torsdag den 4. juli 2013

ET LILLE INDLÆG OM KUNSTHÅNDVÆRKERE, DESIGNERE OG KUNSTNERE

Märta Måås Fjetterstrøm

DET ER IKKE FORDI DENNE BLOG UDVIDER sit emneområde og nu også begynder at handle om design. Men jeg bliver alligevel nødt til at skrive lidt om kunsthåndværk og design. Og det er fordi, at jeg som formidler ofte løber ind i et titel-problem. Og her tænker jeg ikke på værktitler.

DER ER KUNSTHÅNDVÆRKERE der værgrer sig mod at blive kaldt 'designere'. De synes, at det er en massebetegnelse der slet ikke rummer en beskrivelse af hvad det er de arbejder med. Det er på en måde sympatisk at der eksisterer denne fagstolthed og stille modstand, omend den nok mest er generationsbestemt.

RIGTIG MANGE DESIGNERE arbejder idag på kryds og tværs af medier og fag, og derfor er titlen 'kunsthåndværker' ikke dækkende for dét de arbejder med og den måde de arbejder på. Det er formentlig også årsagen til at det der for ti år siden hed 'Kunstindustrimuseet' i dag hedder 'Danmarks Design Museum'.

Hannah Ryggen

KUNSTHÅNDVÆRKER ELLER DESIGNER - jeg kan i princippet være ligeglad med titlen, men er det ikke. For hvad er den korrekte titel på eksempelvis Hannah Ryggen og Märta Måås-Fjetterstrøm? De vævede begge billedtæpper / gobeliner. Og dermed er de 'vævere'. Og er de 'vævere', er de vel også 'kunsthåndværkere'? Men deres gobeliner er helt HELT fantastiske billedværker og billedfortællinger. Hanna Ryggens gobeliner blev udstillet på dOKUMENTA 13. Så er de vel kunst og hun vel kunstner...? Og hvis hun er det, er Måås-Fjetterstrøm det vel også. Hun har udstillet på Liljevalchs Konsthall!

MÅSKE ER TITLERNE BETYDNINGSLØSE. I hvert fald idag. Og iær når man er blevet anerkendt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar