Viser opslag med etiketten DUCHAMP. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DUCHAMP. Vis alle opslag

lørdag den 14. januar 2017

8 TING DU IKKE VED OM KUNSTNEREN MARCEL DUCHAMP


FOR HUNDREDE ÅR SIDEN, BLEV DETTE VÆRK Fountain SKABT af kunstneren Marcel Duchamp (1887-1968). Skabt er måske så meget sagt, for han skabte ikke pissoirkummen selv, men købte den i 1917, signerede den og udstillede den. Men ideen, at bruge noget der allerede er skabt (readymade) og inddrage det i kunsten, skabte han.  Samt provokationen. Og Fountain holder stadig her hundrede år efter. Kunstnere har valgt det som det mest indflydelsesrige værk i det 20. århundrede. Og Duchamp er stadig mest kendt - i en større offentlighed - for denne pissekumme.

DER ER ANDRE TING OM MARCEL DUCHAMP, det er interessant at vide. Manden var lidt af en gåde, og måske derfor er KUNSTHISTORIER ikke det eneste medie, der har beskæftiget sig med at lave lister om ham. Huffington Post's liste kan læses her. Frank Gaards liste for Walker Art center kan læses her. Her er KUNSTHISTORIERs liste:
Marcel Duchamp: Nude descending a staircase no. 2 (1912).
 maleri 146 x 89 cm.
Philadelpia Museum of Art

1. NØGEN MODEL GÅR NED AF TRAPPEN, (1912), maleri.
Marcel Duchamp malede få malerier i begyndelsen af sin karriere. I dette kubistiske maleri viser han, hvordan det ser ud når en nøgen krop bevæger sig ned af en trappe. Kroppen er stiliseret, geometriseret, og ligner nærmest en maskine, der bevæger sig. Man ser aldrig hele kroppen kun, fragmenter af former og lys.
Marcel Duchamp var en del af den kubistiske kunstnergruppe Groupe D'Or, med bl.a. Albert Gleizes og Jean Metzinger. Duchamp indleverede maleriet til en udstilling sammen med Groupe D'Or i 1912, men Gleizes bad hans brødre fortælle ham, at han ikke skulle udstille det maleri sammen med dem. Han fjernede det før åbningen og har siden fortalt at han fra da af var skeptisk overfor kunstnersammenslutninger og foretrak at arbejde alene.

Duchamp indsendte dog maleriet til The Armory Show i New York i 1913, hvor billedet skabte voldsom opmærksomhed og afstedkom mange vittighedstegninger. Med et slag blev han kendt i USA.

2. HVAD RØG MARCEL DUCHAMP?
Marcel Duchamp røg Havanna cigarer hele sit voksne liv.

3. RAYMOND DUCHAMP-VILLON
Marcel Duchamp havde en ældre bror, der hed Raymond Duchamp-Villon (1876-1918). Han var dyrlæge og billedhugger. Han skabte en kubistisk skulptur af en hest. Desværre blev Duchamp-Villon indkaldt og døde under 1. Verdenskrig, før skulpturen blev skabt i stor størrelse. Senere sørgede Marcel Duchamp og hans andre søskende for at den blev skabt i stor, og den er idag indbegrebet af kubistisk skulptur.


4. RROSE SÉLAVY
Marcel Duchamp brugte flere pseudonymer. På Fountain underskrev han sig 'R. Mutt'. Et andet af de pseudonymer Duchamp benyttede var 'Rrose Sélavy'. Når man udtaler dette navn, lyder det som 'Eros, c'est la vie' (Kærlighed det er livet). Duchamp elskede kvinder, havd emange elskerinder og var gift to gange.

Susanne Duchamp: Broken and restored multiplication, 1918/19.
Maleri 61 x50 cm Art institute Chicago
5. SUSANNE DUCHAMP

Marcel Duchamp havde en lillesøster, der hed Susanne Duchamp (1889-1963). Susanne Duchamp blev også kunstner, og arbejdede primært med maleri. Under 1. Verdenskrig arbejdede hun som sygeplejerske i Paris. Fra 1919 arbejdede hun dadaistisk og hun havde kontakt med flere dadaistiske kunstnere, bla. Francis Picabia.





Marcel Duchamp: Game of Chess, 1910.
6. SKAK
Marcel Duchamp spillede skak, og var bidt af det. Så meget at han flyttede til Argentina i en periode, hvor han ikke bestilte andet end at spille skak. Han deltog også i flere europaiske skakturneringer, og skrev om skak i aviser.

7. JACQUES VILLON
Marcel Duchamps ældste bror hed Gaston Duchamp (1875-1963). Han var også kunstner - ligesom sine søskende. For at distancere sig fra de andre, kaldte han sig Jacques Villon efter en fransk digter fra middelalderen. Villon arbejder med maleri og grafik. I begyndelsen er han især inspireret af Degas og Toulouse-Lautrec, men fra omkring 1910 og frem er han en del af Groupe D'Or og arbejder kubistisk.


8. SÆD
I 1946 skabte Duchamp et selvportræt i sæd med titlen Faulty Landscape (defekt landskab). Billedet var tilegnet hans elskerinde. Og måske var det ikke meningen at andre end hun skulle se det.

tirsdag den 30. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: INSPIRATIONEN FRA BÖCKLIN




MARCEL DUCHAMP blev engang spurgt, hvem der var hans yndlingsmaler. Duchamps svar var, at den scweiziske maler Arnold Böcklin (1827-1901) havde haft en kæmpeindflydelse på hans værker. Svaret vakte furore og det diskuteres stadig idag om Duchamp (1867-1968) virkelig mente det, da han nævnte Böcklin (se Böcklins selvportræt her). Hvorfor dette diskuteres, vil jeg komme tilbage til. Først en lille historie om et møde med Böcklin.

I 1998 SÅ JEG en udstilling med kunstnerne Max Ernst (1891-1976), Georgio de Chirico (1888-1978) og Arnold Böcklin på nationalgaleriet i Berlin. Udstillingen handlede om og påviste hvordan de tre kunstnere havde inspireret hinanden. Det var ikke første gang jeg blev præsenteret for Böcklin, men første gang jeg så ham i en sammenhæng med "yngre" kunstnere - og det var ret spændende!

KORT TID EFTER at jeg var tilbage i Danmark, talte jeg med en etableret Land Art kunstner om udstillingen og om hvor fascinerende det havde været at stifte bekendtskab med Böcklins kunsthistoriske betydning. Stor var min overraskelse da denne kunstner fortalte, at Böcklin også havde været en kæmpe inspirationskilde og igangsætter for ham.

MIN OVERRASKELSE skyldes at jeg opfatter Böcklin som en symbolistisk, mysticistisk og romantisk maler med en mytologisk og morbid motivverden der fokuserer på fortidige fremstillinger af ære, ofre, helte, havfruer, skønjomfruer og en glorificering af døden. Malerierne af havfolk er jeg fascineret af, selvom disse er så svulmende og vulgære at de også tenderer parodier. Böcklins fem berømte versioner af Isle of the Death (1880-1886) (se et af dem her) er jeg ikke betaget af, da de minder mig om New Age malerier (- som for mig, er noget af det mest afskyelige, der findes). Men netop pga at denne motivverden, er det ikke overraskende, at Böcklin var en af Hitlers favoritkunstnere, da Hitlers idéverden netop synes næret af denne slags motiver. Hitler skal have ejet 11 af Böcklins malerier.

LAND ART opfattede jeg derimod som Böcklins modsætning, en kunst der fokuserer på materiale og konstruktion og frem for alt enkelhed. En kunstform der både knytter an til Arte Povera og Minimal Art. Men dette var min opfattelse indtil jeg talte med denne Land Art kunstner om Böcklin tilbage i 1998. For siden da har jeg fået øjnene op for det romantiske og nærmest naturreligiøse der også ligger i Land Art-kunsten. Land Art rummer jo både 'patos' og 'swung' og viser os hvor lille mennesket egentlig er i forhold til naturen.

BÖCKLIN inspirerede også til musik og digte og sågar en Art Nouveau typografi af Otto Weisert i 1904 (se illustrationen til dette indlæg). Max Ernst og de Chirico blev især inspireret af Böcklins fantasiverden, læs her. Og den er da også imponerende. Blandt andet alle disse lettere klumpede naiader, der boltrer sig i bølgerne - de har bestemt en fest, og det må kunstneren også have haft, da han udtænkte disse scener.

JEG VIL IKKE UDELUKKE at Böcklin også inspirerede Duchamp, selvom det må indrømmes at der er langt fra et maleri som In the Sea (1883) til Duchamps Fountain (1917/64). Inspirationens veje er jo netop ikke altid rationelle og blot fordi man ikke kan se inspirationen direkte i Duchamps kunst, kan den vel udemærket være tilstede. Måske inspirerede Böcklin ham til, hvordan hans kunst i hvert fald ikke skulle se ud!