onsdag den 19. november 2008

UGENS KUNSTHISTORIE: KAREL APPEL og DE SPØRGENDE BØRN

I anledning af at det - i år og i denne måned - er 60 år siden at den internationale kunstnergruppe CoBrA (1948-51) blev dannet, fokuserer Ugens Kunsthistorie på et vægmaleri fra 1949 af den nederlandske kunstner Karel Appel (1921 – 2006).

Populært betragtes CoBrA kunst i dag som synonymt med farveorgier, fantasifigurer, spontanitet og livsbekræftende optimisme. Men findes disse ting også virkeligt i kunstværkerne – eller er det bare noget vi finder på? Lad os se lidt nærmere på et Karel Appel værk, der hænger på Grand Hotel i Amsterdam.





Maleriets flade er opdelt i forskellige farvede felter. Umiddelbart kan opdelingen af felterne minde om en collage, hvor felterne er af forskellige størrelser, og også tilsyneladende tilfældigt lapper ind over hinanden. Men det er malede felter. Farverne er brune, hvide, grå, sorte, gule og blå. Maleriets farveholdning er nedtonet og douce, på trods af at Appel benytter kontrasterne sort / hvid og gul / blå.

I øverste venstre hjørne danner tre forskelligt farvede felter (mørkere blå, lysere blå og brun) tilsammen en cirkel. De gule farvefelter adskiller sig fra de øvrige ved i fem tilfælde at være lange vandrette felter, der munder ud i en slags spids i den ene ende. Som en fjer eller en fuglevinge eller et næb. Der er ikke noget centrum i billedet, men Appel har brugt den sorte konturstreg til at tegne fire figurer, der hver har fået to prikker, som kan minde om øjne. To af disse figurer har fået en lang lodret sort streg, der kan minde om en smal kost, en arm eller en klo. En af figurerne er vandret, de andre tre er lodrette.

Maleriet er abstrakt. Men det hindrer ikke øjnene i at søge efter figurer. Udover de fire konturoptrukne figurer kan man måske med lidt god vilje få felterne til at danne en stor fugl i baggrunden med det gule næb i øverste højre hjørne og tre gule fjer i nederste venstre hjørne. Og så kan hjernen se en sammenhæng og en mening: de små figurer kan være den store fugls børn.

Ud fra en nutidig betragtning er det et smukt maleri der på én gang er abstrakt og figurativt, kompositorisk rummer en forgrund og en baggrund, og farvesætningen er behagelig støvet. Umiddelbart er der intet ved dette maleri der kan støde øjet.

Men støde øjet det kunne det dengang i 1949 da maleriet blev afsløret. Det blev opført i væggen på kantinen til Amsterdams daværende rådhus og det var Karel Appels første større offentlige udsmykningsopgave og en anerkendelse af den unge kunstner. Men afsløringen af maleriet kan få enhver diskussion om busterminaler på Rådhuspladsen, højhuse på Christianshavn, boliger på Kløvermarken og store Robert’er til at blegne. Der opstod et ramaskrig blandt de ansatte, og protesterne var så voldsomme at maleriet blev dækket til (i ti år) og Appel flyttede til udlandet.

Maleriet hedder ”Spørgende Børn” – hvilket var en titel utallige af Appels malerier havde. Allerede i 1947 malede han et maleri med dette navn som befinder sig på Stedelijk Museum i Amsterdam. Han fremstillede også flere assemblager med denne titel, hvoraf et befinder sig på Centre Pompidou i Paris og et andet på Tate Modern i London. Fælles for disse billeder var farvede fantasivæsener med insisterende øjne – ofte store øjne. Appel opfattede børn som ”people of the night”, dvs. som et symbol på følelser, drømme og alt det irrationelle. Han sagde også at barnet i mennesket symboliserer alt der er stærkt, modtageligt, åbent og uforudsigeligt.

Børn og deres tegninger var en stor teknisk inspirationskilde for Karel Appel, men også indholdsmæssigt var det børn der inspirerede Appel til temaet med de spørgende børn. På nederlandsk kan spørgende (vragende) også betyde tiggende. Under en togrejse til Danmark efter 2. Verdenskrig, oplevede Appel grupper af tiggende hungersramte børn på stationer i Tyskland. Og det er disse børn der optræder igen og igen hos Appel - som glemte og uskyldige ofre for et samfund ramt af oplysning og fornuft.

Og det er her at embedsmændene på rådhuset bliver vrede. De vil have ordentlig kunst som Rembrandt, Van Gogh eller sågar Mondrian kunne male den. Men ikke børnekunst – det er respektløst overfor dem. De vil ikke spise deres mad ved siden af noget der ’ligner en samling kilometersten’ eller et billede af ’børn der ikke kan sidde fordi de ikke har nogen baller’ – som det blev udtrykt. Embedsmændene vil formentlig heller ikke belæres eller påtvinges dårlig samvittighed, når de sidder og holder pause og spiser.

I dag er vi heller ikke meget for at blive påtvunget dårlig samvittighed. Det er som om vi – eller tidens tand – bevidst har renset CoBrA kunsten for evnen til at anklage. Associationen med børnekunsten har udvisket de tyske børn af erindringen. Æstetikken og metoden (det umiddelbare) har overtaget indholdet, således at vi kun ser det infantile greb som et udtryk for det spontane, men ikke den moralsk bevidste voksnes forargelse omsat til et seriøst kunstnerisk budskab.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar