FRANZ MARC: HOW DOES A HORSE SEE THE WORLD

PRÆSIDENTERNE MERKEL OG HOLLANDE MØDTES FOR TO DAGE SIDEN for at markere, at det er 100 år siden at 1. Verdenskrigs længste slag fandt sted i Verdun (se de to præsidenter i BBCs dækning her). Det var et slag med ubegribelige modbydeligheder og mange mange mange ofre. Formentlig som i alle slag, i alle krige. Og netop derfor er det vigtigt at huske!Både for præsidenter og alle os andre!

ET AF OFRENE i slaget om Verdun var den tyske kunstner Franz Marc (1880-1916). Franz Marc var blandt grundlæggerne af den ekspressionistiske kunstnergruppe Der Blaue Reiter. Inden sin deltagelse som soldat - først ved Kavalleriet og siden som Camouflage-maler - opfattede Marc dyrenes verden, som en harrmonisk og nærmest paradisisk tilstand, der var efterstræbelsesværdig for mennesker. Han mente simpelthen ikke, at der kunne være ondskab i dyrenes verden.  

I 1915 skrev Franz Marc en lille tekst om kunst, som han indledte således (i engelsk oversættelse):

"Is there a more mysterious idea for an artist than to imagine how nature is reflected in the eyes of an animal? How does a horse see the world? How does an eagle, a doe or a dog? It is poverty-stricken convention to place animals into landscapes as seen by men, instead we should contemplate the soul of the animal to divine its way of sights." 

Fotos fra 1. Verdenskrig: Øverst soldat og hest med gasmasker, nederst fransk kavalleri ved Verdun

Franz Marc og alle vi andre blev på baggrund af slaget ved Verdun og hele 1. Verdenskrig desværre klogere. At inddrage dyr i krig beskytter ikke mod ondskab og elendighed. Ondskab skabes ikke af dyrene, men de inddrages i den. Forfatteren Remarque beskrev dette malende i Intet Nyt Fra Vestfronten:

"Og som om det var med vilje, tier bombardementet nu næsten. Desto tydeligere bliver hestenes skrig. Man aner ikke mere hvorfra det kommer, i det stille, sølvyse landskab, det er usynligt, spøgelsesagtigt, det lyder overalt, mellem himmel og jord, det vokser uhyggeligt."

Paradis er en drøm, som de ville kæmpe for, de unge mænd, dengang. Der skal stadig kæmpes, men mere verbalt.

Frans Marc: Grazing Horses (1911)

I et af de sidste breve Marc skrev fra slagmarken til sin hustru, erkendte han "på baggrund af hvad jeg har set", at der også var ondskab i dyrenes verden. Marc døde 4.marts 1916 ved Shrapnel, nær Verdun. Havde han overlevet, havde han måske kunne visualisere for os, hvordan en hest ser krig.

Framz Marc: Horse and Hedgehog (1913).
Fra Wikipedia: By Franz Marc - Solomon R. Guggenheim Foundation, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=40148794

FIND FEM FORSKELLE: BOURGEOIS OG RONDINONE

KAN DU FINDE FEM FORSKELLE (eller flere), når du sammenligner den kunstneriske behandling af det menneskelige ur-instinkt "at stable" i kunstværker af henholdsvis Louise Bourgeois (1911-2010) i 1957 og Ugo Rondinone (født 1964) i 2016:

PS: Idag er det 6 år siden Louise Bourgeois døde!
Læs mere om Louise Bourgeois her

Og se mere om Ugo Rondinones nye værk her

SEVEN MAGIC MOUNTAINS - OG KUNSTEN AT STABLE STEN

I MOJAVE ØRKENEN UDENFOR LAS VEGAS har man opført en skulptur-gruppe af den schweizisk-fødte kunstner Ugo Rondinone (født 1964). Skulpturgruppen består af syv totempæls-lignende figurer opbygget af kæmpesten stablet ovenpå hinanden. Hver sten er malet i en selvlysende farve og tilsammen danner de en meget farverig gruppe, Kunstværket er omgivet af bjerge, og hedder "Seven Magic Mountains". På grund af placeringen, størrelsen og farverne i disse omgivelser, er det et spektakulært værk. Men hvad vil Rondinone med dette værk?

Gravhøj ved Tissø, Danmark. Ukendt fotograf

AT STABLE STEN OVENPÅ HINANDEN er ikke noget nyt. Børn gør det og mennesker har gjort det siden tidernes morgen. Faktisk er det en af de ældste skulptur-former, man kender til. Stablede sten er gennem tiderne blevet brugt til at markere steder, afstande eller til at minde os om mennesker der ikke er mere. I Danmark kender vi denne form tilbage fra Oldtiden, men det er ikke et dansk fænomen.

Enkel Cairn

I Nordamerika (billederne ovenfor) går traditionen med at markere steder og stier og gravhøje helt tilbage til indianerne. Og disse imponerende "cairns" findes over hele det amerikanske kontinent - også i Mojave ørkenen. I Mojave er de igennem tiderne blevet brugt til at lede rejsende på vej igennem et terræn man let kan fare vild i. De optræder ikke kun som imponerende sten-konstruktioner, men også i enklere form (billedet til venstre).

OGSÅ MENNESKER fra det arktiske område har skabt store sten-markeringer i landskabet kaldet Inuksuk. 'Inuksuk' betyder noget der erstatter et menneske, Når man ser på disse Inuksukker (billedet nedenunder), minder de en hel del om Seven Magic Mountains.

By Ansgar Walk - photo taken by Ansgar Walk, CC BY-SA 2.5, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=602815

I Rondinones hjemland, Schweiz er der også en lang tradition for stendysser, her fra Graubünden:

CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=1263

ALLE DISSE FORSKELLIGE TRADITIONER FOR STENSTABLING forenes i skulpturgruppen Seven Magic Mountains. Blot er der en stor forskel: Seven Magic Mountains har ikke en funktion som en markering i landskabet af afstand, den rette vej eller et minde. Skulpturgruppen rummer ikke en nødvendig meddelelse til beskuerne. Dels fordi den ikke markerer noget og dels fordi dem der ser værket ikke har behov for en markering. Det er en markant skulpturgruppe, men den markerer ikke noget. En bevidst forvirring af konceptet, der går igen i selve navnet. De syv stabler ligner menneskefigurer (og inuksukker), men kaldes for 'mountains'. 

  

PÅ DEN OFFICIELLE HJEMMESIDE, står der at Seven Magic Mountains er en kreativ kritik af det simulakrum som steder som Las Vegas er (se her). Et simulakrum, er noget der ikke er hvad det udgiver sig for at være. Rondinone udtaler lidt vagt, at skulpturgruppen er et udtryk for menneskelig tilstedeværelse i Mojave ørkenen....! Værket betegnes som et Land Art værk, men er så vidt jeg kan se, slet ikke i dialog med sine omgivelser udover at omgivelserne virker som en fantastisk kulisse for værket. Blev det placeret ved et indkøbscenter eller i et tivoli, er det ikke sikkert, at det ville fremstå lige så spekulært.

HVAD VIL RONDINONE egentlig med værket? New York Times beretter hvordan det allerede tiltrækker folk, der normalt ikke er optaget af kunst. Og måske er det lige præcis dét han og producenterne bag vil med værket: skabe selfie-kunst. Trække folk til dette sted for at tage billeder af sig selv med Seven Magic Mountains i baggrunden (og endnu længere væk de rigtige bjerge), for derefter at poste dem med teksten: I WAS HERE!

KUNST, HUNDE OG HESTE - OM BASIL BLACKSHAW

DEN NORD-IRSKE KUNSTNER Basil Blackshaw (født 1932) er død. Han er ikke voldsomt kendt på vore breddegrader. Men Blackshaw er og var vældig populær i Irland, England og USA. Samt især i Nord-Irland, hvor han kom fra. Han blev født i Glengormley og voksede op i County Antrim. Siden barndommen var han optaget - og omgivet - af hunde og heste, hvilket også er motiver i rigtig mange af hans malerier.

Basil Blackshaw til hest som dreng

I ÅRTIER udgjorde Blackshaws realistiske skildringer af især hestevæddeløb og boksekampe samt portrætter af betydningsfulde personer, kernen i hans kunstneriske virke. Under et længerevarende studieophold i Paris var han blevet inspireret af især Cézanne, men denne inspiration var måske ikke så tydelige i de første årtier. Blackshaw malede naturligvis mange slags heste, men arbejdede især med det afsætningsvenlige motiv væddeløbsheste i en fotorealistisk stil. Se flere af hans værker her. Han fortæller selv om denne stil og denne kunst, at det var "getting nowhere"* fordi det var "nothing new, nothing exciting"*. Det er egentlig ret fantastisk og også ganske inspirerende at han var istand til at se kritisk på sit kunstneriske virke og tage springet væk fra det velkendte - og genopfinde sig selv i en alder af 49 år!

Portræt af Clint Eastwood

Windows paintings

Da Blackshaws atelier brændte i 1981, og han mistede alt, begyndte han på et nyt og både mere abstrakt og fabulerende spor. Og med årene blev hans værker mere og mere abstrakt. Og materialemæssigt bevægede hans sig væk fra det rene maleri og inddrog bl.a. karton og avispapir i værkerne. Blandt de mest berømte af Blackshaw-værker fra de senere år var Vindues-serien fra 00erne samt et portræt af Clint Eastwood.

Portræt af en kunstner

BASIL BLACKSHAW opdrættede det meste af sit liv hunde og heste, og datteren beskriver hans liv som bestående af "Kunst, heste og hunde"*! Han brød sig ikke om personfokusering, som dette fotografiet af ham med en papirspose over hovedet vældig godt illustrerer. Forklaringen på at han kunne foretage det sene stilskifte, er måske netop, at han fastholdt sig selv, og at han motivmæssigt hele tiden befandt sig på velkendt terræn!

*Alle citater i denne kunsthistorier er fra BBC's program om Basil Blackshaw: An Edge of society-man. 

CUNO AMIET 1868-1961

JEG VAR TIL FØDSELSDAG IGÅR, og der blev jeg spurgt, om jeg kender den schweiziske kunstner Cuno Amiet, der vist var en del af fauvisterne. Jeg kunne ikke erindre, at jeg havde hørt om ham før. Jeg blev nysgerrig på hvem han var, så da jeg kom hjem undersøgte jeg Cuno Amiets værker på nettet. De er fantastiske, og hans stilmæssige spændvidde er rigtig interessant. Han når faktisk omkring næsten samtlige kunst '-ismer' indtil 1920'erne: impressionisme, symbolisme, ekspressionisme, fauvisme og pointilisme.

DA JEG SAD OG GENNEMSÅ HANS MALERIER, gik det op for mig, at jeg faktisk har læst om ham før. Nemlig i bogen "1913: Århundredets sommer" af Florian Illies. Amiet var tilknyttet kunstnergruppen Die Brücke, og han havde et særligt venskab med den russiske kunstner, Marianne von Werefkin (1860-1938).

HER ER ET UDVALG AF AMIETS VÆRKER:

ISCENESÆTTELSE BETALER SIG

Daniel Fox: Yellow-headed woman brings nothing but pain. 2015

DANIEL FOX ER EN YNGRE BRITISK KUNSTNER, der har fanget min interesse. Ikke alene på grund af hans farvestrålende naivistisk-ekspressive malerier, der kan minde om Tal R's kunst. Heller  ikke på grund af hans bemærkelsesværdige succes i Londons galleriverdenen, der jo er ensbetydende med betydelig kommerciel succes. Dét der har fået mig til at se på Daniel Fox's værker, læse interviews med ham og studere fotografier af ham, er den måde han fremstiller sig selv som kunstner på.

MM: How did you start painting?

DF: My grandma looked after me a lot when I was young. If I said I was bored, I got sat at the table with a piece of paper and pencil. I thought about that a lot while painting a series of still-life flowers recently. It must have stayed with me and I’m sure a lot of pre-computer age kids had the same treatment. I didn’t paint humans until I was about 15 — my first girlfriend. (Fra interview i Magasinet Milk, 2013)

DET DER FANGEDE MIN OPMÆRKSOMHED VAR, at Danny Fox i et interview fortæller, at han tegnede som barn, at hans bedstemor støttede hans tegneglæde, og at han udstillede som 8-årig og som 16-årig. Det nye er ikke at han tegnede som barn, blev støttet af familien eller udstillede. Det nye er, at han åbent fortæller det, og at han faktisk tillægger det en betydning i forhold til at han er kunstner. Se Danny Fox's hjemmeside her

Danny Fox i sit studie

HVORFOR ER DET VIGTIG VIDEN at kunstneren tegnede og udstillede som barn, og hvorfor synes jeg, at det interessant? Det bryder fuldstændigt med den kunstopfattelse og kunstpraksis, der har domineret den vestlige kunstverden de sidste ca. 60 år, nemlig den at kunstneren først er kunstner som voksen og at kunstpraksis primært er en konceptuel praksis.

Nordkoreas leder Kim Jong-Un på en frisk spadseretur til toppen af det højeste bjerg uden hue, halstørklæde og vanter, kun iført lang frakke og festsko.

NORDKOREAS LEDER, KIM JONG-UN tegnede også som barn. Man fortæller om ham, at han var en formidabel tegner, og at han også komponerede musik, og at han kørte bil som 3-årig. Alle disse utrolige evner, som han skal have haft fra barnsben, er med til at tegne et billede af ham som værende et helt fantastisk talentfuldt menneske. Man kan være 'den fødte leder'. Det er en sætning, vi bruger om børn og voksne, der viser særligt talent for at anspore, organisere eller samle andre. Men vi ville aldrig give børnene reelt ansvar for ledelsen af en arbejdsplads, en kommune eller et ministerium. Men når nordkoreanske medier fortæller, at Kim Jong-Un er den fødte leder, så griner vi i vesten og siger at det er løgn og manipulation. Læs mere om Kim Jong-Un her og her.

DER FINDES BØRN, DER UDVISER FANTASTISKE EVNER, interesse og forståelse for elektricitet. Vi beundrer deres kunnen, vi opmuntrer dem og hjælper hvis vi kan - men vi ville aldrig lade dem stå for de elektriske installationer i vores hjem, eller på en fabrik.

AT LEDE, AT ARBEJDE MED ELEKTRICITET OG AT VÆRE KUNSTNER kræver evner, men man er også nødt til at have uddannelse og erfaring for at det bliver troværdigt. Hvis man er meget ung, og ikke har megen erfaring, og gerne vil vise, at man er genial, er man nødt til at inddrage barndommen i fortællingen om sig selv. Det gør Kim Jong-Un og det gør Danny Fox - uden sammenligning iøvrigt!

Artist Danny Fox and his model

DET ER BEMÆRKELSESVÆRDIGT, at Fox formår at reetablere et gammeldags syn på kunst og kunstnerrollen - nemlig ideen om genialitet! Danny Fox er i slutningen af tyverne, han er autodidakt kunstner, og han har taget den britiske kunstverden med storm. Kunstkritikeren Edward Lucie-Smith er tilsyneladende begejstret for ham, og har både lavet et interview med ham der kan ses på You-tube samt skrevet om Fox på Fox's egen hjemmeside. Interview med Edward Lucie-Smith fra 2014, se her

DANNY FOX læser, rejser, undersøger andres kunst, undersøger visuelle kultur. Han maler, men han videreudvikler ikke konceptet kunst. Han har tilegnet sig en karikeret kunstnerrolle, der kan generere penge. Fox er ikke en kunstner, der som Daniel Buren i 1970erne redefinerer kunst, som de kontekst der gør genstande til kunst. Eller som Cindy Sherman der siden 1980erne redefinerer billedet som altid lånt og altid utroværdigt. Eller som Gerhard Richter, der redefinerer maleri som billeder blandt billeder. Eller som Rirkrit Tiravanija der siden 1990erne redefinerer kunst som socialt samvær.

Tekst fra Pinterest: "Danny Fox photographed by Neil Gavin. "This is the Holy Grail of Hipster photos because it has it all: trendy, large, cute and quaint animal tat, requisite beard with Jesus 'do, serious (yet ironic) pose. How much is your sublet in Bushwick, dude?"

ISCENESÆTTELSEN AF DANNY FOX er en succes. Uanset om der står nogen bag ham, der trækker i trådene, eller om han selv har udtænkt strategien, er den kommercielt vellykket. Og der er ingen tvivl om at iscenesættelse ligger ham stærkt på sinde. Se blot denne reklame film for en galleri udstilling i 2010 her. Listen over Danny Fox's favorit kunstnere gennem de sidste 114 år, årti for årti, er også markedsføring, se her. Med denne liste får han placeret sig i den kunstneriske sammenhæng som han selv ønsker: Picasso, Schiele, Matisse, Guston og Basquiat!

FORTÆLLINGEN OM AT DANNY FOX tegnede som barn og udstillede som 8-årig er med til at cementere genialiteten. For når han kunne udstille som barn, er alt hvad han herefter gør genialt - og salgbart. Referencen til barnlig kreativitet henleder naturligt vores opmærksomhed på den medfødte kreativitet. Han fremstår som et kunstnerisk geni, og hans kunstværker er produkter der kan sælges. Processen og beskueren er uden betydning, produktet er i sig selv det geniale. Når nu han taler så meget om sine barndomstegninger, ville jeg ønske at han også viste dem frem!

AT DET OGSÅ KAN VÆRE EN FARLIG iscenesættelsesstrategi skyldes, at der måske pludselig er nogen der siger: Han har jo ikke noget tøj på! Og hvis det hele blot er form, så kan det blive svært at være kunstner resten af livet. Men det er egentlig ligemeget, for han sælger NU - og det er jo også et parameter!

Film fra 2015
Interview med Danny Fox om Instagram for Tate Modern, læs her
Interview med Danny Fox november 2015, se her
 

BILLEDER AF ET DANMARK DER VAR

Fredensgade. Foto: Viggo Rivad 1973

Agnete i Fredensgade. Foto: Viggo Rivad, 1973.

FOTOGRAFEN OG FORFATTEREN VIGGO RIVAD (1922-2016) er død, og har efterladt sig et fantastisk levende værk: Billeder af et Danmark der var. Rivad har siden 1946 forsynet os danskere med et formidabelt fotografisk æuvre, der både indeholder enkeltstående fotografier og gribende fotoreportager. Rivad var selvlært, men inspirationen fra eksempelvis en fransk fotograf som Brassaï, var tydelig i de tidlige billeder. Med tiden blev den socialrealistiske vinkel dominerende, med fokus på det oversete og nære, og med en solidaritet og indføling med de portrætterede.

SIDEN MEDDELELSEN OM RIVADS DØD er det hvirvlet rundt på de sociale medier med bud på hans bedste billeder. Der er så mange pletskud blandt hans fotografier, og man kan jo ikke lade være med at at elske dem alle sammen. Men selvfølgelig er der billeder, man føler sig tættere forbundet med end andre. Og sådan har jeg det også.

Lejlighed i Fredensgården. Foto: Viggo Rivad

MIN RIVAD-FAVORIT er fotoreportagen fra det besatte hus Fredensgården i Fredensgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro. Reportagen viser slumstormerne i det besatte hus, men også de samme lokaler ryddet for mennesker og ting. Det er stærkt, at se billederne af de beboede lejligheder ved siden af de samme ryddede lejligheder - livet over for tomhed og destruktion. Og selvom ejendommene virkelig var små og i dårlig stand, virker det alligevel meningsløst at de blev ryddet.

FOR NYLIG UDKOM bogen Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor. Bogen er fortalt af pædagog og institutionsleder Christiane Pedersen, og skrevet af mig. I bogen fortæller Christiane Pedersen om, hvad pædagogisk praksis i Læssøegården var, og om hvordan den udviklede sig. Men det hele begyndte slet ikke i Læssøegården eller i Læssøesgade. For hvad mange måske har glemt i dag – eller slet ikke ved – er, at det tankegods, der dannede fundamentet for at Læssøegården blev som den blev, faktisk blev udtænkt og formuleret i 1969, i stueetagen i en besat ejendom kaldet Fredensgården i Fredensgade.

INSTITUTIONEN begyndte sin praksis under navnet Fredensgårdens Legested. Fredensgårdens Legested blev iværksat af slumstormere, der så hvordan kvarterets børn løb rundt på gader og stræder og i baggårdene og ’passede’ på sig selv og hinanden. Det lå i de idealistiske og revolutionære slumstormeres gener, at dét der ikke fungerer, det kan man ændre på. Så de tog ansvar og skabte Fredensgårdens Legested for alle disse børn med pædagogisk opsyn og pædagogiske aktiviteter. I bogen er der et fotografi af Viggo Rivad, der viser slumstormerne i en baggård til Fredensgården.

INDTIL POLITIKERNE besluttede at gennemføre rydningen af ejendommene på den ene side af Fredensgade, for at skabe plads til den fler-sporede motorvej Søringen, lå institutionen her, men al balladen og den efterfølgende nedrivning betød, at institutionen måtte flytte til Læssøesgade og efterfølgende tog navneforandring til Læssøegården.

RIVAD HAR OGSÅ dokumenteret de voldsomme kampe omkring Fredensgården. Det var en kamp mellem David og Goliath. Fotografierne af den unge kæmpende kvinde, Agnete, med kasserollen på hovedet og Politimanden der rammes af en malerbombe er ikoniske billeder, der fortæller om en tid og et samfund præget af sammenstød mellem det gamle og det nye. På den korte bane vandt politikerne, ejendommene blev revet ned og idag ligger den mennesketomme Fredens Park på adressen. Men på den lange bane vandt slumstormerne. Søringen blev ikke til noget.

FOTOREPORTAGEN FRA FREDENSGÅRDEN er umiddelbar mindre dramatisk, men Rivads billeder efterlader uforståelighed hos beskueren (i hvert fald denne) overfor, at det fredelige og festlige liv skulle afsluttes. Rivad var ikke partisk, men hans reportage viser solidaritet med de unge slumstormere.

Efter kampen. Foto: Viggo Rivad, 1973.

BJERGBESTIGEREN GEORGIA ENGLEHARD OG ALFRED STIEGLITZ

Bjergbestiger G. Englehard

Maleri af G. Englehard

I ÅR ER DET HUNDREDE ÅR SIDEN at Georgia Englehard (1906-1016) debuterede. Kunstneren fik på det berømte Galleri 291 i New York i 1916 sin egen udstilling med følgende meget lange titel:

"Water-Colours and drawings by Georgia Englehard, of New York, A Child ten years old showing evolution from her fourth year to her tenth year".

GALLERI 291 blev drevet af Alfred Stieglitz (1864-1946), amerikansk fotograf og formidler af de europæiske avantgardestrømninger i USA. Stieglitz viste mellem 1912 og 1916 fire udstillinger med Børnetegninger, formentlig inspireret af den russiske kunstner Vasily Kandinsky og gruppen Der Blaue Reiter, der ikke lagde skjul på, at de var inspireret af Børnetegninger. Stieglitz oversatte Kandinsky, og udstillede også hans udsagn både i galleri 291 og i sit magasin Camera Work. Et af de oversatte Kandinsky-citater var dette:

"There is an unconscious and enormous force in the child which manifests itself here and which puts the work of the child on an equally high (and often much higher) level as the work of the adult". 

MANGE AF TIDENS TONEANGIVENDE KUNSTNERE var på jagt efter ukendte billedterritorier, hvilket gav sig udslag i stor interesse for enhver form for kulturelt uberørt billeudtryk, heriblandt Børnetegninger. Stieglitz var også i sine fotografier optaget af børn udtryk og han tog faktisk flere fotografier af barnet Georgia Englehard:

Georgia E.. Foto: A. Stieglitz

Georgia med legetøj. Foto: A. Stieglitz

ENGLEHARD VAR Stieglitz niece, og breve mellem de to fortæller, at han havde en stor indflydelse på hendes udvikling. Men det var kunstneren Georgia O'Keeffe (1887-1986), Stieglitz hustru, der påvirkede Englehard som maler. Det er tydeligt, når man ser på Englehards landskabsbilleder, der er som modelleret af farvet flødeskum: på een gang massivt og fyldigt, men alligevel med en porøsitet som om det allerede er ved at forsvinde igen:

Maleri af Georgia Englehard

ENGLEHARD var bange for højder, men overvandt denne angst og blev en anerkendt bjergbestiger. Og netop denne fascination af højder og angst for dybder, indfanger hun meget fint i sine voksne malerier. Hun havde mange talenter, fik mange muligheder og prøvede mange ting af i sit liv. Men måske var det bjergbestigningen hun var mest optaget af. Og hendes bedrifter gjorde at der er bjerge der er opkaldt efter hende.

Det uskyldige barn - Georgia Englehard.
Foto: A. Stieglitz.

BØRNETEGNINGERNE, som hun udstillede som 10-årig, er ikke offentligt tilgængelige (hvis de overhovedet eksisterer mere). Men Stieglitz udstillede formentlig også mere Englehards Børnetegninger, fordi de var tegnet af et barn, end fordi hun var en kunstner in spe. På de andre tre udstillinger med Børnetegninger på Galleri 291, påstod Stieglitz at tegningerne var udført at emigrant børn fra de fattigste kvarterer på Lower East Side i New York. Men kunstneren Josephine Hopper  (1883-1968), født Nivison, har i sin dagbog skrevet, at Børnetegningerne til udstillingerne blev udført af hendes billedskoleelever, og dermed var de ikke helt så uberørte og ubeskrevne blade, som Stieglitz ellers gerne ville fremhæve.

FORESTILLINGEN OM at man kan gå en tur i et fattigt ghettokvarter og tilfældigvis finde fantastiske Børnetegninger er både meget romantisk og en rigtig god pressehistorie. Og selv om der er fortalt lignende historier gennem tiderne, så er det nok snarere - i dette tilfælde - sandheden, at Stieglitz har fået tegningerne fra en Billedskole. Udstillingerne med Børnetegninger var en del af Stieglitz's kunstneriske manifest og en provokation overfor det etablerede.