onsdag den 24. oktober 2018

GEORGE LACOMBE: Kastaniesamlerne

George Lacombe (1868-1916): Kastanie samlerne 1(893).
MANGE KUNSTNERE har beskæftiget sig med kastanier som motiv i malerier oftest som del af en opstilling af genstande på et bord eller en anden plan flade. Her ser vi den franske kunstner George Lacombes maleri Kastanie samlerne fra 1893. Vi ser fem kvinder der befinder sig i en skov. De fylder kastanier i deres forklæder og i sække - de samler. Farverne og de mange nedfaldne blade på jorden indikerer at det er efterår.

DET KUNNE VÆRE SJOVT hvis disse kvinder skulle bruge alle deres indsamlede kastanier på figurer. Sådan som sækken i forgrunden bulner ud, kan vi se at de kan lave mange figurer. Men de skal ikke bruge kastanierne til figurer. Deres kastanier er spisekastanier, som skal indgå i madlavning.

UNDER OG OVER KVINDERNE stråler efterårets rødgyldne farver. Bag de brede grå træstammer ude i horisonten ses en lysende gul åbning, der nærmest danner en glorie om den ene kvindes hoved. Det understreger det fromme ved kvinderne og deres aktivitet.

KUNSTNEREN GEORGE LACOMBE tilbragte somrene i Bretagne, Frankrig i perioden 1888-1897. Kvinderne i dette område gik med en meget speciel og genkendelig dragt, som en hel del kunstnere var fascineret af, eksempelvis den danske kunstner J. F. Willumsen. Lacombe malede flere motiver med Bretagne-kvinder og deres karakteristiske hvide slør.

LACOMBE arbejdede både som billedhugger og med maleri. Han var uddannet fra Académie Julian, hvor han bl.a. mødte Emile Bernard og Paul Sérusier. På grund af disse blev han medlem af kunstnergruppen Les Nabis. I år er 100-året for Lacombes fødsel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar