SWINGING TUBES

LIGE NU kan man på Officinet i Bredgade se udstillingen Ceramic Exit. På denne udstilling kan man bla. se Kirsten Holm Nielsens Swinging Tubes. De er først og fremmest et materialeeksperiment fra kunstnerens side, men de fremkalder hos mig erindringer om både ung svensk birketræsskov, indianske totempæle samt Louise Bourgeois' tidlige skulpturer.

I 1999 SÅ JEG udstillingen THE AMERICAN CENTURY, Art and culture 1950 - 2000 på Whitney Museum of American Art i New York. Det var en kæmpe udstilling, fyldt til bristepunktet med hovedværker fra perioden og en stor og uforglemmelig oplevelse.

TRE AF KUNSTVÆRKERNE på udstillingen gjorde et særlig stort indtryk på mig. Det var skulpturer af Louise Bourgeois (1911-2000) fra slutningen af 1940erne. Jeg havde på det tidspunkt oplevet flere værker af Bourgeois, installationer og skulpturer, men aldrig set disse meget enkle personager. I princippet består de af en opretstående jernstang, hvorpå der er trukket mindre dele nedover. Nærmest som store ujævne perler eller sten trukket på en snor - hvor snoren blot er stivnet. Jeg har ikke billeder fra udstillingen, men de minder om disse skulpturer - se her.

MED TANKE PÅ LOUISE BOURGEOIS' ÆUVRE ligger der formentlig noget fallisk i disse skulpturer, og måske handler de også om 'at gennembore', 'at spidde', 'at samle' eller 'at fange'. I hvert fald er der tale om en samling og en fremvisning af materialer, hobet sammen og sat ovenpå hinanden. Materialerne kan opfattes som en samling trofæer, og de synes klart at have et slægtskab med totempæle.

MEN MATERIALERNE kan også minde om en (næsten antropologisk) samling og ophobning af knogler, og derfor opfattede jeg, både dengang og idag, disse skulpturer som simple fremstillinger af mennesket: Mennesket uden følelser og hukommelse og empati - blot en bunke knogler der står op, holdt sammen af en pind. De er en slags grundmenneske - uden social adfærd, uden leg og kreativitet. Det er uhyggeligt enkelt og egentlig også grumt - mennesket uden noget.

KIRSTEN HOLM NIELSENs skulpturer er umiddelbart dekorative og abstrakte, og slet ikke voldsomme som Louise Bourgeois's skulpturer. De skyder i vejret, men hælder en smule til forskellige sider, hvilket tilføjer dem en rytme. Det er denne indlejrede rytme, der har navngivet dem, og selvom de kaldes 'rør', er det rytmen, der forvandler dem til figurer. Det er det figurative, der får en beskuer som mig til at tænke på Bourgeois' skulpturer. Man kunne også tænke på Alberto Giacomettis høje slanke stående kvinder og gående mænd.

RYTMEN gør Swinging Tubes lette og helt umulige at sammenligne med Bourgeois. Fordi Holm Nielsens dansende pinde er harmoniske og gerne vil dialog med omgivelserne, mens Bourgeois' skulpturer er rå og afgrænsede i forhold til verden omkring, nærmest brutalt isolerede. Bourgeois' Personnager fanger og indkapsler efterkrigstidens eksistentielle afmagtsfølelse. Som også Giacomettis - se her.

HOLM NIELSENS Swinging Tubes inkarnerer glæde og lyst til at indtage ikke bare rummet omkring sig, men egentlig hele verden. De synes smukke og oplivende, og fordrer et rum der spejler dette. Præmissen for disse dansende pinde er en sorgløs verden. Derfor kan de både befinde sig på toppen af det synkende Titanic eller midt i en jazztid - svingende uden at ænse økonomisk kaos eller undergang.


Udstillingen kan se frem til 17. november 2013. OFFICINET ligger i Bredgade 66. Der er åbent fra kl. 12 til 16 hver dag.