AJ, HVOR ER DET STRENGT, udbrød min datter på 5½, da vi så denne elefant i Københavns lufthavn. Vi voksne forstod ikke helt hvad hun mente. Men hun synes simpelthen ikke, at man kunne være bekendt at bemale elefanten SÅ grimt.
ELEFANTEN HER er udsmykket af Marco Evaristti i 'samarbejde' med en rigtig elefant og man kan følge arbejdet i denne video. Men ifølge min datter er det æstetiske ambitionsniveau ikke højt nok. Jeg vil give hende ret i, at når man ser på elefanten, kan man ikke se konceptet for udsmykningen, og dermed falder ideen vel til jorden? Det publikum der haster forbi denne elefant er vel ikke nødvendigvis dem der tænker "Gud, hvor er den grim - den må jeg bare læse noget mere om"?!
I DET HELE TAGET er dette elefantprojekt en smule problematisk, fordi det minder om alle de andre projekter med juletræer og køer og alle mulige andre kommercialiserede kunsttegn. Øjnene bliver efterhånden en smule metaltrætte og lettere blinde af og immune overfor denne slags forsøg på at åbne dem op for nødlidende af mange slags.
PÅ SKULPTURUDSTILLINGEN i Münster i Tyskland for tre år siden havde kunstneren Andreas Siekmann netop en kommentar til denne slags projekter. Hans værk hed Trickle down. Public space in the era of its Privatization og var et protestværk især vendt mod den slags plastic vartegn som mange byer over hele kloden bruger for at vise at netop deres by er noget særligt. Elgens by, ørnens by eller tyrens by. Et vartegn der er totalt kommercielt og ikke har særlig meget med kunst at gøre - selvom det omtales som 'urban kunst'.
PÅ SAMME MÅDE er det med elefanterne, der denne sommer har invaderet København. De har ikke rigtig noget med kunst at gøre. Men der er nogle smukke og interessante iblandt dem. Min datter og jeg er enige om at den med mosaikkerne i Botanisk Have er den smukkeste. Den hedder også meget passende Fragile Beauty.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar