MENS VI VENTER på at se, hvad vores nye kulturminister Uffe Elbæk vil føre med sig af nye tiltag, tænker jeg tilbage på første gang, jeg så ham. Det var i begyndelsen af 1990erne, hvor gode venner havde inviteret mig med i Århus Teater for at se et billedshow af den amerikanske kunstner Nan Goldin (1953).
NAN GOLDIN er en af mine favoritkunstnere. Hun sammensætter suveræne, stærke, inspirerende og uhyggeligt personlige film.
MEN PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE lykkedes det for Uffe Elbæk at overshine Nan Goldin dér i Århus. For billedet af denne mand der stod - med et lykkeligt grin fra det ene øre til det andet og mindede om en lille skoledreng, der har fundet en brugt slikkepind - og var SÅ stolt over at have fået hende i hus ( - og det er virkelig noget at være stolt af!)er dét, der står stærkest tilbage på min nethinde fra den aften. Og jeg er spændt på at se, om jeg nogensinde vil få det billede ændret.
NAN GOLDIN er en af mine favoritkunstnere. Hun sammensætter suveræne, stærke, inspirerende og uhyggeligt personlige film.
MEN PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE lykkedes det for Uffe Elbæk at overshine Nan Goldin dér i Århus. For billedet af denne mand der stod - med et lykkeligt grin fra det ene øre til det andet og mindede om en lille skoledreng, der har fundet en brugt slikkepind - og var SÅ stolt over at have fået hende i hus ( - og det er virkelig noget at være stolt af!)er dét, der står stærkest tilbage på min nethinde fra den aften. Og jeg er spændt på at se, om jeg nogensinde vil få det billede ændret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar