onsdag den 2. maj 2018

JUDIT REIGL - EN KVINDELIG UNGARNSK SURREALIST!

Judit Reigl: "På blaffertur mellem Ferrara og Ravenna", 1948-50. Olie på Lærred.
JUDIT NÉMEDY REIGL blev født i Ungarn i 1923. Hun studerede på det ungarnske kunstakademi, og fik også et studieophold i Italien fra 1947-48. Da jerntæppet rullede ned mellem øst- og vesteuropa, besluttede hun sig for at flygte til vesten. Hun forsøgte 8 gange, før det lykkedes hende. I 1950 kom hun til Paris. Her blev hun efter et møde med André Breton surrealist. På grund af de mange uenigheder og stridigheder om definitionen af surrealismen i den surrealistiske bevægelse, havde Breton brug for nye surrealistiske kunstnere, især malere. Derfor er det også især Reigls surrealistiske malerier der er kendt.
Judit Reigl: "De har en uudslukkelig tørst på det uendelige", fra 1950. Olie på lærred.
REIGL arbejdede også med photocollager, hvor materialet kom fra aviser og magasiner. Et eksempel på dette er værket: "Saigon, Uden titel, Tango" fra 1954. Inspirationen til denne photo-collage er formentlig hentet i den aktuelle krig i Indokina (Vietnam) mellem den franske kolonimagt og de vietnamesiske kommunister under ledelse af Ho Chi Minh.

MÅSKE er fuglen et symbol på de franske, der blot ønsker fred i landet og prøver at redde vietnameserne fra at blive kørt over. Den store fugl har ikke en orm, men et fabelvæsen i næbbet - en mellemting mellem en orm og en slange. De befinder sig i en smal gade, og lige bag dem er en bil. Danser fuglen tango med fabeldyret? Redder fuglen fabeldyret fra bilen? Tror fuglen at den har fundet føde, men skal den i virkeligheden kæmpe med en slange? Er det bedre for fabeldyret at blive spist af fuglen end noget ukendt og værre? Billedet er tvetydigt. Måske anede Reigl, at kampen i Indokina slet ikke var så entydig, som den blev fremstillet i pressen.
Judit Némedy Reigl: Saigon. Uden titel, Tango 1954. Collage.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar