KUNST-FAKTA-TJEK

Bruno Hat: Stilleben med pærer (1929).

NÅR MAN SOM KUNSTFORMIDLINGSPLATFORM STØDER PÅ KUNSTVÆRKER, KUNSTNERE OG ÆUVRER MAN ALDRIG HAR HØRT OM FØR, HVORDAN KAN MAN SÅ VIDE, AT DE ER HVAD DE GIVER SIG UD FOR AT VÆRE?

I DE SENERE ÅR ER DER KOMMET INTERNATIONAL OPMÆRKSOMHED PÅ AFRO-AMERIKANSKE KUNSTNERE, hvilket betyder at de får flere præstigefyldte udstillinger, de får mere presseomtale, flere samlere vil gerne eje deres værker, og deres værker stiger i værdi. Når efterspørgsel og interesse stiger sker der automatisk også mere formidling og forskning i disse kunstnere/ deres værker, og denne øgede viden skaber mere presse og øger dermed også efterspørgsel og interesse. Alt dette er positivt! MEN parallelt med den øgede værdi stiger også antallet af falsknerier. Og på grund af at forskningen stadig halter bagefter (fordi den er kommet senere igang) bliver det vanskeligere at afsløre falsknerierne. En af de kunstnere der er udsat for falsknerier er Alma Thomas (1891-1978). Som digital kunstformidler er der kun en ting man kan gøre, og det er at checke at man har flere kilder til de informationer og billeder man bringer, samt at der er mindst en højt estimeret institution blandt kilderne.

Alma Thomas: Lunar rendezvous circle of flowers (1969). Olie på lærred.

I 2019 HAR KUNSTHISTORIER BESLUTTET SIG FOR AT LØFTE BLIKKET FRA DEN KENDTE KUNST i den vesterlandske del af verden og være mere opsøgende og undersøgende i forhold til kunst fra andre verdensdele. Udfordringen i forhold til dette er, at man bliver voldsomt afhængig af sine kilder - især hvis man ikke taler sproget i det land eller den verdensdel som kunstneren kommer fra og agerer i. I områder hvor der ikke er etablerede kunstinstitutioner som museer, er det ofte galleriernes eller auktionshusenes formidlingsarbejde man må støtte sig til. Her er udfordringen at man skal være i stand til at se igennem eller uden om kommercielle interesser. Men den udfordring har museerne jo også.

Yue Minjun (1962): The Massacre of Chios (1994). Del af en diptych,
Olie på lærred. 250 x 364 cm.

NÅR KUNSTHISTORIER OVERHOVEDET ER I STAND TIL at beskæftige sig med og skrive om kunst og kunstnere fra Sydamerika, Afrika og Asien, skyldes det den billeddeling og udveksling, der finder sted på internettet. Og det er jo fremragende at dette er muligt. Men det er også sårbart, og som med alle andre former for kilder, skal man være skeptisk. En af de mest benyttede kilder er Wikipedia og Wikiart. Men disse kilder kan være subjektive eller udfærdiget af interessenter med et bestemt formål, så man er nødt til at være yderst forsigtig med deres informationer og krydschecke disse.

Tarsila Do Amiral (1886-1973): Familia (1925). Olie på lærred.

WIKIART er et mekka for kunstelskere, for her præsenteres man for i hundredevis af kunstværker, man kan slå op og man kan søge. Men hvad man ikke kan se er, hvordan disse kunstnere og deres værker er blevet udvalgt til at komme på Wikiart eller hvem der står bag informationerne. Slår man op under nationaliteter er der eksempelvis kun 5 danske kunstnere men 96 nederlandske kunstnere repræsenteret, men det er ikke synligt ud fra hvilke kriterier dette er valgt.

Nat Tate: No 114

WIKIPEDIA skrives formelt af brugerne, men der er informationer hvor afsenderen er institutioner. Eksempelvis har der været et - dog ret kritiseret - samarbejde mellem britiske Tate og Wikipedia. Det egentlige problem er ikke at de samarbejder, men at man ikke ved hvem der har skrevet teksten.

FUPNUMRE I KUNSTENS VERDEN er ikke et nyt fænomen. I 1929 opfandt Bryan Guinness, Evelyn Waugh, Tom Mitford, John Banting og Brian Howard kunstneren Bruno Hat og arrangerede en udstilling med hans værker. Fupnummeret blev opdaget ret hurtigt. I 1998 skrev forfatteren og kunstneren William Boyd en bog om en ukendt abstrakt ekspressionist ved navn Nat Tate. Fordi flere prominente personer var involveret i dette fupnummer, bl.a. David Bowie, varede det lidt længere tid, før det blev opdaget.

NÅR MAN STØDER PÅ EN KUNSTNER på eksempelvis Wikiart eller Wikipedia som man aldrig har hørt om før - og som man ikke kan finde alternative kilder til på et sprog man kan forstå - så er det vigtigt at man forholder sig kritisk. Hvem siger at der ikke findes personer der ville være interesseret i at opfinde kunstnere? For kan man have fake news, kan man også have fake art!