onsdag den 14. oktober 2015

AT REJSE SIG I MØRKE

Dan Sterup-Hansen: Undervandssvømmere (1957)
I EFTERKRIGSTIDEN, fra 1945 til slutningen af 1960erne, var dansk grafik hot! De danske grafikere i denne periode undersøgte grafikkens muligheder som kunstnerisk udtryk, de frembragte unikke selvstændige værker og vigtigst af alt de fangede et helt nyt publikum. En perlerække af disse kunstnere er med på Statens Museum for Kunsts udstilling At Rejse sig i Mørket.

DET VAR ELEVERNE FRA Aksel Jørgensens skole, der med rette påkaldte sig opmærksomhed både nationalt og internationalt. Og med disse kunstnere fandt grafikken (i denne periode) en værdig plads på linie med maleri og skulptur. Grafikerne skabte selvstændige værker, billedserier samt illustrationer. Publikum blev begejstrede for 'sortekunsten', der var lettilgængelig.

DENNE GENERATION syntes optaget af mennesket, menneskelivet, menneskets udfordringer og dyrekøbte erfaringer. Motiverne fortalte om levet liv og om genkendelige dillemmaer. Grafikken syntes velegnet til at udtrykke sig om den almene menneskelige eksistens. På godt og ondt. I modgang og medgang. Om håb og om drømme. Sort på hvidt. Og omvendt. Udtrykkene var så raffinerede, motiverne skåret ind til benene. Ingen dikkedarer og ingen pjat. At disse kunstnere blev betragtet som store i samtiden, fremgår også af at fire grafikere (bl.a. Palle Nielsen og Poul Christensen) repræsenterede Danmark ved Venedig Bienalen i 1958.

PÅ UDSTILLINGEN At Rejse Sig I Mørket præsenteres vi for en række af disse berømte kunstnere samt andre mindre kendte, men ikke mindre interessante. Udstillingen bygger på et forskningsprojekt af Liza Burmeister Kaaring om menneskeskildringen i dansk grafik i anden halvdel af 1950erne. I teksten til udstillingen står at vi skal se "værker fra en tid hvor livet stod i skyggen af 2. verdenskrig, atombomben og den kolde krig", og at kunstnerne skildrer frygt, usikkerhed og ensomhed.
Jane Muus: Fulde Frans i Prinsensgade (1957)
DET ER EN FORNØJELSE at se og gense værkerne af blandt andre Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Svend Wiig Hansen, Henry Heerup, Jane Muus, Erling Frederiksen, Reidar Magnus og Albert Mertz. Værkerne er smukt hængt op, efter temaer som Troen på mennesket, Protest og Frygten for undergang. Det er en farvemæssig fornøjelse at bevæge sig igennem salene.

AT DER ER TALE OM en konstruktion understreges af formidlingsarrangementet med film og tv-klip fra perioden. Der er måske lige lovligt meget fokus på det dommedagsagtige. Når jeg eksempelvis ser på Jane Muus's portræt af Fulde Frans, er jeg klar over, at der måske ligger en trist menneskeskæbne-fortælling. Men lige når man ser motivet, er det da muntert.  Frans har en fest og den er smittende munter!  Og når jeg ser på Sterup-Hansens undervandsvømmere, er det hverken frygt eller protest eller ensomhed, jeg ser, men derimod en væren og en undersøgelse af vægtløshed.

JEG BLEV UTROLIG GLAD for at se Sterup-Hansens værk: Krigsblinde (1953). Det er ikke med på udstillingen, men gengives i kataloget. Det er så smukt et billede, og ville have passet godt ind i konceptet!

SOM BESKUER kommer man til at ønske sig mere. Det skal man altid passe på med. Jeg vover det nu alligevel. Konstruktionen omkring At Rejse Sig I Mørket er en god fortælling, men den er uden forløsning. Den indledes med at være en gruppefortælling, hvilket også understreges i det lille formidlings-klap-hæfte i udstillingen, hvor alle tolv kunstnere præsenteres med samme plads. Men først i udstillingens sidste rum møder man de fleste af disse kunstnere repræsenteret med to værker hver. Og hernede (i sidste sal) synes eksempelvis Jane Muus, Henry Heerup og Albert Mertz at være fuldstændigt afkoblet hovedfortællingen.

UNDERVEJS er der forståeligt megen fokus på Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og Dan Sterup-Hansen. Det ville måske have klædt udstillingen, at man blot havde fokuseret på dem. Eller at man havde delt udstillingen op i tre separate udstillinger, der koncentrerede sig om fire kunstnere hver.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar