fredag den 8. november 2013

KUNSTNERNES EFTERÅRSUDSTILLING 2013



KUNSTNERNES EFTERÅRSUDSTILLING 2013Den Frie slutter på søndag. Det er en udstilling, der udfordrer beskueren, da der ikke er megen anden formidling end den værkerne og skiltene de giver beskueren. Man kan kalde det for elitært, og det tog også to rum for mine ledsagere og jeg at vænne os til at stole på os selv foran værkerne.

39 KUNSTNERE DELTAGER på udstillingen i år. 27 er kvinder. Det er kun en håndfuld af kunstnerne, som jeg kendte til på forhånd. Kunstnerne er udvalgt af kunstnerne Tommy Petersen / fra A Kassen, Sophia Kalkau, Jesper Dyrehauge og Simone Aaberg Kærn samt gallerist Michael Andersen.

JEG SIDDER NU HER med det smukke katalog foran mig og genkalder mig de værker, som jeg umiddelbart FANDT mest interessante, da jeg gik rundt på udstillingen:
  • JEG BLEV FASCINERET AF alt det man ikke fik at vide af Malini Printz, Luise Sejersens video Præst og Thue Holdt Petersens video Torden.
  • JEG BLEV INSPIRERET af Jakob Aggers smukke collager, Kasper Ledets fotoleg med skala og Diana Velascos alternative familie album.
  • JEG SMILTE AF Lisbeth Bachmanns installation, Pernelle Caspersens teknik, nostalgien i Mie Frey Damgaards værk og uoplysningen hos Lise Harbeck 
  • JEG BLEV IMPONERET AF Lotte Maja Bjerres og Maja Marstrands tegninger. Marstrands tegninger var også smukke og inspirerende.
  • JEG SÅ SKØNHED I Mie Hørlyck Mortensens skulptur, Anja Cecilie Petersens skulptur og Aliki Skyttes relief.

JEG TROR at det er Thue Holdt Petersens værk, mine tanker har kredset oftest om efterfølgende. Jeg ved stadig ikke hvorfor. Men den gamle syge mor i sengen, den lettere forvirrede datter, lynnedslaget, den totalt ødelagte telefon og tordenbragene, det smukke landskab og hjorten samt den tilkaldte mand er et utrolig spændende sceneri, der gemmer på ingredienserne til et Shakespeare drama omsat til sønderjydsk.

MINE LEDSAGERE var også vilde med Maj Bjørnholdt Kjærsigs glemte personer og Annette Lynggaards malerier af træer. Og det var sjovt, at vi kunne opleve andre værker af Kirsten Holm Nielsen på officinet bagefter. Men jeg er glad for, at jeg ikke har skulle udvælge årets værk!

Udstillingen er et must. Se den - og køb kataloget - inden udstillingen slutter på søndag!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar