er det meget positivt at 4 ud af TOP10 er kvindelige kunstnere, og at 8 ud af TOP10 er nulevende kunstnere. Som jeg læser disse tal, er de billedkunstnere der omtales mest også de kunstnere der får den bedste dækning i avisen i form af interview, omtale eller kritik.

JEG HAR STOR SYMPATI for Informations kunstdækning, fordi den 1) ikke stryger de store institutioner med hårene og 2) fordi de yngre kunstnere og mindre udstillingssteder er procentvis godt repræsenteret i billedkunstdækningen og 3) fordi både den konstruktive kritik af de yngre kunstnere samt rubrikken Kunstsamlernyt demonstrerer en viden og levende interesse for emnet. Når dette er sagt, så er der virkeligt tale om en kønsmæssig skævvridning, når kun 1/4 af de omtalte billedkunstnere i avisen er kvinder, og det mener jeg let de kunne gøre bedre.


HVILKE BILLEDKUNSTNERE OMTALES MEST I PERIODEN:
Jesper Just (21)
Carl Henning Pedersen (14)
Lea Porsager (13)
Mads Westrup (10)
Tala Madani (9)
Tammam Azzam (8)
Gustav Klimt (7)
Sandra Vaka Olsen (7)
Sian Kristoffersen (5)
Thorbjørn Rødland (5)
Vincent Van Gogh (5)
Tal R (4)
Andy Warhol (4)
James Aldridge (3)
Jeppe Hein (3)
Birgitte Skallgaard (3)
Richard Artschwager (2)
Marc Chagall (2)
Olafur Eliasson (2)
Emil Nolde (2)
Anselm Reyle (2)
Gustave Courbet (1)
Raoul De Keyser (1) 
Elmgreen & Dragset (1)
Francisco José de Goya y Lucientes (1) 
Damien Hirst (1)
Ozias Humphry (1)
Egill Jacobsen (1)
Asger Jorn (1) 
Michael Kvium (1)  
Henri Matisse (1)
Amadeo Modigliani (1)
Odd Nerdrum (1)
Helmuth Newton (1)
Astrid Noack (1) 
Mie Olise (1) 
Pablo Picasso (1)
Giovanni Battista Piranesi (1)  
Egon Schiele (1)
Cindy Sherman (1)                

STILLE SKØNHED

Rasmus Nellemann: Sydkraft. 1989.
Postkort fra udstillingen Levende Form, Charlottenborg 1994.

JEG HOLDER AF HVERDAGEN, og det er derfor at jeg i sin tid købte dette postkort på Charlottenborg. Jeg forestiller mig, hvordan man ligger i græsset og ser op, ikke på himlen, men derimod på det smukke mønster som elmaster og ledninger tegner i luften. Det figurative og genkendelige forsvinder og istedet danser sorte linier i luften og tegner et hemmeligt mønster.

DET ER RASMUS NELLEMANNs smukke ætsning Sydkraft (1989), der er foreviget på postkortet. Jeg blev så betaget af motivet at jeg dengang købte 6 stk. - og jeg har stadig 2 tilbage. Det blev udgivet i forbindelse med udstillingen Levende Form (Charlottenborg 1994) med Dan Sterup-Hansen, Palle Nielsen, Bent Sørensen og Rasmus Nellemann.

RASMUS NELLEMANN blev født for 90 år siden (2. marts 1923). Han blev uddannet hos Aksel Jørgensen (1883- 1857) og Holger J. Jensen (1900 - 1966) på Kunstakademiet i København. Udover maleri og grafik, beskæftigede Nellemann sig også med keramik og har udført flere spændende keramiske udsmykninger, bl.a. til Bygholms Landbrugsskole (1962). Nellemann udførte også en række frimærker.

GRAFIK er ikke altid i høj kurs, men dette medie egner sig i dén grad til Nellemanns registreringer af det industrialiserede Danmarks stille skønhed. Jeg kommer til at tænke på Walt Whitmans Leaves of Grass - hans store hymne til det moderne. Nellemann skaber en visuel - og mindre højtråbende - hymne til det danske landbrugssamfund. En stilhed jeg synes, man også finder hos Allan Otte.

THE EIGHTIES CALLED, THEY WANT THEIR PAINTINGS BACK!

KUNSTNEREN LAURA OWEN (USA, 1970) omtaler sine seneste malerier samlet som "Firserne ringede, de vil have deres malerier tilbage" med henvisning til at værkerne egentlig godt kunne se ud som om de var skabt i 1980erne. Se værkerne her.

JEG KAN RET GODT LIDE den bevidsthed om sine kunsthistoriske referencer, som kunstneren med denne omtale fremviser. Hun vedstår simpelthen arv og gæld, hvilket er prisværdigt.

HVIS DU VIL SE flere af hendes værker, er der denne film fra 2010, se her. Der er også denne film fra 2011, hvor man ser hendes arbejde og hører en gennemgang af hendes arbejdsmåde, se her. Og ellers kan du læse om hende i ARTFORUM fra marts 2013.