tirsdag den 26. maj 2015

"ALLE BØRNETEGNINGER ER MODERNE"

ER DER IDAG ET PUBLIKUM, der vil betale for at se en udstilling med børns tegninger? Den direkte årsag til dette spørgsmål er, at jeg i forbindelse med et projekt, er stødt på et lille katalog med en teksten "Store ting i små hoveder, som R. Broby-Johansen forfattede i 1952. Her skriver den autodidakte kunsthistoriker begejstret om en gruppe børnetegninger fra hele verden og om børns tegninger generelt.

DEN 'INDDIREKTE' ÅRSAG til mit indledende spørgsmål er, at jeg er igang med at undersøge 'børnetegningen' som kulturfænomen. Jeg er ikke sikker på, at der idag findes et betalende publikum til en udstilling der alene består af børns tegninger. Men det var der dengang - i 1950erne. Idag har børnetegningen en anden værdi.

I 1951 kontaktede Red Barnet den internationale sammenslutning af Red Barnet-organisationer med en idé om en international tegnekonkurrence for skolebørn. Udgangspunktet skulle være ti udvalgte eventyr af H.C. Andersen. Tegningerne skulle udstilles i alle de deltagende lande, og overskuddet fra billetindtægterne skulle Red Barnet bruge til at hjælpe nødstedte børn.

48 LANDES SKOLEBØRN deltog i konkurrencen. Hvert land udvalgte 100 tegninger blandt de bedste af tusinde tegninger der blev indsendt. Af disse 4800 tegninger blev de allerbedste udstillet i København i 1953. Det må på alle mulige måder have været et fantastisk materiale og en fantastisk udstilling. Begejstringen for børnenes tegninger lyser ud af det Broby-Johansen skriver. Den allerførste sætning lyder: "Alle børnetegninger er moderne".

RUDOLF BROBY-JOHANSEN (1900-87) var forfatter og kunstformidler. Igennem hele sit virke var han optaget af at formidle kunst og kultur, så alle kunne forstå. I 1948 udkom hans oversigt over Europas stiludvikling "Hverdagskunst - Verdenskunst". Heri skriver han en hel del om børns måder at se verden på og deres tegninger:
"Børnetegningerne er et tegnsprog, omsætning af virkelighedens brogede og indviklede mangfoldighed til et simpelt, letoverskueligt system af geometriske former" (side 17). 
DET STORE FOKUS på børns tegninger i Danmark i disse år stammer ikke alene fra det pædagogiske miljø. I kunstnerkredse er der allerede i begyndelsen af 1930erne fokus på børns visuelle udtryk, blandt andet blandt surrealisterne. Ejler Bille skriver en begejstret artikel om emnet i tidskriftet Linien i 1934. Også Asger Jorn og CoBrA-kunstnerne (1949-1953) har fokus på børnetegningerne i denne periode. Så Broby-Johansen er helt på linie tendenserne i samtidskunsten, når han skriver:
"Voksne, hvis liv opfyldes af hvad de selv anser for nødvendige ligegyldigheder, er ikke vant til en så konsekvent indstilling på det væsentlige. Fælles for alle børnetegninger er at de siger: ja! de accepterer fulde af iver og mod, accepterer verden, tilværelsen, landskabet, planter, dyr, mennesker, ting, accepterer med åbne arme, skinnende øjne og ivrige hænder, hvad de kan bruge. Tager tingene til sig. Børn står midt i tilværelsen." (side 50).
STORE TING I SMÅ HOVEDER forholder Broby-Johansen sig til tegninger fra Cuba, Israel, Japan, Sverige, Mexico, Tyskland, Frankrig, Nederland, Tyrkiet, Østrig, Brasilien, Italien, Thailand, Spanien, Australien og USA. Børnenes alder er fra 5 til 17 år. Han skriver: "Småbørns første menneskefigurer er hele jorden over uden krop, fordi kun hoved, arme og ben forekommer dem af interesse". Der er næppe tvivl om, at et måske mere eller mindre bevidst underliggende projekt i udstillingen og hos forfatteren er at vise, hvor meget vi har tilfælles som mennesker uanset hvor i verden vi kommer fra:
"Mens der er mere forskel på tegningen hos en 5-årig og en 12-årig i samme familie end hos to jævnaldrende fra hver sin side af kloden..."(side 54). 
Det er måske ikke så underligt, når 2.Verdenskrig kun ligger sy år tilbage i tiden.

DEN ÆGTE INTERESSE for og engagement i børnenes billeder ses blandt andet i Broby-Johansens gennemgang af børnenes kompositioner og teknikker. Han sammenligner tegningerne med kunstnere som Matisse, Albrecht Dürer, Käthe Kollwitz, Chardin, Braque og Paul Klee, Dermed viser han en seriøs tilgang til børnenes billeder. Han skriver på intet tidspunkt, om hvad børnene kan udvikle sig til og hvilke fantastiske karrierer de kan få. Han tager udtrykkene som de er, og forholder sig til dem lige nu og her. For ham er disse billeder udtryk for en kulturel rigdom og deres store værdi er, at de er tegnet af børn.

BROBY-JOHANSEN var gennem hele sit virke optaget af børns tegninger og af børns møde med kunsten i deres hverdag, bl.a. i skolen. I flere af hans bøger skriver han kritisk - endda hånende - om skolelærerne og deres tegneundervisning. Udover at skrive om det i "Hverdagskunst - Verdenskunst", kom hans store interesse for dette område også til udtryk i bogen "Skolen i kunsten" fra 1974. Der er ingen tvivl om, at han er på linie med de progressive pædagogiske og læringsmæssige miljøer i slutningen af 1940erne og starten af 1950erne og deres måde at opfatte børns udtryk og børnetegninger på i Danmark.
"Tegnelærerens opgave i progressiv pædagogik består først og fremmest i at give børnene mod til og muligheder for at udtrykke sig, at fortælle med streger og farver, at udfolde deres billedskabende evne" (side 57)
skriver Broby-Johansen i Store ting i små hoveder i 1952. Broby-Johansen ønsker at skabe en forståelse for børnetegningen samt at få ændret billedundervisningen i folkeskolen, således at der ikke er det store fokus på at tegne efter ting så de ligner. Han skriver blandt andet at "skolen og ikke mindst den mekanisk-tekniske og tegneundervisning tidligere forkrøblede eller disse evner" hos børnene, og "hvis de først er gået tabt, vanskeligt tilbageerhverves".

PROJEKTET ER gennemsympatisk! Både udstillingsideen og Broby-Johansens tanker. Og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at udstillingen har kunnet tiltrække mange mennesker - både børn og voksne. Man har været nysgerrig efter at se, hvordan børn tegner i andre lande. Man har været nysgerrig efter at se hvordan H.C. Andersen opleves i andre lande. Måske har man dengang også haft en større respekt for børns tegnekunnen, qua den af Broby-Johansen stærkt udskældte tegneundervisning, der netop havde fokus på den kritiske vurdering.

JEG VILLE GERNE SE udstillingen gentaget idag. Og jeg er sikker på, at mange andre også gerne ville se den. Men jeg tvivler på, at Red Barnet ville få mange penge ud af projektet fra et betalende publikum. Årsagen er, at børnetegningen idag ikke har den samme værdi, som den havde. Idag opfattes børnetegningen overvejen som et trin i en fortsat og uafsluttet udvikling. Derfor hersker der også den opfattelse, at tegningen ikke kan vurderes selvstændigt, men nødvendigvis må sættes ind i tegnerens biografiske udvikling.

DET KUNNE SE UD SOM OM at vi i takt med at vi har ønsket at frigøre børns visuelle frembringelser fra undervisningens snærende og belærende bånd, samtidig har mistet troen på det enkelte billedes egen værdi. Hvis børnetegningen ikke er original eller enestående har den ingen værdi idag.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar