MONETS HØSTAKKE OG KANDINSKY

Vassily Kandinsky: Komposition V, 1911

EFTER AUKTIONEN HOS CHRISTIES I NEW YORK den 17. november ved vi, at den nye ejer af Monets maleri af en høstak har betalt millioner for det. Men er det et kunstværks værdi? Det vides ikke om ejeren vil lade billedet cirkulere i offentligheden eller om det bliver udstillet i et privat hjem. Men ligger værdien af dette maleri ikke netop i, at det bliver set af mange mennesker, og måske kommer til at påvirke dem?

Claude Monet: Hvide snedækkede høstakke, 1890-91.

VI VED AT NETOP MONETS HØSTAKKE påvirkede en anden kunstner til at udvikle en helt ny retning indenfor kunsten en retning væk fra objektet mod det non-figurative. Denne kunstners navn var Vassily Kandinsky (1866-1944. Kandinsky var født i Rusland, og så i 1896 en udstilling med Claude Monets Høstakke i Skt. Petersborg. Kandinsky har fortalt følgende om sin oplevelse af Monets malerie rpå denne udstilling:

"Det var udstillingskataloget der fortalte mig at det var en høstak. Jeg kunne ikke selv se det. Denne ikke-genkendelse var smertefuld for mig. Jeg besluttede at kunstneren ikke havde ret til at male så utydeligt. Jeg følte at maleriets objekt manglede. Og jeg oplevede til min store overraskelse og forvirring at dette maleri ikke alene havde grebet mig, det krøb uafrysteligt ind i min hukommelse. Det at male fik pludselig en eventyrlig kraft og rigdom." (citat af V. Kandinsky, oversat af Kunsthistorier)  

Claude Monet: Høstakke i solnedgang, 1890-91

KANDINSKY OPFATTEDE HØSTAKKENE som abstrakte billeder. De provokerede ham og de inspirerede ham til sammen med kunstnerne Gabriele Münter og Frans Marc at udvikle ekspressionismen, og danne kunstnergrupperingen Der Blaue Reiter (1911-1914). Et af karakteristikaerne ved deres ekspressionistiske stil var netp de farver de benyttede. Og Kandinsky fortæller om Monets farver:

"Hvad der pludselig stod klart for mig var (farve-)palettens uventede kraftfulde betydning, en betydning jeg ikke havde forstået før og der overgik mine vildeste drømme". (citat af V. Kandinsky, oversat af Kunsthistorier)

Claude Monet: Høstak, sol i tåge. 1890-91.

DE EKSPRESSIONISTISKE KUNSTNERE brugte antinaturalistiske farver. De satte farverne sammen på en anden måde en man tidligere havde gjort, og de fik farverne til både at dirre og skurre og blive selvlysende. Og for Kandinskys vedkommende skyldtes det altsammen Monet og hans serie af høstakke.

Vassily Kandinsky: Efterår studie nær Oberau, 1908

Vassily Kandinsky: Bjerglandskab med kirke, 1910.

LÆS OGSÅ:
EFTER BLACK FRIDAY - MED FAVNEN FULD AF PAKKER
CLAUDE MONETS HØSTAKKE

EFTER BLACK FRIDAY - MED FAVNEN FULD AF PAKKER

Return from Shopping (In The Streetcar), Gabriele Münter, 1908/09

DET AMERIKANSKE FÆNOMEN BLACK FRIDAY er kommet til Danmark åbenbart for at blive. Det fænomen kendte den tyske kunstner Gabriele Münter (1877-1962) intet til. Men hendes fine maleri På vej hjem fra indkøb fra 1908/09 viser netop en siddende kvindes pakke-læssede favn. Vi kan gå ud fra at hun har været ude at shoppe, og stadig ikke er kommet hjem. Hun har stadig handsker på og holder også om en blomst og i sin taske.

MÜNTER VISER os ikke kvindens hoved eller fødder eller omgivelser i dette maleri. Motivet er dristigt beskåret og fokuserer kun på det allervigtigste - indkøbene i kvindens skød. Når motivet er så beskåret, er det naturligvis farverne der er i centrum. Den mørkeblå kjole er baggrunden for pakkernes rosa og grønne og lysere blå farver. Oveni er der den balancerede omslutning af pakkerne af taskens gule blomst (forneden) og plantens røde blomst (foroven).

GABRIELE MÜNTER var sammen med Vassily Kandinsky og Frans Marc med til at grundlægge kunstnergrupperingen Der Blaue Reiter (1911-1914). De udviklede i denne periode en stærkt ekspressionistisk stil kendetegnet ved meget synlige penselstrøg, brugen af anti-naturalistiske farver og en stærk fladeorientering. I dette maleri, malet tidligere end Blaue Reiter-perioden, kan man se at Münter også maler lidt naivistisk. Vi kan se hvad det forestiller, men det er ikke en fotografisk gengivelse af virkeligheden.

DET EKSPRESSIONISTISKE slap aldrig sit tag i Münter, på trods af at gruppen opløstes ved 1. Verdenskrigs begyndelse, Kandinsky rejste tilbage til sit hjemland Rusland og Frans Marc døde som soldat i krigen. Münter blev og blev ved med at male.

BJERGBESTIGEREN GEORGIA ENGLEHARD OG ALFRED STIEGLITZ

Bjergbestiger G. Englehard

Maleri af G. Englehard

I ÅR ER DET HUNDREDE ÅR SIDEN at Georgia Englehard (1906-1016) debuterede. Kunstneren fik på det berømte Galleri 291 i New York i 1916 sin egen udstilling med følgende meget lange titel:

"Water-Colours and drawings by Georgia Englehard, of New York, A Child ten years old showing evolution from her fourth year to her tenth year".

GALLERI 291 blev drevet af Alfred Stieglitz (1864-1946), amerikansk fotograf og formidler af de europæiske avantgardestrømninger i USA. Stieglitz viste mellem 1912 og 1916 fire udstillinger med Børnetegninger, formentlig inspireret af den russiske kunstner Vasily Kandinsky og gruppen Der Blaue Reiter, der ikke lagde skjul på, at de var inspireret af Børnetegninger. Stieglitz oversatte Kandinsky, og udstillede også hans udsagn både i galleri 291 og i sit magasin Camera Work. Et af de oversatte Kandinsky-citater var dette:

"There is an unconscious and enormous force in the child which manifests itself here and which puts the work of the child on an equally high (and often much higher) level as the work of the adult". 

MANGE AF TIDENS TONEANGIVENDE KUNSTNERE var på jagt efter ukendte billedterritorier, hvilket gav sig udslag i stor interesse for enhver form for kulturelt uberørt billeudtryk, heriblandt Børnetegninger. Stieglitz var også i sine fotografier optaget af børn udtryk og han tog faktisk flere fotografier af barnet Georgia Englehard:

Georgia E.. Foto: A. Stieglitz

Georgia med legetøj. Foto: A. Stieglitz

ENGLEHARD VAR Stieglitz niece, og breve mellem de to fortæller, at han havde en stor indflydelse på hendes udvikling. Men det var kunstneren Georgia O'Keeffe (1887-1986), Stieglitz hustru, der påvirkede Englehard som maler. Det er tydeligt, når man ser på Englehards landskabsbilleder, der er som modelleret af farvet flødeskum: på een gang massivt og fyldigt, men alligevel med en porøsitet som om det allerede er ved at forsvinde igen:

Maleri af Georgia Englehard

ENGLEHARD var bange for højder, men overvandt denne angst og blev en anerkendt bjergbestiger. Og netop denne fascination af højder og angst for dybder, indfanger hun meget fint i sine voksne malerier. Hun havde mange talenter, fik mange muligheder og prøvede mange ting af i sit liv. Men måske var det bjergbestigningen hun var mest optaget af. Og hendes bedrifter gjorde at der er bjerge der er opkaldt efter hende.

Det uskyldige barn - Georgia Englehard.
Foto: A. Stieglitz.

BØRNETEGNINGERNE, som hun udstillede som 10-årig, er ikke offentligt tilgængelige (hvis de overhovedet eksisterer mere). Men Stieglitz udstillede formentlig også mere Englehards Børnetegninger, fordi de var tegnet af et barn, end fordi hun var en kunstner in spe. På de andre tre udstillinger med Børnetegninger på Galleri 291, påstod Stieglitz at tegningerne var udført at emigrant børn fra de fattigste kvarterer på Lower East Side i New York. Men kunstneren Josephine Hopper  (1883-1968), født Nivison, har i sin dagbog skrevet, at Børnetegningerne til udstillingerne blev udført af hendes billedskoleelever, og dermed var de ikke helt så uberørte og ubeskrevne blade, som Stieglitz ellers gerne ville fremhæve.

FORESTILLINGEN OM at man kan gå en tur i et fattigt ghettokvarter og tilfældigvis finde fantastiske Børnetegninger er både meget romantisk og en rigtig god pressehistorie. Og selv om der er fortalt lignende historier gennem tiderne, så er det nok snarere - i dette tilfælde - sandheden, at Stieglitz har fået tegningerne fra en Billedskole. Udstillingerne med Børnetegninger var en del af Stieglitz's kunstneriske manifest og en provokation overfor det etablerede.