fredag den 4. januar 2013

Ugens Kunsthistorie: 2013 - KVINDERNES ÅR PÅ DANSKE MUSEER

" ELLERS ER DET ISÆR KVINDERNE,
DER DOMINERER MUSEERNES PLANLÆGNING
- FRA FRIDA KAHLO TIL DRONNING MARGRETHE"
(Peter Michael Hornung, Politiken 2.1.2013)


VI ER MANGE der gerne så et større fokus på kvindelige kunstnere i medierne. Ikke i form af barmhjertighed eller 'nådsens brød', men fordi der findes så mange fantastiske kvindelige kunstnere, hvis kunst den bredere offentlighed aldrig får kendskab til.

DERFOR var det jo dejligt at læse indledningen til kunstkritikeren Peter Michael Hornungs artikel om de store kunstoplevelser der venter os alle på danske museer i 2013. For her stod det sort på hvidt, at der vil komme flest udstillinger med kvindelige kunstnere. Eller sådan forstod jeg det han skrev.

MEN DA JEG LÆSTE artiklen, var der noget der ikke stemte. Hvis de kvindelige kunstnere virkelig dominerer udstillingsprogrammerne i 2013, hvorfor kunne jeg så kun tælle til 8 nævnte kvindelige kunstnere (inklusive hendes majestæt), men til 15 (!) nævnte mandlige kunstnere (inklusive prinsgemalen) i samme artikel?  Og jeg snød endda, fordi jeg talte Else Alfelt med, selvom hun kun blev nævnt i navnet på hende og gemalens museum Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum. 

DE NÆVNTE KUNSTNERE VAR: Yoko Ono (1933), Frida Kahlo (1907-1954), Dronning Margrethe (1940), Mary Cassatt (1844-1926), Suste Bonnén (1948), Nelli Palomäki (1981), Maria Izquiordo (1902-1955) og Elsa Alfelt (1910-1974).

LIGE SÅ BEGEJSTRET JEG BLEV FOR ARTIKLENS OVERSKRIFT, lige så forstemmende var det at læse indholdet. For af de otte kvindelige kunstnere er kun fire nulevende og kun to af disse er danske. Ikke for at være nationalistisk, men der findes så mange danske kvindelige kunstnere, at der da MÅ komme mere end to væsentlige udstillinger med dem i det kommende år.

MAN KAN IKKE KRITISERE Politiken for museernes udstillingsprogrammer, men man kan forsigtigt hævde at artiklens forfatter ikke har gjort sit arbejde grundigt nok. Og håbe på at artiklens 'profeti' om året der kommer ikke går i opfyldelse. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at der skrives og tales om kvindelige kunstnere (og flere end disse otte) - også i det kommende år.

HERUDOVER vil jeg holde øje med hvor mange billedkunstnere og udstillingssteder der nævnes hver uge i dagbladet Politiken, og på den måde lave en lille statistik over deres kunstformidling i året der kommer. Der er mange måder man kan få kendskab til kunst og kunstnere på. Og en af dem er ved at møde dem i avisen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar