STANDARDER FOR KUNSTFORMIDLING

EFTER NU AT HAVE FULGT OG GRUNDIGT GENNEMGÅET to avisers kunstformidling (Politiken og Information) i længere perioder, er det gået op for mig at der er nogle meget basale informationer, som jeg - både som kunstinteresseret læser og som professionel kunstformidler - gerne ser, at aviserne giver mig. Informationer, som jeg på nuværende tidspunkt mener, at de sløser med i deres dækning af billedkunstområdet.

DET HANDLER SELVFØLGELIG også om, hvem aviserne forestiller sig at de skriver til. Dagbladet Information forestiller sig tydeligvis, at de skriver til et uddannet publikum, der måske også selv samler på kunst. I dagbladet Politiken er det lidt vanskeligere at dechifrere en bestemt læser/ læsergruppe på baggrund af omtaler, interviews og anmeldelser. Og det er det måske også for dem selv! For selvom man forudsætter en vis viden hos læseren, fremgår det med al tydelighed, at man på redaktionen ikke har konsensus om, hvilken viden læseren bør kende til i forvejen. Der er kunstnere, hvor man ofte kun benytter efternavnene, hvilket viser at man regner med en vis indforståethed hos læseren. Men så er der andre kunstnere, fra samme superliga, hvor man benytter hele navnet. Og stort set aldrig præsenteres læseren for kunstnernes data.

BEGREBER OG TERMER bruges nogle gange uden forklaring, og andre gange er der - i Politiken - en faktaboks med forklaring af begreberne. Dette viser at man nogle gange henvender sig til et publikum man mener er indforstået med det man skriver om, og andre gange henvender sig til et publikum man ikke mener kender til stoffet.

JEG VIL I DET FØLGENDE opstille en række enkle grundregler, som jeg synes bør gælde for al god kunstformidling i medierne:

1. Uanset om det er omtale, interview eller anmeldelse, bør man altid præsentere kunstneren/kunstnerne med navn, årstal, nationalitet (+ evt. nuværende opholdssted).
2. Når det er muligt, må man gerne henvise til noget andet kunstneren (også) er kendt for (aktuelt, i Danmark eller i sin karriere).
3. Hvis det kan lade sig gøre, må man gerne henvise til mindst et sted, hvor man kan få yderligere informationer om kunstner/ udstilling/ emne.
4. Man bør overveje om der er balance i mediets kunstdækning, eller om der er et emne, en tid, et køn, udstillingsteder eller kunstnere man favoriserer.
5. Hvis man har flere kunstformidlere / kunstkritikere til at dække området, er det måske tilrådeligt, at det ikke er den samme der skriver om samme kunstner eller udstillingssted hver gang.

GRUNDREGLERNE ovenfor tager udgangspunkt i de almindelige krav der gælder for kunsthistoriestuderende, når de skal skrive en opgave på universitetet. Mediernes kunstformidling skal selvfølgelig ikke være som en universitetsopgave, men det må være muligt at stille et minimumskrav om fakta til deres artikler. Måske ligger nogle af problemerne også i det faktum at ikke alle der dækker billedkunst-området i medierne er kunstuddannede.  

DET ER ALTID SÅ ENKELT at opstille regler for hvordan andre skal agere, men vanskeligere når det gælder een selv. Men jeg håber selvfølgelig at man på redaktionerne vil tage disse enkle råd til sig og på den måde forhåbentlig få en bedre kunstformidling. Jeg vil selv forsøge at praktisere efter grundreglerne i april og maj måned, og derefter evaluere resultatet.