mandag den 16. juni 2014

MER THOMAS DAMBO - FUGLEKASSER TIL KAREN BLIXENS FUGLE


ENGANG IMELLEM SKER DER noget mærkeligt. Man får øjnene op for noget bestemt, et tema, en tendens eller en kunstner og vupti, så er det eller den eller hun over alt. Og sådan er det lige nu med Thomas Dambo. Næsten uanset hvor vi er, støder vi ind i hans ting. Eksempelvis, da vi i lørdags var på Rungstedlund.


HVIS MAN GÅR GÅR FRA STATIONEN og vælger at gå ad stien gennem Rungstedlund til Karen Blixen Museet, kan man følge de farvede fuglehuse hele vejen hen til museet. Der er skilte udenpå de små huse, så man kan se, hvem der bor i dem, fx. Asta og Ville eller Far og Mor og Pip og Bedste. Thomas Dambo har siden 2000 arbejdet med projektet Happy City Birds. Og der er rigtig mange af disse små boliger rundt om i København. På denne facebook-adresse https://www.facebook.com/happycitybirds kan man dele sine billeder af fuglehusene og se, hvor andre af husene befinder sig i verdenen.


FUGLEHUSENE på Rungstedlund blev oprindeligt skabt til Roskildefestivalen 2013, men har her fundet et perfekt 'hjem'.  De hænger nemlig langs stien og fungerer dermed som en guide. Samtidig understreger de det rige fugleliv på ejendommen - noget som Karen Blixen satte stor pris på. Langs stigen kommer man blandt andet forbi Spættebænken, Gøgebænken og Nattergalebænken, en yderligere understregning af hendes store fugleinteresse. Det er sjovt at forestille sig, hvilke fortællinger Blixen kunne have fortalt om livet i Dambos små fuglehuse.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar