DANS ER NOGET DER HAR OPTAGET KUNSTNERE I ÅRHUNDREDER. Oftest har kunstens dansemotiver vist dansende kvinder. Gennem århundreder har det vrimlet med motiver af dansende svulmende gudinder (f.eks.Fragonard), dansende uskyldige ungmøer (f.eks. Tegner), dæmoniske lokkende dansere (eksempelvis Salomé-skikkelse) og/ eller driftstyrede dansere (f.eks. Emil Nolde).
VI HAR SOM VOYEURS uforstyrret iagttaget og studeret disse dansere, som kunstnerne har fremtryllet for os skulpturelt, på lærredet eller i tryk. Fælles for dem har været en ubevidsthed om tilskueren og en lukkethed overfor omverdenen.
MEN I BEGYNDELSEN AF 1990erne skete der noget med de dansende i kunsten. Et nyt medie holdt sit indtog og kunstnerne blev selv motivet. Det vi ser i disse tre værker, er kunstnere der selv danser. Det er frygteligt pinligt, tænderkrummende, akavet og grænseoverskridende. Men først og fremmest er det selvudleverende. De tre kunstnere bryder alle grænsen mellem det private og det offentlige rum, og mellemm hvordan man opfører sig i de forskellige sfærer.
1. PETER LAND (1966): 5. maj 1994 (Her et still fra videoen):
PETER LAND fortæller, hvordan han måtte drikke sig fuld, for at danse nøgen foran kameraet hjemme i sin lejlighed - selvom han var alene. Og om hvordan det bagefter ikke var så let at være kendt som ham der dansede nøgen i sin lejlighed. Det er både komisk og modigt.Og som beskuer får man lyst til at kigge væk, fordi det egentlig er for meget, for tæt på og for privat.
De fleste unge mennesker kender til at man danser, når man er alene på sit værelse og har musikken skruet op for fulde gardiner. Måske synger man også. Men de færreste kunne tænke sig at stå og danse på samme måde på et offentligt sted. Det gør Wearing i dette værk.
3. TRACY EMIN (1963): Why I never became a Dancer fra 1995.
Tracy Emin tager sin personlige historie og breder den ud i denne meget personlige film. Den fortæller om et uskyldstab, om at blive voksen, om at være naiv, om at være søgende, om at ville væk og om hævn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar