SEVEN MAGIC MOUNTAINS - OG KUNSTEN AT STABLE STEN

I MOJAVE ØRKENEN UDENFOR LAS VEGAS har man opført en skulptur-gruppe af den schweizisk-fødte kunstner Ugo Rondinone (født 1964). Skulpturgruppen består af syv totempæls-lignende figurer opbygget af kæmpesten stablet ovenpå hinanden. Hver sten er malet i en selvlysende farve og tilsammen danner de en meget farverig gruppe, Kunstværket er omgivet af bjerge, og hedder "Seven Magic Mountains". På grund af placeringen, størrelsen og farverne i disse omgivelser, er det et spektakulært værk. Men hvad vil Rondinone med dette værk?

Gravhøj ved Tissø, Danmark. Ukendt fotograf

AT STABLE STEN OVENPÅ HINANDEN er ikke noget nyt. Børn gør det og mennesker har gjort det siden tidernes morgen. Faktisk er det en af de ældste skulptur-former, man kender til. Stablede sten er gennem tiderne blevet brugt til at markere steder, afstande eller til at minde os om mennesker der ikke er mere. I Danmark kender vi denne form tilbage fra Oldtiden, men det er ikke et dansk fænomen.

Enkel Cairn

I Nordamerika (billederne ovenfor) går traditionen med at markere steder og stier og gravhøje helt tilbage til indianerne. Og disse imponerende "cairns" findes over hele det amerikanske kontinent - også i Mojave ørkenen. I Mojave er de igennem tiderne blevet brugt til at lede rejsende på vej igennem et terræn man let kan fare vild i. De optræder ikke kun som imponerende sten-konstruktioner, men også i enklere form (billedet til venstre).

OGSÅ MENNESKER fra det arktiske område har skabt store sten-markeringer i landskabet kaldet Inuksuk. 'Inuksuk' betyder noget der erstatter et menneske, Når man ser på disse Inuksukker (billedet nedenunder), minder de en hel del om Seven Magic Mountains.

By Ansgar Walk - photo taken by Ansgar Walk, CC BY-SA 2.5, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=602815

I Rondinones hjemland, Schweiz er der også en lang tradition for stendysser, her fra Graubünden:

CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=1263

ALLE DISSE FORSKELLIGE TRADITIONER FOR STENSTABLING forenes i skulpturgruppen Seven Magic Mountains. Blot er der en stor forskel: Seven Magic Mountains har ikke en funktion som en markering i landskabet af afstand, den rette vej eller et minde. Skulpturgruppen rummer ikke en nødvendig meddelelse til beskuerne. Dels fordi den ikke markerer noget og dels fordi dem der ser værket ikke har behov for en markering. Det er en markant skulpturgruppe, men den markerer ikke noget. En bevidst forvirring af konceptet, der går igen i selve navnet. De syv stabler ligner menneskefigurer (og inuksukker), men kaldes for 'mountains'. 

  

PÅ DEN OFFICIELLE HJEMMESIDE, står der at Seven Magic Mountains er en kreativ kritik af det simulakrum som steder som Las Vegas er (se her). Et simulakrum, er noget der ikke er hvad det udgiver sig for at være. Rondinone udtaler lidt vagt, at skulpturgruppen er et udtryk for menneskelig tilstedeværelse i Mojave ørkenen....! Værket betegnes som et Land Art værk, men er så vidt jeg kan se, slet ikke i dialog med sine omgivelser udover at omgivelserne virker som en fantastisk kulisse for værket. Blev det placeret ved et indkøbscenter eller i et tivoli, er det ikke sikkert, at det ville fremstå lige så spekulært.

HVAD VIL RONDINONE egentlig med værket? New York Times beretter hvordan det allerede tiltrækker folk, der normalt ikke er optaget af kunst. Og måske er det lige præcis dét han og producenterne bag vil med værket: skabe selfie-kunst. Trække folk til dette sted for at tage billeder af sig selv med Seven Magic Mountains i baggrunden (og endnu længere væk de rigtige bjerge), for derefter at poste dem med teksten: I WAS HERE!

Dagens Kunsthistorie: INSPIRATIONEN FRA BÖCKLIN

MARCEL DUCHAMP blev engang spurgt, hvem der var hans yndlingsmaler. Duchamps svar var, at den scweiziske maler Arnold Böcklin (1827-1901) havde haft en kæmpeindflydelse på hans værker. Svaret vakte furore og det diskuteres stadig idag om Duchamp (1867-1968) virkelig mente det, da han nævnte Böcklin (se Böcklins selvportræt her). Hvorfor dette diskuteres, vil jeg komme tilbage til. Først en lille historie om et møde med Böcklin.

I 1998 SÅ JEG en udstilling med kunstnerne Max Ernst (1891-1976), Georgio de Chirico (1888-1978) og Arnold Böcklin på nationalgaleriet i Berlin. Udstillingen handlede om og påviste hvordan de tre kunstnere havde inspireret hinanden. Det var ikke første gang jeg blev præsenteret for Böcklin, men første gang jeg så ham i en sammenhæng med "yngre" kunstnere - og det var ret spændende!

KORT TID EFTER at jeg var tilbage i Danmark, talte jeg med en etableret Land Art kunstner om udstillingen og om hvor fascinerende det havde været at stifte bekendtskab med Böcklins kunsthistoriske betydning. Stor var min overraskelse da denne kunstner fortalte, at Böcklin også havde været en kæmpe inspirationskilde og igangsætter for ham.

MIN OVERRASKELSE skyldes at jeg opfatter Böcklin som en symbolistisk, mysticistisk og romantisk maler med en mytologisk og morbid motivverden der fokuserer på fortidige fremstillinger af ære, ofre, helte, havfruer, skønjomfruer og en glorificering af døden. Malerierne af havfolk er jeg fascineret af, selvom disse er så svulmende og vulgære at de også tenderer parodier. Böcklins fem berømte versioner af Isle of the Death (1880-1886) (se et af dem her) er jeg ikke betaget af, da de minder mig om New Age malerier (- som for mig, er noget af det mest afskyelige, der findes). Men netop pga at denne motivverden, er det ikke overraskende, at Böcklin var en af Hitlers favoritkunstnere, da Hitlers idéverden netop synes næret af denne slags motiver. Hitler skal have ejet 11 af Böcklins malerier.

LAND ART opfattede jeg derimod som Böcklins modsætning, en kunst der fokuserer på materiale og konstruktion og frem for alt enkelhed. En kunstform der både knytter an til Arte Povera og Minimal Art. Men dette var min opfattelse indtil jeg talte med denne Land Art kunstner om Böcklin tilbage i 1998. For siden da har jeg fået øjnene op for det romantiske og nærmest naturreligiøse der også ligger i Land Art-kunsten. Land Art rummer jo både 'patos' og 'swung' og viser os hvor lille mennesket egentlig er i forhold til naturen.

BÖCKLIN inspirerede også til musik og digte og sågar en Art Nouveau typografi af Otto Weisert i 1904 (se illustrationen til dette indlæg). Max Ernst og de Chirico blev især inspireret af Böcklins fantasiverden, læs her. Og den er da også imponerende. Blandt andet alle disse lettere klumpede naiader, der boltrer sig i bølgerne - de har bestemt en fest, og det må kunstneren også have haft, da han udtænkte disse scener.

JEG VIL IKKE UDELUKKE at Böcklin også inspirerede Duchamp, selvom det må indrømmes at der er langt fra et maleri som In the Sea (1883) til Duchamps Fountain (1917/64). Inspirationens veje er jo netop ikke altid rationelle og blot fordi man ikke kan se inspirationen direkte i Duchamps kunst, kan den vel udemærket være tilstede. Måske inspirerede Böcklin ham til, hvordan hans kunst i hvert fald ikke skulle se ud!