fredag den 22. juni 2012

Ugens Kunsthistorie: BLOMSTEN PÅ GADEN


En lille blomst

NÅR MAN GÅR RUNDT I BYEN ser man mange ting. Indimellem kommer man i tvivl om, hvad det egentlig er, man ser. Som eksempelvis dette lille stykke hverdagspoesi. Denne lille blomst er sømmet fast på en plade, der ligger hen over vejarbejde på et fortov på Tagensvej (iøvrigt Københavns længste strækning UDEN kunst).


BLOMSTEN er ikke alene. Flere af pladerne ved netop dette vejarbejde er blevet tilføjet blomster. Er det pynt på en kedelig strækning (borgeraktivisme), er det et politisk budskab (pas på blomsterne), er det humoristisk markedsføring eller er det gadekunst?

GRAFITTIKUNSTNERE og gadekunsten har lært os at opfatte byen som en stor flade, der kan inddrages til alle former for budskaber. Måske har de i sin tid lært det af reklamebranchen, men reklamebranchen har også lært af dem. Og muligvis er den lille blomst en reklame for den blomsterforretning, der ligger netop her ved det kedelige vejarbejde på Tagensvej. Men det gør det ikke mindre poetisk.


DEN LILLE BLOMST råber ikke op om sin eksistens, der er ingen medfølgende tekst eller skrigende farver, der gør opmærksom på den. Uanset om det er butiksindehaveren eller en anden beboers forsøg på at æstetisere sine nærmeste omgivelse, så er det gadekunst.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar