HVEM HAR ANSVARET?

På Højdevangens Skole på Amager findes – stadig – to af kunstneren Vilhelm Bjerke Petersens monumentale udsmykninger. De er tidstypiske, de er unikke, de er spændende - og de er desværre ved at forsvinde.  Vi spørger: Hvem har ansvaret?

Af Britt Christmas-Møller (malerikonservator, cand. scient. cons.) og Naja Pedersen (kunstformidler, cand. mag.)

På Højdevangens Skole på Amager findes den sidste af den surrealistiske kunstner Vilhelm Bjerke Petersens (1909-1957) offentligt tilgængelige udsmykninger i Danmark. Den er ikke i dramatisk forfald, men mere end firs års ubeskyttet tilværelse på en skole har naturligvis sat sit præg. Hvis ikke denne langsomme forvitring standses, forsvinder værket. Men en endnu værre trussel truer – glemsel. For eleverne ved ikke noget om udsmykningerne og et fåtal af lærerne ved noget om dem. Skolens ledelse har – naturligvis i disse tider – fokus rettet andre steder. Så derfor spørger vi, hvem har egentlig ansvaret for denne udsmykning? 

Udsmykningerne befinder sig på skolens hovedtrappe, på henholdsvis stueetage og 2. sal. Den er udført på stedet, hvor kunstneren og assistenter har malet med olie på lærred, der er limet fast på væggen. Derfor kan man ikke fjerne udsmykningen uden fare for ødelæggelse af væg eller billede. 

Udsmykningen på 2. sal blev malet først. Man ser en tagterrasse med en gruppe børn og voksne. Mod venstre ser man over byens tage og havnen, og mod højre over marker og enge. I luften ses flyvemaskiner, som flere af personerne spejder efter, og det er oplagt at tænke på Kastrup Lufthavn. En dreng har smidt skoletaske og bold. Han ser op i luften og peger mod flyvemaskinerne. I stueetagen vises scener, der bindes sammen af havet. Børn der leger i sand og vand. Fiskere hvis fisk sælges af fiskekoner og købes af husmødre. Oceandamperen der fører folk til og fra Danmark og forbinder landet med resten af verden. Bådene der transporterer varer til og fra havnen, hvor de lastes og fragtes af arbejdsmænd. Og drenge der fisker på molen. Aktiviteterne kan kun ses og beskrives hver for sig, men der er en sammenhæng.

Sammenhængen i stueetagen er børnenes leg, der begynder og slutter billedet. På anden sal er det også børn, nemlig en pige og en dreng der sidder og ser frem for sig med indadvendte triste blikke, der indrammer hovedbudskabet. Børnene ser ud til at have et behov for at få forklaret verden og få vist, at der er mange spændende ting i tilværelsen. De trænger til at få udvidet deres horisont og lære noget – på skolen – og blive som drengen der ser på flyvemaskinerne længere inde i billedet. Han er idealbarnet, optaget af både fysisk udfoldelse og moderne teknologi. Manden ved siden af ham ansporer og stimulerer måske interessen for flyvemaskinerne. I hvert fald er de sammen.

Vilhelm Bjerke Petersen arbejdede på udsmykningen af Højdevangens Skole fra 1932-39. Men ikke hele tiden, hvilket formentlig er årsagen til at det tog så lang tid at færdiggøre opgaven. Det tager ham fem år alene at male udsmykningen på 2. sal færdig. Han skriver tre bøger, opretter en kunstnergruppe (Linien) og to tidsskrifter (Linien og Konkretion) og bliver uvenner med det halve af kunstverdenen i Danmark. Herudover maler og udstiller han selv flittigt.

Bjerke Petersen var en kunstner med store visioner. Både for eleverne på skolen, for skolen, for kunsten – og for hele samfundet. I udsmykningen på Højdevangens Skole lader han et bestemt syn på undervisning og skole komme til syne. Hans udsmykning signalerer, at det er godt at komme i skole og lære nyt, men samtidig også at det er godt at have fritid og at lege – fordi det er godt at opdage verden. 

I udsmykningen på Højdevangens skole har Bjerke Petersen egentlig leveret, hvad man typisk ville forvente af et monumentalmaleri i 1930erne, nemlig det moderne menneske omgivet af teknologi , udvikling og fremskridt. Her i form af flyvemaskinerne, urbaniseringen af Amager/ Københavns opland samt kontakten med udlandet. Men hvor er så den surrealisme henne, som Bjerke Petersen er kendt for? Surrealismens form er der ikke, men det er dens indhold og idealer til gengæld: Mange forskellige perspektiver, mange forskellige blikretninger, mange forskellige oplevelser af verden på én gang. Kunstneren mener ikke, at det er de voksnes rolle at tage fantasi og drømme fra børnene, men at lade dem udforske og bygge nyt land, hvor de kan samle drøm og virkelighed, og de andre modsætninger i billedet: By/land, ung/gammel og mand/kvinde.

Bjerke Petersens vision er jo rystende aktuel. For den danske folkeskole er stadig præget af en masse modsætninger. Det er stadigvæk børnene, der drømmer og fantaserer, og de voksne der skal stimulere og vejlede. I børnenes verden i dag indgår nye modsætninger eksempelvis skole/fritid og virkelighed/virtuel verden. Vælger man at gå til kernen i udsmykningen på Højdevangens Skole, får man et billede der stadig er gyldigt. Et billede der kan være til inspiration for alle, der ser på det. Et billede der bør inddrages i undervisningen, ikke blot på Højdevangens Skole, men på alle skoler. Og en udsmykning der bør reddes fra glemsel og forvitring – og bevares for eftertiden. Men hvem har ansvaret? 

Det er jo sådan, at udsmykninger ikke kan fredes alene. Bygningerne de ’bor’ i skal fredes, for at udsmykningerne kan blive fredede. Og da ældre skolebygninger som eksempelvis Højdevangens Skole i dag på ingen måde lever op til moderne undervisningskrav, er man naturligvis ikke interesserede i at frede skolebygningerne. Tværtimod, står netop Højdevangens Skole overfor en gennemgribende renovering. Heldigvis (!) betyder manglende finansiering at udsmykningerne ikke fjernes. I denne omgang. Men, hvem passer egentlig på ikke blot disse men alle udsmykninger på danske skoler? Hvem sikrer, at de holdes ved lige, dokumenteres, aktualiseres og inddrages i undervisningen? Og hvem er advokat for udsmykningerne i forbindelse med renoveringer, udvidelser og moderniseringer?

Svaret er: ikke nogen. Der er penge til modernisering, men ikke til restaurering – og det er kortsigtet. En bygning kan gøres tidssvarende, men det kan en betydning også. Hvorfor er det, at bygninger reduceres til funktion, mens udsmykninger reduceres til stil? Bygninger har også stil, ligesom udsmykninger også har en funktion. I dette tilfælde er funktionen, at udpege at man kan have mange forskellige holdninger over for en teknologisk verden og at disse alle sammen er vigtige. Det er et budskab, der lige så godt kan bruges til undervisningsformål som skolebygningen selv kan. Det er et budskab, som alle der har et ansvar – bygherren, skoleborgmesteren, kulturborgmesteren - burde føle sig ansvarlig for.  

MER THOMAS DAMBO - FUGLEKASSER TIL KAREN BLIXENS FUGLE

ENGANG IMELLEM SKER DER noget mærkeligt. Man får øjnene op for noget bestemt, et tema, en tendens eller en kunstner og vupti, så er det eller den eller hun over alt. Og sådan er det lige nu med Thomas Dambo. Næsten uanset hvor vi er, støder vi ind i hans ting. Eksempelvis, da vi i lørdags var på Rungstedlund.

HVIS MAN GÅR GÅR FRA STATIONEN og vælger at gå ad stien gennem Rungstedlund til Karen Blixen Museet, kan man følge de farvede fuglehuse hele vejen hen til museet. Der er skilte udenpå de små huse, så man kan se, hvem der bor i dem, fx. Asta og Ville eller Far og Mor og Pip og Bedste. Thomas Dambo har siden 2000 arbejdet med projektet Happy City Birds. Og der er rigtig mange af disse små boliger rundt om i København. På denne facebook-adresse https://www.facebook.com/happycitybirds kan man dele sine billeder af fuglehusene og se, hvor andre af husene befinder sig i verdenen.

FUGLEHUSENE på Rungstedlund blev oprindeligt skabt til Roskildefestivalen 2013, men har her fundet et perfekt 'hjem'.  De hænger nemlig langs stien og fungerer dermed som en guide. Samtidig understreger de det rige fugleliv på ejendommen - noget som Karen Blixen satte stor pris på. Langs stigen kommer man blandt andet forbi Spættebænken, Gøgebænken og Nattergalebænken, en yderligere understregning af hendes store fugleinteresse. Det er sjovt at forestille sig, hvilke fortællinger Blixen kunne have fortalt om livet i Dambos små fuglehuse.

HAPPY WALL - På Kongens Nytorv

På Kgs. Nytorv har kunstneren Thomas Dambo udsmykket Byens Hegn med værket Happy Wall. Væggen består af en hel masse felter, der ligner pixels, malet i regnbuens farver. Farvefelterne er dækket af tusindvis af låger, der er farvede på indersiden og sorte på ydersiden. Væggen er interaktiv, dvs. man kan selv vende lågerne og skrive glade budskaber på væggen. En fastspændt stige der kan køre frem og tilbage, gør det muligt at skrive store bogstaver. Se det, afprøv det og tag familien med! Jeg ved ikke, hvor længe endnu det er der.

Men Thomas Dambo har været igang længe, og mange Københavnere kender formentlig hans farverige fuglekasser, der hænger rundt i byen, blandt på hjørnet Fredensgade, Tagensvej og Nørreallé. Dambo benytter genbrugsmaterialer til sin kunst. Det er også altid en inspirerende oplevelse, at køre forbi hans værksted med den lyserøde enhjørning på grænsen mellem ydre Nørrebro og ydre Østerbro.

I ALLE FÆLLESSKABER ER DER ABER - Om Kulturministerens Kulturstrategi for børn og unge

Detalje fra KISSMAMAs udsmykning af Metrohegnet ved Nørrebro Station.

FANTASTISK! Et med længsel ventet udspil fra Kulturminister Marianne Jelved er nu søsat. Det handler om visioner for børn og unges møde med kunst og kultur, og skal gælde de næste fire år. Det ser også ud som om der er penge bag udspillet - 40 millioner kroner - men det er ikke lige til at gennemskue, om det er flere penge, end der plejer at være. Og ministeren har sikret sig at tildeling forudsætter medfinanciering fra kommunerne.

MARIANNE JELVED opererer med to kodeord: 'lokalforankring' og 'fællesskaber'. Hun vil skabe fællesskaber, som børn trives i. Og ifølge et interview i Kulturnyt på P1, vil hun skabe en social dimension og bryde den social kulturelle arv ved at skabe fri adgang for børn og unge til kunsten og kulturen.

KULTURMINISTEREN mener at det er vigtigt, at børn og unge møder kunst og kultur, fordi de gennem dette møde får øvet deres koncentrations evner, bliver i stand til at strukturere deres oplevelser og evne til at føre en dialog om det de ser, opøver refleksionevnerne, bliver bevidste om deres egen udvikling og møder anerkendelse. På denne måde mener Jelved, kan vi give dem en demokratisk dannelse og træne dem til at blive borgere i vores danske demokratisk fællesskab.

DET LYDER SMUKT OG FLOT, men jeg er ikke helt sikker på, at det er de ting, jeg som kunst og kulturformidler mener, er de primære ting der sker, når børn og unge møder kunst og kultur. Og jeg tror at det er vigtigt at skelne mellem det som Jelved kalder "den autentiske kunst og kultur" og selv at være skabende/ udøvende. Det er ikke det samme og skal helst ikke erstatte hinanden.

AT KULTUREN ER ET FÆLLESSKAB og at kunst giver kompetencer, lyder som politik formuleret af henholdsvis Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Dermed bør strategien være sikret bred opbakning i det vigtige kommunale landskab. Vigtig fordi at ministeren også betoner samarbejde og netværk samt forankringen i lokalsamfundet. Det vil sige at strategien ikke kan lykkes, hvis ikke kommunerne skaber plads til dem på deres budgetter.

DET MEST VÆSENTLIGE ER, at der nu er et ministerielt fokus for kulturindsatsen til børn og unge. Ministeren kan og vil ikke styre, hvad der skal ske rundt omkring i landet, men hun presser lokalpolitikerne til at støtte op om strategien ved at kræve medfinanciering. Og når kulturen skal ud til alle ... i hele landet, er denne opbakning voldsomt vigtig.

JEG KUNNE GODT HAVE ØNSKET MIG et ambitiøst mål, der hed, at alle børn og unge i Danmark skal opleve mindst en danseforestilling, en teaterforestilling, en litteraturoplæsning og forfattermøde samt et kunstmøde og kunstnermøde om året (- allerhelst hvert halve år). Og jeg havde også gerne set en tildeling af et Læringskort til pædagoger og lærere der gav dem gratis adgang til alle landets kulturinstitutioner. Men så konkret er udspillet ikke.

TIL GENGÆLD er jeg vild med aldersdifferentieringen i strategien. Det er SÅ godt tænkt at man ikke maser den samme strategi igennem overfor unge (17 - 30 år!), som overfor skolebørnene. Marianne Jelved fremlagde fint i P1, hvordan hun har lyttet til og gerne vil tilgodese unges egen lyst til at skabe kultur og kunst. Og det er forfriskende, at ministeren skaber et helt nyt fokus på små børn, kulturen i deres dagligdag og - VIGTIG - de små børns professionelle voksne!

DET BLIVER SPÆNDENDE om der kommer handling bag ordene, og om alle børn og unge i de næste fire år rent faktisk møder mere dans, litteratur, teater, film og billedkunst i deres hverdag. Jeg ønsker det for os allesammen. Men vi ved jo godt, at i alle fællesskaber er der aber!

KULTUREN UD TIL ALLE 2

KULTUREN SKAL UD TIL ALLE! Det, mener jeg, er en uangribelig sandhed. Man kan diskutere, hvad kultur er, og hvad der ligger i "skal" og "ud til". Man kan også være uenige om hvad og hvordan "alle" skal bruge den, men at den er og skal være tilgængelig, bør være et faktum. Jeg har allerede diskuteret dette her, hvor jeg blandt andet foreslår at pædagoger og lærere får et læringskort der giver gratis adgang til alle Danmarks kulturinstitutioner. 'Adgang' og 'tilgængelighed' og 'venlighed/ imødekommenhed' er nøgleord.

KVALITET ER OGSÅ VIGTIG! Når vi taler om alle besøgende (uanset alder), er det vigtigt, at det de møder og får på museet er af god kvalitet. Og for børn og uge er det nok mest vigtigt. Men lige præcis for den målgruppe kan tilbuddene godt være ret svingende i kvalitet.

JEG HAR SELV STÅET MED ANSVARET for kunstformidlingen til børn og unge på Louisiana i en årrække, og kender alle mulighederne og alle faldgruberne fra arrangørernes side. Jeg har også en tæt dialog med lærere og pædagoger og ved at de meget gerne vil benytte kulturinstitutionernes tilbud i deres dagligdag. Men de fortæller også, at det de møder virkelig kan være dårligt. Og så bliver det vanskeligt at trække børnene med igen en anden gang.

JEG OPLEVEDE DET SELV FOR NYLIG, hvor jeg var med en skoleklasse på et af byens bedste museer - Hirschsprung Samling. Dette museum har en hel fantastisk kunstsamling, men mange lærere og pædagoger kender desværre ikke til den. Der ligger et stort og spændende arbejde for museet der.

DEN SKOLEKLASSE JEG VAR SAMMEN MED bestod af børn med mange forskellige baggrunde, hvilket var synligt blandt andet på tørklæderne, som flere elever bar. De skulle ind og se Skagensmalerne, som de på forhånd havde lært en masse om, og de var alle meget optagede af dette emne og positivt indstillede.

DERES OMVISER VAR UNG, formentlig kunsthistoriestuderende og havde sit manuskript med i hånden. Det er der ikke noget galt i. Det der gik galt for ham var, at han ikke havde gjort sig klart, hvad børnene skulle have med sig af viden, når de forlod museet. Om det er hans fejl, eller om det er den formidlings-ansvarlige på museets fejl, er jo ikke til at sige.

HAN BLIVER SIKKERT EN DYGTIG KUNSTHISTORIKER, og det er ikke mit ærinde at hænge ham ud. Jeg vil blot sige, at  han pt. ikke er en god formidler. Derfor endte det også med at blive lettere kaotisk. Han var optaget af at fortælle om personerne på billederne og deres indbyrdes familiære relationer, hvilket overhovedet ikke var relevant for eleverne.

ELEVERNE BLEV TRUKKET FREM OG TILBAGE mellem to sale, så der opstod en grund uro hos børnene. Da akustikken ikke er god i salene, hørte og greb han ikke dere guldkorn. Han kom næsten ikke ind på kompositioner og farvebrug. Og han sluttede af med et maleri der viser juleaften, uden at erkende at halvdelen af børnene ikke kender til eller fejrer juleaften. Jeg siger ikke, at han ikke skulle vise dem det billede, men han skulle da have brugt det aktivt til en dialog med børnene!

ALLEREDE EFTER TRE MALERIER var de fleste af drengene faldet fra. Og da gruppen forlod museet, ytrede flere elever, at de ikke gad at gå på museer mere. De har en super lærer, så det skal nok rette sig. Men hvor er det ærgerligt at eleverne ikke hver gang møder en toptunet formidler der har lyst til at vise kunsten frem og gå i dialog med børnene.

NÅR KULTUREN SKAL UD TIL ALLE, skal kulturinstitutionerne også sikre sig, at kvaliteten er i orden. Selvfølgelig skal de studerende øve sig, men hvorfor skal de lige netop øve sig på børnene? Hvis det er ud fra en idé om, at det er mindre svært at formidle til børn, så er der nogen der har misforstået noget! Lad dem da hellere øve sig på de voksne, de kan jo i det mindste svare igen. Og lad børnene møde dygtige professionelle formidlere og kvalitet.

KULTUREN UD TIL ALLE 1

I FREDAGENS UDGAVE af Kulturknuserne på P1 (lyt her) fik sætningen Kulturen ud til alle vendt vrangen ud af. Redaktionen havde fundet tre nytiltrådte kulturdirektører, der alle havde sagt nogenlunde det samme, nemlig, at det er deres mål at få flere til at benytte sig af de tilbud, som deres institutioner har. Som værten Lasse Marker meget rigtigt pointerede, er det ikke en vision. Men det er et ønske.

KULTUREN UD TIL ALLE er et udsagn, som vi alle kan være enige om og juble over. Tænk hvis der kom en kulturdirektør og meddelte, at nu ville han / hun lukke institutionen, og den skulle kun være for de få! Det vil forhåbentligt aldrig ske!

JEG HUSKER STADIG den direktør på Louisiana, der sagde at kunsten skulle formidle sig selv. På en måde havde han jo ret, og det var også et ret forfriskende initiativ. Men det var mest forfriskende for os der var med på at se på kunsten på denne måde ... og som vidste noget om den i forvejen. Problemet med at lade kunsten formidle sig selv, er at det er fint for nogle, men bare ikke fungerer for ...mange andre. Og i det konkrete tilfælde, var det et problem at selv museets meget vidende vagter ikke forstod kunsten - man kan sige at værkerne ikke talte til dem. Og så er der et problem!

MAN SKAL HAVE DET PÅ EN BESTEMT MÅDE for at kunne lide at blive udfordret af det man ikke forstår. Måske synes man at det er ok og spændende første gang. Men måske synes man også, at det er anstrengende og ubehageligt, og så beslutter man sig for ikke at prøve en anden eller en tredie gang. Der er da kunststeder, hvor jeg synes at det kan være som at bestige Mount Everest at gå ind. Men min interesse og nysgerrighed, gør at jeg alligevel gør det.

JEG KENDER DESVÆRRE RIGTIG MANGE MENNESKER der ikke benytter kulturtilbuddene, fordi de føler sig dumme i kulturinstitutionerne. De har ikke haft deres naturlige gang i disse gennem deres opvækst - og ej heller har deres familier - så hvad skulle få dem til det nu? Nok ikke at kulturdirektørerne siger at de gerne vil have dem på besøg. Men måske skulle kulturinstitutionerne prøve at sende gratis invitationer/ billetter til bestemte kvarterer og så se, hvor mange der ville benytte dem.

PÆDAGOGER OG LÆRERE er nøglepersoner til at åbne kulturinstitutionerne op. Disse faggrupper burde have gratis adgang til alle vore kulturinstitutioner, således at de kan viderebringen viden og begejstring til deres børn og elever. Journalisterne har pressekort, men pædagoger og lærere burde have læringskort.

PRISER, traditioner og billetsystemer spiller allesammen en rolle i forhold til vores benyttelse af kulturtilbuddene. Men også attituden på stedet. Møder man venlighed, venlighed og venlighed, så kommer man igen.

DER ER SÅ MEGET MAN KAN GØRE, og jeg vil håbe at de tre nyslåede kulturdirektører vil omsætte deres ønsker til konkrete handlinger og visioner. For Lasse Marker har jo ret, indtil videre er de ikke kommet med noget.

PORCELÆN

MÅSKE ER DET EN TENDENS, MÅSKE ER DET ET TILFÆLDE, men der er og har været en hel del porcelæn og keramik at se i billedkunsten dette forår. Der er simpelthen porcelæns-figurer og platter alle vegne. Det hele kan placeres i hjemmet, og jeg skal da gerne erkende at der er flere af værkerne jeg gerne ville placere i mit hjem! Der er tale om nyfortolkninger af en gammel genre, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke på, om det hænger sammen med krisen? Se lige her:

Allan Otte hos Galleri Tom Christoffersen

Marie Rubinke hos Galleri Martin Asbæk

Mette Vangsgard hos Galleri Marie Kirkegaard

Louise Hindsgavl hos Galleri Christoffer Egelund

Niels Erik Gjerdevik hos Copenhagen Ceramics

Gunhild Rudjord hos Copenhagen Ceramics

"SE BADEANDEN, MOR!" - om Allan Ottes udsmykning på Nørrebro teater

JEG VAR MED FAMILIEN PÅ NØRREBROS TEATER IDAG. Det var ikke for at se teater, men for at se på Allan Ottes (1978) ti meter lange udsmykning "Nørrebro Udtræk", der hænger i baren. Det er en udsmykning, der fungerer rigtig godt! Kaster man bare et hurtigt blik på maleriet, genkender man straks teatrets kvartér med Nørrebrogade, den gule mur og bus nr. A5. Et passende motiv til et teater, der netop åbner sig op for sin bydel!

FOR NØRREBROS BEBOERE i alle aldre må det blive en udsmykning, der kalder på begejstring. Vi var i hvert fald alle begejstrede for at gå på opdagelse i billedet - ikke for at finde Holger, men for at finde alle de mange kendte Nørrebro-elementer. Mine børn syntes, at det var sjovt at se deres station og Føtex og Mjølnerparken på et maleri. For os voksne var der også et strejf af nostalgi over forandringerne på Nørrebro, med metrobyggeriet, den tomme grund hvor ungdomshuset 'i sin tid' lå, og kirken hvor narkomanerne i min barndom altid sad på trappen og fixede.

OGSÅ FOR KUNSTELSKERE er det udfordrende og en nydelse at finde al den kunst, der på forskelig vis er indkorporeret i billedet. For ikke at tale om Nørrebros arkitektur. Når man ser den sammenstillet på denne måde, er det synligt at det er planløsheden der har hersket, men samtidig har det givet plads til mangfoldighed i byggeriet og dermed en arkitektonisk afspejling af beboer sammensætningen i bydelen.

JEG VED IKKE hvad der har inspireret Otte til dette maleri. Jeg kom naturligvis til at tænke på Erik Hagens maleri af byggeren fra 1976 (læs mere her). Ikke at de to billeder ligner, men de er begge portrætter af Nørrebro, og på begge billeder leder man efter genkendelige elementer. Jeg ved ikke hvorfor Otte lige har valgt de bygninger og elementer, han har valgt. Men jeg kom til at tænke på fuglekasserne ved Nørrebroparken - se her. Der er et vist overlap i motiverne, hvilket formentlig er tilfældigt...men sjovt! (se Allan Otte igang med maleriet her)

ALLAN OTTE modtog iøvrigt det nystiftede kunstnerlegat Osmund Hansen Fondens arbejdslegat på 200.000 kroner i fredags (læs mere her og her). Og han er aktuel med udstillingen Noble Rot Blues hos Galleri Tom Christoffersen, der kan ses indtil den 29. marts.

BARTENDERNE PÅ TEATRET var enormt søde og imødekommende, og synes at vores entusiasme var sjov. De bidrog med deres iagttagelser, men havde ikke set badeanden som børnene så. Det er ikke sikkert at de kan vedblive med at være så venlige overfor alle der kommer forbi. Man kan indtil videre se udsmykningen i teatrets åbningstid (så check den inden et besøg her). Jeg foreslår, at teatret producerer en plakat med motivet. Vi vil meget gerne købe den!

BAGEFTER cyklede vi bl.a. forbi "det runde tårn" på Sankt Hans Torv og Claus Carstensen der står og pisser på Panum Instituttet - og for børnene var det en helt særlig oplevelse ovenpå maleriet.

ET SNEDIGT SNE DIGT: Christian Dotremont

INSPIRERET AF MIT ÆLDSTE BARNS LEG MED ORD, gik det fornyligt op for mig at ordet og adjektivet 'snedigt' også kan læses som 'et sne digt'. Det er jeg formentlig den sidste i Danmark, der har opdaget. Men jeg vil benytte min begejstring over denne opdagelse til at vise et billede af en kunstner, der rent faktisk skabte sne-digte.

CHRISTIAN DOTREMONT (1922-1979), den belgiske kunstner og digter der blandt andet er kendt for at være blandt stifterne af den internationale kunstsammenslutning CoBrA, skabte på en rejse til Lapland i 1976 en serie Logoneiges - digte i sne. Den hvide sne erstatter det hvide papir, men hvor skriften på papiret bliver stående, er digtet skrevet i sne forgængeligt og dermed uløseligt bundet til øjeblikket. Se flere billeder af Dotremonts sne digte her.

HVIS man som jeg er lidt skuffet over manglen på sne denne vinter, og gerne vil have et lille sne-skud inden foråret for alvor tager over, er det muligt en uge endnu at opleve sne-udstillingen på Nivågaard (læs mere her) - dog uden Dotremont. Denne lillebitte kunsthistorie om sne-digte slutter med et billede af Dotremont på slæde i Lapland - billedet er nærmest et digt i sig selv:

EN KOPI AF EN KOPI AF KOPI

A Kassen Carnegie Art Award 2014
- til 23. februar 2014

DER ER NOGET UNDERLIGT PÅ FÆRDE på Den Frie disse dage. For hvis man blot går ind for at se den aktuelle udstilling - uden informationer - vil man opleve, at salene er fyldt med malerier i forskellige størrelser, med forskellig stil og forskellige udtryk. "Aha, en maleriudstilling af en kunstnergruppe", tænker man måske lettet - for så har man jo identificeret konceptet. Der er dog ingen navneskilte ved værkerne, så man kender hverken titel eller kunstnernavn. Og alle værkerne har det tilfælles, at de er lidt 'flade' at se på. Som om de mangler en dimension eller flere. Men det betyder egentlig ikke noget, for man kan jo sagtens gå rundt og betragte værkerne, og vurdere hvilke man kan lide og hvorfor.

DET ER NOK UTOPISK at forestille sig, at gæsterne, der besøger Den Frie i disse dage, ikke vil søge information om udstillingen, før de går ind. Desuden ligger der i de fleste sale grønne kataloger, og når man ser i dem, kan man genkende værker der ligner de udstillede, men alligevel ser anderledes ud. Og det er de også. For de udstillede malerier er kopier af fotografierne i kataloget. Og fotografierne er 'kopier' af originale værker, som man ikke ser 'live'. Det vil sige at man som gæst har to gange gengivelser (malerierne på udstillingen og fotografierne i kataloget) og to gange værker (de originale man ikke ser og de malede kopier på udstillingen) at forholde sig til. Og så kommer der yderligere et lag - nemlig det værk udstillingen i sig selv udgør. Udstillingen er en kopi af en udstilling.

UDSTILLINGEN er arrangeret af A Kassen. Den er blevet til på baggrund af en udstilling, Carnegie Art Award, der blev aflyst. Kataloget til denne udstilling sendte A Kassen til Xiamen Painting village i Kina. Det er en by, hvor tusindvis af kunstuddannede står og maler kopier af Monet, Van Gogh og Kandinsky til hoteller, forretninger og private. Man kan bestille malerierne i forskellige kvaliteter: simpel, eksklusiv og museums-kvalitet. Malerierne på Den Frie er naturligvis i museumskvalitet. Hvert billede udstillingen har kostet under 25 kroner at male!

Kopier af fotografier af Alexander Tovborgs "Teenage Jesus" (2013).
Koncept: A Kassen. 

KUNSTNERNE I KINA har taget deres opgave meget alvorligt. De har fået besked på at male billederne i kataloget, hvilket betyder at de har malet stills fra et videoværk og fotografier, og ovenikøbet rammerne på Alexander Tovborgs serie "Teenage Jesus". I Dag Erik Elgins værk "Balance of Painters" er det tre forskellige kunstnere, der har stået for kopieringen - hvilket også ses. Og også i gengivelsen af Riiko Sakkinens røde serie 57 Varieties er der sket noget.

DET ER EN GENIAL UDSTILLING, især fordi den rummer så mange lag og kan nydes på så mange forskellige måder. Man kan gå rundt og se på hvad man synes er smukt og grimt, men man kan også tage kataloget og overveje hvorvidt maleriet ligner, og så kan man fundere over hvad der er kopi og hvad der er virkelighed. Man konfronteres i den grad med, hvad man selv synes er et godt maleri. Og som min medgæst pointerede - så er det jo ret aktuelt i forhold til de konstruktioner af virkeligheden, vi alle arbejder med på de sociale medier.

SNYD DIG IKKE FOR DENNE UDSTILLING, men tag endelig en eller flere gæster med. For en vigtig dimension er den samtale man har om ... det hele. A Kassen har skabt en fantastisk udstilling. Den kan næsten kun overgås af, hvis Den Frie på et senere tidspunkt, udstiller de originale værker, så man kan sammenligne disse med erindringen om kopierne af kopierne af kopierne..!

RØR (IKKE) VED MIG!

- Hvornår kommer man for tæt på?

I DANSK POP-SANGEN "RØR VED MIG" lyder omkvædet: "Rør ved mig, så jeg føler at jeg lever" (sunget af Lecia og Lucienne, indspillet i 1973). Jeg kom til at tænke på disse linier i lørdags, da jeg så udstillingen CLOSE ENCOUNTERS. Det er en tankevækkende udstilling, der handler om kroppen og udfordringen af denne.

 

I MØSTINGS HUS (Frederiksberg, København) viser Kassandra Wellendorf to af sine egne lyd og videoværker, og herudover vises to spritnye og ret imponerende interaktive lyd- og videoværker som Wellendorf har skabt sammen med Simon Løvind (læs mere her). Værkerne handler om nærkontakt og berøring - og om vore tanker og forestillinger om dette. Måske et emne der for mange er tabubelagt. De færreste vil være alene, men hvor tæt på vil vi egentlig have andre mennesker?!

 

UDSTILLINGEN FIK MIG TIL AT TÆNKE PÅ de øjeblikke, hvor man står som sild i en tønde i en bus. Det er øjeblikke hvor man ikke kan være fintfølende overfor berøring. Arme, ryg, bryster, mave og baller presses og trykkes af ukendte kvinder og mænd, og kroppens usynlige grænser overskrides voldsomt. Men det accepterer man uden videre. Men så snart berøringen virker bevidst - og det gælder også for blikke - er det en helt anden sag.

Sleeping Obstacles af Kassandra Wellendorf og Simon Løvind.
Copyright kunstnerne.

 

HVOR GÅR KROPPENS GRÆNSER? Hvilken form for berøring vil man egentlig gerne have? Og lever man kun, hvis og når man bliver rørt? Dette kan man jo blandt andet fundere over, mens man oplever og aktiverer værkerne Sleeping Obstacles og Handmade Memories. Udstillingsrummene er mørklagte, hvilket nogen kan opfatte som unygge. Men jeg mener, at mørklægningen fremhæver kvaliteter i værkerne.

CLOSE ENCOUNTER består af fire værker der ikke handler om kontakten til det ydre rum men til de indre. Det er en overskuelig udstilling, der dog sidder dejligt længe i kroppen.

Møstings Hus. Foto: Kunsthistorier

13,88 METER SPALTETEXT

- om Liniens udstilling i 1934


IMORGEN 15. januar er det 80 år siden at en af de vigtigste gruppeudstillinger i dansk kunsthistorie i det 20. Århundrede fandt sted. Det skete på Charlottenborg i København - som netop nu viser en anden betydningsfuld gruppeudstilling (læs mere her!) På udstillingen vistes værker af Ejler Bille, Vilhelm Bjerke Petersen, Richard S. Mortensen og Hans Øllgaard. Henry Heerup var med som gæst! Kataloget blev optrykt i tidskriftet linien nr. 1 fra 1934.

I anledning af jubilæet vil jeg overlade ordet til Liniens tre hovedmænd Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957), Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen (1910-1993) og deres åbenlyst tilfredse beskrivelse af udstillingens målbare succes:

"linien afholdt en udstilling af surrealistisk kunst paa charlottenborg fra d. 15.-31. jan. Udstillingen blev besøgt af 2500 mennesker, desuden aflagde adskillige skoler besøg under vejledning af kunstnerne. En del af kunstværkerne blev udvalgt til ophængning i københavns kommuneskoler, hvor kunstakademiets direktør, prof. axel jørgensen og adjunkt harald rue vil holde orienterende foredrag i tilknytning til kunstværkerne. Udstillingen blev omtalt i samtlige dagblade i københavn og i adskillige svenske og norske aviser med ialt 13,88 meter spaltetext. Der solgtes ialt 24 arbejder (skulptur og malerier) til en samlet sum af 3000 kr. En del billeder blev hængt op til prøve hos interesserede."

(fra tidskriftet linien nr. 2)