Ugens Kunsthistorie: HYACINTHER

I JANUAR MÅNED for ca. tyve år siden afholdt jeg en kæmpe ungdomsfest i anledning af min 18års-fødselsdag. Jeg boede på daværende tidspunkt hos min mor på Christianshavn. Vore meget søde ældre naboer syntes, at de også ville fejre min fødselsdag og forærede mig en smuk lille akvarel af den danske maler Ole Kielberg (1911 - 1985).

AKVARELLEN forestiller en blå hyacinth. Den er malet i 1983. Det var og er en meget smuk tanke og en fornem gave, der har fulgt mig og som jeg stadig sætter meget højt. Desuden har denne gave betydet, at jeg for altid forbinder hyacinther med januar måned.

JANUAR er jo årets begyndelse. Til fremstillingen af det nye år i billeder knytter der sig traditionelt forskellige symboler, blandt andet solens tiltagende styrke - altså det at vi går mod lysere tider, løftet om ny vækst, længslen efter fornyelse og længslen efter at begynde på en frisk.

NÅR JEG SER PÅ EN HYACINTH synes jeg at denne blomst rummer alt dette på een gang. Blomsten vokser jo af lys og varme - og dermed også af de lysere tider, den rummer i sig løftet om overvældende vækst og overdådig frodighed, både som løg og i blomst er hyacinthen indbegrebet af fornyelse og dens duft er altid frisk.

KIELBERGS BLÅ HYACINTH er enkel og uprætentiøs. Vi ser kun den øverste lilla halvdel af det runde løg. Stænglen og bladene er antydet grønne (men ikke vulgært-grønne som visse af nutidens hyancinther), og den blå blomsterkrone er smukt balanceret med skygge og lysfald. Der er intet prangende over denne lille hyacinth - blot en ydmyg registrering af hverdagens stille skønhed.

OLE KIELBERG blev uddannet på kunstakademiet i årene 1929-1933 og derefter tilbragte han et år i Paris. Han malede akvareller og oliemalerier. Motiverne var især dyr, blomster og landskabet i Nordsjælland hvor han boede. Hans stil var en lysfyldt og poetisk kolorisme. Fra 1942 og frem til sin død var Kielberg medlem af kunstnersammenslutningen Corner.

VORE SØDE NABOER er desværre ikke mere. Men hvor jeg end flytter hen i verden følger min lille Kielberg-akvarel med og minder mig om deres generøsitet og om januar måned.

Ugens Kunsthistorie: JOHN KØRNERS NYTÅRSBILLEDE

I ÅRETS FØRSTE INDLÆG skrev jeg at der ikke findes så mange direkte afbildninger af nytåret i kunsthistorien. Men dagbladet Politikens bagsideredaktion og billedkunstneren John Kørner (der er blevet huskunstner på Politikens bagside) nåede dog at forsyne os med endnu en nytårsafbildning i 2010.

NYTÅRSBILLEDET hedder Slap Af. Det er muligt at se på billedet på to måder. Enten drømmer den liggende mand om fyrværkeriet, og så er 'afslapningen' adgangen til dette smukke syn. Eller måske opfordrer kunstneren folk til at slappe af mens andre tænder fyrværkeri.

SOM BILLEDE GØR Kørners værk det samme som Whistlers 'nocturne' (se årets første indlæg Ugens Kunsthistorie: Det Nye År). Det bygger på en kraftig horisontal og vertikal akse, og det bygger på kontrasten mellem lys og mørke. Hvor titlen 'nocturne' dog gav Whistlers værk en udpræget kunstnerisk kontekst, tilfører ordene 'slap af' Kørners billede en mere samfundsmæssig betydning. Det er uvist hvem der skal slappe af og hvilket formål dette skal gavne, men under alle omstændigheder rummer billedet et udsagn om beskuerens liv og ikke kun hans eller hendes æstetiske sans.

Ugens Kunsthistorie: MÅNEDSBILLEDET FOR JANUAR MÅNED

AT TRÆDE IND I ET NYT ÅR er et stort skridt. Ikke nødvendigvis fysisk, men i hvert fald mentalt. For mange af os er fyldt med ønsker om et godt eller bedre år end det foregående. En del er måske også usikre over hvad der vil ske i det kommende år. Og få er måske fyldt med bange anelser over alt det ukendte der ligger foran os.

HELDIGVIS er året jo ikke helt ukendt og ubeskrevet for os. Vi kender jo månederne og årstiderne. Året følger en kalender der giver det ukendte en struktur. Og således har det været i århundreder. I middelalderen benyttede man sig af dyrekredsens stjernetegn til at vise årets gang og ofte sammensat med billeder af det arbejde der hører til hver måned.

I HERTUGEN AF BERRYs berømte tidebog har tre brødre og deres værksted udformet kalenderdelens sider med smukke miniaturer. Brødrene Herman, Paul og Johan har valgt at deres årstidsbilleder skal vise scener fra hverdagslivet foldet ud i et landskab behersket af hertugen / adelen. Dette valg var helt utraditionelt i samtiden.

HER SER VI JANUAR MÅNED hvor hertugen sidder med en af kirkens mænd ved det rigt dækkede bord til nytårsfest og uddeling / udveksling af nytårsgaver. Gaver der signalerer ønsket om et frodigt år. Ovenover billedet ses en kobolt blå og stjernespækket himmel med både solvogn der viser solens gang på himlen og stjernetegnene stenbuk og vandbærer.

BILLEDET er fra omkring 1410. Brødrene Limburg trækker her på middelalder traditionen, hvor man ofte viser måneden januar med en mand der sidder ved et bord nogen gange med to drikkebægre for ligesom med Janus-hovedet at pege både tilbage og frem. Andre gange deles et brød i to dele ved bordet. Ingen af disse ting sker dog tydeligt i dette billede.

BRØDRENE LIMBURG viser os et tvetydigt billede, hvor symbolikken ikke er så tydelig som i middelalderen. Dette skyldes formentlig for det første at tidebogen ikke var beregnet for bønder men for hertugen selv. Der arbejdes ikke i en kirkelig sammenhæng her, men direkte for hertugen. Derfor ser man heller ikke kirker og katedraler, men mange skildringer fra hertugens direkte omgivelser og besiddelser.

HERTUGEN AF BERRY var opgavegiveren og mæcenen. Hertugen af Berry var 3. søn af den franske konge. Han brugte hele sit år på at rejse fra besiddelse til besiddelse med sit store følge. Det fortælles at han var en ret streng hersker, men at han havde et blødt punkt for kunsten. Og man kan konstatere at han har givet brødrene van Limburg frie hænder til at skabe miniaturerne til tidebogen Les trés riches heures du Duc de Berry. Arbejdet blev ikke færdigt hverken i brødrene eller hertugens levetid, men man må sige at værket stadig lever.

DEN NYSKABENDE LINIE som brødrene Limburg lagde ind i kunsten i begyndelsen af 1400-tallet ved at fokusere på det almindelige hverdagsliv og lade det fylde så meget i Hertugen af Berrys tidebog, betød at de kom til at lægge en linie ikke kun for dette fantastiske værk, men for kunstens udvikling fra det religiøse mod det mere verdslige.

Ugens Kunsthistorie: NYE BEGYNDELSER 2

MEGET APROPOS nye begyndelser - overskriften på dette indlæg samt en meget mulig overskrift på denne første tid af det nye år - har kunstneren Allan Otte (1978) malet dette maleri fra 2010 med titlen Ny Begyndelse.

VI SER HER et sneklædt landskab med høj himmel og stor vidde. Når sneen dækker landskabet kan man bilde sig selv ind at det er et uberørt naturlandskab man ser på...i hvert fald for en stund. I Danmark findes uberørt natur nærmest ikke. Landet er et stort kulturlandskab skabt og påvirket af mennesker. Men når det er hvidt der ude fordi sneen iklæder landskabet sin hvide vinterdragt, dækkes mange af de menneskelige spor og landskabet fremstår jomfrueligt og fyldt med muligheder for nye opdagelser.

MEN SER VI RIGTIGT på maleriet er det jo ikke et uberørt landskab vi ser, men derímod et landskab fyldt med spor. En vej ligger centralt i billedet ved siden af gården i højre side. Vejen er fyldt med spor efter køretøjer, der har passeret dette sted. I venstre side kan vi se aftryk i sneen - måske af fodspor. Dette landskab er et meget trafikeret sted, selvom det lige nu fremstår mennesketomt.

ALLAN OTTE er en mesterlig og meget moderne skildrer af det danske kulturlandskab der selv iklædt den hvideste og mest uskyldige sne er fyldt med spor efter mennesker. Spor der fører til, fører forbi og fører væk. Her er ikke et Janushoved der både ser frem og tilbage, men de mange spor fungerer nærmest på samme vis. Det er egentlig et meget komplekst kunstværk - for hvor fører vejen hen?

Ugens Kunsthistorie: NYE BEGYNDELSER

” Enhver begyndelse stammer fra en anden begyndelses slutning”
(Seneca)

OMKRING ET ÅRSSKIFTE er det naturligt at man ser tilbage på året der er gået og frem mod året der skal komme. Mellem jul og nytår kørte jeg forbi en mand der talte i telefon på Nordre Frihavnsgade. Da jeg på grund af sneen cyklede ret langsomt forbi ham, nåede jeg også at høre et uddrag af hans samtale. Han sagde: ”Jeg vil gerne tale med Line. Det drejer sig om at jeg håber at vores samarbejde i det nye år kan få en ny og bedre begyndelse”.

Jeg hørte ikke mere af samtalen, for så var jeg forbi, men jeg forestiller mig at de to personers samarbejde ikke har været det bedste i 2010, og nu med det nye år er der en mulighed for at begynde på en frisk. Denne mand så både tilbage på året der var gået og fremad på det år der skal komme.

I billedkunsten har man siden middelalderen fremstillet denne tilsyneladende fysisk umulige og ret mentale tilstand ved at bruge Janushovedet. Janushovedet forestiller oftest en mand der ser tilbage på det gamle år og fremad mod det nye på samme tid.

Her viser jeg en miserichorde fra Malvern i England. Dette er ikke et egentlig hoved, men en mand der sidder ved et festligt bord og har to drikkebægre. Dette symbol er også siden middelalderen blevet brugt som symbolet på januar måned. Når man skulle illustrere årets gang og månederne, brugte man oftest den festende og skålende mand som billede på årets første måned.

Med det ene bæger ser manden tilbage og skåler på det gamle år, og med det andet ser han frem og skåler for det nye år. Og det kan vi jo alle gøre med ham. Hvis der var noget i det gamle år der ikke var hensigtsmæssigt, så rummer det nye år heldigvis mulighed for at begynde på en frisk - at starte påny!

Ugens Kunsthistorie: DET NYE ÅR

DER FINDES IKKE så forfærdeligt mange direkte afbildninger af nytåret i kunsten. Men dette maleri af James Abbott McNeill Whistler (1834 - 1903) kunne været et nytårsbillede. Maleriet hedder Nocturne in black and gold. The Falling Rocket, og er fra 1874 / 1875.

Vi ser lyset fra en faldende raket mod den nattesorte himmel. Landskabet er ikke nærmere defineret, men det er heller ikke vigtigt for kunstneren. Nocturne betyder 'natlig' eller 'musikstykke'. Kunstneren opfatter lyset fra den faldende raket som noder i natten. Noder vi ser i et glimt, og så er de overståede og væk og befinder sig kun på vore nethinder.

Whistler så sine billeder som paralleller til musikstykker og kunne også kalde dem symfonier. Det Whistler gør på lærredets flade er at skabe et arrangement af linier, former og farver. Han udtalte selv, at han ikke ønsker at maleriet skal ligne noget, men at det skal fremstille en formel harmoni.

Harmoni er et musikalsk udtryk - som vi bruger i dagligdagen - og Whistler bruger det her til at udtrykke at der er balance i billedet. Nocturne bruges naturligvis også her i den samme betydning. Det er noget der sker om natten, men det er også noget der er i smuk harmoni.

Man kan ikke sige med sikkerhed om dette maleri er fra 1874 eller 1875, så det er muligt at det er fra årsskiftet. Whistler har været ligeglad med om han malede et billede af det gamle år eller det nye år. Det han har fanget i sit maleri er øjeblikket hvor lyset fra den faldende raket danser som musik hen over den nattesorte himmel, for derefter at være for evigt væk - undtagen i erindringen!