tirsdag den 2. juli 2013

Pipilotti Rist: I'M NOT THE GIRL WHO MISSES MUCH og YOU CALLED ME JACKY


DEN 21. JUNI er kunstneren Pipilotti Rist's fødselsdag (hun er født i 1962). Og den vil jeg (selvom det nu er et par dage siden) bruge som anledning til at fremhæve to ældre video-værker af hende fra henholdsvis 1986 og 1990. de er begge mine absolut favoritter i hendes æuvre.

DEN FØRSTE VIDEO ER klassisk Pipilotti Rist: I'm Not The Girl Who Misses Much! Jeg så den første gang på en udstillling i Utrecht i Nederland i begyndelsen af det nye årtusind. I denne video optræder Rist for første gang som sanger i en musikvideo. Hun synger "I'm not the girl who misses much", der er første sætning fra John Lennons "Happiness Is A Warm Gun". Gennem hele videoen gentager Rist denne sætning, men lyd og billede manipuleres, således at alt efter hvilket tempo filmen er optaget i forvrænges lyden, så hun lyder både hysterisk, komisk og lillepiget. Samtidig fremstår hun som en grotesk marionetdukke med bare bryster.

RIST spiller i denne video både på den klassiske musikvideos komposition, musikbranchens stereotyper og præsentationen af kvinder indenfor denne genre. Samtidig leger hun med teknikken, og alt dette fortsætter hun med i en stor del af hendes kendteste værker fra 1990erne.

MIT YNDLINGS VÆRK er og vil nok altid være You Called Me Jacky fra 1990. Kombinationen af Kevin Coynes ørehænger "Jacky and Edna" fra 1973 med kunstneren igen iscenesat som sanger (i to udgaver), samt bagfladefilmen/filmene med togrejsen, lam, vindmølle og ild gør dette videoværk mere kompliceret, mere åbent og derfor mere fortolkningsmæssigt interessant.

TEKSTEN til denne vrængende sang (læs teksten her) fortæller om et kærlighedsforhold der er slut, og sangeren er den, der sidder uforløst tilbage. Det mere end underforstås, at det var et forhold med meget MEGET store balanceudsving, siden ingen vil fortælle ham hvor Edna bor "living somewhere, no-one will say".

DENNE UNDERFORSTÅETHED udnytter Rist til det groteske i sin selviscenesættelse. Også i dette værk leger hun med forskellige kvinderoller (Jeg har egentlig altid opfattet hende som en video-pendant til Cindy Sherman - men dette er ikke ment negativt!). Den ene kvinde er iført en tilknappet lidt stor orange skjorte og et kæmpe overbid, modsat 'den anden kvinde' der er stil- og selvsikker.

TITLEN er ændret fra titlen på Coynes sang Jacky and Edna til You Called Me Jacky. I sangen er man ikke i tvivl om at der er tale om et forhold mellem en mand og en kvinde. Men ved at ændre på titlen og ved at have to kvinder optrædende i videoen, sørger Rist for en tvetydighed, så man kommer i tvivl om, hvad den egentlig handler om.

MEN MAN ER IKKE I TVIVL OM at der er et forhold. I Rists behandling transformeres det til et mere universelt had/ kærligheds - forhold, der både kan rumme kærester, forældre/børn og venskaber. Togrejsen kan opfattes som et billede på forholdet, hvor skinnerne samler sig og deler sig og samler sig igen for siden hen at deles på ny. Alt det der opleves undervejs, opleves til dels sammen og tildels hver for sig. Undervejs på rejsen er der uskyldige lam og undervejs er der ild - hvilket kan opfattes som et forhold med konflikter.

DET DER ER SÅ HELT særligt ved disse to værker af Pipilotti Rist er hendes forståelse af og helt suveræne måde at udnytte teknikken på. Det er teknikken, der får indholdet til at holde og fortsat være vedkommende - også så mange år efter. Hør interview med Pipilotti Rist her.

I DANMARK findes videoværkerne Sip My Ocean (1996) og Ever Is Over All (1997) af Pipilotti Rist i Louisianas samling. Så vidt jeg er orienteret, findes I'm Not The Girl Who Misses Much og You Called Me Jacky desværre ikke i danske kunstsamlinger.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar