tirsdag den 12. januar 2016

GUDRUN HASLES ORDBILLEDER I BYEN

Find kunstværket! Jeg føler mig næste altid esåm af Gudrun Hasle 2015/16.
JEG MINDES STADIG MED STOR GLÆDE kunstværket Walk Münster, som Janet Cardiff havde skabt til Skulptur Projekte in Münster i 1997. Det var en fantastisk oplevelse at blive guidet rundt i byrummet af flere stemmer og dialoger og lag af fiktion. Oplevelsen af at høre to stemmer der taler om/ diskuterer et rødt klæde i et vindue, og afbrydes af en stemme der siger: "Se, det røde klæde oppe i vinduet", efterfulgt af ens egen intuitive bevægelse af hovedet søgende efter et rødt klæde...også...så er der faktisk rødt stof i et rigtigt vindue i den fysiske verden, man går og står i - det var en helt unik oplevelse. Og selvom Cardiff har produceret flere af denne slags 'Walks', bl.a. til Louisiana Museum for Moderne Kunst, så har de aldrig haft helt den samme effekt på mig, som Walk Münster

DET ER ALLIGEVEL CARDIFFs Münsterværk jeg kom til at tænke på, da jeg forleden dag gik rundt på Hillerødgade, Borups Allé og Nordre Fasanvej og ledte efter Gudrun Hasle's ordbilleder. Hasle har skabt et stedsspecifikt værk, der består af syv ordbilleder, til kunstprojektet Omveje. Værket hedder JEG FORTALTE MIG SELV HISTORGER, og er baseret på dagbogsnotater og erindringer. Ordbillederne er heldigvis ikke placeret på en måde, så de er lette at få øje på, og derfor kan det blive lidt af en skattejagt, man begiver sig ud på (man kan også checke placeringerne hjemmefra). På denne måde ser man pludselig en ellers kendt del af byen med andre øjne. Pludselig så jeg en hel masse steder i bydelen egnede til et kunstværk. 

HASLES VÆRK ER ANDERLEDES end Cardiffs, men der er ligheder. Begge værker er placeret i et byrum, er stedsspecifikke, kræver bevægelse af deltageren/ beskueren, og leger med fiktion og virkelighed. Karakteristisk for Hasles ordbilleder er hendes ordblindhed, og der lægges generelt i hendes værker op til en selvbiografisk reference. 

FORTÆLLINGERNE I DE SYV BILLEDER er referencer til ungdomsoplevelser, men de er så åbne, at det 'selvbiografiske' ikke bliver snagen i det private, men snarere en invitation til almengyldige - og for mange sikkert også - genkendelige erindringer. På den måde er der - som hos Cardiff - også flere stemmer i Hasles værk. Handlingen 'at fortælle historier om sig selv' befinder sig jo også mellem fiktion og virkelighed.
NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER af Gudrun Hasle 2015/16.
Ved billedet "NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER", der er placeret i en lille smal passage mellem to huse, begyndte jeg først med at snuse, for at finde ud af om der lugtede af vitaminpiller. Det gjorde der ikke! Derefter tænkte jeg, at det da var spøjst, at der havde lugtet af vitaminpiller lige der. Hvordan kunne det mon lade sig gøre? Og så tænkte jeg, at det måske var et andet sted i byen, det havde lugtet af vitaminpiller, men at værket var placeret her. Og så begyndte jeg at erindre, hvordan jeg også havde oplevet steder, der lugtede mærkeligt, under natlige cykelture i min ungdom. 
REFERENCEN TIL DEN SVÆRE og skrøbelige ungdomsperiode er ofte meget present i Hasles værker. Det er både en personlig og en almen reference til en periode i et menneskes liv, hvor man skal finde sine egne ben og sin identitet. Men ordbillederne på husmurene løsriver sig fra denne kontekst. De kan forstås på alle mulige måder, og bliver til spændende fortællinger om byen og byens liv. 

MIN ENESTE ANKE i forhold til Hasles værk er, at der er ikke er mere. Ikke fordi det ikke er fyldigt nok, men fordi jeg ikke kunne få nok. Hun måtte meget gerne have lavet en 'Walk Nordrefasanvej' der gik fra Nørrebro Station i den ene ende til Sønder Fasanvej den anden! Men det kan jo komme!!!!!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar