DANMARKS RADIO har længe haft en førerposition hvad angår innovativt og kreativt børne-tv. Men de har heller ikke haft særlig stor konkurrence fra de andre tv-kanaler. Og deres position er ikke længere så sikker som den har været. De sidste par dage har der været en del polemik i pressen, primært forårsaget af sendetidsflytningen fra 17.30 til 16.30 og den stille lukning af Fjernsyn For Dig.
FOR CA. EN MÅNED SIDEN begyndte DR at vise en trailer med fugle-dukken Andrea (fra Kaj og Andrea) der holdt en tale á la Martin Luther Kings "I have a dream". Andreas sympatiske drøm var meget mere af verdens bedste børne-tv til klodens børn. Et ønske man som forældre ikke kunne være andet end enig i. Ikke at børnene skulle se mere fjernsyn, men de skulle da selvfølgelig se det bedste fjernsyn.
JEG ELSKER KREATIVT FJERNSYN både for børn og for voksne. Jørgen Clevin var fantastisk - og de udsendelser holder stadigvæk, Shanes Verden har noget af dette inspirerende og igangsættende og det samme kan siges om Rosa i Rouladegade. Fantasien udfordres og børn og voksne hjemme i stuerne får lyst til at lege med. Og det må da være det ultimative fjernsyn der får børnene til at forlænge udsendelsen ud i deres hverdagsleg.
STOR VAR SKUFFELSEN DERFOR i denne familie, da vi vågnede op til børne-tv i 2011 præget af Noddy, en 3d-animation af Babar og Smølferne. Er det virkelig verdens bedste børne-tv? Der er ikke noget galt med Smølferne, men er det for børn mellem 3 og 6 år? Babar er den sødeste fortælling, men i denne version er det unikke taget ud af fortællingen og istedet er konceptet blevet det samme som i tusindvis af børneprogrammer eksempelvis Noddy.
FOR DE DER IKKE KENDER NODDY kan jeg fortælle, at han er en lille pinocchio-lignende 3d-animeret dukke, der får dagen til at gå med at køre gaver ud i en lille dukkeby. På sin vej møder han forskelige af byens beboere, og der er altid et eller andet problem, der skal løses. Jeg erkender at min yndlingshade-fjernsynsfigur pt. er Noddy.
I EN AF UDSENDELSERNE bliver Noddy inspireret af en ældre mand der maler, og Noddy beslutter at han vil være kunstmaler. Han anskaffer sig et staffeli, lærred, pensler og farver og går igang. MEN det er ikke nemt for ham. For han kan ikke få det til at ligne virkeligheden eller bare det de andre maler. Efter en lang dags ufrugtbare forsøg på at male, finder han tilsidst frem til at han skal male som han kan og ikke som de andre. Og så bliver han kunstmaler.
JEG HAR FØR OPPONERET mod denne tendens til at børn, når de skal være kreative også partout skal være kunstnere. I Rosa i Rouladegade er vært og børn kreative med kager - men det gør dem hverken til konditorer eller kunstnere. Det er et fuldstændig forkert fokus at have til det kreative og til kunst. Fordi man maler et godt billede bliver man jo ikke kunstner, men det gør ikke aktiviteten ringere. Tværtimod har man forhåbentlig haft det SÅ sjovt, at man får lyst til at gøre det igen og igen og igen.
DET ER IKKE KUN I Noddy at dette fejlbillede omkring børn og kunst eksisterer. Klichéen optræder jævnligt i Peter Pedal, Postmand Per, Babar etc. Og det er ikke noget der begrænser sig til Børne-tv.
DET KAN ET BARN DA GØRE BEDRE er en sætning der ofte anvendes om moderne kunst. Der ligger en kritik af kunsten i sætningen. En kritik der dels bunder i at moderne kunst kan være vanskelig at forstå, da den ikke ligner virkeligheden. Og dels i at barnet og det barnlige udtryk fylder mere og mere i det kunstneriske udtryk igennem de sidste 100 – 120 år.
KUNSTNERNE I DET 20. OG 21. ÅRHUNDREDE søger nye udtryksformer til at fortælle om virkeligheden. De er ikke længere tilfredse med blot at gengive virkeligheden – for det rummer ikke alle de moderne indtryk som f.eks. fart og parallelle lag. Kunstnerne søger efter disse nye udtryk mange steder: hos andre kulturer, i folkekunsten, i gammel europæiske kunst (oldtiden, middelalder) og så hos børn. Kunstnerne søger mod en oprindelighed, som de ikke mener længere er i den moderne verden. De skyder skylden på de regelsæt for kunsten, der opstod i renæssancen.
BILLEDET DER ILLUSTRERER denne kunsthistorie er forsiden til en meget vigtig bog nemlig Jean-Jacques Rousseaus bog Emile ou L'Education (1762). Her ser vi en hel masse børn. De leger, de undersøger de eksperimenterer. De bliver samtidigt passet på af de vokse (ammes, skiftes og vejledes). Deres nysgerrighed og ønske om at gøre lige hvad de vil, ses her som en positiv drift, der kan bibringe dem viden.
DET ER EN ROMANTISK FORESTILLING OM BARNET der ses her, men hvor kunne man ønske sig at det var denne forestilling om barnet der var udgangspunktet for børne-tv idag. Her oplever vi også barnet som et selvstændigt individ. De er ikke bare små kopier af deres forældre. Børnene går deres egne veje, har deres egne lyster og har deres egen måde at opleve verden på. Det minder mig om nogle af de bedste og skøreste tv-udsendelser fra 1970erne og 1980erne med bl.a. Thomas Winding og Poul Nesgaard.
I LØBET AF DE SIDSTE 100 ÅR er barnets univers blevet institutionaliseret. Barndommen er blevet et reservat – adskilt fra den voksnes. Og dette ses jo tydeligt på tv. Barnet er blevet en forbruger, som man direkte skaber produkter til - eksempelvis Lego og Hello Kitty. Men det er stadig de voksne der bestemmer, hvad der egner sig for børnene.
SELV I DE PROGRAMMER som DR producerer selv Sebastian, Shanes Verden, Skæg med Tal og Rosa i Rouladegade er børnene blot staffage og et visuelt symbol på at det her er udsendelser for børn. Shane bestemmer historierne og sætter børnene til at hjælpe sig. Hos Skæg skal børnene besvare spørgsmål - men på den rigtige måde (der er formentlig ikke tid til andet) og det er Rosa der bestemmer hvordan kagerne skal se ud i Rouladegade.
UDOVER AT JEG DRØMMER om gode TV-udsendelser om farver, former og materialer, om at se på billeder og om at sammensætte billeder, ønsker jeg at der bliver plads til mere improvisation og til flere børn i dansk børne-tv i 2011.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar