I 1962 VAR DER EN JAPANSK SANG hvis popularitet spredte sig med lynets hast til hele verden. Fra Tokyo til New York, fra Paris til Porto-Novo og fra Amsterdam til Stockholm lød tonerne af "Ue o Muite Aruko" sunget af den japanske crooner Kyu Sakamoto. Teksten var skrevet af Rokusuke Ei og handlede om hans nedtrykthed og skuffelse over, at det på trods af kæmpe protester ikke lykkedes at stoppe fornyelsen af USA-Japan-sikkerhedsaftalen. Mange opfattede sangen som en kærlighedssang og i det meste af verden kendes den - den dag idag - som sukiyaki-sangen. Hør sangen her
DET VAR OGSÅ DETTE ÅR at USAs præsidentfrue Jackie Kennedy inviterede tv-seere på rundtur i Det Hvide Hus, at astronauten John Glenn blev sendt på rundtur i rummet, samt at Margot Fonteyn og Rudolp Nureyev dansede Giselle i London og modtog 23 fremkaldelser.
I DENNE 3 PÅ STRIBE præsenteres tre billedkunstnere alle født i 1962, men i hver sin del af verdenen: Takashi Murakami (Asien), Romuald Hazoumé (Afrika) og Karin Mamma Anderson (Europa). Vi ved ikke om de har hørt Sukiyaki-sangen i en eller anden udgave...men vi kan næsten gå ud fra det. Sangen blev oversat og indspillet i de fleste dele af verden. Hør sangen på svensk her
VI VED TIL GENGÆLD AT de alle er formet af og finder inspiration i den kultur de er vokset op i. Hos Mamma Andersson er der højt til loftet både inde og ude, og så meget plads at selv om man er sammen er der langt hen til næsten. Hos Hazoumé er de objekter der sikrer overlevelse i hverdagen hos almindelige mennesker, blevet billeder på kolonialisering og en del af en dekolonialiseringsproces. Murakami tager os med på en færd ind i et blomstret pop kulturelt eventyrland befolket af figurer og dukker fra barndommen.
1. Takashi Murakami (Japan, 1962):
2. Romuald Hazoume (Republic of Dahomey - idag Benin, 1962):
3. Karin Mamma Andersson (Sverige, 1962):
Ingen kommentarer:
Send en kommentar