onsdag den 28. oktober 2015

HANNAH RYGGEN: LUFTVÆVEN

Jeg bor i Paris i syv månader.
I mangel på vevstol, rokk, garn og fargegryta,
bygger jeg luftslott
og väver luftväv.
det är i den ingen vanskelighet
med materialer;
det är bara å välja -
endog sol, måne og stjerner
kan jeg ta med i väven.

Til ränning
tar jeg de svarta trästammer ved seinen,
obelisken fra Egypt på Plae de la Concorde
og alla lyktestolparna, steinpelarna i Notre-Dame,
Sementpelarna og pileträrne på la Guyonnerie,
de höia, smala trärne som fölger bredden av Yvette.
rennigen blir stark og tett
og däkkes av inslaget.

Jeg slår først in blått, potteblått_
detsamma som fra Reimskateralens tepper.
Det skinner blått
gjenom många århundreder.
Eller jeg tar det blå fra den lyse damen
med den blå strussfjären
i den svarta hatten med slør
som gikk rundt Louvre en dag.

Kanskje det blå
fra heliotroperne i rabatterna runnt Senatet
fredspalatset i Luxembourg-haven.
Jeg väver in noen lyseblå längsler om fred,
det tindrende mørkeblå
får jeg vänta med til våren.
(Uddrag af digtet Luftvev i Paris (1946) af Hannah Ryggen. Fra norsk bog om Hannah Ryggen) 
JEG HAR NETOP GENLÆST EN BOG fra midt 1960erne om den fascinerende svenske kunstner, Hannah Ryggen (1894-1970). Hannah Ryggen er nemlig udstillingsaktuel på Moderna Museet i Malmø fra den 31. oktober 2015, og jeg glæder mig til at se udstillingen. Ryggen vævede båe med garn og med ord, som det fremgår af digtet Luftvev i Paris, hvor hun væver et luftbillede af alt det hun ser, alle de farver hun oplever i Paris gader samt sine "lyseblå længsler om fred".

RYGGENS VÆRKER har fået stigende international opmærksomhed. Blandt andet var hun repræsenteret på dOKUMENTA 13, hvor flere af hendes store gobeliner blev udstillet. Det var her jeg for alvor fik øjnene op for hende. Ryggens gobeliner kommenterer på international politik, uretfærdighed, forfølgelse og politisk motiverede mord i hendes samtid.


HANNAH RYGGEN blev født i Malmø. Ifølge hende selv havde hun stor lyst til at tegne, men var for genert til at tale med andre mennesker. Men da hun blev uddannet som lærer, lærte hun også at snakke og - igen ifølge hende selv - elskede det så meget, at hun aldrig holdt op igen. Hun var lærer i 11 år, men følte selv at det var forkert for hende, og gik i lære som maler i seks år hos den danske kunstner Frederik Krebs i Lund. Hun ville dog ikke male som ham.

DA HUN MENTE, AT DET VAR SÅ SOM SÅ MED INSPIRATIONSKILDERNE i Lund og Malmø, rejste hun til Dresden og Munchen og gik på udstillinger, museer og gallerier. Her så hun blandt andet værker af El Greco og Goya, der gjorde stærkt indtryk. Her mødte hun også den unge norske maler Hans Ryggen, som hun giftede sig med i 1924, hvorefter de flyttede til Norge.

HANNAH RYGGEN ARBEJDEDE MED SOCIALE, RELIGIØSE OG POLITISKE MOTIVER. Hun var stærkt optaget af den spanske borgerkrig i 1930erne, som det ses i nedenfor viste gobelin:

TITLERNE PÅ RYGGENS GOBELINER er også nøglen til forståelsen af dem, men ofte fulgte også små digte med i katalogerne. Den nedenfor viste gobelin hedder "Lise Lotte Herman". Liselotte Herrmann var en tysk kommunist og modstandskvinde, som nazisterne henrettede i 1938. Herman var også mor, og Hannah Ryggen benytter dette klassiske Madonna-motiv i gobelinen.
Lise Lotte Herman 1938. Gobelin af Hannah Ryggen.
I et katalog fra Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, som Ryggen testamenterede de fleste af sine gobeliner til, fulgte dette digt af Hannah Ryggen med Gobelinen Lise Lotte Herman:
Madonna i rosenhagen!
Et kjent motiv i renessansen
föll meg i hu
där Lise Lotte
sitter under hegnet
med sitt barn.
Hitlers böddel
är på väg.
i den röde skyggen
til højre i teppet.
og Lise Lotte mejas ned
som et blomster ved veien.
Hannah Ryggen ved sin væv.
HANNAH RYGGEN skabte to gobeliner til regeringsbygningen i Oslo, Vi lever på en stjerne (entrehallen) og Trojansk hest (statsrådsalen. Vi lever på en stjerne fik heldigvis kun en flænge ved Breiviks sindsyge sprængning af regeringsbygningen i 2011, og er idag repareret, Denne gobelin er Ryggens smukke hyldest til fællesskabet og kærligheden. Og den slutter denne kunsthistorie af:

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar