tirsdag den 23. februar 2016

BILLEDER AF ET DANMARK DER VAR

Fredensgade. Foto: Viggo Rivad 1973
Agnete i Fredensgade. Foto: Viggo Rivad, 1973.
FOTOGRAFEN OG FORFATTEREN VIGGO RIVAD (1922-2016) er død, og har efterladt sig et fantastisk levende værk: Billeder af et Danmark der var. Rivad har siden 1946 forsynet os danskere med et formidabelt fotografisk æuvre, der både indeholder enkeltstående fotografier og gribende fotoreportager. Rivad var selvlært, men inspirationen fra eksempelvis en fransk fotograf som Brassaï, var tydelig i de tidlige billeder. Med tiden blev den socialrealistiske vinkel dominerende, med fokus på det oversete og nære, og med en solidaritet og indføling med de portrætterede.

SIDEN MEDDELELSEN OM RIVADS DØD er det hvirvlet rundt på de sociale medier med bud på hans bedste billeder. Der er så mange pletskud blandt hans fotografier, og man kan jo ikke lade være med at at elske dem alle sammen. Men selvfølgelig er der billeder, man føler sig tættere forbundet med end andre. Og sådan har jeg det også.

Lejlighed i Fredensgården. Foto: Viggo Rivad
MIN RIVAD-FAVORIT er fotoreportagen fra det besatte hus Fredensgården i Fredensgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro. Reportagen viser slumstormerne i det besatte hus, men også de samme lokaler ryddet for mennesker og ting. Det er stærkt, at se billederne af de beboede lejligheder ved siden af de samme ryddede lejligheder - livet over for tomhed og destruktion. Og selvom ejendommene virkelig var små og i dårlig stand, virker det alligevel meningsløst at de blev ryddet.

FOR NYLIG UDKOM bogen Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor. Bogen er fortalt af pædagog og institutionsleder Christiane Pedersen, og skrevet af mig. I bogen fortæller Christiane Pedersen om, hvad pædagogisk praksis i Læssøegården var, og om hvordan den udviklede sig. Men det hele begyndte slet ikke i Læssøegården eller i Læssøesgade. For hvad mange måske har glemt i dag – eller slet ikke ved – er, at det tankegods, der dannede fundamentet for at Læssøegården blev som den blev, faktisk blev udtænkt og formuleret i 1969, i stueetagen i en besat ejendom kaldet Fredensgården i Fredensgade.

INSTITUTIONEN begyndte sin praksis under navnet Fredensgårdens LegestedFredensgårdens Legested blev iværksat af slumstormere, der så hvordan kvarterets børn løb rundt på gader og stræder og i baggårdene og ’passede’ på sig selv og hinanden. Det lå i de idealistiske og revolutionære slumstormeres gener, at dét der ikke fungerer, det kan man ændre på. Så de tog ansvar og skabte Fredensgårdens Legested for alle disse børn med pædagogisk opsyn og pædagogiske aktiviteter. I bogen er der et fotografi af Viggo Rivad, der viser slumstormerne i en baggård til Fredensgården.

INDTIL POLITIKERNE besluttede at gennemføre rydningen af ejendommene på den ene side af Fredensgade, for at skabe plads til den fler-sporede motorvej Søringen, lå institutionen her, men al balladen og den efterfølgende nedrivning betød, at institutionen måtte flytte til Læssøesgade og efterfølgende tog navneforandring til Læssøegården.

RIVAD HAR OGSÅ dokumenteret de voldsomme kampe omkring Fredensgården. Det var en kamp mellem David og Goliath. Fotografierne af den unge kæmpende kvinde, Agnete, med kasserollen på hovedet og Politimanden der rammes af en malerbombe er ikoniske billeder, der fortæller om en tid og et samfund præget af sammenstød mellem det gamle og det nye. På den korte bane vandt politikerne, ejendommene blev revet ned og idag ligger den mennesketomme Fredens Park på adressen. Men på den lange bane vandt slumstormerne. Søringen blev ikke til noget.

FOTOREPORTAGEN FRA FREDENSGÅRDEN er umiddelbar mindre dramatisk, men Rivads billeder efterlader uforståelighed hos beskueren (i hvert fald denne) overfor, at det fredelige og festlige liv skulle afsluttes. Rivad var ikke partisk, men hans reportage viser solidaritet med de unge slumstormere.
Efter kampen. Foto: Viggo Rivad, 1973.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar