onsdag den 13. juli 2016

DE SMÅ GENIER - Picassos Børnetegninger på Louisiana Museum for Moderne Kunst



Pablo Picasso: Figures on the street, Barcelona 1898. Museo Picasso.
Gasull Fotografia (c) Sucession Picasso/Copydanbilleder.dk 2016









DE SMÅ GENIER er de børn, hvis kunstneriske evner imponerer os så meget, at vi kalder dem vindunder børn. Et af disse vidunderbørns Børnetegninger kan netop nu opleves på Louisiana Museum for Moderne Kunst. Det er Pablo Picassos Børnetegninger der udstilles, og selvom det er en lille udstilling, så er der meget at se og tænke over. For blev Picasso født som kunstnerisk geni, eller udviklede han sig sådan?

PICASSO ER CA 17 ÅR, da han tegner disse figurer fra Barcelonas gader. De ligner hurtige skitser af typer, han har iagttaget på gaden. En avis sælger (drengen eller krøbling), en pige med udslået hår, en mand med et hærget ansigt og en drager der trækker en hest. På papiret er også farveprøver. Jeg ville ikke kategorisere dette billede som et værk, snarere som en skitse, der viser at Picasso kan en masse, men at han stadig øver sig og raffinerer sine teknikker. Vi får et indblik i hvad han kunne, hvad han har set og muligvis også hvilke motiver han har været optaget af at fastholde.

HVOR GAMMEL SKAL MAN VÆRE FOR AT BLIVE KUNSTNER? Dette spørgsmål har mit barn ofte stillet. Det falder altid i kølvandet på, at hun har fremvist en tegning og spurgt: Er det ikke kunst? Det spørger hun selvfølgelig om, fordi vi i dette hjem er så optaget af kunst og det vil hun gerne være en del af.

HVER GANG HUN SPØRGER, fortæller jeg hende, at hendes tegning eller maleri eller figur er flot, og at det er tydeligt at hun har været optaget af dét, hun har tegnet. Nogle gange siger - og synes - jeg også, at hendes tegning er så god, at jeg vil hænge den op. Men jeg siger altid, at det hun har tegnet / malet / formet ikke er kunst. Fordi hun er et barn, ikke en kunstner. Og derpå stiller hun det meget relevante spørgsmål: Hvor gammel skal man være for at blive kunstner?

DET ER IKKE NEMT, at svare på dette spørgsmål. For det første er det ikke alle og enhver, der kan blive kunstner. Det kræver særlige egenskaber, talent om man vil, og det er ikke noget alle har. Man kan diskutere om alle kan opøve og udvikle disse egenskaber, eller om det er noget man fødes til, men det er ikke emnet for denne kunsthistorie.  Jeg kan heller ikke sige til mit barn eller andre, der stiller spørgsmålet, at det kræver en bestemt uddannelse på f.eks. kunstakademiet, da der er flere forskellige muligheder for at uddannet som billedkunstner. Desuden er der også kunstnere, der er selvlærte (autodidakte), og dermed slet ikke har fået en billedkunstnerisk uddannelse.

Michelangelo: The Torment of Saint Anthony, 1487.
OG JEG KAN SLET IKKE SIGE, at man skal være voksen, før man bliver kunstner. Der findes utallige eksempler på kunstnere, der er begyndt på deres uddannelse, mens de stadig var børn eller unge. Et af disse eksempler er Pablo Picasso (1881-1973), som Louisiana Museum for Moderne Kunst viser en udstilling med netop nu.

UDSTILLINGEN "PICASSO FØR PICASSO" er en del af serien Louisiana on Paper, og den viser værker af Picasso fra 1891 til 1895. Louisiana skriver om udstillingen at "med en række værker af den purunge Picasso kommer vi helt tæt på geniets fødsel". Hvis Picasso var et geni som voksen, var han vel et vidunderbarn som barn.

FASCINATIONEN af vidunderbørn er ikke et nyt eller moderne fænomen. Et af de tidligste eksempler er den kinesiske dreng Wang Ximeng (1096-1119). Efter hvad der fortælles, blev han oplært af selveste kejser Hui Zong af Song dynastiet, og det fortælles om Ximeng, at han var en anerkendt hofkunstner i sin tid. Der findes kun få værker, der tilskrives Ximeng (se her). Det er meget sandsynligt at han har været dygtig i en ung alder, men at kejseren selv skulle have haft tid og evner til at oplære ham, det er nok mere markedsføring af kejseren end sandfærdigt.

DET ER VIGTIGT AT FORSTÅ, når man ser på børns tegninger, at uanset hvor gode og fantastiske de er, så er de altid skabt i forhold til en voksen eller i forhold til standarder sat af voksne. Dette gælder også for vidunderbørn. Der hersker en udbredt myte om, at børn fødes med et visuelt sprog som er deres helt eget. Derfor ser vi også ofte børns tegninger som udtryk for et ægte og uspoleret sind. Men denne holdning er urealistisk. Børn suger alle indtryk til sig tidligt, og det ses også i deres tegninger, malerier og figurer.

SAMMENBLANDINGEN af vores interesse for det originale, helt helt enestående og geniale, muligheden for økonomiske gevinster samt en lettere tilgang til medierne betyder, at det i nyere tid kan være vanskeligt at gennemskue om børnene rent faktisk er ekstraordinært begavede. Det er sjældent, at moderne vidunderbørns billeder beskrives, gennemgås eller kritiseres i medierne. Men det nævnes altid, hvorvidt udstillingerne er udsolgte og om hvor meget deres malerier koster. Hvis der opstår kritik i medierne, handler det enten om det psykiske pres som barnet udsættes for, eller om at der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt barnet selv har frembragt billederne. Det handler stort set ALDRIG om indholdet i billederne.

DET ER VIDUNDERLIGT, når børn tegner, maler eller former. Deres billeder - som jeg overordnet kalder Børnetegninger - forbindes med uskyld. Det uskyldige består i, at de gør noget, som de ikke har 'lært' af voksne. At kunne noget man ikke har lært er lidt af et under - i hvert fald i en voksen tankegang! Når vi oplever børn, der er vanvittigt dygtige, er det endnu mere underligt. I forbindelse med vidunderbørn ligger værdien i det faktum, at 1) de kan dét, de kan, og 2) at de er ekstremt dygtige til dét, de gør, samt 3) at de har levet så kort tid, at de ikke har lært dét de gør på konventionel vis. Der er mange, der opfatter vidunderbørn som et bevis på Guds eksistens. 

ET ANDET EKSEMPEL på en kunstner, der betegnes som et vidunderbarn, er den italienske kunstner Michelangelo (1475-1564). Det tidligste værk af Michelangelo, man kender til, maler han som 12-årig. Og det anerkendes idag som et kunstværk. Et tidligt et, men stadig en 'Michelangelo'! Og når han kunne male sådan som 12-årig, må han have været ret dygtig allerede som 8-årig.

'VIDUNDERBØRN' er et begreb, der benyttes om børn der er ekstraordinært begavede indenfor et bestemt fag eller i en specifik kunstnerisk disciplin. I psykologien aldersdefinerer man disse børn som værende under ti år. I historien findes der flere fortællinger om sådanne vidunderbørn, både kendte som Mozart og Picasso, der også blev anerkendte kunstnere som voksne, men også mindre kendte.

I 1975 BLEV DET KINESISKE VIDUNDERBARNWang Yani, født. Allerede som 2½ årig begyndte hun at male, som 4-årig havde hun sin første udstilling, og som 14-årig havde hun en solo udstilling i London. Det er rimelig imponerende og har formentlig også været overvældende. Her er en lille bid af en britisk udsendelse om Wang Yani: Tv-udsendelse.

SOM 5-ÅRIG maler Yani billedet nedenfor af aber, der leger med planter. Jeg ved ikke præcist, hvilke materialer hun har brugt, men det ligner tuschmaling. Man kan se, at hun behersker teknikken med både at male med brede strøg og smalle. Ansigterne på aberne er i særdeleshed imponerende, da de for det første er ens, for det andet er det sorte ikke flydt ind i det lyserøde. Og i forhold til den dækkende ansigtsfarve er abernes kroppe laverede, således at der har været mere farve på penslen, hvor arme og ben er malet, end på resten af deres kroppe. Og det der er tættest på beskueren er kraftigere farvet, end det der er længere væk. Hun får både afstand og bevægelse med i billedet.
Wang Yani (5 år): Aber leger med planter

JEG TROR IKKE PÅ at man fødes som kunstner. Barnet stimuleres og påvirkes, og hun/han udvikler sig. Jeg tror, at det tager tid og erfaring, at blive kunstner. Meget længere tid end en barndom tager.

BLEV VIDUNDERBARNET Wang Yani født med sine evner eller var det miljøet, der spillede ind? Det hører med til fortællingen om Yani, at hendes far var tegnelærer. Når den information er vigtig, er det fordi den viser, at hun er vokset op i et miljø, hvor tegning og maleri har været helt naturligt og centralt både at udføre og at forholde sig til. Redskaber og vejledning har været lige ved hånden.

PICASSOs far var også tegnelærer, så han voksede også op i et hjem, hvor materialerne og viden om materialer var lige ved hånden. Lige som at bagerens børn ofte bliver bagere og arkitekters børn ofte bliver arkitekter, så bliver kunstneres børn også ofte kunstnere, da de i deres opvækst naturligt tilegner sig kundskaber om dette. Tænk blot på danske kunstnerdynastier som familien Skovgaard og familien Westman.

Albrecht Dürer: Selvportræt.
DET ER SJÆLDENT, at vidunderbørnene rent faktisk også udvikler sig til anerkendte kunstnere i deres voksenliv. Udover Michelangelo og Picasso, ved vi at Albrecht Dürer præsterede enestående ting, da han var 13 år. Men vi ved ikke om Picasso, Michelangelo og Dürer også var enestående kunstnere, da de tre år. Jeg tvivler.

NETOP NÅR DET GÆLDER vidunderbørn blander myter sig ofte med fakta. Når det drejer sig om historiske kunstnere, kan det derfor være svært at gennemskue, om barnet virkeligt var en stor kunstner som tre-årig, eller om det har været en del af salgstalen omkring kunstneren, at han har spillet eller malet som en voksen kunstner allerede som tre-årig. Jeg har eksempelvis set en tegning af en fugl, som Picasso malede som 5-årig. Den er rigtig fin, men det er tydeligt, at den er udført af et barn.

WANG YANI forsvandt fra mediernes blitzlys og opmærksomhed, i takt med at hun blev voksen. Vi ved, at hun stadig er billedkunstner, se her. Ifølge internet-oplysningerne om hende, blev hun som teenager optaget af Tyskland, hvor hun fik sin professionelle uddannelse og siden har bosat sig. Vi ved ikke, om hun forsvandt fra mediernes søgelys bevidst, fordi hun blev træt af opmærksomheden på sin person. Eller om det var kunstverdenen og medierne og publikum, der tabte interessen for hendes 'kunst', da 'kunstneren' ikke længere var et uskyldig barn. Se filmen, der netop hedder "Yani - the Brush of innocence", her.

VIDUNDERBØRN som Wang Yani og Pablo Picasso er fascinerende. Men for de flestes vedkommende forsvinder interessen for dem i takt med at de bliver ældre. Det kan skyldes at de selv kommer ind i en fase af deres liv, hvor de stiller spørgsmålstegn ved alt det de kan og hvem de er, Men det kan også handle om - og det tror jeg mest det gør - værdien af deres arbejde. Værdien af og interessen for Picassos arbejde er aldrig stoppet med at stige. Hvilket udstillingen på Louisiana er endnu et bevis på.

VÆRDIEN af vidunderbarnets billeder ligger i, at de er udført af børn. Børn, der behersker teknikker udtænkt af voksne. Børn, der komponerer deres billeder, som voksne ville gøre det. Og børn, der fokuserer på motiver, som voksne ønsker at se på. I det hele taget børn der agerer i forhold til standarder sat af voksne. Dygtige børn, javist, men stadig børn og slet ikke kunstnere. Jeg kan faktisk ikke sige, hvor gammel man skal være for at blive kunstner, men man skal ikke være et barn!

BLEV PICASSO FØDT SOM ET GENI? Og var han kunstner før han fyldte 18 år? Det må vi tage til Louisiana for at få svar på.


Louisiana on paper
PICASSO FØR PICASSO
29.6 - 11.9 2016
Læs mere om udstillinger her.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar