ALBERS, KLEIN, HIRST OG STARK - KUNSTFORMIDLING PÅ FARVEÆSKER

JEG VILLE ØNSKE at det var mig der havde fået denne idé: En serie af farveæsker med præcis de farvenuancer som en bestemt kunstner har brugt i et bestemt kunstværk. Det er Crayola, der har fundet på denne idé. Udover at formidle kunstværket, formidler æskerne en universel tegne- og farveglæde. Umiddelbart er æskerne både for børn og for voksne. Og med sådan en æske i hånden, er det da svært ikke at kaste sig ud en tegneleg!

MAN BLIVER IKKE BEDRE TIL AT TEGNE af at få en æske farver, der er inspireret af et kunstværk og/ eller af en kunstner. Men ens tegnelyst bliver måske stimuleret, og kunstnerens farveleg kan skabe tegneglæde hos andre. Derfor er dette et rigtig godt projekt. Og ovenikøbet er det en fantastisk mulighed for at vise hvordan kunstnere har arbejdet med farver og tegnet.

ÆSKERNE ER SKABT med et voksent publikum for øje og rider dermed med på den bølge af fornyet interesse for at tegne, som er skyllet ind over os de sidste par år. En interesse der har skabt et stort marked for tegnebøger specifikt til voksne. Denne kunsthistorie er illustreret med et værk og en æske dedikeret den tyske kunstner Joseph Albers (1888-1976). Det er forståeligt, for han var om nogen optaget af farver og farvers samspil og farvenuancer. 

CRAYOLA HAR SKABT ÆSKERNE i samarbejde med farve-spåkone-firmaet Pantone. De har også skabt en æske dedikeret Yves Klein (1928-1962). Det er også forståeligt, da hans brug af farven blå, som han ovenikøbet tog patent på, er karakteristisk for ham. Men man kan spørge sig, hvor megen leg der er i otte Klein blå farver? Det der undrer mig mest, er at de har skabt en æske dedikeret Damien Hirst (1965). Det er ikke lige farveleg, der springer frem på nethinden, når jeg tænker på ham Det er ikke hans polkaprikker eller sommerfugle-værker, der har inspireret bagmændene, men derimod hans dyr i væske!

SÅ GIVER DET MERE MENING at skabe en æske til ære for Jen Clark (1983). Selvom hun er ung, og for et større publikum ukendt, er hun i det mindste en kunstner, der er optaget af farver. Men der er så mange andre, der kunne være oplagte til dette - i sit udgangspunkt - gode projekt.

DA JEG LINKEDE TIL ÆSKERNE på Facebook, var der en facebookven der straks nævnte Mark Rothko. Oplagt! Men også Nathalia Goncharova, Georgia O'Keeffe eller Frida Kahlo ville passe til projektet. Og der er mange mange mange flere der ville være superegnede til dette projekt. Hvis Crayola og Pantone manger ideer, skal de bare komme til mig!

MEN ALLERHELST VILLE JEG ØNSKE at et firma kom og bad om ideer til at skabe en dansk ækvivalent til dette internationale projekt. For så ville jeg nævne: Lundby og Kyhn, Elisabeth Jericau Baumann, Hammershøj, Krøyer, Anna Ancher, Willumsen, Agnes Slott-Møller, Weie, Franciska Clausen, Johannes Larsen, Anna Klindt Sørensen, Egill Jacobsen, Rita Kernn-Larsen og Ricard Mortensen. Eksempelvis.  

PÅ HVILKEN GADE OG I HVILKEN BY KØRER DENNE SPORVOGN?

EN GOD VEN FORÆREDE MIG DETTE FOTO af et Povl Christensen værk, som jeg ikke kender. Povl Christensen (1909-1977) var maler og grafiker. Han gik på kunstakademiet fra 1926 til 1934. de første par år på malerskolen, men derefter skiftede han til Aksel Jørgensens grafiske skole.

MOTIVET på dette billede er fra en by. Det er aften. Gadelygterne er tændt og der er lys på bilerne. Man kan se en bred allé med træer på begge sider. Det ser ud som om hustagene på venstre side er snedækkede. Men det er muligt at jeg tager fejl, og det slet ikke er snedækkede tage, men snarere en banegrav med en bro over. Centralt i billedet er en gade med stor livlighed, hvor der udover sporvogn og biler også kan anes mindst fem personer. Kunstneren har befundet sig højt oppe over gadeplanet, da han fangede motivet.

JEG VED IKKE hvilken by eller gade, billedet forestiller. Jeg gætter på at værket er fra begyndelsen eller midten af 1930erne, da Povl Christensen skabte en del værker i denne periode med byen og især Frederiksberg som sit hovedmotiv. Men det kan også være fra København. Eller fra en udenlandsk storby.

JEG HAR SPURGT om nogle kan genkende stedet i Facebookgruppen Gamle København. Der er kommet mange kvalificerede bud, se her. Men nu spørger jeg også læserne af denne kunsthistorie: Kan I genkende motivet - eller kender I værket, hører jeg meget gerne fra jer! Ethvert bud er velkomment! 

KUNSTNERNES BØRNETEGNINGER 2: Kan man se på en børnetegning, at barnet bliver kunstner?

MAN KAN næsten høre, hvordan ræven lister sig afsted gennem sivene på billedet her. Forsigtigt bøjer den sivene til side, mens and og ællinger intet ænser og ufortrødent svømmer videre. Mon en af dem bliver nappet af ræven? Det er et dramatisk øjeblik, sekundet før ræven slår til. Et drama om liv og død.

DENNE TEGNING er udført af et barn på et tidspunkt i perioden 1877 - 79. Som voksen blev drengen en kendt, anerkendt og elsket dansk kunstner. Spørgsmålet er om det fremgår af hans børnetegning?  Den er udateret, men at dømme efter de detaljerede beskrivelser af fuglene, antager jeg, at drengen er mellem 9 og 11 år. Scenen er horisontal, og der er tre planer: vandet, landet og luften. Der er en horisontal bevægelse angivet af den retning fuglene bevæger sig (fra venstre mod højre), og der er en vertikal bevægelse angivet af sivene og ræven. Det er en dristig komposition, barnet uforfærdet har kastet sig ud i. Ræven der lurer og poten der hviler på sivene, har været vanskelige at tegne.

DET ER IMPONERENDE, hvordan drengen har tegnet ænderne flyvende, svømmende og dykkende, men hans formål har ikke været at bevise, at han kan iagttage naturen. Sceneriet er en konstruktion, hvor forskelige naturiagttagelser stykket sammen til en fortælling med ræven som hovedpersonen. 

TÆNK HVIS MAN PÅ FORHÅND KAN BESTEMME, hvad et barn skal blive som voksen. Hvad skal der eksempelvis til for at blive kunstner? Hvis vi ser på den lille dreng, Johannes Larsens, tegninger og malerier (læs også her), hans udvikling og uddannelse, hvad har så været væsentligt for, at han blev kunstner som voksen? 

I 1878 MALEDE JOHANNES den lille kattekilling. Det er et oliemaleri, drengens første, og han var selv ret tilfreds med resultatet. Johannes fik vejledning i at tegne og male af sin mors bror, portrætmaleren Johan Peter Bless (1825-1880). Materialerne havde han lånt af Bless. Bless gav ham også kritik. Uagtet at lille Johannes ikke altid har været enig i kritikken, har det lært ham teknikker og konventioner.

ÅRET EFTER MALERIET AF KATTEN tegnede Johannes denne Lom. Det er vanskeligt at se bort fra, at denne tegning synes typisk for den senere voksne kunstner. For drengen Johannes Larsen blev jo netop som kunstner kendt for sine motiver af fugle, af fugleflokke og af havet. I anledning af sin 80-års fødselsdag i 1947 skrev han en kronik til Berlingske Aftensavis med titlen "Min Barndoms Dyr". Den handlede om dyrelivet udenfor købmandsgården i Kerteminde. Han tillagde selv dyrene, han så og tegnede i sin barndom, stor betydning. Han tegnede dem igen og igen og igen.

KAN VI SE PÅ DISSE BØRNETEGNINGER at Johannes Larsen ville blive kunstner? Vi kan se hvad han gør og hvilke tekniske greb han benytter, men vi kan ikke se, at han bliver kunstner. Vi kan konstatere en stor fortællelyst hos drengen. Men den kunne ligeså vel have udmyntet sig i, at han blev skolelærer som voksen. Vi kan notere at drengens evne til at omsætte det han ser til billeder på papir er ret gode. Men disse evner behøvede ikke at resultere i, at han blev kunstner. Han kunne også have valgt et andet medie at udtrykke sig i: aviser, bøger, keramik eller film. Han kunne måske også være blevet biolog, mekaniker, forsker eller ingeniør. 

OPMÆRKSOMHED, ANERKENDELSE OG KRITIK har været frugtbart for drengen Johannes udvikling til at blive kunstneren Johannes Larsen. Larsen voksede op i en familie og i et miljø, der støttede hans interesse og udvikling. Øvelse har betydet, at han har lært sig håndværket tidligt. Og så har han haft en interesse. En interesse for naturen og for sine omgivelser. En interesse for at tegne sine iagttagelser. Og en nysgerrighed overfor kunst og kunstnere. Den omvandrende maler Hans Smidth (1839-1917) skal i 1870erne og 1880erne gentagne gange have slået sit staffeli op for øjnene af lille Johannes. Det er også en væsentlig faktor: Inspiration og rollemodeller. Og vigtigst af alt er barnets lyst og barnets 'drive'. Det var det for Johannes Larsen, og det vil det også være for fremtidens kunstnere.  

Kilde: Johannes Larsen Menneske, kunstner og naturoplever af Erland Porsmose. 1999. Gyldendal
Læs mere om kunstnernes børnetegninger her.

MACARONI ER OGSÅ CIRKLER...

Macaroni Handbag (1965) af Yayoi Kusama

MAN KAN IKKE ALTID STOLE PÅ, at det man ser, også er dét der er. Denne kunsthistorie er eksempelvis ledsaget af et fotografi af en guldfarvet broderet håndtaske. Den ligner et stykke accessorie fra et italiensk eller parisisk modehus. Derfor kunne man foranlediges til at tro, at denne kunsthistorie handler om design. Men det gør den ikke.

DENNE HÅNDTASKE blev malet guldfarvet og dekoreret med macaronier i 1965. Kunstneren bag værket er Yayoi Kusama (1929). Fra idag (den 17. september 2015) er det  mulig at se en stor og fantastisk retrospektiv udstilling med hendes værker på Louisiana Museum for Moderne Kunst.

I 2003 SÅ JEG dette kunstværk første gang. Det var på en udstilling på Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam. Udstillingen på Boijmans for 12½ år siden var som at befinde sig i en Alladins Hule - bare fyldt op med moderne kunst. Udstillingen hed IMAGINE, YOU ARE STANDING HERE IN FRONT OF ME. På denne udstilling viste Boijmans værker fra den private kunstsamling Caldic Samlingen. Denne samling er skabt af Joop van Caldenborgh, ejeren af den kemiske koncern Caldic. Van Caldenborghs samling af kunst har været udstillet flere gange forskelige steder, og bliver nu også grundstenen i et nyt Nederlandsk museum Voorlinden, der åbner i 2016.

UDOVER MACARONI TASKEN vistes på denne udstilling også en række fotografier fra en performance, som Kusama stod bag i Nederland i 1960erne. Flere mandlige medlemmer af kunstgruppen Nul deltog i performancen. De var nøgne og blev bemalet med polkaprikker af Kusama. Blandt andre kunstneren Jan Schoonhoven.

YAYOI KUSAMA er måske mest kendt for sin karakteristiske brug af farvede cirkler. Men hun har også arbejdet en del med macaronier. Denne håndtaske er ikke den eneste overflade, Kusama har fyldt med macaronier. Højhælede sko, bukser, kufferter, bluser, gulve, jakker og mannequin-dukker er også blevet guldbemalede og dækket med macaronier. Ser man nærmere efter, så er macaronierne på denne håndtaske både et hul og en cirkelform.

DET ER MULIGT, AT DER ER SYMBOLSKE REFERENCER i Kusamas brug af macaroni. Hun bruger to macaroni-former: en aflang og den runde. Man kan opfatte dem som billeder på det mandlige og det kvindelige kønsorgan. Men sat sammen udgør de også mønstre. Det mest fascinerende ved Kusama er hendes optagethed af overflader. Hun propper kroppe og ting, flader og rum med mønstre, så netop kroppene, tingene, fladerne og rummene forsvinder.  

KUSAMAS KUNSTVÆRKER og især hendes karakteristiske brug af polkaprikker har inspireret til et design-samarbejde med modehuset Louis Vuitton, se her. Og dermed sniger der sig alligevel noget design ind i denne kunsthistorie. Hvis man iklæder sig Kusama/Vuittons design, bliver man selv til et mønster. Man forsvinder måske ikke helt, men man bliver til et kunstværk af Yayoi Kusama

"JEG SÅ CITRONGULT I ET HELT ÅR!"

 DENNE KUNSTHISTORIE HANDLER OM J. F. WILLUMSEN OG FARVEN CITRONGUL.

7. September 1863 blev Jens Ferdinand Willumsen født. For 152 år siden. Han var en kunstner, der udtrykte sig i mange forskellige materialer og medier: Fotografi, keramik, arkitektur, grafik, skulptur og maleri. Og hvad han har med farven citrongul at gøre, vender jeg tilbage til.

FØRST MÅ JEG KONSTATERE AT WILLUMSEN skabte så mange klassikere, at jeg finder det umuligt at begrænse mig og blot nævne et par. Han er nemlig manden bag Den Fries udstillingsbygning (1898) overfor Østerport station og Hørup Monumentet (1908) i Kongens Have i København. Og han er kunstneren, der fik stor indflydelse på kunstnerkeramikken i Danmark, og bl.a. formede Familievasen (1891) og Pottemagervasen (1900). Han er desuden maleren bag Billedet af livet på Paris' kajer (1890), Jotunheim (1893), En Bjerbestigerske (1904), Badende børn på Skagen Strand (1909), samt Krigsinvalider (1928). Og herudover har han lavet de fineste raderinger både af hverdagsliv i København og af krigsgru i Syd Europa.

NU KOMMER JEG TIL DET CITRONGULE, for J. F. Willumsen var og er en enestående kunstner i dansk kunst, hvis betydning vi nok slet ikke helt har begrebet endnu. Og så kunne man tro at det citrongule handler om gul misundelse. Men nej, det handler om forståelse. Der var nemlig et barn, der allerede i 1918 blev 'ramt' af Willumsens storhed. En ni-årig dreng ved navn Vilhelm, var med sin far på besøg i Willumsens atelier og så maleriet Aftensuppen (1918). Han beskrev senere, hvordan dette maleri og især den kadmiumgule farve havde gjorde så stort et indtryk på ham, at han så citrongult i et helt år og at maleriet for altid havde "fortolket den gule farves afslørende egenskaber for ham".

I BILLEDET foroven kan man se eksempler på Willumsens farveprøver. I 1992 viste Willumsens Museum i Frederiksund en udstilling om J. F. Willumsens maleteknik. Af farveprøverne fremgår det, at han kalder den citrongule farve for "Cadmium Citron".

DEN LILLE VILHELM voksede op og blev til kunstneren Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957). I sit surrealistiske maleri 'låne' han ofte både Willumsens teknik med den stærkt kontrastfydte, nærmest ekspressive farve-brug samt motiver fra Willumsens virke. Og han brugte den citrongule farve varsomt.

DEN LILLE SLIDTE BOG

IGÅR blev jeg præsenteret for en lille slidt bog. Den lille slidte bog havde huller i omslaget og sider så skrøbelige at man næsten ikke kunne bladre i den. Alligevel blev jeg fuldstændigt 'ramt af stjernefeber' (min oversættelse af udtrykket 'starstruck')! Bogen var en tidlig udgave af den amerikanske digter Ezra Pounds digte. Dette kunne give mange fans stjernefeber. Andre afficionados ville blive ramt, fordi Sylvia Beach har haft bogen i sine hænder. Sylvia Beach ejede den berømte boghandel "Shakespeare og Company" i Paris i 1920erne. Hun udgav også bøger og hjalp blandt andet James Joyce med hans litterære hovedværk "Ulysses". Ezra Pound arbejdede i en periode som tømrer i hendes butik.

MEN JEG MÅ MED SKAM MELDE, at det hverken var Sylvia Beach eller Ezra Pound der ramte mig. Det der gjorde et kæmpe indtryk igår, og stadig ikke er til at ryste af idag, er den lille slidte bogs sidste ejer og hans signatur: Ernest Hemingway!

DET ER IKKE FORDI jeg er den store dyrker af personen Hemingway. Jeg er fan af forfatterskabet. og især af klassikeren "The Sun Also Rises" (1926) og den delvise erindringsfortælling "A Moveable Feast". Men jeg synes alligevel at det er vildt at sidde med et værk, som Hemingway har erhvervet sig i 1920erne i Paris, og som tydeligvis har betydet så meget for ham, at den har rejst med ham rundt. Det er svimlende at forestille sig at Pounds digte er blevet læst af Hemingway i den lille lejlighed i Paris hvor han kæmpede med at skrive en god sætning om dagen, under stjernehimlen i Spanien, ved bålet på safari-ture i Afrika eller på terrassen med en whisky på Cuba. Jeg ved jo ikke om det forholder sig sådan, jeg kan blotte gætte.

DEN LILLE SLIDTE BOG er egentlig ikke længere en bog, eller en genstand med en brugsfunktion. Istedet er den en skat, hvis værdi ikke alene ligger i indholdet men i stigende grad i ejerskabets historie. Det vil sige at fortællingen om de forskellige ejere og deres relation til bogen bliver mere værdifuldt end fortællingen i sig selv. Det samme gælder for den sidste - anonyme - ejer. En dag vil dennes relation til den lille slidte bog også blive udsat for granskning og forskning. Den lille slidte bog er en juvel i Alladins Hule.


SAMME SAMLER HAR GIVET MIG TILLADELSE TIL at illustrere denne kunsthistorie med tre andre klenodier. Nemlig tre konvolutter adresseret til Hemingway. Disse tre konvolutter vidner om Hemingways mange rejser og måske også hans rastløshed, da de er sendt til tre forskelige adresser: Cuba 1932, Afrika 1934 og Spanien 1937.

ALBRECHT DÜRER INSPIRERER DANSK KUNSTHÅNDVÆRKER

Albrecht Dürer: "Næsehorn" (1515). Træsnit. 23,5 cm - 29,8 cm. Kilde: Wikipedia.

I DENNE WEEKEND blev jeg gjort opmærksom på, at Dürer også har inspireret den danske kunsthåndværker og gobelinvæver Randi Studsgarth (1938). Med afsæt i Dürers Næsehorns tryk har hun skabt "Næsehornstrilogien" (2010-2015). Se og hør mere om dette fascinerende arbejde her.

I FORRIGE KUNSTHISTORIE skrev jeg om Dürers selvportræt, som han fremstillede, da han var kun 13 år gammel (læs her). Det er imponerende, at han kunne det, og det imponerede også ham selv. Vi regner det idag for et kunstværk af Dürer på trods af at han faktisk var et barn, da han tegnede det. I denne kunsthistorie er omdrejningspunktet det næsehorn, som Dürer fremstiller som 42-årig. Træsnittet af næsehornet er der ingen, der vil betvivle er kunst.

DÜRERS NÆSEHORN fra 1515 er dybt fascinerende! Han har beskrevet dyret som et kampdyr klædt i en ridders rustning. Pladerne, som det meste af kroppen er dækket af, er udsmykket med de fineste cirkelformede mønstre. Der er tvivl om hvorvidt det skyldes Dürers forestillingsevner eller om Næsehornet så således ud, pga. en sygdom i huden pådraget sig under sin rejse fra Indien til Portugal. Selvom der er mærkværdigheder i forhold til en videnskabelig gengivelse af dyret, er man dog ikke i tvivl om, at det er et næsehorn, han har fremstillet. 

Kilde: Wikipedia.

I ÅR ER DET 500 ÅR SIDEN at det første næsehorn kom til Europa og at Dürer tegnede og skar sine versioner. Se og hør historien om det første næsehorn i Europa og Albrecht Dürer her. 

DÜRER SÅ ALDRIG NÆSEHORNET. Dürers træsnit er udelukkende baseret på skrevne beskrivelser samt dette træsnit af en ukendt kunstner, der illustrerede et digt om næsehornet, publiceret i Rom i juli 1515. 

NÆSEHORNET som Dürer fremstillede blev - på trods af de kunstneriske friheder han tog sig - meget indflydelsesrigt, og ikke underligt er mange kunstnere siden blevet inspireret af Dürer. Dürers tryk er ikke i farver, men han fremstillede også en pennetegning, der idag er på British Museum.

Albrecht Dürer: Næsehorn (1515). Blæktegning. British Museum. Kilde: Wikipedia

DÜRER arbejder ikke med farveeksplosioner, men i to af Studsgarths gobeliner er dyrene nærmest badet i ekspressive farver. Hun fortæller i filmen, at hun selv indfarver garnet, og derfor må der ligge nogle interessante valg bag farverne. Hans næsehorn er et studieobjekt. Studsgarths Næsehorn er ikke blot objekter, men farverne synes at understrege, at de er levende dyr med et liv før de bliver udstillet for europæerne.

Randi Studsgarth med Gobelinen "Mod Havet" (2015) før den klippes ned. Fra hjemmesiden ww.randistudsgarth.dk

KUNSTNERNES BØRNETEGNINGER 1: Albrecht Dürer

ALBRECHT DÜRER (1471-1528) udfører dette selvportræt med sølvstift i 1484, hvor han er 13 år gammel! Det har ikke været en bestillingsopgave, og det har bestemt heller ikke været et salgsobjekt. Men det har formentlig været en tegning, hvori Dürer demonstrerer sin beherskelse af teknikker og sin håndværksmæssige udvikling. 

DET ER IKKE TIL AT SIGE, om han har udført tegningen for sig selv eller for at fremvise sin dygtighed for andre. Men det faktum, at han senere har skrevet på tegningen, at han udførte den som 13-årig og at han har understreget, at den er udført mens han stadig er et barn, vidner om at han selv tillægger sin kunnen på dette tidspunkt en særlig betydning. 

IDAG SIGER VI TIL 13-ÅRIGE, at det ikke er kunst, det de tegner/ maler/ former /bygger. Men ingen vil vel påstå, at Dürers selvportræt ikke er kunst. 

DET ER RET INTERESSANT, hvad det er, der er sket siden Dürers tid, og jeg er så heldig, at det er noget af det, jeg skal beskæftige mig med i mit kommende projekt med arbejdstitlen DRENGEN DER IKKE BLEV MICHELANGELO!


Læs mere om kunstnernes børnetegninger her!

"ODE TIL MALERINDEN ELISABETH KARLINSKY

I FORBINDELSE MED EN OPGAVE stødte jeg i dette Corner katalog 1932-1956 på en anderledes kunstformidling. De mandlige kunstnere i sammenslutningen - og deres værker - beskrives på traditionel vis. Men Elisabeth Karlinskys værker får denne ode af Otto Gelsted i (december 1956):

Slanke stammer, grønne blade
i en lystfyldt løv kaskade
Og et kig som i en svimlen
mod en søbred eller himlen. 

Danske skoves bliver under
Og en hverdags højtidstunder
holder hun i sine hænder
som en gave, Guder sender. 

Trætte vandrer, find din lykke
i et løvtræs lys og skygge.
I de svale malerier
toner fred og angsten tier.

Se værker af Karlinsky her og her - og bedøm selv om teksten passer.

"ALLE BØRNETEGNINGER ER MODERNE"

ER DER IDAG ET PUBLIKUM, der vil betale for at se en udstilling med børns tegninger? Den direkte årsag til dette spørgsmål er, at jeg i forbindelse med et projekt, er stødt på et lille katalog med en teksten "Store ting i små hoveder, som R. Broby-Johansen forfattede i 1952. Her skriver den autodidakte kunsthistoriker begejstret om en gruppe børnetegninger fra hele verden og om børns tegninger generelt.

DEN 'INDDIREKTE' ÅRSAG til mit indledende spørgsmål er, at jeg er igang med at undersøge 'børnetegningen' som kulturfænomen. Jeg er ikke sikker på, at der idag findes et betalende publikum til en udstilling der alene består af børns tegninger. Men det var der dengang - i 1950erne. Idag har børnetegningen en anden værdi.

I 1951 kontaktede Red Barnet den internationale sammenslutning af Red Barnet-organisationer med en idé om en international tegnekonkurrence for skolebørn. Udgangspunktet skulle være ti udvalgte eventyr af H.C. Andersen. Tegningerne skulle udstilles i alle de deltagende lande, og overskuddet fra billetindtægterne skulle Red Barnet bruge til at hjælpe nødstedte børn.

48 LANDES SKOLEBØRN deltog i konkurrencen. Hvert land udvalgte 100 tegninger blandt de bedste af tusinde tegninger der blev indsendt. Af disse 4800 tegninger blev de allerbedste udstillet i København i 1953. Det må på alle mulige måder have været et fantastisk materiale og en fantastisk udstilling. Begejstringen for børnenes tegninger lyser ud af det Broby-Johansen skriver. Den allerførste sætning lyder: "Alle børnetegninger er moderne".

RUDOLF BROBY-JOHANSEN (1900-87) var forfatter og kunstformidler. Igennem hele sit virke var han optaget af at formidle kunst og kultur, så alle kunne forstå. I 1948 udkom hans oversigt over Europas stiludvikling "Hverdagskunst - Verdenskunst". Heri skriver han en hel del om børns måder at se verden på og deres tegninger:

"Børnetegningerne er et tegnsprog, omsætning af virkelighedens brogede og indviklede mangfoldighed til et simpelt, letoverskueligt system af geometriske former" (side 17). 

DET STORE FOKUS på børns tegninger i Danmark i disse år stammer ikke alene fra det pædagogiske miljø. I kunstnerkredse er der allerede i begyndelsen af 1930erne fokus på børns visuelle udtryk, blandt andet blandt surrealisterne. Ejler Bille skriver en begejstret artikel om emnet i tidskriftet Linien i 1934. Også Asger Jorn og CoBrA-kunstnerne (1949-1953) har fokus på børnetegningerne i denne periode. Så Broby-Johansen er helt på linie tendenserne i samtidskunsten, når han skriver:

"Voksne, hvis liv opfyldes af hvad de selv anser for nødvendige ligegyldigheder, er ikke vant til en så konsekvent indstilling på det væsentlige. Fælles for alle børnetegninger er at de siger: ja! de accepterer fulde af iver og mod, accepterer verden, tilværelsen, landskabet, planter, dyr, mennesker, ting, accepterer med åbne arme, skinnende øjne og ivrige hænder, hvad de kan bruge. Tager tingene til sig. Børn står midt i tilværelsen." (side 50).

I STORE TING I SMÅ HOVEDER forholder Broby-Johansen sig til tegninger fra Cuba, Israel, Japan, Sverige, Mexico, Tyskland, Frankrig, Nederland, Tyrkiet, Østrig, Brasilien, Italien, Thailand, Spanien, Australien og USA. Børnenes alder er fra 5 til 17 år. Han skriver: "Småbørns første menneskefigurer er hele jorden over uden krop, fordi kun hoved, arme og ben forekommer dem af interesse". Der er næppe tvivl om, at et måske mere eller mindre bevidst underliggende projekt i udstillingen og hos forfatteren er at vise, hvor meget vi har tilfælles som mennesker uanset hvor i verden vi kommer fra:

"Mens der er mere forskel på tegningen hos en 5-årig og en 12-årig i samme familie end hos to jævnaldrende fra hver sin side af kloden..."(side 54). 

Det er måske ikke så underligt, når 2.Verdenskrig kun ligger sy år tilbage i tiden.

DEN ÆGTE INTERESSE for og engagement i børnenes billeder ses blandt andet i Broby-Johansens gennemgang af børnenes kompositioner og teknikker. Han sammenligner tegningerne med kunstnere som Matisse, Albrecht Dürer, Käthe Kollwitz, Chardin, Braque og Paul Klee, Dermed viser han en seriøs tilgang til børnenes billeder. Han skriver på intet tidspunkt, om hvad børnene kan udvikle sig til og hvilke fantastiske karrierer de kan få. Han tager udtrykkene som de er, og forholder sig til dem lige nu og her. For ham er disse billeder udtryk for en kulturel rigdom og deres store værdi er, at de er tegnet af børn.

BROBY-JOHANSEN var gennem hele sit virke optaget af børns tegninger og af børns møde med kunsten i deres hverdag, bl.a. i skolen. I flere af hans bøger skriver han kritisk - endda hånende - om skolelærerne og deres tegneundervisning. Udover at skrive om det i "Hverdagskunst - Verdenskunst", kom hans store interesse for dette område også til udtryk i bogen "Skolen i kunsten" fra 1974. Der er ingen tvivl om, at han er på linie med de progressive pædagogiske og læringsmæssige miljøer i slutningen af 1940erne og starten af 1950erne og deres måde at opfatte børns udtryk og børnetegninger på i Danmark.

"Tegnelærerens opgave i progressiv pædagogik består først og fremmest i at give børnene mod til og muligheder for at udtrykke sig, at fortælle med streger og farver, at udfolde deres billedskabende evne" (side 57)

skriver Broby-Johansen i Store ting i små hoveder i 1952. Broby-Johansen ønsker at skabe en forståelse for børnetegningen samt at få ændret billedundervisningen i folkeskolen, således at der ikke er det store fokus på at tegne efter ting så de ligner. Han skriver blandt andet at "skolen og ikke mindst den mekanisk-tekniske og tegneundervisning tidligere forkrøblede eller disse evner" hos børnene, og "hvis de først er gået tabt, vanskeligt tilbageerhverves".

PROJEKTET ER gennemsympatisk! Både udstillingsideen og Broby-Johansens tanker. Og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at udstillingen har kunnet tiltrække mange mennesker - både børn og voksne. Man har været nysgerrig efter at se, hvordan børn tegner i andre lande. Man har været nysgerrig efter at se hvordan H.C. Andersen opleves i andre lande. Måske har man dengang også haft en større respekt for børns tegnekunnen, qua den af Broby-Johansen stærkt udskældte tegneundervisning, der netop havde fokus på den kritiske vurdering.

JEG VILLE GERNE SE udstillingen gentaget idag. Og jeg er sikker på, at mange andre også gerne ville se den. Men jeg tvivler på, at Red Barnet ville få mange penge ud af projektet fra et betalende publikum. Årsagen er, at børnetegningen idag ikke har den samme værdi, som den havde. Idag opfattes børnetegningen overvejen som et trin i en fortsat og uafsluttet udvikling. Derfor hersker der også den opfattelse, at tegningen ikke kan vurderes selvstændigt, men nødvendigvis må sættes ind i tegnerens biografiske udvikling.

DET KUNNE SE UD SOM OM at vi i takt med at vi har ønsket at frigøre børns visuelle frembringelser fra undervisningens snærende og belærende bånd, samtidig har mistet troen på det enkelte billedes egen værdi. Hvis børnetegningen ikke er original eller enestående har den ingen værdi idag.

PAPIRS LANTERNER

FORNYLIG stødte jeg på den norske kunstner Oda Kroghs (1860-1935) meget fine debutværk Ved Oslofjorden (Japansk Lykte) fra 1886. Dette billede fik mig til at huske et andet maleri, fra en helt andet periode, hvori der også er papirs lanterner.

I ODA KROGHs maleri hænger en fin japansk lygte i dørkarmen foroven i maleriet og markerer skellet mellem ude og inde. Det er et maleri, der dels viser inspiration fra impressionismen omsat til et nordisk landskab og en nordisk tradition som vi kender den fra Skagensmalerne (som Oda Krogh kendte og færdedes iblandt), og dels peger frem mod symbolismen som vi kender den fra f.eks. Agnes Slott-Møller (1862-1937) eller Hugo Simberg (1873-1917).

KVINDEN I DØRÅBNINGEN ser ud over aftenlandskabet. Kunstnerens tekniske fokus har været at fange aftenlyset og at skildre det blå skær over landskabet i en ramme af varmt gulligt lys inde fra huset. Den japanske lygte viser at det er aften udenfor. Ud over Oda Kroghs mesterlige beherskelse af det koloristiske, har hun med den siddende rygvendte kvinde understreget noget dragende ved fjorden.

KVINDEN sidder passivt uden sysler og ser ud. Man kan forestille sig, at hun er opslugt af sine tanker, at hun drømmer eller længes. Måske længes hun væk, som Nora i Henrik Ibsens Et Dukkehjem, (1879). Måske drømmer hun om en frihed udenfor. Den fokus der er på det blå blå landskab gør dette en smule overnaturligt. Jeg ville ikke blive forbavset ved at se en gruppe elverpiger danse ind i billedet.

ODA KROGH har malet endnu et maleri med en papirs lanterne, nemlig maleriet En Kinesisk Lykt (1889). I dette persontomme maleri er den orientalske inspiration  meget tydelig. Inspirationen fra japansk maleri i særdeleshed beskæringen i japansk grafik. I dette maleri af Krogh er der især fokus på lygten og landskabet rundt om den er beskåret, således at det unge træ fungerer som et dekorativt ornament ved siden af lygten.

NÆSTEN TREDIEVE ÅR efter at Oda Krogh debuterede som kunstner, malede den amerikanske kunstner Edward Hopper (1882-1967) sit store maleri Soir Bleu (1914). Maleriet måler 91,4 x 182,9! Det viser en gruppe udklædte mennesker, der sidder ved borde på en terrasse (man kan se balustraden bag dem), og over dem hænger orientalske lygter. Lygterne er mindre detaljerede skildret end hos Oda Krogh. Men som hos Krogh understreger de, at det er aften eller nat - ellers ville man jo ikke kunne se lyset i dem. Hos Hopper bidrager lygterne også til at vise at figurerne befinder sig udenfor - det ser ud som om at en vind blæser dem mod højre. Desuden er de med til at give fornemmelse af, at der er eller har været en fest.

BAGGGRUNDEN er delt i to horisontale farvefelter, Det nederste ultramarin-agtige blå kunne være et landskab eller et hav, og det øverste lyseblå kunne være en himmel. Det er let at forestille sig at scenen er sat til de tidligste morgentimer, og til et sted hvor alle natteravnene mødes - både det fine ægtepar, klovnen, arbejderen, natklubsangerinden, officeren og kunstneren. Det umage i forsamlingen af personer, viser at de slet ikke hører sammen. Hopper malede dette maleri tre år efter at han kom hjem fra Paris, og noter viser, at figurerne er sat sammen som han syntes de skulle hjemme i hans atelier i New York. Alligevel virker scenen genkendelig, så realistisk. Meget senere maler Hopper en amerikansk udgave af samme motiv - Nighthawks (1942).

DE TO KUNSTNERE Krogh og Hopper har intet med hinanden at gøre og ingen berøringsflader overhovedet, bortset fra, at de i hver deres epoke har malet orientalske lamper i deres malerier. Og derfor sprang Soir Bleu frem fra min visuelle hukommelse, da jeg så Kroghs maleri. Andre har søgt og fundet orientalske lanterner, japanske lygter og kinesiske papirslamper både i populærkulturen og i kunsthistorien. Det kan man blandt andet se på denne pinterest konto: https://www.pinterest.com/wtaylorstudio/chinese-lanterns-glow/.

KØNSFORMIDLINGEN I POLITIKEN HELE ÅRET 2013

Kvindelige kunstnere: 448
Mandlige kunstnere: 1747

STATUS over kønsfordelingen, når redaktører, journalister, skribenter, anmeldere og debattører skrev om billedkunstnere i Politiken i 2013 er, at der ca. skrives om fire mandlige kunstnere før der omtales en kvindelig kunstner. 

Læs om årsagen til at jeg begyndte at interessere mig for Politikens Køns-kunstformidling her!

Man kan glæde sig over, at det ikke er værre. Men det undrer mig samtidig, at Kulturredaktionen på dagbladet Politiken ikke kan gøre dette bedre. Et argument kan være, at de kun skriver om de aktuelle udstillinger. Hvis dette er tilfældet, tegner statistikken et grelt billede af udstillingssituationen i Danmark for henholdsvis kvindelige og mandlige kunstnere. Man kunne måske også tilføje, at en avis der skriver om kulturstof vel ikke kun skal skrive om det, der er pressemeddelelser om. 


Men godt pressearbejde skader aldrig, hvilket fremgår af, at Yoko Ono er den mest omtalte kunstner i Politikens spalter i 2013, selvom hun kun nævnes meget lidt efter åbningen af hendes udstilling på Louisiana før sommerferien.

Se listen fra Juni måned, hvor Yoko Onos udstilling åbner, her.
Se statistikken af Informations kønsformidling fra slutningen af januar til slutningen af februar 2013 her.

Der er seks kvindelige kunstnere med på TOP 36 Listen over de oftest nævnte billedkunstnere i Politiken i hele 2013 (1. januar - 31. December). Af dem er nulevende, og 4 danske:
Yoko Ono (222)
Edvard Munch (188)
Andy Warhol (181)
Pablo Picasso (155)
Ager Jorn (153)
Danh Vo (107)
SUPERFLEX (100)
Jesper Just (88)
Banksy (86)
Vincent van Gogh (86)
Claus Carstensen (78)
Ai Wei Wei (78)
John Kørner (76)
Leigh Ledare (75)
Julian Schnabel (66)
Claude Monet (64)
Tal R (66)
Kurt Trampedach (57)
Julie Nord (55)
Olafur Eliasson (53)
Damien Hirst (53)
Edgar Degas (51)
J. F. Willumsen (47)
Frida Kahlo (47)
Dronning Margrethe (46)
Rembrandt (45)
Henning Damgaard-Sørensen (45)
Per Kirkeby (44)
Emil Nolde (41)
Auguste Renoir (41)
Anna Ancher (41)
Roy Lichtenstein (40)
Bjørn Nørgaard (39)
Per Arnoldi (35) 
Kirsten Justesen (34)
Johannes Larsen (34)

KØNSFORMIDLING - Politiken December måned 2013

IKKE UNDERLIGT scorer kunstnergruppen SUPERFLEX topplaceringen på TOP 10 - Listen over de MEST nævnte kunstnere i Politiken i December måned 2013. Også de tre kunstnere i SUPERFLEX ligger højt på listen. Dette skyldes åbningen af deres store udstilling på Charlottenborg. Kun en kvindelig kunstner, Julie Nord, er med, på trods af at så mange navne nævnes denne måned:

TOP-10 Listen: SUPERFLEX (70)
Emil Nolde (22)
Pablo Picasso (21)
Rasmus Nielsen (20)
Bjørnstjerne Reuter Christiansen (19)
Jakob Fenger (19)
Jesper Christiansen (15)
Asger Jorn (14)
Peter Linde Busk (13)
Julie Nord (12)

I December 2013 nævnes 40 kvindelige kunstnere i Politikens spalter. De fleste af de omtalte kvindelige kunstnere nævnes kun en gang. 34 af de omtalte kunstnere er nulevende. Kunstnerne er:
Annette Abrahamsson (1), Anna Ancher (1), Julie Boserup (1), Lillibeth Cuenca Rasmussen (2), Dronning Margrethe (2), Marie Edinger Plum (1), Åsa Frankenberg (4), Maria Hanke (1), Ditte Harløv Johnson (3), Gudrun Hasle (1), Henriette Heise (1), Louise Hindsgavl (1), Jytte Hye Jin Mortensen (1), Kirsten Justesen (9), Elsebeth Jørgensen (1), Frida Kahlo (4), Sophia Kalkau (1), Mollie Anna King (2), Sofie Amalie Klougart (4), Kirsten Kokkin (2), Birgitte Martinsen (2), Anne Sofie Meldgaard (1), Mariko Mori (3), Shirin Neshrat (1), Bodil Nielsen (1), Lis Nogel (1), Julie Nord (12), Mette Nors Tardrup (4), Lydia Nsiah (2), Yoko Ono (1), Lærke Posselt (1), Jytte Rex (1),  Karin Sander (4), Marika Seidler (1), Anne Skole Overgaard (2), Margrethe Sørensen (1), Elisabeth Toubro (1), Bettina Camilla Vestergaard (3), Mette Winchelmann (1), og Natali Zahskia (2).

De mandlige kunstnere nævnes - også i denne måned i Politiken - markant oftere end de kvindelige kunstnere. 122 mandlige kunstnere og kunstnergruppers navne omtales i denne måned:
Narek Aghajanyan (1), Ai Wei Wei (1), A-Kassen (1), Michel Ancher (1), Henrik B. Andersen (3), Per Arnoldi (3), Banksy (1), Georg Baselitz (1), Jean Michel Basquiat (1), Paul Anker Bech (1), Ejler Bille (1), Pierre Bonnard (1), Jacob Borges (1), Braque (1), Bjørn Busted (3), Alexander Calder (1), Peter Callesen (1), Mikkel Carl (1), Claus Carstensen (4), Bjørnstjerne Reuter Christiansen (19), Jesper Christiansen (15),  Ismir Cirkinagic (2), Alex da Corte (1), Martin Creed (1), Leonardo Da Vinci (1), Edgar Degas (5), Jeremy Deller (1), Holger Drachmann (1), Duchamp (4), El Greco (1), Olafur Eliasson (3), Elmgreen og Dragseth (5), Svend Engelund (1), Maurice Estéve (3), Jesper Fabricius (1), Jakob Fenger (19), Sam Francis (2), Wilhelm Freddie (1), Paul Gaugain (2), Poul Gernes (2), Harald Giersing (1), Niels Erik Gjerdevik (11), van Gogh (5), Phillip Guston (1), Nils Guttormsen (1), Vilhelm Hammershøj (6), Johannes Hansen (1), Kjeld Hansen (2), Hein Heinesen (4), C.F. Hill (1), Damien Hirst (6), Peter Holst Henckel (3), Egill Jacobsen (1), Robert Jacobsen (1), Bardur Jakupsson (1), Per Bak Jensen (1), Asger Jorn (14), Eske Kath (1), Leif Kath (1), Anders Kirkegaard (1), Paul Klee (1), William Klein (2), Gustav Klimt (1), Jeff Koons (1), P.S. Krøyer (1), Michael Kvium (6), Købke (1), Thomas Lagermann Lundme (1), Henry Laurens (2), Fernand Léger (1), Christian Lemmerz (1), Fredie A. Lerche (2), Roy Lichtenstein (1), Peter Linde Busk (13), Lundbye (2), Sverre Malling (1), Manet (4),  Henri Matisse (9), Paul McCarthy (2), Joan Miro (5), Louis Moe (3), William Morris (1), Richard Mortensen (1), Edvard Munch (9), Søren Mølstrøm (1), Oliver Vid Neyst (5), Palle Nielsen (1), Rasmus Nielsen (20),  Emil Nolde (22), Laurits Nymand Svendsen (3), Bjørn Nørgaard (4), John Olsen (1), Torbjørn Olsen (1), Philippe Parreno (1), Ragnar Persson (1), Pablo Picasso (21), Henrik Plenge Jacobsen (1), Jackson Pollock (5), Prinsgemalen (2), Niels Pugholm (3),  Tal R (11), Finn Reinbothe (1), Bent Rej (3), Rembrandt (3), Gerhard Richter (1), Martinus Rørbye (5), Søren Solkær (3), Phil Steen (1), Jakob Martin Strid (8), Morten Stræde (4), SUPERFLEX (70), Sigurd Swane (2), Rirkrit Tiravanija (1), Vladimir Tomic (1), Alexander Tovborg (2),  Kurt Trampedach (8), Jakob Tækker (1),Giorgio Vasari (2), Andy Warhol (5), Edward Weie (1), Bjørn Wiinblad (1),  J.F. Willumsen (9), 

Ialt nævnes i December:
Kvinder: 40
Mænd: 122

Se resultatet for hele 2013 her!

KØNSFORMIDLING - Politiken November 2013

TOP 10 over de MEST nævnte kunstnere i Politiken i November måned 2013:
Trampedach (41)
Thomas Kluge (27)
Per Arnoldi (26)
Max Beckmann (25)
Kirsten Justensen (23)
Marc Chagall (23)
Tal R. (22)
Ai Wei Wei (21)
Edvard Weie (20)
Max Liebermann (20)

I November 2013 nævnes endnu færre kvindelige kunstner i Politikens spalter end i Oktober. Kun 21 kvindelige kunstnere omtales. De heldige er:
Simone Aaberg Kærn, Lisbeth Aares, Katja Bjørn, Louise Bourgeois, Dragona Debeljakovic (3), Dronning Margrethe, Kirsten Justesen (23), Anita Jørgensen (3), Frida Kahlo (1), Sonja Lillebæk (2), Rita Lind (3), Anne Marie Carl Nielsen, Bodil Nielsen, Julie Nord (5), Randi& Katrine, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Ludovica Thornam, Vibeke Tøjner, Tone Vigeland, Anne Marie Volsen, Karin Zander, 


De mandlige kunstnere er lidt heldigere stillet end kvinderne denne måned i Politiken, da de samlet set får en hel del mere opmærksomhed:

Ferdinand Ahm Krag, Ai Wei Wei (21), Peder Als, Per Arnoldi (26), Lars Arrhenius, Jacob Aue Sobol (2), Banksy (6), Magni Bargehead, George Baselitz, Max Beckmann (25), Emile Bernard (5), Jakob S. Beskovs,  Anders Bojen, Peter Bonde (3), Kasper Bonnén,  Canaletto (11), Peter Carlsen (3), Claus Carstensen (12), Paul Cézanne (1), Chagall (23), Kay Christensen (13), Uffe Christoffersen, Courbet (16), Leonardo Da Vinci (1), Salvador Dali (1), Thomas Dambo (3),  Edgar Degas (3), Delacroix, Delaunay (1), Otto Dix (17), Albrecht Dürer (16), van Dyck (4), Eckersberg (2), Olafur Eliasson (13), Jacobo Fabris (3), Øyvind Fahlström (3), Preben Fjedrholt, Leonard Forslund (1), Alfred Friis (2), Gaugain (7), Geritsz, Paul Gernes (2), Giacometti, Giersing (5), Robert Gober, van Gogh (10), Jan Groth (5), Arne Haugen Sørensen, Jeppe Hein (1), Piet Hein (5),Peter Heintze (5), Henrik Heve (4), Egon Ingemann Rauodorfs, Robert Jacobsen, Christian Jeppsson (3), Asger Jorn (13), Donald Judd, Kandinsky,  Anish Kapoor (2), Kirchner (15), Per Kirkeby (2), Paul Klee (18), Gustav Klimt (2), Thomas Kluge (27),  Bernd Koberling,  Oskar Kokoschka (12), Jacob Kolding (2), Jeff Koons (1), Mikael Kvium (1), Kørner, Johannes Larsen (11), Peder Larsen, Léger (1), Christian Lemmertz, Max Liebermann (20), Peter Lund, Lundstrøm, Markus Lüpertz, Macke (14), René Magritte, Malevitj (4), Franz Marc (19), Peter Martensen (13), Henri Matisse (23), Kim Michael (6), Piet Mondrian, Claude Monet, Edvard Munch (5), Felix Muekr, Juan Munoz, Knud Nellemose (2), Leif Nielsen (2), Emil Nolde (16), Bjørn Nørgaard (6), John Olsen, Jørgen Pedersen (4), Pablo Picasso (20), Jackson Pollock (15), Prins Henrik (1), Tal R (22), Lars Ravn, Rembrandt (4), Auguste Renoir (17), Rousseau, Jacques-Francois-Joseph Saly (3), Schmidt-Rolloff (12), Yinka Shonibare (9), Haim Steinbach (7), Niels Strøbek, Thorvaldsen, van Tol, Toulouse-Lautrec, Trampedach (41), Laurits Tuxen (4), Jens Tønnes Larsen, Wolf Vostell, Edward Weie (20), J.F. Willumsen, Wowernau, Kristoffer Ørum (4),   

Ialt nævnes i November:
Kvinder: 21
Mænd: 120 .

STATUS over kønsfordelingen når redaktører, journalister, skribenter, anmeldere og debattører skriver om billedkunstner i Politiken i 2013 (pr. den 30. november 2013):
Kvinder: 408
Mænd: 1625
Kunstnergrupper med kunstnere af begge køn: 2

En fintælling af alle optællingerne fra 1. januar til 30. november 1013 har vist, at listen må revideres. Fem ny kunstnere placeres på Listen - 1 kvinde og 4 mænd. Den kvindelige kunstner er mexikanske Frida Kahlo. De mandlige kunstnere er Tal R, Olafur Eliasson, Kurt Trampedach og Auguste Renoir. Revideringen passer meget godt ind i det næsten konstante billede af kønsformidlingen i Politiken: Der nævnes 4 mandlige kunstnere, hver gang der omtales en kvindelig kunstner.
   
TOP 29 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken 2013 (1. januar - 30. november):
Yoko Ono (221)
Andy Warhol (176)
Edvard Munch (179)
Ager Jorn (139)
Pablo Picasso (134)
Danh Vo (107)
Jesper Just (88)
Banksy (85)
Vincent van Gogh (81)
Ai Wei Wei (77)
John Kørner (76)
Leigh Ledare (75)
Claus Carstensen (74)
Julian Schnabel (66)
Claude Monet (64)
Tal R (55)
Olafur Eliasson (50)
Kurt Trampedach (49)
Damien Hirst (47)
Henning Damgaard-Sørensen (45)
Edgar Degas (46)
Dronning Margrethe (44)
Frida Kahlo (43)
Per Kirkeby (44)
Julie Nord (43)
Rembrandt (42)
Auguste Renoir (41)
Anna Ancher (40)
Roy Lichtenstein (39)

Se resultatet for hele 2013 her!

KØNSFORMIDLING - Politiken Oktober 2013

TOP 14 over de OFTEST nævnte kunstnere i Politiken i Oktober måned 2013:
Dronning Margrethe (43)
Prins Henrik (24)
Henry Heerup (22)
Louise Bourgeois (20)
Banksy (18)
Lillibeth Cuenca Rasmussen (12)
Anita Jørgensen (11)
Yinka Shonibare (10)
Man Ray (10)
Casper David Friedrich (7)
Vilhelm Hammershøj (7)
Ida Jørgensen (7)
Christian Schmidt-Rasmussen (7)
Edvard Munch (7)


DRONNING MARGRETHE OG PRINS HENRIK er øverst på listen over nævnte billedkunstnere i Politiken i Oktober måned 2013. Dette skyldes den store udstilling Pas de deux Royal med deres billeder og store figurer på kunstmuseet Aros i Århus. Det er første gag de udstiller sammen i Danmark, og dette får naturligvis stor mediebevågenhed. Udover Dronningen er der ialt 5 kvindelige kunstnere med på Listen, hvoraf de 4 er nulevende danskere. Listen er i denne måned udvidet til en TOP 14, da fem kunstnere nævnes lige ofte i denne måned (Casper David Friedrich, Vilhelm Hammershøj, Ida Jørgensen, Christian Schmidt-Rasmussen og Edvard Munch.

I OKTOBER MÅNED 2013 skriver redaktører, journalister, skribenter, anmeldere og debattører kun om 25 kvindelige kunstnere og kunstnergrupper i dagbladet Politiken. Tallet i parentes angiver hvor mange gange den enkelte kunstner nævnes. De udvalgte få er:

Marina Abramovich,  Anna Ancher (1), Laurie Anderson, Kerstin Bergendahl (4), Louise Bourgeois (20), Lillibeth Cuenca Rasmussen (12), Tara Donvan, Dronning Margrethe (43), Barbara Hepworth, Anita Jørgensen (11), Ida Jørgensen (7), Micha Karlslund (9), Lee Krasner, Astrid Kruse Jensen (2), Lee Miller (3), Mariko Mori, Hilde Mæhlum, Dorte Naomi, Julie Nord (5), Fie Norsker, Angela Melito Paulos, Lea Porsager, Randi & Katrine (2), Krista Rosenkilde og Cindy Sherman (2). 


I SAMME MÅNED skrives der i Politiken om følgende mandlige kunstnere og kunstnergrupper:

Per Morten Abrahamsen, Khadim Ali, Francis Bacon, Banksy (18), Achinto Bhandra, Per Inge Bjørlo, Peter Bonde (2), Kasper Bonnén (2), Jacob Borges (2), Botero (2), Edward Burtynsky (3), Jesper Carlsen (2), Paul Cézanne (5), Jesper Christiansen (2), Tony Cragg, Leonardo Da Vinci,  Salvador Dali (3), Kristian Devantier (4), Eckersberg, Elmgreen & Dragsett (2), Shepard Failey, Stefan van Fleteren (3), Caspar David Friedrich (7), Paul Gaugain, Paul Gernes (5), Alberto Giacometti (2), Dan Graham, Vilhelm Hammershøj (7), Hein Heinesen, Morten Hemmingsen, Henry Heerup (22), Damien Hirst (6), Florentijn Hofman, Jacob Holdt (2), René Holm (4), Kristian von Hornsleth, Richard Hudson (2), HUSKMITNAVN, Michael Jensen (2), Asger Jorn (2), JR (3), Per Kirkeby, Merlin Klimes, Gustav Klimt, Joachim Koester (2), Krøyer, Michael Kvium, Christen Købke (2), John Kørner, Claude Laloine, Francois-Xavier Laloine (3), Fernand Léger, Wilhelm Leibl, Christian Lemmerz, Max Liebermann (2), Thomas Lagermand Lundme (4), Goncalo Mabunda (2), Maillol (2), Man Ray (10), Lars Mathiesen (2), Frodo Mikkelsen (3), Henry Moore, John Kenn Mortensen, Edvard Munch (7), Bjørn Nørgaard (4), Lars Nørgaard, Storm P., Benoit Paillé (2), Lars Bent Petersen (5), Pablo Picasso, Dulcé Pinzon, Jackson Pollack (3), Prins Henrik (24), Auguste Renoir (3), Rodin (3), Claus Rohland, Mark Rothko (2), Otto Runge (2), Andreas Schulenburg, Christian Schmidt-Rasmussen (7), Yinka Shonibare (10), Joakim Skovgaard (2), Niels Larsen Stevns (6), Rasmus Stjermer (5), Jakob Martin Strid (3), Mikhael Subotzki, Lars Svanholm (4), James Turell, Phuc Van Dang (4), Gustav Vigeland (2), Bill Viola, Andy Warhol (1), J.F. Willumsen, Sven X'et Ericson og Thomas Øvlisen. 

Kønsfordelingen ser således ud:
Kvinder: 25
Mænd: 95 .
______________________________________________

STATUS for hele 2013 (Optalt pr. den 31. Oktober 2013):


Kvinder: 387
Mænd: 1505
Kunstnergrupper med kunstnere af begge køn: 2

TOP 27 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken (Perioden: 1. Januar - 31. Oktober 2013):
Yoko Ono (221)
Andy Warhol (176)
Edvard Munch (174)
Asger Jorn (126)
Pablo Picasso (114)
Danh Vo (107)
Jesper Just (88)
Banksy (79)
Leigh Ledare (75)
John Kørner (75)
Vincent van Gogh (71)
Julian Schnabel (66)
Claude Monet (63)
Claus Carstensen (62)
Ai Wei Wei (56)
Damien Hirst (47)
Henning Damgaard-Sørensen (45)
Dronning Margrethe (43)
Edgar Degas (43)
Per Kirkeby (42)
Anna Ancher (40)
Roy Lichtenstein (39)
Rembrandt (38)
Julie Nord (38)
Ou Ning (35)
Superflex (35)
Arje Griegst (35)

Se resultatet for hele året her!