torsdag den 4. december 2008

Ugens Kunsthistorie: CoBrA idag

DENNE VINTER ER DET 60 ÅR SIDEN AT KUNSTNERE FRA FORSKELLIGE EUROPÆISKE
LANDE DANNEDE DEN INTERNATIONALE KUNSTNERSAMMENSLUTNING CoBrA. UGENS KUNSTHISTORIE HANDLER OM DEN STATUS CoBrA HAR IDAG.

Kunstnerne i CoBrA kom især fra Danmark, Nederland og Belgien. Navnet dannedes af forbogstaverne fra de byer, som en del af kunstnerne kom fra: Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam = CoBrA. CoBrA-kunstnerne arbejdede som gruppe blot sammen i 3 år (fra 1948 til 1951), derefter opløstes samarbejdet - blandt andet på grund af at sygdom ramte belgiske Christian Dotremont og danske Asger Jorn.

CoBrA var i sit udgangspunkt en international gruppe. Samarbejde på tværs af grænser var en vigtig opgave for de unge kunstnere i efterkrigstiden. Fra Belgien deltog Christian Dotremont og Pierre Alechinsky. Fra Nederland deltog blandt andre kunstnerne Constant Niewhuizen, Karel Appel og Corneille. Fra Danmark deltog blandt andre Asger Jorn, Carl Henning Pedersen, Sonja Ferlov Mancoba, Egill Jacobsen, Henry Heerup, Ejler Bille og Erik Thommesen.
I dag er det desværre en udbredt opfattelse i Danmark at CoBra blev ledet af Asger Jorn – og egentlig mest var en dansk kunstbevægelse. Og i Nederland hersker forestillingen om at CoBrA blev ledet primært af nederlændere og i Belgien at den blev domineret af belgiere. Og i alle tre lande er kendskabet til de andre landes kunstnere meget lille. Det er trist at dette frugtbare internationale fællesskab er blevet nationaliseret.

En anden udvikling der er sket, siden CoBrA kom frem, er at kunstnernes inspirationskilder - børns visuelle udtryk - i den grad er blevet adopteret af kunstmarkedet. Børn og deres tegninger var en stor teknisk inspirationskilde for CoBrA-kunstnerne. Kunstnerne ønskede at skabe en spontan og umiddelbar kunst, og det mente de at finde i børns tegninger, malerier og figurer.
Et eksempel på at kunstmarkedet har overtaget og ophøjet CoBrA-kunstnernes inspirationskilder til kunst er at man for en måneds tid siden kunne læse i aviserne om en jysk dreng hvis CoBrA-inspirerede malerier blev solgt til flere tusinde kroner stykket. Børns tegninger kan være fantastiske, smukke, dygtigt udført, gennembearbejdede og eftertænksomme - men kunst, det bliver det aldrig.

Hvis man ved skumringstide kører ad bestemte villaveje i det nordlige København, og helt tilfældigt kommer til at kigge ind ad de store vinduer, vil man kunne se det ene store farvestrålende maleri efter det andet malet af Asger Jorn eller andre CoBrA-relaterede kunstnere. Måske hænger disse kunstværker til pynt og dekoration, måske hænger de der som investeringsobjekter.
Auktionshuset Bruun Rasmussen i Bredgade markerede CoBrAs 60 års jubilæum med en auktion over Cobra-kunstnernes værker. Altså ikke nødvendigvis kunstværker fra de tre samarbejdsår, men senere værker af kunstnere, der var involveret i CoBrA. Det er muligt at finanskrisen spillede ind på auktionen - eller at priserne bare var for optimistiske. I hvert fald måtte mange værker trækkes tilbage og kun få gik til mere end vurderingen. Efter at disse værker i mange år har været sikre yndlingssamleobjekter, og er gået til skyhøje priser langt over vurderingen så det ud som om der var en afmatning i interessen.
Måske har direktionen i møbelkæden IDEmøbler også været ude at cykle og derefter tænkt at CoBrA ikke burde være for villaejerne alene. I hvert fald har IDEmøbler besluttet at udsende en række CoBrA-litografier – til spotpriser. Møbelkæden IDEmøbler sælger billige møbler af et moderne tilsnit uden at være for moderne, progressive eller trendsættende. Når IDEmøbler sælger CoBrA litografier viser det, at CoBrA i dag er blevet allemandseje.

Hvis man har lyst til at se et konkret resultat af CoBrA-samarbejdet fra 1948 – 1951 kan man bl.a. tage til Sophienholm i Lyngby. Her har man bevaret loftet fra Bregnerødshytten, hvor kunstnerne var indlogerede. Denne hytte blev gennemdekoreret af kunstnerne og deres børn i et sprudlende visuelt samarbejde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar