tirsdag den 31. december 2024

3 på stribe: JUL 1

DET ER DECEMBER MÅNED og uanset om man fejrer jul eller ej, er julen ikke til at komme udenom, for den er alle vegne hvor man færdes. Vi har valgt at se lidt nærmere på julen som motiv i billedkunsten. Der findes MANGE julemalerier, og rigtigt mange forskellige vinkler på julen. 

JULEN har fra oldtiden været et lyspunkt i den lange mørke vinter - noget at glæde sig til. I århundreder har vi tilføjet noget nyt til julen, så der nu er et væld af traditioner omkring den: Lækker mad, pyntning af træ, gaver og socialt samvær. 

Den Lille Pige med Svovlstikkerne

I DENNE 3 på stribe har vi udvalgt tre kunstværker, der 1) Alle fortæller noget om jul, 2) Også fortæller noget om det svære ved jul og 3) Er fra forskellige årtier.

1. Hugo Oemichen: "Christmas Presents" (1882). Maleri. 
De fattige børn der får gaver i kirken. De får gaver og det er dejligt. Men bagsiden er, at det er svært at være fattig og barn især ved højtider som jul, nytår og fødselsdage. Det var svært i 1880erne og det er svært i dag.

2. Oskar Freiwirth-Lützow: "Einsame Weinachten" (før 1910). Maleri.
Julen er en social begivenhed, hvor man samles med familie og venner. Derfor er det ekstra svært at være alene i julen. Ensomheden forstærkes i denne tid. Maleriet viser en ældre kvinde der sidder alene i et rum. Hun har dækket bordet med hvid dug og hun har et lille juletræ med tændte lys. Hun ligner en, der gerne ville fejre julen med andre.

3. Norman Rockwell: "Little Girl Looking Downstairs at Christmas Party" (1964). Maleri.
Julen er en fest - men først og fremmest børnenes fest. Julen er fyldt med forventninger til dufte og oplevelser. At få udløst forventningens glæde gennem julebagning, nisselandskabsbygning, at farve/bygge/forme/sy og sammensætte gaver, at indpakke sine gaver, at putte nelliker i citrusfrugter,  hente juletræet, at synge julesangene, at pynte juletræet, at spise julemad, at se juletræet med lys i, at få gaver og at give gaver er dejligt. At være sammen med dem man holder af - er dejligst. Men det bedste ved julen er måske netop forventningens glæde - når den imødekommes.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar