søndag den 23. januar 2011

Dagens Kunsthistorie: KVINDER OG SLANGER



SLANGEN ER ET DYR som de fleste er både fascinerede af og bange for. Som symbol står slangen både for død og liv, styrke, klogskab - og falskhed. Indenfor billedkunsten er slangen et yndet motiv, især i samklang med mennesker. Men der er stor forskel på om disse mennesker er mænd eller kvinder.



SLANGERNE I KUNSTEN afslører stærke mænds svagheder og svage kvinders styrke. Nicolaj Abildgårds klassiske portræt af Den Sårede Filoktet (1774) viser os en svulmende muskuløs mand der synker sammen på grund af et slangebid. Man kan undre sig over at alle disse kræfter, der nærmest fylder hele lærredet, er magtesløse overfor den lille slanges bid.



EN ANDEN BERØMT FREMSTILLING af stærke mænd og slanger er Laokoon-gruppen (1. århundrede før Kr. f.). Her ser man den trojanske præst Laokoon og hans to sønner, der kæmper en umulig kamp mod store slanger - med døden til følge. Slangerne er gudernes straf og selvom Laokoon er stærk og muskuløs kan han intet stille op mod slangerne.



BERØMTE KVINDER MED SLANGER er Eva i Paradis og troldkvinden Medusa. Disse kvinder lokker begge mænd i fordærv - henholdsvis Adam og Jason med det Gyldne Skind. Eva var underlagt Adam, fordi hun var født af hans ribben, men hun formåede alligevel at få ham til at tage det afgørende skridt der fik ham ud af Paradis. Og Medusa, der ikke var en gudinde - hun var dødelig - men kunne forstene selv den stærkeste mand med sit blik. Eva talte med slangen i Paradis og Medusa fremstilles altid med slanger i håret.



NU VED VI JO IKKE PRÆCIST om fortællingerne om Eva og Medusa er skrevet af mænd eller af kvinder. Men det er ofte således, at når mænd behandler emnet kvinder og slanger, så kredser deres beskrivelser om seksualitet og erotik.

ET EKSEMPEL PÅ DETTE er den franske kunstner Jean Antoine Marie Idracs skulptur Salammbô fra 1881, der kan opleves i Glyptotekets faste samling. Skulpturen forestiller en ung kvinde, der danser med en slange. Kvindens alder symboliserer uskyldighed og uvidenhed eller mangel på erfaring. Slangen symboliserer det farlige og det utæmmede, men sat sammen med denne unge kvinde er slangen tæmmet - i hvert fald for et øjeblik. Og dermed understreger slangen den uskyldige kvindes styrke.



SALAMMBÔ er også titlen på den franske forfatter Gustave Flauberts historiske roman fra 1862. Titelfiguren her er en ung præstinde og datter af en aristokratitisk general fra Karthago Hamilcar Barca. Historien handler om fysisk tiltrækning, kærlighed, svig og bedrag, og den er både dramatisk og tragisk.



PRÆSTINDEN SALAMMBÔ danser med slanger for at fascinere, forføre og lokke de mandlige fjender i baghold. Historien ender tragisk for Salammbô, der selv dør. Denne historie har fascineret mange kunstnere i anden halvdel af 1800-tallet. I de fleste af disse kunstværker er Salammbô en ung attraktiv kvinde, der behersker slangerne og er bevidst om sin tiltrækningskraft. Denne bevidsthed er hendes styrke - en styrke der i de mandlige kunstneres fremstillinger også må straffes og derfor bliver hendes undergang.

KUNSTNEREN EVA KOCH skabte en spændende udstilling på Glyptoteket denne vinter med værker der gik i dialog med værker fra museets faste samling. Titlen på udstillingen var Salammbô og titelværket var en spændende dialog med netop Idracs skulptur.



EVA KOCHs Salammbô er en ældre grønklædt kvinde der danser med en kæmpeslange. Kvinden er lille, men veltrænet, og slangen er stor og muskuløs. Hos Eva Koch er kvinden ikke uskyldig, men qua hendes alder besidder hun en erfaring, der gør at hun bestemt ikke vil kaste sig ud i nogen overilede eller farlige handlinger. Tiltrækningskræften og dét som fascinerer beskueren er hendes beherskelse af det farlige. Kvindens styrke er hendes viden og hendes bevidsthed.



SE EVA KOCHS HJEMMESIDE HER: http://www.evakoch.net/
SE FLERE ILLUSTRATIONER TIL DE FORSKELLIGE KAPITLER AF SALAMMBÔ HER http://www.personal.kent.edu/~rberrong/turn/salammbo/.

lørdag den 22. januar 2011

Dagens kunsthistorie: ET STORT MENNESKES FØDSEL



SKULLE MAN I DETTE DEJLIGE VEJR få lyst til en vandretur i Utterslev Mose, vil man i hjørnet ved Engsvinget få sig lidt af en overraskelse. Især hvis det er mere end en måned siden, man var der sidst. For ved siden af et lille bed af meget store røde paddehatte er et STORT menneske ved at befri sig fra jorden. Det store hoved og de fleste fingre er oppe over jordoverfladen og så er det vel bare at vente på at frosten forsvinder så resten kan befries.



ANTYDNINGEN af det store menneske bringer tankerne hen på Jonathan Swifts fortælling om Gullivers Rejser, der bringer Gulliver til kæmpernes land, hvor han er lilleput, og til lilleputland hvor han er en kæmpe. Overfører man fortællingen til Det Store Menneske ved Engsvinget er 'Gulliver' kommet til lilleputlandet Danmark.



VED SIDEN AF Svampebed og Det Store Menneske står et gyngestativ. På Det Store Menneskes hoved er der sat dutter og et stativ, så man kan kravle op på hovedet og rutche ned igen. Det er også muligt at kravle ind i Det Store Menneske via munden eller fra et hul i baghovedet. Inde i hovedet er forskellige hylder eller hjernelapper, som man kan kravle rundt på, og på den måde få en fornemmelse af at være en meget lille rejsende på opdagelse i hjernen.

DET STORE MENNESKE med Svampebed og gyngestativ er sidste skud på stammen af kunstlegepladser, som Københavns Kommune genialt har anlagt rundt omkring i byen. Det er kunstneren Peter Land (1966), der står bag kunstlegepladsen i Engsvinget.

PETER LAND leger her med proportioner og skala-forhold. Lilleputterne er ikke danskerne som sådan, men børnene. Børn er jo pr. definition små, og de oplever størrelsesforhold anderledes end vi voksne gør.



EVENTYR, BILLEDBOGSÆSTETIK OG KLOVNEKOMIK er genkommende temaer i Peters Lands kunstneriske æuvre. Han arbejder både med video, skulptur/ installation og maleri. En af hans kendteste videoer er den, hvor han danser nøgen i sin egen lejlighed (Peter Land d. 5. maj 1994 (1994)). I en række af senere videoer, bl.a. Step Ladder Blues (1995) iscenesætter Land sig selv som en uheldig klovn. Men under den morsomme overflade ligger hele tiden en voldsom tristesse.

I FLERE AF HANS BILLEDER, blandt andet i den serie af tegninger der blev udstillet på Louisiana-udstillingen i 1997, oplever man en psykedelisk eventyrverden á la Alice i Eventyrland men med rigtig mange syresvampe. Selvom æstetikken minder om billedbøger for børn er der hele tiden en sort side



ARBEJDET MED STØRRELSESFORHOLD er heller ikke nyt for ham, hvilket blandt andet kan ses i installationen Playground fra 2005. Her sidder to børn på en lille græsplæne og triller en bold frem og tilbage på en opmalet hvid linie. Rundt om dem er et hvidt hegn. Enten er børnene proportionalt for store eller også er græsplænen / legepladsen for lille. Man får klart en fornemmelse af klaustrofobi, hvilket yderligere understreges af, at der ikke er plads til børnenes frie armbevægelser og eget initiativ. De er nødt til at foretage sig en aktivitet, der allerede er stukket ud og planlagt for dem.



PÅ DEN RIGTIGE LEGEPLADS i Utterslev Mose sørger Peter Land for at den mørke side også er tilstede. For i virkeligheden kan det være at et barn har spist af de røde paddehatte, og med ét er blevet gigantisk, hvilket den bløde mosejord ikke kan holde til, og derfor bliver Det Store Menneske opslugt af jorden. Igen virker det som om Peter Land er blevet inspireret af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland (1865), hvor Alice også hele tiden vokser og skrumper alt efter hvad hun spiser.

UANSET HVORDAN MAN opfatter Peter Lands kunstlegeplads er den en genistreg. Rygterne inden legepladsen blev afsløret gik på at børnene skulle kravle rundt på en hjerne - og det lød en smule skræmmende. Men som den er kommet til at se ud nu, er den fantastisk, indbydende og fyldt med muligheder for at skabe sine egne fortællinger. Prøv den!


LÆS SENESTE INTERVIEW MED PETER LAND FRA KOPENHAGEN I FORBINDELSE MED HANS SENESTE UDSTILLING HOS GALLERI NIKOLAJ WALLNER HER: http://www.kopenhagen.dk/interviews/interviews/interviews_2011/interview_peter_land/

LÆS MERE OM PETER LAND PÅ GALLERI NIKOLAJ WALLNERS HJEMMESIDE: http://www.nicolaiwallner.com/artists/peter/peter.html

fredag den 21. januar 2011

Dagens Kunsthistorie: ANNA ANCHER PÅ ARKEN



GLÆDER MIG TIL AT SE og gense værker af Anna Ancher på kunstmuset Arken. Udstillingen åbner 29. januar - i næste uge - og varer til 5. juni 2011. Efter sigende er der meget at glæde sig til, da der vises flere værker der aldrig før er blevet udstillet i offentligt rum. Spændende!

ANNA ANCHER (1859 - 1935) er den måske kendteste og mest anerkendte ud af en stærk generation af veluddannede kvindelige kunstnere uddannet i 1860erne, 1870erne og 1880erne. Jeg tænker her på Bertha Wegmann (1847-1926), Agnes Slott-Møller (1862-1937) og Marie Triepcke Krøyer Alfvén (1867-1940). Det kunne også være interessant at se en udstilling med disse fire sammen.

MEN Anna Ancher er også kendt som en af de mest spændende Skagensmalere - og ikke kun fordi hun er kvinde. Det er endda kommet så vidt, at mange anser hende for en bedre kunstner end manden Michael Ancher.

DET ER VEL UVÆSENTLIGT hvem der er bedst, da dette i sidste ende er en subjektiv afgørelse baseret på smag og behag. Men det er skønt at Arken arrangerer en større præsentation af kunstneren Anna Ancher. Jeg håber, at den ikke drukner i biografi og merchandise.


LÆS MERE OM ARKENS UDSTILLING HER: http://www.arken.dk/content/dk/kunst/udstillinger/kommende_udstillinger

Dagens Kunsthistorie: LOOK THERE IS WINNIE



HVAD ER KUNSTFORMIDLING? Er det når en lille amerikansk pige råber højt i metroen " Look there is Winnie" og alle vender sig om for at se denne Winnie, og ser en plakat med et selvportræt af Vincent Van Gogh?

BARNET KAN GENKENDE et maleri af Van Gogh og føler sig ovenikøbet så bekendt med ham, at hun har givet ham et kælenavn. Er det nok, at man kender navnet på kunstneren og ved at han har skåret øret af?

NOGLE GANGE kan man sidde med en bog og tænke "Gid det var mig der havde fået den idé eller opgave". Man kan kalde det misundelse, men man kan også kalde det inspiration eller beundring.

THOMAS WINDING (1936 - 2008) - det heldige asen - skrev en billedbog for forlaget Carlsen i 2000 med udgangspunkt i ni af Pieter Brueghels malerier. Teksten er fri fabuleren over indholdet i malerierne spundet sammen af en fiktiv dialog mellem maleren Brueghel og en lille dreng der kommer og ser Brueghel male billederne.

DET ER EN OVERDÅDIG og meget generøs billedbog på grund af de smukke gengivelser af malerierne. Teksten er meget stram, hvilket klæder den visuelle side. Havde jeg fået denne opgave, havde jeg nok inddraget mere kunstformidling i teksten, men det er ikke Windings ærinde. Han synes at ville skabe en tekst, der gør at læseren - både barn og voksen - får lyst til at gå på opdagelse i billederne, og opdage/ finde / se mere end der står i teksten. Og det er en kunst!

MEN ER DET KUNSTFORMIDLING? Jeg er ikke sikker. Thomas Winding har skrevet gode fortællinger, der kan lede læseren til selv at gå på opdagelse i billederne. Men spørgsmålet er, om man ikke af selv ville gøre dette uden teksten, da disse billeder er så fortællende i sig selv.

DET ER SELVFØLGELIG MULIGT at der er læsere der aldrig ville blive præsenteret for disse malerier, hvis ikke Thomas Winding havde skrevet denne billedbog. Fordi hans navn er en anbefaling i sig selv. Men det er vel inddirekte kunstformidling, der gør kunsten underordnet anbefalingen. Og så kunne bogen lige så godt handle om bamser eller Malawi som om Brueghel.

THOMAS WINDINGS BRUEGHEL-BOG giver sin læser et bekendtskab med malerierne og en række muligheder for temaer i forbindelse med malerierne. Det er ikke kunstformidling - men det er en rigtig god historie!

Dagens Kunsthistorie: MAIL ART



JEG SIDDER MED EN FANTASTISK SMUK OG OMFANGSRIG BOG foran mig. Det er den danske kunstner Niels Lomholts bog LOMHOLT MAIL ART ARCHIVE, FOTOWERKE AND VIDEO WORK. Bogen udkom i december 2010, men nåede vist ikke at få så megen opmærksomhed, som den burde få.

MAIL ART er som Lomholt skriver i indledningen "...what the postman delivered: The mailed artwork". Mail Art et internationalt netværk af kunstnere, der sender visuel kunst og musik og lydkunst og lyrik rundt til hinanden via postvæsenet. Muligvis har Mail Art eksisteret i længere tid, men et mere institutionaliseret netværk udsprang af 1960ernes avantgarde kunst.



NIELS LOMHOLT (1943) har været involveret i Mail Art siden 1960erne og han har en kæmpe og meget spændende samling Mail Art-arkiv fra perioden 1971-85. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor skal dette arkiv hen? Hvilket museum kan rumme det og formidle det så det kommer ud til en større offentlighed? Bogen er i hvert fald en anbefalelsesværdig begyndelse - og her kan man nyde mange af værkerne, der er smukt gengivet.

JEG ELSKER AT FÅ håndskrevne hilsener med posten. Hele året rundt! Det er så sympatisk på en helt anden måde end emails. Emails printer man jo heller ikke ud og hænger op. Vi har stadig jule og nytårshilsenerne hængende i vinduet. Jeg er desværre knap så god til selv at få dem skrevet. Men omkring nytår får denne husholdning da som regel sendt ca. 100 nytårshilsener afsted. Der er stadig nogle der ikke er kommet afsted i år endnu (grundet manglende adresser), men januar måned er jo heller ikke forbi endnu.

POSTVÆSENET klager over at vi danskere sender for få breve og hilsener. Megen korrespondance foregår nu digitalt. Og det er også noget vi i denne husholdning overvejer, da regningen for ca. 100 hilsener er lidt af en udskrivning. Og den stiger igen lige om lidt. Ca. 8 kroner gange hundrede hilsener (og mere, da flere er til udlandet) - det er mange penge! Man overvejer kraftigt at lege postbud og selv køre hilsenerne ud ved næste årsskifte.

HVILKEN BETYDNING ville den forhøjede porto mon få for kunstneriske bevægelser som eksempelvis Mail Art? Ville Mail Art overhovedet have udviklet sig til så stærk og spændende en verdensomspændende kunstbevægelse under sådanne økonomiske betingelser?

FOR MANGE KUNSTNERE var Mail Art-netværket også en protest mod det etablerede og kommercielle galleri-system, som flere anså for korrupt. Desuden betød Mail Art at kunstnere der boede i fjernere egne langt fra udstillingsmuligheder alligevel havde mulighed for at lade deres værker 'turnere'.

I 1980ERNE nåede Mail Art sit højdepunkt af popularitet, men fra begyndelsen af 1990erne overgik fænomenet - forståeligt nok - i stigende grad til internettet. Og ikke for at sammenligne mine nytårshilsener med kunstværker iøvrigt, men de kommer formentlig også til at gå samme digitale vej som Mail Art.




LÆS MERE OM NIELS LOMHOLTS BOG OG ARKIV HER: http://www.lfp-archive.dk/?page_id=20
LÆS MERE OM MAIL ART HER http://en.wikipedia.org/wiki/Mail_art

torsdag den 20. januar 2011

Ugens Kunsthistorie: HVOR ER DET FLOT - DÉT ER KUNST!



HER ER ET SMUKT LANDSKAB. Synes mange. Fordi det ligner et landskab. Og fordi det er godt malet. Og fordi farverne er harmoniske. Det er et landskab uden tegn på forurening, storbyer, mennesker eller andet problematisk. Maleriet er en dejlig og ukompliceret fortælling. Som måske minder os om andre landskaber vi har vandret i, om ukomplicerede tider, om naturens skønhed.

DET ER IKKE DEN SLAGS KUNSTVÆRKER der hænger på mine vægge. Jeg har en meget fin tuschtegning af en sandbegravet høfte på Hollands kyst (fra 1920erne), et meget mørkt oliemaleri fra en Frederiksbergsk have (1930erne) og et impressionistisk inspireret oliemaleri fra Utterslav Mose (1980erne) på mine vægge. Men ingen guldalderinspirerede akvarelmalerier af landskaber. Og hvis jeg fik et foræret, er jeg ikke sikker på at jeg ville hænge det op, for det er ikke min stil.

JEG KAN HELLER IKKE MALE SÅDAN ET LANDSKAB - kan du? Jeg forestiller mig egentlig at det ville kræve års uddannelse og mange øvelser før man kunne male sådan. Eller rettere jeg forestillede mig at det ville kræve uddannelse og øvelse. Indtil jeg sidste år stiftede bekendtskab med Kieron Williamson.

KIERON WILLIAMSON har skabt en del furore de sidste par år. Han maler nemlig smukke romantiske engelske landskaber, som man især kender dem fra 1800-tallet. Personligt synes jeg at hans malerier er kedelige og tandløse - og jeg ville aldrig hænge dem op. Men man må give ham, at han maler, som om han aldrig har bestilt andet. Og det har han næsten heller ikke. For han er født i 2003, og har - ifølge sin hjemmeside - malet siden han var 5 år.

DET ER IMPONERENDE at et barn kan male sådan. Og så længe han har lyst til det, vil jeg råde forældrene til at lade ham fortsætte. MEN noget kunne desværre tyde på at hans lyst styres af de muligheder der er for at tjene penge på ham.

MALERIERNE ER EN SENSATION der betyder at hans udstillinger er udsolgt på åbningsdagen. Da han sidst udstillede i sommeren 2010, solgte han for 150.000 pund. Næste udstilling bliver her i 2011. Og den slår sikkert alle rekorder. Men hvad er det han sælger?

HAN SÆLGER IKKE KUN SMUKKE MALERIER men i høj grad også en myte om kunstneren som et gudsbenådet væsen, der allerede i sin barndom er en genial kunstner. Dette er en myte om kunstneren, som vi bliver ved med at dyrke.

HVAD ER KUNST? Er det kunst når en syvårig maler et maleri? Det mener jeg ikke at det er. For mig er kunst dét som en voksen uddannet kunstner erklærer er kunst. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg vil hænge det op på væggen hjemme i stuen, eller at jeg synes at det er godt.

VI HAR DET MED I DANMARK at bruge betegnelse ’kunst’ som en værdiladet størrelse. Når vi erklærer at noget er kunst, mener vi samtidigt at det burde betegne at noget er godt, eller dygtigt udført, eller professionelt. Det er ikke blot en beskrivelse af en ting – et substantiv. Det er også et adjektiv.

HVORFOR er Kieron Williamsons malerier ikke kunst? De er dygtigt udført, og for nogle beskuere er de også smukke. Men de udtrykker ikke en bevidst hensigt eller et bevidst projekt. Kieron er rigtig dygtig og det skal blive spændende at se hvordan han arbejder som voksen – hvis han stadig gider male. Men lige nu gør han det, han får besked på. Det er gengivelser af landskaber udført på den helt rigtige måde. Det er billeder der viser en god teknik og godt håndværk – men kunst kræver en bevidsthed om eget projekt i forhold til alle andre kunstneres projekter/ traditionen / kunsthistorie - en bevidsthed som et barn naturligvis ikke kan have.




LÆS MERE OM KIERON WILLIAMSON PÅ HANS HJEMMESIDE http://www.kieronwilliamson.com/Home/tabid/288/language/en-US/Default.aspx

Dagens Kunsthistorie: BØRNETV - DET ER DA INGEN KUNST!




DANMARKS RADIO har længe haft en førerposition hvad angår innovativt og kreativt børne-tv. Men de har heller ikke haft særlig stor konkurrence fra de andre tv-kanaler. Og deres position er ikke længere så sikker som den har været. De sidste par dage har der været en del polemik i pressen, primært forårsaget af sendetidsflytningen fra 17.30 til 16.30 og den stille lukning af Fjernsyn For Dig.

FOR CA. EN MÅNED SIDEN begyndte DR at vise en trailer med fugle-dukken Andrea (fra Kaj og Andrea) der holdt en tale á la Martin Luther Kings "I have a dream". Andreas sympatiske drøm var meget mere af verdens bedste børne-tv til klodens børn. Et ønske man som forældre ikke kunne være andet end enig i. Ikke at børnene skulle se mere fjernsyn, men de skulle da selvfølgelig se det bedste fjernsyn.

JEG ELSKER KREATIVT FJERNSYN både for børn og for voksne. Jørgen Clevin var fantastisk - og de udsendelser holder stadigvæk, Shanes Verden har noget af dette inspirerende og igangsættende og det samme kan siges om Rosa i Rouladegade. Fantasien udfordres og børn og voksne hjemme i stuerne får lyst til at lege med. Og det må da være det ultimative fjernsyn der får børnene til at forlænge udsendelsen ud i deres hverdagsleg.

STOR VAR SKUFFELSEN DERFOR i denne familie, da vi vågnede op til børne-tv i 2011 præget af Noddy, en 3d-animation af Babar og Smølferne. Er det virkelig verdens bedste børne-tv? Der er ikke noget galt med Smølferne, men er det for børn mellem 3 og 6 år? Babar er den sødeste fortælling, men i denne version er det unikke taget ud af fortællingen og istedet er konceptet blevet det samme som i tusindvis af børneprogrammer eksempelvis Noddy.

FOR DE DER IKKE KENDER NODDY kan jeg fortælle, at han er en lille pinocchio-lignende 3d-animeret dukke, der får dagen til at gå med at køre gaver ud i en lille dukkeby. På sin vej møder han forskelige af byens beboere, og der er altid et eller andet problem, der skal løses. Jeg erkender at min yndlingshade-fjernsynsfigur pt. er Noddy.

I EN AF UDSENDELSERNE bliver Noddy inspireret af en ældre mand der maler, og Noddy beslutter at han vil være kunstmaler. Han anskaffer sig et staffeli, lærred, pensler og farver og går igang. MEN det er ikke nemt for ham. For han kan ikke få det til at ligne virkeligheden eller bare det de andre maler. Efter en lang dags ufrugtbare forsøg på at male, finder han tilsidst frem til at han skal male som han kan og ikke som de andre. Og så bliver han kunstmaler.

JEG HAR FØR OPPONERET mod denne tendens til at børn, når de skal være kreative også partout skal være kunstnere. I Rosa i Rouladegade er vært og børn kreative med kager - men det gør dem hverken til konditorer eller kunstnere. Det er et fuldstændig forkert fokus at have til det kreative og til kunst. Fordi man maler et godt billede bliver man jo ikke kunstner, men det gør ikke aktiviteten ringere. Tværtimod har man forhåbentlig haft det SÅ sjovt, at man får lyst til at gøre det igen og igen og igen.

DET ER IKKE KUN I Noddy at dette fejlbillede omkring børn og kunst eksisterer. Klichéen optræder jævnligt i Peter Pedal, Postmand Per, Babar etc. Og det er ikke noget der begrænser sig til Børne-tv.

DET KAN ET BARN DA GØRE BEDRE er en sætning der ofte anvendes om moderne kunst. Der ligger en kritik af kunsten i sætningen. En kritik der dels bunder i at moderne kunst kan være vanskelig at forstå, da den ikke ligner virkeligheden. Og dels i at barnet og det barnlige udtryk fylder mere og mere i det kunstneriske udtryk igennem de sidste 100 – 120 år.

KUNSTNERNE I DET 20. OG 21. ÅRHUNDREDE søger nye udtryksformer til at fortælle om virkeligheden. De er ikke længere tilfredse med blot at gengive virkeligheden – for det rummer ikke alle de moderne indtryk som f.eks. fart og parallelle lag. Kunstnerne søger efter disse nye udtryk mange steder: hos andre kulturer, i folkekunsten, i gammel europæiske kunst (oldtiden, middelalder) og så hos børn. Kunstnerne søger mod en oprindelighed, som de ikke mener længere er i den moderne verden. De skyder skylden på de regelsæt for kunsten, der opstod i renæssancen.

BILLEDET DER ILLUSTRERER denne kunsthistorie er forsiden til en meget vigtig bog nemlig Jean-Jacques Rousseaus bog Emile ou L'Education (1762). Her ser vi en hel masse børn. De leger, de undersøger de eksperimenterer. De bliver samtidigt passet på af de vokse (ammes, skiftes og vejledes). Deres nysgerrighed og ønske om at gøre lige hvad de vil, ses her som en positiv drift, der kan bibringe dem viden.

DET ER EN ROMANTISK FORESTILLING OM BARNET der ses her, men hvor kunne man ønske sig at det var denne forestilling om barnet der var udgangspunktet for børne-tv idag. Her oplever vi også barnet som et selvstændigt individ. De er ikke bare små kopier af deres forældre. Børnene går deres egne veje, har deres egne lyster og har deres egen måde at opleve verden på. Det minder mig om nogle af de bedste og skøreste tv-udsendelser fra 1970erne og 1980erne med bl.a. Thomas Winding og Poul Nesgaard.

I LØBET AF DE SIDSTE 100 ÅR er barnets univers blevet institutionaliseret. Barndommen er blevet et reservat – adskilt fra den voksnes. Og dette ses jo tydeligt på tv. Barnet er blevet en forbruger, som man direkte skaber produkter til - eksempelvis Lego og Hello Kitty. Men det er stadig de voksne der bestemmer, hvad der egner sig for børnene.

SELV I DE PROGRAMMER som DR producerer selv Sebastian, Shanes Verden, Skæg med Tal og Rosa i Rouladegade er børnene blot staffage og et visuelt symbol på at det her er udsendelser for børn. Shane bestemmer historierne og sætter børnene til at hjælpe sig. Hos Skæg skal børnene besvare spørgsmål - men på den rigtige måde (der er formentlig ikke tid til andet) og det er Rosa der bestemmer hvordan kagerne skal se ud i Rouladegade.

UDOVER AT JEG DRØMMER om gode TV-udsendelser om farver, former og materialer, om at se på billeder og om at sammensætte billeder, ønsker jeg at der bliver plads til mere improvisation og til flere børn i dansk børne-tv i 2011.

onsdag den 19. januar 2011

Dagens Kunsthistorie: IDAG FYLDER PAUL CÉZANNE 172 ÅR




IDAG KAN VI FEJRE at det er 172 år siden at kunstneren Paul Cézanne (1839-1906) blev født. Dette markeres blandt andet på Google, så ingen der benytter sig heraf kan være i tvivl om hvilken betydningsfuld person der har fødselsdag den 19. januar.

DET ER EFFEKTIV BRANDING og endnu en fremhævelse af Cézanne som en af den vestlige verdens mest betydningsfulde kunstnere. Men er det kunstformidling? Ved at vi får at vide, at han blev født for 172 år siden, får vi jo ikke nødvendigvis at vide, hvorfor han er så vigtig at hans fødselsdag skal fejres og hvad der gør hans kunst så storslået.

PÅ GOOGLEs SØGESIDE ses i dagens anledning et lækkert stilleben af Cézanne. Farverne er ikke de rigtige, men godt ser det ud. På den måde kan de der ikke lige har kunstnerens oeuvre present koble et billede sammen med navnet.

SELVOM DET IKKE GIVER YDERLIGERE information om Cézanne eller maleriet, så er det effektiv kunstformidling. Hvis man får lyst til at få mere information, kan man jo blot 'google' billedet eller kunstneren selv. Og hvis man er tilfreds med den information man har fået, kan man lade være.

TILSYNELADENDE ER DET ENESTE Google gør, at informere om fødselsdagen og derefter er resten op til brugeren selv. Klikker man på billedet er der 958.000 mulighed for at få udvidet sin viden om Cézanne. Sympatisk ja, men ikke helt så neutralt fra Googles side, som man måske forestiller sig.

MAN KUNNE ØNSKE at denne form for kunstformidling også ville komme andre kunstnere til gode. Google når jo ud til et kæmpe publikum over hele kloden. Fredag den 14. Januar 2011 var det eksempelvis 170 år siden at den impressionistiske kunstner Berthe Morisot (1841 - 1895) blev født. Skal man sammenligne er 170 år dog mere rundt end 172 år, og som en af de få kendte og anerkendte kvindelige kunstnere fra den periode - synes jeg - at der i den fødselsdato ligger en hel del mere at fremhæve og fejre.

NÅR GOOGLE VÆLGER at markere Cézannes fødselsdag foretager de et bevidst valg. Dette valg følges dog ikke op af en markering af udvalgte gode tekster efterfølgende. Måske mangler Google en samarbejdspartner?

SAMMENLIGNER MAN MED Wikileaks, var der ingen der interesserede sig for de uoverskueligt mange dokumenter der, FØR wikileaks indgik samarbejde med udvalgte aviser, der gennemtyggede udvalgte dokumenter og på den måde formidlede 'samlingen' af informationer.

MÅSKE VILLE et sådant samarbejde også være frugtbart og udviklende for Google? I hvert fald ville det være gavnligt for Googles brugere. For hvem har tid og lyst til at læse 958.000 sider om Paul Cézanne igennem (- hvoraf en stor del er gentagelser)?


Det viste maleri af Berthe Morisot er fra 1893. Maleriet hedder på dansk Ung pige, der fletter sit hår, og det hænger til dagligt på Ny Carlsberg Glyptoteket - der ejer flere Morisot-værker. Også Orddrupgaardsamlingen har Morisot repræsenteret i sin samling.

Det viste maleri af Paul Cézanne er fra Googles søge-side. Mærkværdigvis har de ikke angivet billedets titel, årstal eller hvilken samling det indgår i.

mandag den 17. januar 2011

Ugens Kunsthistorie: HYACINTHER




I JANUAR MÅNED for ca. tyve år siden afholdt jeg en kæmpe ungdomsfest i anledning af min 18års-fødselsdag. Jeg boede på daværende tidspunkt hos min mor på Christianshavn. Vore meget søde ældre naboer syntes, at de også ville fejre min fødselsdag og forærede mig en smuk lille akvarel af den danske maler Ole Kielberg (1911 - 1985).

AKVARELLEN forestiller en blå hyacinth. Den er malet i 1983. Det var og er en meget smuk tanke og en fornem gave, der har fulgt mig og som jeg stadig sætter meget højt. Desuden har denne gave betydet, at jeg for altid forbinder hyacinther med januar måned.

JANUAR er jo årets begyndelse. Til fremstillingen af det nye år i billeder knytter der sig traditionelt forskellige symboler, blandt andet solens tiltagende styrke - altså det at vi går mod lysere tider, løftet om ny vækst, længslen efter fornyelse og længslen efter at begynde på en frisk.

NÅR JEG SER PÅ EN HYACINTH synes jeg at denne blomst rummer alt dette på een gang. Blomsten vokser jo af lys og varme - og dermed også af de lysere tider, den rummer i sig løftet om overvældende vækst og overdådig frodighed, både som løg og i blomst er hyacinthen indbegrebet af fornyelse og dens duft er altid frisk.

KIELBERGS BLÅ HYACINTH er enkel og uprætentiøs. Vi ser kun den øverste lilla halvdel af det runde løg. Stænglen og bladene er antydet grønne (men ikke vulgært-grønne som visse af nutidens hyancinther), og den blå blomsterkrone er smukt balanceret med skygge og lysfald. Der er intet prangende over denne lille hyacinth - blot en ydmyg registrering af hverdagens stille skønhed.

OLE KIELBERG blev uddannet på kunstakademiet i årene 1929-1933 og derefter tilbragte han et år i Paris. Han malede akvareller og oliemalerier. Motiverne var især dyr, blomster og landskabet i Nordsjælland hvor han boede. Hans stil var en lysfyldt og poetisk kolorisme. Fra 1942 og frem til sin død var Kielberg medlem af kunstnersammenslutningen Corner.

VORE SØDE NABOER er desværre ikke mere. Men hvor jeg end flytter hen i verden følger min lille Kielberg-akvarel med og minder mig om deres generøsitet og om januar måned.

Ugens Kunsthistorie: WALK THIS WAY




DET ER HVIDT DERUDE og selv i Gadegalleriet ved Nørrebro Station i København har kunstneren - eller kunstnerne - ladet sig inspirere af vinterens kulde. Dog er motivet fra endnu koldere og nordligere breddegrader og det er ikke en lille dansk spurv men pinguiner der skutter sig i alt det hvide.

GRAFITTI er en anden form for offentlig udsmykning end den byen normalt støtter og for det meste opfattes grafittien som en meget uønsket form for udsmykning. Den findes overalt i byen i alle mulige former. Københavns kommune besluttede for år tilbage at gøre noget ved dette, ved at oprette Gadegalleriet.

HER SER VI et snelandskab men uden nogen form for forbindelse til eller inspiration fra tidebøger, månedsmalerier eller landskabsmalerier. Den tradition som dette graffiti billede indskriver sig i er popkunstens, filmverdenens og ønsket om at markere sit territorium.

GADEGALLERIET er i princippet for alle, men det betyder også at alle kan gå ind og male dit billede over. Det er demokrati på højt plan. Vi kan diskutere om det er kunst. Betegnelsen er gadekunst – street art. Det vigtigste princip her er, at det er åbent for alle.

ET NYT ÅR betyder også nye kunstoplevelser og til sommer kommer der en udstilling med og om street art på KØS – tidligere kendt som Køge Skitsesamling. Udstillingen hedder Walk This Way og den åbner 7. maj og varer frem til september. Denne udstilling glæder jeg mig meget til at se!

Ugens Kunsthistorie: JOHN KØRNERS NYTÅRSBILLEDE



I ÅRETS FØRSTE INDLÆG skrev jeg at der ikke findes så mange direkte afbildninger af nytåret i kunsthistorien. Men dagbladet Politikens bagsideredaktion og billedkunstneren John Kørner (der er blevet huskunstner på Politikens bagside) nåede dog at forsyne os med endnu en nytårsafbildning i 2010.

NYTÅRSBILLEDET hedder Slap Af. Det er muligt at se på billedet på to måder. Enten drømmer den liggende mand om fyrværkeriet, og så er 'afslapningen' adgangen til dette smukke syn. Eller måske opfordrer kunstneren folk til at slappe af mens andre tænder fyrværkeri.

SOM BILLEDE GØR Kørners værk det samme som Whistlers 'nocturne' (se årets første indlæg Ugens Kunsthistorie: Det Nye År). Det bygger på en kraftig horisontal og vertikal akse, og det bygger på kontrasten mellem lys og mørke. Hvor titlen 'nocturne' dog gav Whistlers værk en udpræget kunstnerisk kontekst, tilfører ordene 'slap af' Kørners billede en mere samfundsmæssig betydning. Det er uvist hvem der skal slappe af og hvilket formål dette skal gavne, men under alle omstændigheder rummer billedet et udsagn om beskuerens liv og ikke kun hans eller hendes æstetiske sans.

Ugens Kunsthistorie: PIETER BRUEGELS MÅNEDSBILLEDER



MIT YNDLINGSVINTERMALERI er dette Jægerne vender hjem (1565)af Pieter Brughel. I begyndelsen af 1560erne fik Pieter Brueghel (ca. 1525/30 - 1569) og hans værksted til opgave at skabe en serie månedsmalerier til den velstående købmand Niclaes Jonghelinck fra Antwerpen.

JÆGERNE OG DERES HUNDEKOBBEL er netop vendt tilbage fra jagten. Det er ikke noget stort udbytte de tre mænd og deres tretten hunde har fået med sig. På grund af fodsporene i sneen kan vi se at de er kommet ind i billedet fra nederste venstre hjørne, har bevæget sig et stykke frem i forgrunden og nu skal til at begive sig ned af den snedækkede skråning. De er rygvendte og mørke silhouetter mod alt det hvide. Men i modsætning til de sorte træstammer er der dog farveforskelle i deres klædedragter.

JÆGERNES BEVÆGELSE samt træstammerne leder beskuerens blik ud over det prægtige vinterlandskab nedenfor bakken, ud over den lille landsby mellem de tilfrosne fiskedamme mod bjergene i horisonten og en anden by ude ved kysten. Man fristes til at tænke at jægerne ikke er vendt hjem, men at de er på vej ud i denne verden.

AT DET ER VINTER er der ingen tvivl om. Hustage og veje er dækket af hvidt, alt vand i vandmøllen er frosset til is og på dammen bliver der skøjtet. At bære brænde, lave bål, jage og fiske er nogle af de arbejdsmæssige beskæftigelser bønderne foretager sig.

DET HELE SER SÅ LEVENDE OG NATURLIGT UD at det er svært ikke at tro at Brueghel har stået udenfor et bestemt sted og malet dette maleri. Men det ér et konstrueret landskab, med en skråning i forgrunden, med Nederlandenes flade i mellemgrunden og med de dramatiske schweiziske alper i baggrunden. Brueghel har sammensat forskellige landskaber, som han er stødt på i sine lange rejser i studieårene. Og selve maleriet er udelukkende malet indenfor i kunstnerens værksted.

MÅNEDSMALERIERNE blev færdige i februar 1566, og man mener at det har taget Brueghel et år at male dem alle. Det er blevet diskuteret om der eksisterede et maleri for hver måned altså tolv ialt, eller om der kun blev malet seks således at hvert maleri rummede to måneder.

DENNE DISKUSSION beror dels på det faktum at man idag kun kender til fem af malerierne, og dels på det faktum at Brueghel i hvert af malerierne benytter nogle af de kendte symboler fra tidligere tiders skildringer af hver måneds arbejde, men samtidig synes at frigøre disse symboler fra specifikke måneder og istedet frit folder fortællingen om årstidens prægning af bøndernes hverdagsliv ud.

JÆGERNE I SNEEN er blevet bestemt til at være illustrationen af januar måned, på trods af at jagten faktisk kunne illustrere både november og december, og bålet både hører til januar og februar måned.

PIETER BRUEGHELS maleri er et årstidsmaleri i samme genre som Limburg-brødrenes fra Hertugen af Berrys tidebog ca. hundrede år tidligere. Men det Brueghel gør er at fjerne mæcenens spor, og i stedet brede scenen ud til et landskabsmaleri, der viser os bøndernes hverdagsliv om vinteren med jagt, bål, og fornøjelser i sneen som skøjtning og snekamp.

BRUEGHEL solgte til adelen og især det rige borgerskab, men motivet i dette maleri er bøndernes liv og landskabet. Det er forholdsvist nyt at disse motiver får lov til at fylde så meget på bekostning af det religiøse. Det religiøse er til stede i kirkerne der er spredt udover landskabet, men hvilken religion der praktiseres under de sneklædte tage afsløres ikke. Hvilket nok er klogt, når man tager den vanskelige religionskonflikt som Nederland befandt sig i i betragtning.

PÅ DETTE TIDSPUNKT var Nederland nemlig besat af Spanien og Hertugen af Alba (1508 - 82) var en lidet afholdt statholder, der nedkæmpede den politiske og religiøse opposition med terrormetoder, hårde skatteudskrivninger, forfølgelse og katolsk fanatisme. Men ser på Brueghels månedsbilleder er der ikke umiddelbart noget at komme efter for Alba. I hvert fald ikke når man ser på maleriet med moderne øjne. Med samtidens øjne er der måske noget med skiltet ved kroen til venstre i billedet. Og måske noget med den gyldne busk i forgrundens midte hvor sneen er ved at smelte.

BRUEGHEL FORTÆLLER OS i dette januarmaleri at det store findes i det små, og at den lille verden og den store verden hænger sammen. Han kæler for detaljerne i billedet på en sådan måde at hver lille sort streg på isen får sit eget liv og bærer sin egen fortælling.

SELVOM DET NU TØ'R i Danmark og der er mere sort og gråt når man kigger ud af vinduet end hvidt, har jeg svært ved at forestille mig en bedre illustration af januar måned end Brueghels maleri. Maleriet befinder sig på Kunsthistorisches Museum i Wien, og jeg har tilgode at se det live.

Ugens Kunsthistorie: MÅNEDSBILLEDET FOR JANUAR MÅNED



AT TRÆDE IND I ET NYT ÅR er et stort skridt. Ikke nødvendigvis fysisk, men i hvert fald mentalt. For mange af os er fyldt med ønsker om et godt eller bedre år end det foregående. En del er måske også usikre over hvad der vil ske i det kommende år. Og få er måske fyldt med bange anelser over alt det ukendte der ligger foran os.

HELDIGVIS er året jo ikke helt ukendt og ubeskrevet for os. Vi kender jo månederne og årstiderne. Året følger en kalender der giver det ukendte en struktur. Og således har det været i århundreder. I middelalderen benyttede man sig af dyrekredsens stjernetegn til at vise årets gang og ofte sammensat med billeder af det arbejde der hører til hver måned.

I HERTUGEN AF BERRYs berømte tidebog har tre brødre og deres værksted udformet kalenderdelens sider med smukke miniaturer. Brødrene Herman, Paul og Johan har valgt at deres årstidsbilleder skal vise scener fra hverdagslivet foldet ud i et landskab behersket af hertugen / adelen. Dette valg var helt utraditionelt i samtiden.

HER SER VI JANUAR MÅNED hvor hertugen sidder med en af kirkens mænd ved det rigt dækkede bord til nytårsfest og uddeling / udveksling af nytårsgaver. Gaver der signalerer ønsket om et frodigt år. Ovenover billedet ses en kobolt blå og stjernespækket himmel med både solvogn der viser solens gang på himlen og stjernetegnene stenbuk og vandbærer.

BILLEDET er fra omkring 1410. Brødrene Limburg trækker her på middelalder traditionen, hvor man ofte viser måneden januar med en mand der sidder ved et bord nogen gange med to drikkebægre for ligesom med Janus-hovedet at pege både tilbage og frem. Andre gange deles et brød i to dele ved bordet. Ingen af disse ting sker dog tydeligt i dette billede.

BRØDRENE LIMBURG viser os et tvetydigt billede, hvor symbolikken ikke er så tydelig som i middelalderen. Dette skyldes formentlig for det første at tidebogen ikke var beregnet for bønder men for hertugen selv. Der arbejdes ikke i en kirkelig sammenhæng her, men direkte for hertugen. Derfor ser man heller ikke kirker og katedraler, men mange skildringer fra hertugens direkte omgivelser og besiddelser.

HERTUGEN AF BERRY var opgavegiveren og mæcenen. Hertugen af Berry var 3. søn af den franske konge. Han brugte hele sit år på at rejse fra besiddelse til besiddelse med sit store følge. Det fortælles at han var en ret streng hersker, men at han havde et blødt punkt for kunsten. Og man kan konstatere at han har givet brødrene van Limburg frie hænder til at skabe miniaturerne til tidebogen Les trés riches heures du Duc de Berry. Arbejdet blev ikke færdigt hverken i brødrene eller hertugens levetid, men man må sige at værket stadig lever.

DEN NYSKABENDE LINIE som brødrene Limburg lagde ind i kunsten i begyndelsen af 1400-tallet ved at fokusere på det almindelige hverdagsliv og lade det fylde så meget i Hertugen af Berrys tidebog, betød at de kom til at lægge en linie ikke kun for dette fantastiske værk, men for kunstens udvikling fra det religiøse mod det mere verdslige.

fredag den 14. januar 2011

Ugens Kunsthistorie: NYE BEGYNDELSER 2



MEGET APROPOS nye begyndelser - overskriften på dette indlæg samt en meget mulig overskrift på denne første tid af det nye år - har kunstneren Allan Otte (1978) malet dette maleri fra 2010 med titlen Ny Begyndelse.

VI SER HER et sneklædt landskab med høj himmel og stor vidde. Når sneen dækker landskabet kan man bilde sig selv ind at det er et uberørt naturlandskab man ser på...i hvert fald for en stund. I Danmark findes uberørt natur nærmest ikke. Landet er et stort kulturlandskab skabt og påvirket af mennesker. Men når det er hvidt der ude fordi sneen iklæder landskabet sin hvide vinterdragt, dækkes mange af de menneskelige spor og landskabet fremstår jomfrueligt og fyldt med muligheder for nye opdagelser.

MEN SER VI RIGTIGT på maleriet er det jo ikke et uberørt landskab vi ser, men derímod et landskab fyldt med spor. En vej ligger centralt i billedet ved siden af gården i højre side. Vejen er fyldt med spor efter køretøjer, der har passeret dette sted. I venstre side kan vi se aftryk i sneen - måske af fodspor. Dette landskab er et meget trafikeret sted, selvom det lige nu fremstår mennesketomt.

ALLAN OTTE er en mesterlig og meget moderne skildrer af det danske kulturlandskab der selv iklædt den hvideste og mest uskyldige sne er fyldt med spor efter mennesker. Spor der fører til, fører forbi og fører væk. Her er ikke et Janushoved der både ser frem og tilbage, men de mange spor fungerer nærmest på samme vis. Det er egentlig et meget komplekst kunstværk - for hvor fører vejen hen?

Ugens Kunsthistorie: NYE BEGYNDELSER



Enhver begyndelse stammer fra en anden begyndelses slutning
(Seneca)


OMKRING ET ÅRSSKIFTE er det naturligt at man ser tilbage på året der er gået og frem mod året der skal komme. Mellem jul og nytår kørte jeg forbi en mand der talte i telefon på Nordre Frihavnsgade. Da jeg på grund af sneen cyklede ret langsomt forbi ham, nåede jeg også at høre et uddrag af hans samtale. Han sagde: ”Jeg vil gerne tale med Line. Det drejer sig om at jeg håber at vores samarbejde i det nye år kan få en ny og bedre begyndelse”.

Jeg hørte ikke mere af samtalen, for så var jeg forbi, men jeg forestiller mig at de to personers samarbejde ikke har været det bedste i 2010, og nu med det nye år er der en mulighed for at begynde på en frisk. Denne mand så både tilbage på året der var gået og fremad på det år der skal komme.

I billedkunsten har man siden middelalderen fremstillet denne tilsyneladende fysisk umulige og ret mentale tilstand ved at bruge Janushovedet. Janushovedet forestiller oftest en mand der ser tilbage på det gamle år og fremad mod det nye på samme tid.

Her viser jeg en miserichorde fra Malvern i England. Dette er ikke et egentlig hoved, men en mand der sidder ved et festligt bord og har to drikkebægre. Dette symbol er også siden middelalderen blevet brugt som symbolet på januar måned. Når man skulle illustrere årets gang og månederne, brugte man oftest den festende og skålende mand som billede på årets første måned.

Med det ene bæger ser manden tilbage og skåler på det gamle år, og med det andet ser han frem og skåler for det nye år. Og det kan vi jo alle gøre med ham. Hvis der var noget i det gamle år der ikke var hensigtsmæssigt, så rummer det nye år heldigvis mulighed for at begynde på en frisk - at starte påny!

Ugens Kunsthistorie: DET NYE ÅR



DER FINDES IKKE så forfærdeligt mange direkte afbildninger af nytåret i kunsten. Men dette maleri af James Abbott McNeill Whistler (1834 - 1903) kunne været et nytårsbillede. Maleriet hedder Nocturne in black and gold. The Falling Rocket, og er fra 1874 / 1875.

Vi ser lyset fra en faldende raket mod den nattesorte himmel. Landskabet er ikke nærmere defineret, men det er heller ikke vigtigt for kunstneren. Nocturne betyder 'natlig' eller 'musikstykke'. Kunstneren opfatter lyset fra den faldende raket som noder i natten. Noder vi ser i et glimt, og så er de overståede og væk og befinder sig kun på vore nethinder.

Whistler så sine billeder som paralleller til musikstykker og kunne også kalde dem symfonier. Det Whistler gør på lærredets flade er at skabe et arrangement af linier, former og farver. Han udtalte selv, at han ikke ønsker at maleriet skal ligne noget, men at det skal fremstille en formel harmoni.

Harmoni er et musikalsk udtryk - som vi bruger i dagligdagen - og Whistler bruger det her til at udtrykke at der er balance i billedet. Nocturne bruges naturligvis også her i den samme betydning. Det er noget der sker om natten, men det er også noget der er i smuk harmoni.

Man kan ikke sige med sikkerhed om dette maleri er fra 1874 eller 1875, så det er muligt at det er fra årsskiftet. Whistler har været ligeglad med om han malede et billede af det gamle år eller det nye år. Det han har fanget i sit maleri er øjeblikket hvor lyset fra den faldende raket danser som musik hen over den nattesorte himmel, for derefter at være for evigt væk - undtagen i erindringen!