torsdag den 25. oktober 2012

Ugens Kunsthistorie: HVEM VIL DØ FOR EN PICASSO?













FOTOGRAFIERNE af det soldater-bevogtede Picasso-maleri er voldsomme billeder. Fra danske museer er man vant til stregen i gulvet eller snoren der viser, at hertil må man gå og ikke længere. Og glemmer man dette - eventuelt i begejstring over kunsten - sørger venlige kustoder for at man husker det igen. I andre byer ser man malerier bag pansret glas. Men i Ramallah er det soldater, der passer på kunstens sikkerhed.
 
VAN ABBEMUSEUM i Eindhoven er et af Nederlands mest progressive og kontroversielle museer. De ejer Pablo Picassos maleri Buste de femme (1943). Maleriet forestiller en kvinde, hvis ansigt er dekonstrueret og munden åben - måske skrigende. I 2011 udlånte museet dette maleri til udstillingen PICASSO in Palestine på International Academy of Art Palestine.

DET INTERNATIONALE AKADEMI FOR PALÆSTINENSISK KUNST (IAAP) ligger i Ramallah. Det ledes af kunstneren Khaled Hourani (1965). Det var hans og de kunststuderendes idé at vise Picasso for første gang nogensinde på Vestbredden. En helt igennem vild idé, som det ikke desto mindre lykkedes for dem at få gennemført.

DET FORUNDERLIGE VED PICASSOS DEBUT I OG REJSE TIL PALÆSTINA understreges igen og igen i pressemeddelelser, i presseomtaler - ja, selv af det Israelske Forsvarsministerium i dette indlæg. Maleriets forunderlige rejse er blevet til filmen - Picasso in Palestine (2011), der var et af hovedværkerne på dOKUMENTA 13 i Kassel. Filmen viser alle de højst usædvanlige sikkerhedsmæssige udfordringer som museumsfolkene måtte tage stilling til under maleriets rejse fra Eindhoven til Ramallah, hvor maleriet blev placeret i et dertil særligt bygget rum og bevogtet døgnet rundt af to palæstinensiske soldater.

HVAD ER DET DER ER TRIUMFEN ved fysisk at udstille et Picassomaleri i en egn af verden, hvor man aldrig har set Picasso før? Er det fordi det lykkedes så mange instanser at samarbejde? Måske bør man som kunstformidler juble og klappe over, hvor fantastisk det er, at de nu har set et Picasso-maleri live på Vestbredden. Det får mig til at tænke på dengang Skoletjenesten på Louisiana afskaffede diasshowet for skolebørnene og istedet trak dem med ud at se udstillingerne live. Det gør selvfølgelig en stor forskel at stå overfor og i samme rum som værkerne.

MEN AT DET ER LYKKEDES at få maleriet til mellemøsten er på en måde en så stor triumf og så betydningsfuldt, at indholdet - kunstværket selv - reduceres til en brik. ISTEDET er det jo soldaterne man ser. Mon instrukserne var, at de skulle forsvare maleriet med deres liv?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar