tirsdag den 12. november 2013

OTTO FRELLO

Hjørnet af Peter Ipsens Allé og Dortheavej. 1996. Kunstner: Otto Frello

KUNSTHISTORIEN kan aldrig fortælles helt færdigt. Der dukker ustandseligt nye kunstnere frem - også fra fortiden - samt nyt om kunstnere man syntes, man kendte så godt. Derfor bliver vi aldrig færdige med at skrive historien om hverken den internationale eller den danske kunst. Heldigvis!

PARALLELT MED DEN STORE HISTORIE om vores fælles kunst fortælles og skrives vores personlige kunsthistorier. Det er historierne om den kunst, som vi hver især holder af. Disse kunsthistorier er jeg meget fascineret af. Eller rettere, jeg er meget fascineret af alle andres personlige kunsthistorier. For det første vil jeg altid gerne have mine horisonter udvidet og lære nyt. For det andet må jeg erkende, at selvom jeg er rimelig åben overfor det meste kunst, så befinder jeg mig primært i kredse hvor vi bekræfter hinanden i det samme kunstsyn og kan lide de samme kunstnere.

MEN DET ER JO IKKE ALLE, der kender til eller synes om de kanoniske værker eller kanoniserede kunstnere, som fremhæves og udstilles på museer, udstillingssteder og gallerier. Derfor spørger jeg ofte, de mennesker jeg møder, om hvilken kunst de holder af.

PÅ DENNE MÅDE fik jeg fornylig kendskab til Otto Frello (født i 1924). En af de dygtige pædagoger i mit barns vuggestue introducerede mig for hans værker. Frello er optaget i Weilbachs leksikon, han er uddannet på akademiet for fri og merkantil kunst (1948-50) hvor han også har været lærer og rektor, en samling af hans værker er permanent udstillet på Varde Museum og han har illustreret et utal af undervisningsbøger. Alligevel har jeg aldrig hørt om ham før nu.

JEG VIL BESKRIVE FRELLO som en kunstner, der blander det nederlandske renæssancemaleris optagethed af materialitet med fotorealisme, Dalisk surrealisme og Eschers labyrintiske og klaustrofobiske arkitekturtegninger. For at vise spændvidden har jeg valgt et af Frellos mere nedtonede og realistiske malerier som illustration til denne kunsthistorie. Det meste af Frellos æuvre er vildt syret - se selv her.

OG SÅ ER OTTO FRELLO AKTUEL. I anledning af at han den 6. april 2014 fylder 90 år, viser Rundetårn til næste år den retospektive udstilling I FANTASIENS LANDSKAB  fra 22. marts til 27. april 2014 - med over 80 af hans værker. Efterfølgende vises udstillingen på Varde Museum. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar