mandag den 8. april 2013

VED VINDUESKARMEN

Fritz Syberg: En Kunstnerfamilie (1899). Johannes Larsen Museet.


PÅ TRODS AF KULDE, sne og nattefrost var der idag en varme i solens stråler (når den var fremme), som ikke er til at tage fejl af. En varme der er lun, når man befinder sig i læ udenfor, og en varme der er hed, når man befinder sig ved vinduet indenfor. Det er ikke til at tage fejl af - der er forår i luften!

OM DER ER FORÅR i luften i maleriet "En Kunstnerfamilie" af Fritz Syberg (1862-1939), er lidt svært at sige. De to kunstnere Alhed og Johannes Larsen og deres lille søn befinder sig indenfor i et værelse med en seng, et bord og en stol. De er i deres hus i Båxhult (Skåne). Ved vinduet sidder Alhed Larsen (1872-1927) og ser ud af vinduet. Hun bruger en stol som staffeli, og jeg formoder hun maler udsigten. Johannes Larsen (1867-1961) sidder på sengen og holder den lille dreng der tisser i en potte. Et usædvanligt billede set i lyset af vore dages forestillinger om den tids kønsroller og fordeling af huslige pligter. 

HVORFOR SIDDER DE INDENFOR? Måske er det for koldt derude, eller måske har de delt dagen op imellem sig, så dette er Alheds arbejdstid. At dømme efter drengens størrelse er det også muligt, at hun stadig ammer og derfor skal være i nærheden af ham. Det er ikke givet at hun har så megen arbejdstid, at hun kan nå udenfor at male. 
I MALERIET ”Blomster i et vindue” (1914) af Alhed Larsen er der sol. Sol der giver lys og spiller i glasvasernes farver. Sol der får vindueskarmens planter til at vokse. Vi befinder os indenfor hjemmets vægge, og vi må formode at kunstneren igen befinder sig ved vinduet, denne gang er fokus på vindueskarmens lille trygge og afgrænsede verden og ikke udkigget til verden udenfor.  
VINDUESKARMEN er også et af de flittigst brugte motiver i malerkunsten gennem de sidste 200 år. Et meget berømt eksempel er Martinus Rørbyes ”Udsigt fra kunstnerens vindue” (ca. 1825) – et maleri der er blevet synonymt med den danske guldalders længsel efter frihed, natur og oprindelighed.
DER FINDES UTALLIGE andre eksempler på malerier med vindueskarme i dansk kunst, tænk blot på C. W. Eckersbergs tegning "Ved et vindue i kunstnerens Atelier" (1852), Anna Anchers "Pigen i Køkkenet" (1883-86) og "Solskin i den blå stue" (1891) samt fra nyere tid eksempelvis Niels Strøbeks "Gårdparti i seks dele" (1970).  

DET ER IKKE UNDERLIGT at dette motiv er populært, for det er i den grad tilgængeligt og ved hånden, man kan befinde sig indenfor i ly for et uregerligt vejr og alligevel male lys og farver - også på trods af helbredsmæssige eller kulturelt betingede begrænsninger.
FOR MANGE KVINDELIGE KUNSTNERE især før 1960 måtte kunstnertilværelsen kombineres med husmoderrollen. En konsekvens af dette kan ses i motiv og materialevalg. Det var umuligt for de fleste af dem at være væk fra familien i længere tid af gangen, og derfor er motiverne oftest valgt i hjemmet eller hjemmets nærhed. Og når tiden til udfoldelserne også var begrænset, faldt valget oftest på akvarellen eller/ og det lille format.

ALHED MARIA LARSEN var en af disse kunstnere, der kombinerede kunsten med husholdningen. Motiverne i hendes malerier er da også fra vindueskarmen, interieurer i hjemmet, drivhusets blomster eller havens. At motivkredsen geografisk er begrænset gør ikke maleriernes kvalitet ringere.

ALHED LARSEN var heller ikke en af datidens ringest stedte kvindelige kunstnere. Allerede i 1885 malede hun og hun fik vejledning af bl.a. Fritz Syberg. Fra 1890 til 1993 arbejdede hun som underglasurmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik under Arnold Krog. Hun kom også ud i verden og rejste bl.a. til Italien (1893-94 og 1898), Paris (1904), Boston (1907) og Tyskland (1912). Alhed Larsen havde sit eget atelier (lige ved siden af mandens) og hun udstillede flere gange - også uden ham. I 1912 udstillede hun På den Frie Udstillingsbygning i København sammen med Anna Syberg (1870-1914), Christine Swane (1876-1960), Karen Meisner-Jensen (1873-1958), Olga Meisner-Jepsen (1877-1949) og Cathrine Svendsen Engel (1877-1949).

MALERIET AF FAMILIEN LARSEN fanger et eviggyldigt gnidningspunkt i de fleste børnefamilier - foreningen af dagligliv og arbejdsliv. De to ægtefæller er i samme rum, men der er ikke nogen synlig kontakt mellem dem. Man kan undre sig over at hun kan arbejde, når mand og barn befinder sig lige ved siden af hende. Og det er jo ikke til at sige om manden har placeret sig der demonstrativt, indtil han har arbejdsid. Kampen om arbejdstiden i børnefamilierne er ikke et dillemma, der hører fortiden eller kunstnerfamilien til - men uendelig aktuelt!  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar