onsdag den 6. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: GULE SOMMERFUGLE


Her ser vi et maleri. I maleriets ene side er en stor gul sommerfugl. Ved siden af den er malet et sommerfuglenet. Inden i nettet er en lidt mindre gul sommerfugl. I maleriets højre side er en lille gul sommerfugl. De tre sommerfugle er ens – blot forskellige i størrelse. Der er brugt tre farver: gul, hvid og sort.

Hvad fortæller maleriet? Om en dejlig sommerdag, hvor smukke sommerfugle – store og små - svirrer omkring os og vi så let som ingenting kan fange en af dem og fastholde deres skønhed for evigt. Det sker vist først når vi har fået styr på klimaforandringerne.

Maleriet minder om en tegneserie. I tegneserier er der en handling. Her kunne handlingen være at en stor gul sommerfugl flyver frit omkring, men så bliver den fanget i et net og dirigeret i en bestemt retning - og det gør den lille. Men det er hvis vi læser handlingen fra venstre mod højre, som vi plejer at gøre det i den vestlige verden. Maleriet hænger på en gavl i Mjølnerparken på Nørrebro. I Mjølnerparken bor der mange med udenlandsk baggrund. Måske bor der også mange arabere.

På arabisk læser man fra højre mod venstre. Hvis man ser handlingen på maleriet fra højre mod venstre, så handler det om en lille gul sommerfugl, der bliver hjulpet af nettet og dirigeret en bestemt vej og det får den til at vokse og blive til en smuk stor gul sommerfugl. Uanset hvilken vej man oplever billedet kan nettet være et billede på et system der enten undertrykker eller hjælper naturen. Systemet kan opfattes som skole og uddannelse eller et samfund.

Det er kunstneren Al Masson der har malet gavlmaleriet. Han er født i Frankrig, men har boet og arbejdet i Danmark siden 1996.

At maleriet hænger på en husmur betyder at alle beboerne i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Men det betyder også at alle der ikke bor i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Både de der hver dag cykler eller går forbi og igennem Mjølnerparken, og alle de der forhåbentlig vil lægge søndagsturen forbi og nyde maleriet og de tre andre gavlmalerier af Troels Aagaard, Michael Mørk og Malene Landgren.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar