mandag den 11. februar 2019

ROBERT RYMAN 1930-2019: Undersøgelsen af maleriet

Robert Ryman: Points (1963). Olie på lærred.

"MALERIET ER DØDT - DER FINDES IKKE FLERE NYE MÅDER AT MALE PÅ". Dette udsagn høres tit, og tænkes sikkert endnu tiere. Men er det nu også rigtigt? 'At male' betyder at dække en flade med maling. Fladerne kan være mangelunde, malingen kan være mangeartet og måden malingen påsmøres fladen på kan varieres i det uendelige. Der er stor forskel på 'at male' og 'at male noget'. Den nyligt afdøde kunstner Robert Ryman (1930-2019) brugte sin karriere på at finde ud af, hvad det egentlig vil sige at male.

NÅR MAN SER PÅ RYMANS OMFATTENDE ÆUVRE, ser man række efter række af studier i hvidt. Man kan måske synes at det ser lidt trivielt ud. Hvor ikke bruge flere farver, hvorfor ikke male noget. Men for at undersøge hvad det vil sige at male, måtte Ryman netop først finde ud af hvordan han kunne lade være med at male noget. Hvis han f.eks. brugte rød farve, kunne vi der ser på maleriet tænke at han malede kærlighed eller vrede. Hvis han malede blå kunne vi forestille os at det var havet eller himlen. Derfor valgte han at male med hvid. 

ROBERT RYMAN var meget opmærksom på os - publikum. Han valgte at malerierne skulle være firkantede, så vi ikke blev distraheret. Når vi ser på Rymans malerier, skal vi nemlig koncentrere os om hans undersøgelser af hvad det vil sige at male. Maler han smalle eller brede strøg? Hvilken side maler han fra? Er det hurtige strøg eller langsomme strøg? 

RYMAN ER DØD, men det er maleriet ikke. Og Rymans undersøgelser af maleriet er det heller ikke. Hele hans virke står som en poetisk symfoni i hvid og samtidig som en videnskabelig analyse. Der kommer hele tiden nye malerier til. Der vil også i fremtiden komme nye undersøgelser af hvad det vil sige at male. Ryman gjorde det på sin måde - og han gjorde det godt! 

Se flere af Robert Rymans værker her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar