torsdag den 4. juli 2013

RIJKSMUSEUM 2013



RIJKSMUSEUM i Amsterdam har været lukket meget længe. Ligesom Stedelijk Museum Amsterdam. Der har været et stort behov for en modernisering af disse store kunstsamlinger, og det er nu sket. Selvom vi er mange de rhar undret os over, hvorfor i alverden det lige skulle ske samtidigt!

JEG KAN HUSKE da de lukkede Rijksmuseum i 2004, og den furore og de stærke følelser det vakte. Rijksmuseum rummer nemlig ikke blot Nederlands men også en af verdens væsentligste samlinger af kunst fra 1700 og 1800-tallet med værker af bl.a. Rembrandt og Vermeer. Jeg husker især et tv-interview med en ældre dame i kørestol, der med tårer i øjnene sad foran det lukkede museum og regnede ud at hun ikke ville komme derind før hun døde.

NU ER DET ÅBNET - og vi stiller os alle glade op i de lange køer foran arkitekt Pierre Cuypers museumsbygning fra 1885, for at komme ind at se eller gense alle kunstskattene. Bygningen er smukt restaureret af de spanske arkitekter Antonio Cruz og Antonio Ortiz, og alle værker er meget smukt sat op sammen med møbler og håndværk fra samme periode. Det er en utrolig fin formidling, der både taler til 7årige og 73årige. Og bortset fra The Nightwatch af Rembrandt er alle værker til at komme til. Selv dukkehusene.

MEN SOM MED ALLE ANDRE ÆGTE SKATTE er det svært at komme ind. Medmindre man har en særlig guide eller er i kørestol/ med barnevogn. For så bliver man elegant gelejdet hen til en skjult elevator, der bringer een udenom køerne og ned i publikumsetagen. Men det er også det eneste held man har i kørestol/ med barnevogn. For herefter skal man kæmpe om museets to bittesmå elevatorer om at komme om på 1., 2. og 3. sal - der hvor kunsten er!

MUSEETS to indergårde er blevet overdækkede, og det betyder at der er kommet et kæmpe publikumsareal med butik, cafe/ restaurant og garderober. Problemet er bare, at derer noget galt med logistikken. Først står man i lange køer for at komme ind i museet igennem to bittesmå døre. Derefter står man i lange køer for at købe billetter - for derefter at stille sig i lange køer til garderoben. Jeg undrer mig over, hvordan man har planlagt dette inden man gik igang. Har man slet ikke set på erfaringer fra andre museumsombygninger rundt om i verdenen?

GOD KUNSTFORMIDLING handler om lettere adgang til kunst. Hvis det er vanskeligt at komme til fysisk, påvirker dette også forståelsen og især nydelsen af kunsten. God kunstformidling er baseret på og ofte afhængig af publikumsvenlighed. Og det var da også dét, der var intentionen med denne ombygning. Men lettere fysisk adgang til kunsten er desværre ikke helt lykkedes med ombygningen af Rijksmuseet. I hvert fald ikke indenfor.

 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar