mandag den 12. november 2012

Ugens Kunsthistorie: FIKTIONEN MARIE KRØYER

I 1997 VAR JEG OMVISER på udstillingen Portrætter fra et ægteskab om Marie og P.S. Krøyer da den vistes på Gl. Holtegaard. Jeg kan ikke huske, hvor mange omvisninger jeg havde, men det var mange, for det var en overordentligt populær udstilling. Efter den sidste offentlige omvisning kom en gæst hen til mig og fortalte at hun havde været med på den første omvisning jeg havde på udstillingen, og nu også den sidste. Og gæsten syntes at jeg var så god en formidler og hun følte at jeg fortalte så indlevet om Marie Krøyers skæbne, at hun gerne ville vide om jeg havde oplevet noget lignende. Det har jeg ikke. Men historien om Marie er så betagende og så følelsesfuld, at det er let at lade sig rive med.

KUNSTNEREN MARIE KRØYER (1867-1940), født Triepcke af tyske forældre, ville være kunstner. Hun var veninde med Heinrich Hirschsprungs datter Susanne og måske forlovet md hans søn Robert, og kom derfor en del i dette hjem. Kvinder havde på dette tidspunkt endnu ikke fået adgang til kunstakademiet. Men Marie havde talent og hun var indstillet på at blive kunstner, som flere andre kvinder i denne periode bl.a. Agnes Slott-Møller (se værker her) og Anna Ancher (se værker her). Marie gik på en atelierskole for kvindelige elever på Phillippavej, hvor bl.a. P.S. Krøyer kom og korrigerede eleverne.

I 1888 REJSTE MARIE til Paris og deltog i malerundervisningen af først Gustave Courtois (se nogle af hans værker her) og siden hos Puvis de Chavannes (se værker her) bl.a. sammen med Anna Ancher. I Paris mødte Marie igen P.S. Krøyer og det førte til en stormende forelskelse og bryllup i 1889. Da var hun 22 år gammel og Krøyer var 38 år.

MANGE TING GIK GALT for ægteparret Krøyer, og deres samliv blev meget problematisk. Dette problemfyldte ægteskab er udgangspunktet for Bille August film Marie Krøyer. Men som det klogeligt understreges indledningsvist i filmen, så er den en fiktion over dette forhold og samliv. Men selv med dette forbehold in mente, mener jeg at filmen portrætterer Marie forkert.

EN AF DE FØRSTE SCENER I FILMEN begynder med at ægteparret sidder og arbejder på hver deres maleri sammen i deres atelier i huset på Skagen med datteren Vibeke. Men Marie er urolig og skæver til husbondens større maleri og lette tilgang og lyse farver, mens hun selv sidder og fedter med et lille lærred og en blomsteropstilling der er mildest talt trist.

ALLEREDE i denne scene bliver fremstillingen af Marie forkert. For hun kommer til at fremstå som en talentløs og jaloux søndagsmalerinde. Det er måske rigtigt at hun blev jaloux på sin mands evner, men talentløs var hun ikke. Hun tvivlede på sine egne evner, men ikke desto mindre fik hun tvunget igennem at komme på flere kunstskoler, hvilket må have krævet en stærk vilje.

FORMENTLIG har det været svært for Marie Krøyer at forene datidens kvindeidealer om den perfekte hustru, værtinde og mor med at være kunstner, og måske derfor forblev hendes formater små, motivverdenen var fra de nære omgivelser, og en stor del af hendes kreative talent blev kanaliseret over i indretningen af hendes forskellige hjem - helt i tidens Arts and Crafts-ånd! Men denne kreativitet er slet ikke repræsenteret i filmen. Hun fortæller i filmen glædestrålende elskeren Hugo Alfvén, at hun har indrettet hans hytte, men vi ser ikke hvad hun har gjort, blot at de har sex.

I EN FILM er det også de små ting der er med til at tegne portrættet af personerne. Og i denne film kunne man have vist hendes intellektuelle og kunstneriske styrke ved at fortælle at hun var ven med bl.a. Georg Brandes og ægteparret Slott-Møller. Men i filmen ser vi kun, at hendes venner er en anden gift kvinde med en elsker og en skagkvinde der gerne vil have børn. Derfor kommer filmen aldrig til at handle om kunstneren Marie Krøyer, men om hustruen Marie Krøyer der var gift med kunstnerne P.S. Krøyer og Hugo Alfvén - altså en kvinde der ikke var noget i sig selv, men kun i kraft af sin skønhed og seksuelle tiltrækningskraft. Budskabet er egentlig, at hun ikke duede til noget - ikke engang til at sørge for sine egne børn.

JEG SYNES AT DET ER TRIST at se filmens reducering af kunstneren Marie Krøyer til sladderfiktion, men jeg forstår godt at man som manuskriptforfatter kan fare vild i denne historie. Da jeg i sin tid blev kontaktet af gæsten på Gl. Holtegaard, gik det op for mig, at jeg jo også var blevet suget ind i fiktionen og at jeg i min iver for at levendegøre dilemmaer og personer og kunstscene fra dengang havde glemt at holde en objektiv distance. Med det resultat at gæsten troede, at jeg talte om mig selv.

JEG MÅ INDRØMME at da rulleteksterne til filmen om Marie Krøyer kørte, måtte jeg tage mig selv i at tænke at Bille August har lavet en film om sig selv og sine kvinder. Men jeg tog mig i det. For selvfølgelig har han ikke det. Han har skabt en smuk og rørende film om P.S. Krøyer (suverænt spillet af Søren Sætter-Lassen) og hans ægteskab. Og det er dén, man skal gå ind og se. Filmen om Kunstneren Marie Krøyer skal nok komme. En anden gang!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar