tirsdag den 7. august 2012

Ugens Kunsthistorie: DONATIONER

Director Ann Goldstein. Photo: Rineke Dijkstra

DIREKTØRENStedelijk Museum Amsterdam - Ann Goldstein - befinder sig lige nu i en kæmpeskandale i Nederland. Det er kommet frem at museet er blevet tilbudt en samling malerier af den abstrakt ekspressionistiske kunstner Willem De Kooning (1904-1997), men at de aldrig har reageret på tilbuddet og derfor er donationen nu trukket tilbage.

DET VIDES IKKE præcist hvad donationen bestod af eller hvorfor medarbejderne på Stedelijk ikke besvarede tilbuddet.  Dette er naturligvis direktørens ansvar. Og resultatet er, at kritikken hagler ned over hende fra alle sider. Hun kritiseres især for ikke at være synlig og ikke at have formået at skabe opmærksomhed nok omkring Stedelijk Museum Amsterdam - der genåbner 23. september 2012 efter mange års ombygning.

PRINCIPIELT - og teoretisk bør ethvert museum tage imod donationer uden større overvejelser. Mange museumssamlinger er også afhængige af donationerne. Dels naturligvis pengedonationer, men i høj grad også værkdonationer. Det lyder altid fantastisk at nogen vil donere kunst og umiddelbart tænker man, at det da kun kan være noget, man kan tage imod med kyshånd og bukken og skraben. Men jeg har hørt mange klager fra museumsmedarbejdere over de værker, de bliver tilbudt. For der er langt imellem de gode tilbud.

JEG HAR ARVET TO SMÅ MALERIER fra min grandtante, der havde arvet dem fra sin far. Han havde købt dem i Amsterdam og de var signeret af Rembrandt. Så i generationer troede man i familien, at vi ejede to Rembrandter. Jeg er sikker på at den museumsmedarbejder der har fået lov til at se på disse 'værker' har fået sig et billigt grin. For godt nok var Rembrandt van Rijn (1606-1669) en meget produktiv maler, men disse har ikke og har aldrig haft meget til fælles med en original Rembrandt. Og sådan er det jo rundt omkring i familierne. Mange ligger inde med arvestykker, som man tror er mere værd end de i virkeligheden er. Museumsmedarbejderne kan jo ikke tillade sig at grine af tilbuddene, så de må pænt og høfligt afvise.


DET ER IKKE PROBLEMFRIT at modtage donationer. Der er rigtig mange forhold der skal tages i betragtning og grundige overvejelser der skal gøres: 1) Er værkerne museumsværdige, dvs. er de udført af en kunstner/ kunstnere som det er relevant at udstille på et museum, 2) Er værket en af Henry Heerup udsmykket plasticpose fra Irma, som der findes mange af eller er det noget særligt som museumsgæsterne også vil få noget særligt ud af at opleve på museet, 3) Passer værket/ værkerne ind i den aktuelle samling. Hvis museets samling eksempelvis fokuserer på Guldaldermalerier passer en Heerup-skulptur ikke nødvendigvis ind, 4) Er værket i en sådan stand, at det vil være en alt for kostbar opgave for museet at overtage ansvaret for værket, 5) Er det donerede værk dårligere end de værker, museet i forvejen ejer af kunstneren.

MEN det er ikke nok med det. For nogle gange følger der klausuler med donationerne, og selvom disse som regel (hvis donationen går igennem) hemmeligholdes, så kan det jo eksempelvis være at museet forpligter sig til at opkalde salen eller fløjen, hvor donationen hænger, for den glade givers navn. En anden ting er at man som museum ved at modtage en donation kan være med til at blåstemple en bestemt samler, selvom denne måske har tjent pengene på børnearbejde i Indien, kokainproduktion i Columbia eller våbensalg til Afghanistan.

FALDGRUBERNE er mange og rundt omkring på museerne sidder kunsthistorikere og river sig i håret over de donationstilbud de modtager. Rigtig mange må man afvise, men da ingen har lyst til skandalehistorier om at man afviste en Picasso ... eller en Willem De Kooning, bliver de fleste tilbud gransket rigtig nøje.

NETOP derfor er det så underligt, hvad der egentlig er sket på Stedelijk. Men den kunsthistorie må vi vente lidt på.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar