DE SMÅ GENIER - Picassos Børnetegninger på Louisiana Museum for Moderne Kunst

Pablo Picasso: Figures on the street, Barcelona 1898. Museo Picasso.
Gasull Fotografia (c) Sucession Picasso/Copydanbilleder.dk 2016

DE SMÅ GENIER er de børn, hvis kunstneriske evner imponerer os så meget, at vi kalder dem vindunder børn. Et af disse vidunderbørns Børnetegninger kan netop nu opleves på Louisiana Museum for Moderne Kunst. Det er Pablo Picassos Børnetegninger der udstilles, og selvom det er en lille udstilling, så er der meget at se og tænke over. For blev Picasso født som kunstnerisk geni, eller udviklede han sig sådan?

PICASSO ER CA 17 ÅR, da han tegner disse figurer fra Barcelonas gader. De ligner hurtige skitser af typer, han har iagttaget på gaden. En avis sælger (drengen eller krøbling), en pige med udslået hår, en mand med et hærget ansigt og en drager der trækker en hest. På papiret er også farveprøver. Jeg ville ikke kategorisere dette billede som et værk, snarere som en skitse, der viser at Picasso kan en masse, men at han stadig øver sig og raffinerer sine teknikker. Vi får et indblik i hvad han kunne, hvad han har set og muligvis også hvilke motiver han har været optaget af at fastholde.

HVOR GAMMEL SKAL MAN VÆRE FOR AT BLIVE KUNSTNER? Dette spørgsmål har mit barn ofte stillet. Det falder altid i kølvandet på, at hun har fremvist en tegning og spurgt: Er det ikke kunst? Det spørger hun selvfølgelig om, fordi vi i dette hjem er så optaget af kunst og det vil hun gerne være en del af.

HVER GANG HUN SPØRGER, fortæller jeg hende, at hendes tegning eller maleri eller figur er flot, og at det er tydeligt at hun har været optaget af dét, hun har tegnet. Nogle gange siger - og synes - jeg også, at hendes tegning er så god, at jeg vil hænge den op. Men jeg siger altid, at det hun har tegnet / malet / formet ikke er kunst. Fordi hun er et barn, ikke en kunstner. Og derpå stiller hun det meget relevante spørgsmål: Hvor gammel skal man være for at blive kunstner?

DET ER IKKE NEMT, at svare på dette spørgsmål. For det første er det ikke alle og enhver, der kan blive kunstner. Det kræver særlige egenskaber, talent om man vil, og det er ikke noget alle har. Man kan diskutere om alle kan opøve og udvikle disse egenskaber, eller om det er noget man fødes til, men det er ikke emnet for denne kunsthistorie.  Jeg kan heller ikke sige til mit barn eller andre, der stiller spørgsmålet, at det kræver en bestemt uddannelse på f.eks. kunstakademiet, da der er flere forskellige muligheder for at uddannet som billedkunstner. Desuden er der også kunstnere, der er selvlærte (autodidakte), og dermed slet ikke har fået en billedkunstnerisk uddannelse.

Michelangelo: The Torment of Saint Anthony, 1487.

OG JEG KAN SLET IKKE SIGE, at man skal være voksen, før man bliver kunstner. Der findes utallige eksempler på kunstnere, der er begyndt på deres uddannelse, mens de stadig var børn eller unge. Et af disse eksempler er Pablo Picasso (1881-1973), som Louisiana Museum for Moderne Kunst viser en udstilling med netop nu.

UDSTILLINGEN "PICASSO FØR PICASSO" er en del af serien Louisiana on Paper, og den viser værker af Picasso fra 1891 til 1895. Louisiana skriver om udstillingen at "med en række værker af den purunge Picasso kommer vi helt tæt på geniets fødsel". Hvis Picasso var et geni som voksen, var han vel et vidunderbarn som barn.

FASCINATIONEN af vidunderbørn er ikke et nyt eller moderne fænomen. Et af de tidligste eksempler er den kinesiske dreng Wang Ximeng (1096-1119). Efter hvad der fortælles, blev han oplært af selveste kejser Hui Zong af Song dynastiet, og det fortælles om Ximeng, at han var en anerkendt hofkunstner i sin tid. Der findes kun få værker, der tilskrives Ximeng (se her). Det er meget sandsynligt at han har været dygtig i en ung alder, men at kejseren selv skulle have haft tid og evner til at oplære ham, det er nok mere markedsføring af kejseren end sandfærdigt.

DET ER VIGTIGT AT FORSTÅ, når man ser på børns tegninger, at uanset hvor gode og fantastiske de er, så er de altid skabt i forhold til en voksen eller i forhold til standarder sat af voksne. Dette gælder også for vidunderbørn. Der hersker en udbredt myte om, at børn fødes med et visuelt sprog som er deres helt eget. Derfor ser vi også ofte børns tegninger som udtryk for et ægte og uspoleret sind. Men denne holdning er urealistisk. Børn suger alle indtryk til sig tidligt, og det ses også i deres tegninger, malerier og figurer.

SAMMENBLANDINGEN af vores interesse for det originale, helt helt enestående og geniale, muligheden for økonomiske gevinster samt en lettere tilgang til medierne betyder, at det i nyere tid kan være vanskeligt at gennemskue om børnene rent faktisk er ekstraordinært begavede. Det er sjældent, at moderne vidunderbørns billeder beskrives, gennemgås eller kritiseres i medierne. Men det nævnes altid, hvorvidt udstillingerne er udsolgte og om hvor meget deres malerier koster. Hvis der opstår kritik i medierne, handler det enten om det psykiske pres som barnet udsættes for, eller om at der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt barnet selv har frembragt billederne. Det handler stort set ALDRIG om indholdet i billederne.

DET ER VIDUNDERLIGT, når børn tegner, maler eller former. Deres billeder - som jeg overordnet kalder Børnetegninger - forbindes med uskyld. Det uskyldige består i, at de gør noget, som de ikke har 'lært' af voksne. At kunne noget man ikke har lært er lidt af et under - i hvert fald i en voksen tankegang! Når vi oplever børn, der er vanvittigt dygtige, er det endnu mere underligt. I forbindelse med vidunderbørn ligger værdien i det faktum, at 1) de kan dét, de kan, og 2) at de er ekstremt dygtige til dét, de gør, samt 3) at de har levet så kort tid, at de ikke har lært dét de gør på konventionel vis. Der er mange, der opfatter vidunderbørn som et bevis på Guds eksistens. 

ET ANDET EKSEMPEL på en kunstner, der betegnes som et vidunderbarn, er den italienske kunstner Michelangelo (1475-1564). Det tidligste værk af Michelangelo, man kender til, maler han som 12-årig. Og det anerkendes idag som et kunstværk. Et tidligt et, men stadig en 'Michelangelo'! Og når han kunne male sådan som 12-årig, må han have været ret dygtig allerede som 8-årig.

'VIDUNDERBØRN' er et begreb, der benyttes om børn der er ekstraordinært begavede indenfor et bestemt fag eller i en specifik kunstnerisk disciplin. I psykologien aldersdefinerer man disse børn som værende under ti år. I historien findes der flere fortællinger om sådanne vidunderbørn, både kendte som Mozart og Picasso, der også blev anerkendte kunstnere som voksne, men også mindre kendte.

I 1975 BLEV DET KINESISKE VIDUNDERBARN, Wang Yani, født. Allerede som 2½ årig begyndte hun at male, som 4-årig havde hun sin første udstilling, og som 14-årig havde hun en solo udstilling i London. Det er rimelig imponerende og har formentlig også været overvældende. Her er en lille bid af en britisk udsendelse om Wang Yani: Tv-udsendelse.

SOM 5-ÅRIG maler Yani billedet nedenfor af aber, der leger med planter. Jeg ved ikke præcist, hvilke materialer hun har brugt, men det ligner tuschmaling. Man kan se, at hun behersker teknikken med både at male med brede strøg og smalle. Ansigterne på aberne er i særdeleshed imponerende, da de for det første er ens, for det andet er det sorte ikke flydt ind i det lyserøde. Og i forhold til den dækkende ansigtsfarve er abernes kroppe laverede, således at der har været mere farve på penslen, hvor arme og ben er malet, end på resten af deres kroppe. Og det der er tættest på beskueren er kraftigere farvet, end det der er længere væk. Hun får både afstand og bevægelse med i billedet.

Wang Yani (5 år): Aber leger med planter

JEG TROR IKKE PÅ at man fødes som kunstner. Barnet stimuleres og påvirkes, og hun/han udvikler sig. Jeg tror, at det tager tid og erfaring, at blive kunstner. Meget længere tid end en barndom tager.

BLEV VIDUNDERBARNET Wang Yani født med sine evner eller var det miljøet, der spillede ind? Det hører med til fortællingen om Yani, at hendes far var tegnelærer. Når den information er vigtig, er det fordi den viser, at hun er vokset op i et miljø, hvor tegning og maleri har været helt naturligt og centralt både at udføre og at forholde sig til. Redskaber og vejledning har været lige ved hånden.

PICASSOs far var også tegnelærer, så han voksede også op i et hjem, hvor materialerne og viden om materialer var lige ved hånden. Lige som at bagerens børn ofte bliver bagere og arkitekters børn ofte bliver arkitekter, så bliver kunstneres børn også ofte kunstnere, da de i deres opvækst naturligt tilegner sig kundskaber om dette. Tænk blot på danske kunstnerdynastier som familien Skovgaard og familien Westman.

Albrecht Dürer: Selvportræt.

DET ER SJÆLDENT, at vidunderbørnene rent faktisk også udvikler sig til anerkendte kunstnere i deres voksenliv. Udover Michelangelo og Picasso, ved vi at Albrecht Dürer præsterede enestående ting, da han var 13 år. Men vi ved ikke om Picasso, Michelangelo og Dürer også var enestående kunstnere, da de tre år. Jeg tvivler.

NETOP NÅR DET GÆLDER vidunderbørn blander myter sig ofte med fakta. Når det drejer sig om historiske kunstnere, kan det derfor være svært at gennemskue, om barnet virkeligt var en stor kunstner som tre-årig, eller om det har været en del af salgstalen omkring kunstneren, at han har spillet eller malet som en voksen kunstner allerede som tre-årig. Jeg har eksempelvis set en tegning af en fugl, som Picasso malede som 5-årig. Den er rigtig fin, men det er tydeligt, at den er udført af et barn.

WANG YANI forsvandt fra mediernes blitzlys og opmærksomhed, i takt med at hun blev voksen. Vi ved, at hun stadig er billedkunstner, se her. Ifølge internet-oplysningerne om hende, blev hun som teenager optaget af Tyskland, hvor hun fik sin professionelle uddannelse og siden har bosat sig. Vi ved ikke, om hun forsvandt fra mediernes søgelys bevidst, fordi hun blev træt af opmærksomheden på sin person. Eller om det var kunstverdenen og medierne og publikum, der tabte interessen for hendes 'kunst', da 'kunstneren' ikke længere var et uskyldig barn. Se filmen, der netop hedder "Yani - the Brush of innocence", her.

VIDUNDERBØRN som Wang Yani og Pablo Picasso er fascinerende. Men for de flestes vedkommende forsvinder interessen for dem i takt med at de bliver ældre. Det kan skyldes at de selv kommer ind i en fase af deres liv, hvor de stiller spørgsmålstegn ved alt det de kan og hvem de er, Men det kan også handle om - og det tror jeg mest det gør - værdien af deres arbejde. Værdien af og interessen for Picassos arbejde er aldrig stoppet med at stige. Hvilket udstillingen på Louisiana er endnu et bevis på.

VÆRDIEN af vidunderbarnets billeder ligger i, at de er udført af børn. Børn, der behersker teknikker udtænkt af voksne. Børn, der komponerer deres billeder, som voksne ville gøre det. Og børn, der fokuserer på motiver, som voksne ønsker at se på. I det hele taget børn der agerer i forhold til standarder sat af voksne. Dygtige børn, javist, men stadig børn og slet ikke kunstnere. Jeg kan faktisk ikke sige, hvor gammel man skal være for at blive kunstner, men man skal ikke være et barn!

BLEV PICASSO FØDT SOM ET GENI? Og var han kunstner før han fyldte 18 år? Det må vi tage til Louisiana for at få svar på.


Louisiana on paper
PICASSO FØR PICASSO
29.6 - 11.9 2016
Læs mere om udstillinger her.

BLACK LIVES MATTER

Kerry James Marshall. Untitled (policeman). 2015. Synthetic polymer paint on PVC panel with plexi frame, 60 × 60″ (152.4 × 152.4 cm). The Museum of Modern Art, New York. Gift of Mimi Haas in honor of Marie-Josée Kravis.© 2016 Kerry James Marshall

BLACK LIVES MATTER er en aktivist-bevægelse opstået i USA, der - ifølge Wikipedia (læs her) - arbejder for at undgå alle de drab der sker på sorte i USA. Det er en ikke-voldelig bevægelse, der arbejder på flere fronter. På Museum of Modern Art's blog Inside/ Out har museumskurator Thomas J. Lax fra afdelingen for Media og Performance Art skrevet et indlæg med titlen How does Black Lives Matter in MoMAs Collection? Han har talt med flere samtidskunstnere, bl.a. Kerry James Marshall. Det er spændende læsning, læs selv her.

Læs mere om Black Lives Matter her.

FRANZ MARC: HOW DOES A HORSE SEE THE WORLD

PRÆSIDENTERNE MERKEL OG HOLLANDE MØDTES FOR TO DAGE SIDEN for at markere, at det er 100 år siden at 1. Verdenskrigs længste slag fandt sted i Verdun (se de to præsidenter i BBCs dækning her). Det var et slag med ubegribelige modbydeligheder og mange mange mange ofre. Formentlig som i alle slag, i alle krige. Og netop derfor er det vigtigt at huske!Både for præsidenter og alle os andre!

ET AF OFRENE i slaget om Verdun var den tyske kunstner Franz Marc (1880-1916). Franz Marc var blandt grundlæggerne af den ekspressionistiske kunstnergruppe Der Blaue Reiter. Inden sin deltagelse som soldat - først ved Kavalleriet og siden som Camouflage-maler - opfattede Marc dyrenes verden, som en harrmonisk og nærmest paradisisk tilstand, der var efterstræbelsesværdig for mennesker. Han mente simpelthen ikke, at der kunne være ondskab i dyrenes verden.  

I 1915 skrev Franz Marc en lille tekst om kunst, som han indledte således (i engelsk oversættelse):

"Is there a more mysterious idea for an artist than to imagine how nature is reflected in the eyes of an animal? How does a horse see the world? How does an eagle, a doe or a dog? It is poverty-stricken convention to place animals into landscapes as seen by men, instead we should contemplate the soul of the animal to divine its way of sights." 

Fotos fra 1. Verdenskrig: Øverst soldat og hest med gasmasker, nederst fransk kavalleri ved Verdun

Franz Marc og alle vi andre blev på baggrund af slaget ved Verdun og hele 1. Verdenskrig desværre klogere. At inddrage dyr i krig beskytter ikke mod ondskab og elendighed. Ondskab skabes ikke af dyrene, men de inddrages i den. Forfatteren Remarque beskrev dette malende i Intet Nyt Fra Vestfronten:

"Og som om det var med vilje, tier bombardementet nu næsten. Desto tydeligere bliver hestenes skrig. Man aner ikke mere hvorfra det kommer, i det stille, sølvyse landskab, det er usynligt, spøgelsesagtigt, det lyder overalt, mellem himmel og jord, det vokser uhyggeligt."

Paradis er en drøm, som de ville kæmpe for, de unge mænd, dengang. Der skal stadig kæmpes, men mere verbalt.

Frans Marc: Grazing Horses (1911)

I et af de sidste breve Marc skrev fra slagmarken til sin hustru, erkendte han "på baggrund af hvad jeg har set", at der også var ondskab i dyrenes verden. Marc døde 4.marts 1916 ved Shrapnel, nær Verdun. Havde han overlevet, havde han måske kunne visualisere for os, hvordan en hest ser krig.

Framz Marc: Horse and Hedgehog (1913).
Fra Wikipedia: By Franz Marc - Solomon R. Guggenheim Foundation, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=40148794

FIND FEM FORSKELLE: BOURGEOIS OG RONDINONE

KAN DU FINDE FEM FORSKELLE (eller flere), når du sammenligner den kunstneriske behandling af det menneskelige ur-instinkt "at stable" i kunstværker af henholdsvis Louise Bourgeois (1911-2010) i 1957 og Ugo Rondinone (født 1964) i 2016:

PS: Idag er det 6 år siden Louise Bourgeois døde!
Læs mere om Louise Bourgeois her

Og se mere om Ugo Rondinones nye værk her

SEVEN MAGIC MOUNTAINS - OG KUNSTEN AT STABLE STEN

I MOJAVE ØRKENEN UDENFOR LAS VEGAS har man opført en skulptur-gruppe af den schweizisk-fødte kunstner Ugo Rondinone (født 1964). Skulpturgruppen består af syv totempæls-lignende figurer opbygget af kæmpesten stablet ovenpå hinanden. Hver sten er malet i en selvlysende farve og tilsammen danner de en meget farverig gruppe, Kunstværket er omgivet af bjerge, og hedder "Seven Magic Mountains". På grund af placeringen, størrelsen og farverne i disse omgivelser, er det et spektakulært værk. Men hvad vil Rondinone med dette værk?

Gravhøj ved Tissø, Danmark. Ukendt fotograf

AT STABLE STEN OVENPÅ HINANDEN er ikke noget nyt. Børn gør det og mennesker har gjort det siden tidernes morgen. Faktisk er det en af de ældste skulptur-former, man kender til. Stablede sten er gennem tiderne blevet brugt til at markere steder, afstande eller til at minde os om mennesker der ikke er mere. I Danmark kender vi denne form tilbage fra Oldtiden, men det er ikke et dansk fænomen.

Enkel Cairn

I Nordamerika (billederne ovenfor) går traditionen med at markere steder og stier og gravhøje helt tilbage til indianerne. Og disse imponerende "cairns" findes over hele det amerikanske kontinent - også i Mojave ørkenen. I Mojave er de igennem tiderne blevet brugt til at lede rejsende på vej igennem et terræn man let kan fare vild i. De optræder ikke kun som imponerende sten-konstruktioner, men også i enklere form (billedet til venstre).

OGSÅ MENNESKER fra det arktiske område har skabt store sten-markeringer i landskabet kaldet Inuksuk. 'Inuksuk' betyder noget der erstatter et menneske, Når man ser på disse Inuksukker (billedet nedenunder), minder de en hel del om Seven Magic Mountains.

By Ansgar Walk - photo taken by Ansgar Walk, CC BY-SA 2.5, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=602815

I Rondinones hjemland, Schweiz er der også en lang tradition for stendysser, her fra Graubünden:

CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=1263

ALLE DISSE FORSKELLIGE TRADITIONER FOR STENSTABLING forenes i skulpturgruppen Seven Magic Mountains. Blot er der en stor forskel: Seven Magic Mountains har ikke en funktion som en markering i landskabet af afstand, den rette vej eller et minde. Skulpturgruppen rummer ikke en nødvendig meddelelse til beskuerne. Dels fordi den ikke markerer noget og dels fordi dem der ser værket ikke har behov for en markering. Det er en markant skulpturgruppe, men den markerer ikke noget. En bevidst forvirring af konceptet, der går igen i selve navnet. De syv stabler ligner menneskefigurer (og inuksukker), men kaldes for 'mountains'. 

  

PÅ DEN OFFICIELLE HJEMMESIDE, står der at Seven Magic Mountains er en kreativ kritik af det simulakrum som steder som Las Vegas er (se her). Et simulakrum, er noget der ikke er hvad det udgiver sig for at være. Rondinone udtaler lidt vagt, at skulpturgruppen er et udtryk for menneskelig tilstedeværelse i Mojave ørkenen....! Værket betegnes som et Land Art værk, men er så vidt jeg kan se, slet ikke i dialog med sine omgivelser udover at omgivelserne virker som en fantastisk kulisse for værket. Blev det placeret ved et indkøbscenter eller i et tivoli, er det ikke sikkert, at det ville fremstå lige så spekulært.

HVAD VIL RONDINONE egentlig med værket? New York Times beretter hvordan det allerede tiltrækker folk, der normalt ikke er optaget af kunst. Og måske er det lige præcis dét han og producenterne bag vil med værket: skabe selfie-kunst. Trække folk til dette sted for at tage billeder af sig selv med Seven Magic Mountains i baggrunden (og endnu længere væk de rigtige bjerge), for derefter at poste dem med teksten: I WAS HERE!

KUNST, HUNDE OG HESTE - OM BASIL BLACKSHAW

DEN NORD-IRSKE KUNSTNER Basil Blackshaw (født 1932) er død. Han er ikke voldsomt kendt på vore breddegrader. Men Blackshaw er og var vældig populær i Irland, England og USA. Samt især i Nord-Irland, hvor han kom fra. Han blev født i Glengormley og voksede op i County Antrim. Siden barndommen var han optaget - og omgivet - af hunde og heste, hvilket også er motiver i rigtig mange af hans malerier.

Basil Blackshaw til hest som dreng

I ÅRTIER udgjorde Blackshaws realistiske skildringer af især hestevæddeløb og boksekampe samt portrætter af betydningsfulde personer, kernen i hans kunstneriske virke. Under et længerevarende studieophold i Paris var han blevet inspireret af især Cézanne, men denne inspiration var måske ikke så tydelige i de første årtier. Blackshaw malede naturligvis mange slags heste, men arbejdede især med det afsætningsvenlige motiv væddeløbsheste i en fotorealistisk stil. Se flere af hans værker her. Han fortæller selv om denne stil og denne kunst, at det var "getting nowhere"* fordi det var "nothing new, nothing exciting"*. Det er egentlig ret fantastisk og også ganske inspirerende at han var istand til at se kritisk på sit kunstneriske virke og tage springet væk fra det velkendte - og genopfinde sig selv i en alder af 49 år!

Portræt af Clint Eastwood

Windows paintings

Da Blackshaws atelier brændte i 1981, og han mistede alt, begyndte han på et nyt og både mere abstrakt og fabulerende spor. Og med årene blev hans værker mere og mere abstrakt. Og materialemæssigt bevægede hans sig væk fra det rene maleri og inddrog bl.a. karton og avispapir i værkerne. Blandt de mest berømte af Blackshaw-værker fra de senere år var Vindues-serien fra 00erne samt et portræt af Clint Eastwood.

Portræt af en kunstner

BASIL BLACKSHAW opdrættede det meste af sit liv hunde og heste, og datteren beskriver hans liv som bestående af "Kunst, heste og hunde"*! Han brød sig ikke om personfokusering, som dette fotografiet af ham med en papirspose over hovedet vældig godt illustrerer. Forklaringen på at han kunne foretage det sene stilskifte, er måske netop, at han fastholdt sig selv, og at han motivmæssigt hele tiden befandt sig på velkendt terræn!

*Alle citater i denne kunsthistorier er fra BBC's program om Basil Blackshaw: An Edge of society-man. 

CUNO AMIET 1868-1961

JEG VAR TIL FØDSELSDAG IGÅR, og der blev jeg spurgt, om jeg kender den schweiziske kunstner Cuno Amiet, der vist var en del af fauvisterne. Jeg kunne ikke erindre, at jeg havde hørt om ham før. Jeg blev nysgerrig på hvem han var, så da jeg kom hjem undersøgte jeg Cuno Amiets værker på nettet. De er fantastiske, og hans stilmæssige spændvidde er rigtig interessant. Han når faktisk omkring næsten samtlige kunst '-ismer' indtil 1920'erne: impressionisme, symbolisme, ekspressionisme, fauvisme og pointilisme.

DA JEG SAD OG GENNEMSÅ HANS MALERIER, gik det op for mig, at jeg faktisk har læst om ham før. Nemlig i bogen "1913: Århundredets sommer" af Florian Illies. Amiet var tilknyttet kunstnergruppen Die Brücke, og han havde et særligt venskab med den russiske kunstner, Marianne von Werefkin (1860-1938).

HER ER ET UDVALG AF AMIETS VÆRKER:

ISCENESÆTTELSE BETALER SIG

Daniel Fox: Yellow-headed woman brings nothing but pain. 2015

DANIEL FOX ER EN YNGRE BRITISK KUNSTNER, der har fanget min interesse. Ikke alene på grund af hans farvestrålende naivistisk-ekspressive malerier, der kan minde om Tal R's kunst. Heller  ikke på grund af hans bemærkelsesværdige succes i Londons galleriverdenen, der jo er ensbetydende med betydelig kommerciel succes. Dét der har fået mig til at se på Daniel Fox's værker, læse interviews med ham og studere fotografier af ham, er den måde han fremstiller sig selv som kunstner på.

MM: How did you start painting?

DF: My grandma looked after me a lot when I was young. If I said I was bored, I got sat at the table with a piece of paper and pencil. I thought about that a lot while painting a series of still-life flowers recently. It must have stayed with me and I’m sure a lot of pre-computer age kids had the same treatment. I didn’t paint humans until I was about 15 — my first girlfriend. (Fra interview i Magasinet Milk, 2013)

DET DER FANGEDE MIN OPMÆRKSOMHED VAR, at Danny Fox i et interview fortæller, at han tegnede som barn, at hans bedstemor støttede hans tegneglæde, og at han udstillede som 8-årig og som 16-årig. Det nye er ikke at han tegnede som barn, blev støttet af familien eller udstillede. Det nye er, at han åbent fortæller det, og at han faktisk tillægger det en betydning i forhold til at han er kunstner. Se Danny Fox's hjemmeside her

Danny Fox i sit studie

HVORFOR ER DET VIGTIG VIDEN at kunstneren tegnede og udstillede som barn, og hvorfor synes jeg, at det interessant? Det bryder fuldstændigt med den kunstopfattelse og kunstpraksis, der har domineret den vestlige kunstverden de sidste ca. 60 år, nemlig den at kunstneren først er kunstner som voksen og at kunstpraksis primært er en konceptuel praksis.

Nordkoreas leder Kim Jong-Un på en frisk spadseretur til toppen af det højeste bjerg uden hue, halstørklæde og vanter, kun iført lang frakke og festsko.

NORDKOREAS LEDER, KIM JONG-UN tegnede også som barn. Man fortæller om ham, at han var en formidabel tegner, og at han også komponerede musik, og at han kørte bil som 3-årig. Alle disse utrolige evner, som han skal have haft fra barnsben, er med til at tegne et billede af ham som værende et helt fantastisk talentfuldt menneske. Man kan være 'den fødte leder'. Det er en sætning, vi bruger om børn og voksne, der viser særligt talent for at anspore, organisere eller samle andre. Men vi ville aldrig give børnene reelt ansvar for ledelsen af en arbejdsplads, en kommune eller et ministerium. Men når nordkoreanske medier fortæller, at Kim Jong-Un er den fødte leder, så griner vi i vesten og siger at det er løgn og manipulation. Læs mere om Kim Jong-Un her og her.

DER FINDES BØRN, DER UDVISER FANTASTISKE EVNER, interesse og forståelse for elektricitet. Vi beundrer deres kunnen, vi opmuntrer dem og hjælper hvis vi kan - men vi ville aldrig lade dem stå for de elektriske installationer i vores hjem, eller på en fabrik.

AT LEDE, AT ARBEJDE MED ELEKTRICITET OG AT VÆRE KUNSTNER kræver evner, men man er også nødt til at have uddannelse og erfaring for at det bliver troværdigt. Hvis man er meget ung, og ikke har megen erfaring, og gerne vil vise, at man er genial, er man nødt til at inddrage barndommen i fortællingen om sig selv. Det gør Kim Jong-Un og det gør Danny Fox - uden sammenligning iøvrigt!

Artist Danny Fox and his model

DET ER BEMÆRKELSESVÆRDIGT, at Fox formår at reetablere et gammeldags syn på kunst og kunstnerrollen - nemlig ideen om genialitet! Danny Fox er i slutningen af tyverne, han er autodidakt kunstner, og han har taget den britiske kunstverden med storm. Kunstkritikeren Edward Lucie-Smith er tilsyneladende begejstret for ham, og har både lavet et interview med ham der kan ses på You-tube samt skrevet om Fox på Fox's egen hjemmeside. Interview med Edward Lucie-Smith fra 2014, se her

DANNY FOX læser, rejser, undersøger andres kunst, undersøger visuelle kultur. Han maler, men han videreudvikler ikke konceptet kunst. Han har tilegnet sig en karikeret kunstnerrolle, der kan generere penge. Fox er ikke en kunstner, der som Daniel Buren i 1970erne redefinerer kunst, som de kontekst der gør genstande til kunst. Eller som Cindy Sherman der siden 1980erne redefinerer billedet som altid lånt og altid utroværdigt. Eller som Gerhard Richter, der redefinerer maleri som billeder blandt billeder. Eller som Rirkrit Tiravanija der siden 1990erne redefinerer kunst som socialt samvær.

Tekst fra Pinterest: "Danny Fox photographed by Neil Gavin. "This is the Holy Grail of Hipster photos because it has it all: trendy, large, cute and quaint animal tat, requisite beard with Jesus 'do, serious (yet ironic) pose. How much is your sublet in Bushwick, dude?"

ISCENESÆTTELSEN AF DANNY FOX er en succes. Uanset om der står nogen bag ham, der trækker i trådene, eller om han selv har udtænkt strategien, er den kommercielt vellykket. Og der er ingen tvivl om at iscenesættelse ligger ham stærkt på sinde. Se blot denne reklame film for en galleri udstilling i 2010 her. Listen over Danny Fox's favorit kunstnere gennem de sidste 114 år, årti for årti, er også markedsføring, se her. Med denne liste får han placeret sig i den kunstneriske sammenhæng som han selv ønsker: Picasso, Schiele, Matisse, Guston og Basquiat!

FORTÆLLINGEN OM AT DANNY FOX tegnede som barn og udstillede som 8-årig er med til at cementere genialiteten. For når han kunne udstille som barn, er alt hvad han herefter gør genialt - og salgbart. Referencen til barnlig kreativitet henleder naturligt vores opmærksomhed på den medfødte kreativitet. Han fremstår som et kunstnerisk geni, og hans kunstværker er produkter der kan sælges. Processen og beskueren er uden betydning, produktet er i sig selv det geniale. Når nu han taler så meget om sine barndomstegninger, ville jeg ønske at han også viste dem frem!

AT DET OGSÅ KAN VÆRE EN FARLIG iscenesættelsesstrategi skyldes, at der måske pludselig er nogen der siger: Han har jo ikke noget tøj på! Og hvis det hele blot er form, så kan det blive svært at være kunstner resten af livet. Men det er egentlig ligemeget, for han sælger NU - og det er jo også et parameter!

Film fra 2015
Interview med Danny Fox om Instagram for Tate Modern, læs her
Interview med Danny Fox november 2015, se her
 

BILLEDER AF ET DANMARK DER VAR

Fredensgade. Foto: Viggo Rivad 1973

Agnete i Fredensgade. Foto: Viggo Rivad, 1973.

FOTOGRAFEN OG FORFATTEREN VIGGO RIVAD (1922-2016) er død, og har efterladt sig et fantastisk levende værk: Billeder af et Danmark der var. Rivad har siden 1946 forsynet os danskere med et formidabelt fotografisk æuvre, der både indeholder enkeltstående fotografier og gribende fotoreportager. Rivad var selvlært, men inspirationen fra eksempelvis en fransk fotograf som Brassaï, var tydelig i de tidlige billeder. Med tiden blev den socialrealistiske vinkel dominerende, med fokus på det oversete og nære, og med en solidaritet og indføling med de portrætterede.

SIDEN MEDDELELSEN OM RIVADS DØD er det hvirvlet rundt på de sociale medier med bud på hans bedste billeder. Der er så mange pletskud blandt hans fotografier, og man kan jo ikke lade være med at at elske dem alle sammen. Men selvfølgelig er der billeder, man føler sig tættere forbundet med end andre. Og sådan har jeg det også.

Lejlighed i Fredensgården. Foto: Viggo Rivad

MIN RIVAD-FAVORIT er fotoreportagen fra det besatte hus Fredensgården i Fredensgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro. Reportagen viser slumstormerne i det besatte hus, men også de samme lokaler ryddet for mennesker og ting. Det er stærkt, at se billederne af de beboede lejligheder ved siden af de samme ryddede lejligheder - livet over for tomhed og destruktion. Og selvom ejendommene virkelig var små og i dårlig stand, virker det alligevel meningsløst at de blev ryddet.

FOR NYLIG UDKOM bogen Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor. Bogen er fortalt af pædagog og institutionsleder Christiane Pedersen, og skrevet af mig. I bogen fortæller Christiane Pedersen om, hvad pædagogisk praksis i Læssøegården var, og om hvordan den udviklede sig. Men det hele begyndte slet ikke i Læssøegården eller i Læssøesgade. For hvad mange måske har glemt i dag – eller slet ikke ved – er, at det tankegods, der dannede fundamentet for at Læssøegården blev som den blev, faktisk blev udtænkt og formuleret i 1969, i stueetagen i en besat ejendom kaldet Fredensgården i Fredensgade.

INSTITUTIONEN begyndte sin praksis under navnet Fredensgårdens Legested. Fredensgårdens Legested blev iværksat af slumstormere, der så hvordan kvarterets børn løb rundt på gader og stræder og i baggårdene og ’passede’ på sig selv og hinanden. Det lå i de idealistiske og revolutionære slumstormeres gener, at dét der ikke fungerer, det kan man ændre på. Så de tog ansvar og skabte Fredensgårdens Legested for alle disse børn med pædagogisk opsyn og pædagogiske aktiviteter. I bogen er der et fotografi af Viggo Rivad, der viser slumstormerne i en baggård til Fredensgården.

INDTIL POLITIKERNE besluttede at gennemføre rydningen af ejendommene på den ene side af Fredensgade, for at skabe plads til den fler-sporede motorvej Søringen, lå institutionen her, men al balladen og den efterfølgende nedrivning betød, at institutionen måtte flytte til Læssøesgade og efterfølgende tog navneforandring til Læssøegården.

RIVAD HAR OGSÅ dokumenteret de voldsomme kampe omkring Fredensgården. Det var en kamp mellem David og Goliath. Fotografierne af den unge kæmpende kvinde, Agnete, med kasserollen på hovedet og Politimanden der rammes af en malerbombe er ikoniske billeder, der fortæller om en tid og et samfund præget af sammenstød mellem det gamle og det nye. På den korte bane vandt politikerne, ejendommene blev revet ned og idag ligger den mennesketomme Fredens Park på adressen. Men på den lange bane vandt slumstormerne. Søringen blev ikke til noget.

FOTOREPORTAGEN FRA FREDENSGÅRDEN er umiddelbar mindre dramatisk, men Rivads billeder efterlader uforståelighed hos beskueren (i hvert fald denne) overfor, at det fredelige og festlige liv skulle afsluttes. Rivad var ikke partisk, men hans reportage viser solidaritet med de unge slumstormere.

Efter kampen. Foto: Viggo Rivad, 1973.